Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad var det, vi ville? Hvad var ideen bag denne skabelse, som nok er fuldbyrdet medgang af mange slags, men som dog år for år groede frem til det, den nu er, og som vil fortsætte med at gro, til den når det mål, vi dengang drømte om. Det vi ville, og det som var drivkraften, når vanskelighederne tårnede sig op, var skabelsen af en skole i livskunst. Vi ville skabe et sted, hvor livets smukkeste tanker skulle have en platform, hvorfra de kunne blive forkyndt på en sådan måde, at mennesker kunne føle deres virkelighed! Perioden omkring 1934 var depressionens tid. Arbejdsløshed af en størrelsesorden, vi gud ske lov ikke senere har kendt, var det normale. Det var de store kraks tid. Virksomhed efter virksomhed gik fallit. Det var simpelt hen krisetid både over Europa og Amerika for ikke at tale om Sovjetunionen, hvor den ene grufulde "udrensningsbølge" efter den anden rystede dette nyskabte samfund. Det var kort sagt netop så syg en tid, at den kunne give både en Hitler og en Mussolini den magt, der førte deres folk ikke alene til, men også udover afgrunden.

Og hensigten? Naturligvis den at skabe et Nordens Akademi, hvor åndeligt søgende mennesker skulle kunne mødes og udveksle tanker og ideer, og hvor det åndelige liv kunne blive det, der var og er dets naturlige bestemmelse: menneskets inderste inspiration. Her skulle Martinus verdensbillede forkyndes, men ikke på sekterisk vis, men tværtimod helt uden om den sekterisme, der kaster sin slagskygge over næsten alle åndelige bevægelser. Her skulle mennesker lytte til os - og vi til dem! Her skulle man opleve netop den frugtbare vekselvirkning mellem tanker og ideer, der alene giver sand åndelig vækst. Og her skulle mennesker, om end måske kun for en stund, leve af en kost, i hvilken det rå drab var bandlyst. Her røg man ikke, og her nød man ikke spiritus, her levede man - kort sagt - i kontakt med de love, som fremtidens mennesker som noget aldeles selvfølgeligt ville komme til at leve under. Vi var med andre ord denne fremtid! På os hvilede den mission at vise andre, hvorledes livet både kunne og skulle leves, om man ellers mente noget med sin idealisme. Og endelig: her skulle ingen fanatisme, åbenlys eller skjult, nogen sinde få indpas!

Som allerede nævnt ville vi skabe en skole i livskunst! Men for at gøre dette, må man selv være livskunstner. Og var vi det? Nej! Vi var ganske almindelige unge mennesker med hjertet fyldt af ideale drømme, men uden virkelig viden, hverken om os selv eller om det liv og den skæbne, der ventede enhver af os forude. For os var det en selvfølge at være vegetarer og at undlade nydelsen af tobak og spiritus. Men det gik os, som det går de fleste pionerer. Intet er umuligt, når man er ung og ens sjæls flammer slår mod himlen, og ens vilje er én eneste koncentration. Men ingen flammer brænder evigt med samme styrke, i hvert fald intet jordisk menneskes. Mon ikke de fleste pionerer må opleve en dag at stå midt i deres egne drømmes nedbrændte bål og stirre vemodigt på deres illusioners aske? Jeg tror det! Men denne proces forekommer mig i dag naturlig. "Fugl Fønix" kom ikke ned fra himlen. Den steg op af asken!!! Vi var unge og ville det umulige. Undervejs faldt så den ene, så den anden fra. Livet krævede sit af enhver, men alligevel er det dejligt at kunne skrive, at hvad så skæbnen end krævede af mine venner, forblev de i deres hjerte tro imod denne skabelse, derfor vedblev den at vokse!

For tre år siden besluttede jeg at bruge mit nuværende livs sidste afsnit til udbygningen af den skole i livskunst, jeg som ung drømte om. Målet er nemlig ikke alene en skole i Martinus kosmologi. Målet er også en platform, hvorfra andre røster kan høres, der forkynder fred og fordragelighed blandt menneskene. Kan idealistiske bevægelser ikke samarbejde om de idealer, de hævder er deres, og som er fælles for dem, er der noget forkert et eller andet sted, og dette forkerte må forsvinde. Livet har ladet mig rejse meget, og jeg har mødt et utal af strålende mennesker på disse mine lange rejser, flest vel nok i det fjerne Østen, hvor de idealer, vi bekender os til, er daglig livspraksis for utalte tusinder. Men alt for ofte møder jeg også intolerancen og ofte camoufleret til det næsten ukendelige - og som regel, hvor jeg mindst af alt ventede at møde den! Selv om Martinus verdensbillede udgør mit eget livs fundament, føler jeg ikke, at jeg er havnet i et sluttet mentalt fængsel. Ud fra det, dette verdensbillede gav mig, har jeg læst langt mere filosofi end de fleste, og jeg har i andre åndelige bevægelser fundet teorier, jeg slet ikke kan tænke mig at undvære. Livet har lært mig, at den største fare, der truer enhver af os, er åndelig ensidighed! For den håber jeg, vil der aldrig blive plads i Kosmos Ferieby, som i sig selv er bestemt til at være absolut universel i sin natur. Det vi sigter imod her, er ikke den åndelige påvirkning, der næsten kan få karakteren af åndelig voldtægt. Nej, vi sigter imod at lære det enkelte menneske at tænke selv og ud fra egne, ofte smertefulde selvoplevede erfaringer, selv at tage stilling til livets højeste problemer. Men først og sidst stiler vi mod at gøre denne ferieby til et næstekærlighedens hjemsted! Livet har lært os, at det ikke er vor viden, hvor omfattende den så end kan være, men derimod vor væremåde, der er det væsentligste af alt! Uden indbyrdes venlighed, bevidst eller ubevidst, vil den åndelige atmosfære på denne plads uundgåeligt blive forgiftet. Derfor våger vi over denne atmosfære, og derfor udgør ethvert af vore foredrag i feriebyen en appel til hver eneste af dens gæster om, under deres ophold her at vise det storsind og den tolerance, der alene garanterer denne smukke feriebys fremtidige beståen. Enhver af os ved, hvor let det er at se andres fejl, og hvor svært det er at få øje på egne mangler. Det var dette, der var i Martinus tanker, da han ved sit første foredrag i Kosmos Ferieby for mange år tilbage gav os den rettesnor for fremtiden, vi lige siden har søgt at følge. Han sagde: "Alle mennesker har både gode og dårlige sider, det ved enhver. Dersom De nu, hvor De er feriebyens gæster, helt koncentrerer Dem om at bruge Deres eget sinds gode sider og kun ser det gode og lyse ved enhver. De møder, opnår De, at atmosfæren i feriebyen bliver lysende og varmende for os alle, samtidig med, at De også opnår, at Deres eget sinds mindre fuldkomne sider får et måske længe tiltrængt hvil"!