Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1969/9 side 98
Erik Gerner Larsson
KOSMOS FERIEBY
 
Man har kaldt Kosmos Ferieby for et eventyr i en moderne tid. Hvorfor ofrer mennesker næsten al deres fritid, deres kraft og en ikke uvæsentlig del af deres indkomst på en sådan skabelse i en tid, hvor krig af hvad art tænkes kan, synes at være det normale, og hvor enhver form for direkte uselviskhed på det nærmeste betragtes som unormalt. Mon ikke fordi drømmen om en verden, hvor menneskene ikke alene er gode mod hinanden, men simpelt hen gode i dette ords smukkeste betydning, lever i langt de flestes sind?
Kosmos Ferieby blev påbegyndt i foråret 1934 og indviet foråret 1935. Fireogtredive år er en lang tid, målt med almindelig menneskelig målestok, mere end en såkaldt "menneskealder" - og alligevel kort, når man ser tilbage! Vi var unge dengang og meget begejstrede for Martinus tanker og ideer. Og ungdommen tynges ikke af de ældres erfaringer om, at livet i langt højere grad består af skuffelser og grå hverdage end af den medgang, man som ung nærmest betragter som en selvfølge. Nuvel, der vil altid være en stor forskel på det én vil og det mange vil! Og selv om vi ikke var mange i den forstand, at vort antal var legio, så var vi alligevel nok til at sætte dette i gang, og skulle jeg nu, efter disse mange, svundne år sige noget yderst konkret om denne store ferieby, hvis navn for længst er fløjet jorden rundt, og hvortil gæster er kommet fra klodens fjerneste egne, må det være, at den i sig selv udgør et enestående dokument for, hvad fælles idealisme kan føre til. For feriebyen er ikke en enkelt mands værk. Den er i så godt som hver en detalje en virkning af det, man så smukt har givet navnet demokrati!
Ideen
Hvad var det, vi ville? Hvad var ideen bag denne skabelse, som nok er fuldbyrdet medgang af mange slags, men som dog år for år groede frem til det, den nu er, og som vil fortsætte med at gro, til den når det mål, vi dengang drømte om. Det vi ville, og det som var drivkraften, når vanskelighederne tårnede sig op, var skabelsen af en skole i livskunst. Vi ville skabe et sted, hvor livets smukkeste tanker skulle have en platform, hvorfra de kunne blive forkyndt på en sådan måde, at mennesker kunne føle deres virkelighed! Perioden omkring 1934 var depressionens tid. Arbejdsløshed af en størrelsesorden, vi gud ske lov ikke senere har kendt, var det normale. Det var de store kraks tid. Virksomhed efter virksomhed gik fallit. Det var simpelt hen krisetid både over Europa og Amerika for ikke at tale om Sovjetunionen, hvor den ene grufulde "udrensningsbølge" efter den anden rystede dette nyskabte samfund. Det var kort sagt netop så syg en tid, at den kunne give både en Hitler og en Mussolini den magt, der førte deres folk ikke alene til, men også udover afgrunden.
I dette virvar af depression og af udsigt til nye katastrofer fremstod der i Danmark en ejendommelig personlighed. Et menneske, der havde haft visse åndelige oplevelser, som - påstod han - satte ham i stand til at gennemskue tilværelsesmysteriet og delagtiggøre os i den plan, efter hvilken livet selv fungerede. Han havde med andre ord "set Gud" og evnede nu, efter denne sin åndelige oplevelse eller indvielse, at "tale med ham, som mand taler med sin næste". Igennem sin oplevelse havde han erhvervet sig noget, han kaldte "kosmisk bevidsthed", hvilket vel bedst kan oversættes ved udtrykket "universalbevidsthed", og som bevirkede, at han i form af en række klare og logiske "kosmiske analyser" var i stand til at delagtiggøre andre i det indblik i tilværelsesmysteriet, han selv havde fået.
Denne artikel skal imidlertid ikke handle om Martinus, men om Kosmos Ferieby. Men visse forudsætninger må nævnes, for at læseren kan få et nogenlunde acceptabelt indblik i årsagerne til feriebyens tilblivelse. Selv havde jeg mødt Martinus i 1929, der på det tidspunkt både var meget fattig og så godt som ukendt af offentligheden. Den 1. august samme år brød jeg alle broer bag mig og sluttede mig helt til ham. Jeg var på det tidspunkt 22 år og netop så begejstret, som man må være for at tage et så drastisk skridt. En alvorlig sygdom året før havde i nogen grad skabt forudsætningerne i mit sind for at forstå Martinus, og dybt religiøs som jeg af natur var, betød mødet med ham simpelt hen meningen med mit liv. Perioden 1929-34 var de år, i hvilke Martinus tegnede sine fantastiske symboler og skrev 1. del af sit hovedværk "Livets Bog". Men det var også i den periode, at jeg besluttede mig til at skabe undervisningsarbejdet over hans verdensbillede, dels for at imødekomme et behov, men også for ad den vej at søge at sprede kendskabet til de kosmiske analyser, der nu var blevet fundamentet for mit eget liv. Og det var i denne min kamp for at udbrede kendskabet til Martinus tankeverden, at ideen om skabelsen af en sommerskole opstod i mit sind og straks vandt genklang hos de mennesker, med hvem jeg dengang var i berøring. Sagen var den, at hele mit åndelige arbejde kun kunne fungere om vinteren, og aktiv af natur som jeg var, følte jeg tanken om en "sommerferie" i mange måneder aldeles ulidelig. Sommeren 1933 havde jeg tilbragt ved Sejrøbugten og var her blevet opsøgt af adskillige venner, hvad der førte til en lang række foredrag i de smukke sommeraftener. Det var successen fra denne sommerferie, der blev den direkte udløsende årsag til Kosmos Feriebys tilblivelse.
Som allerede nævnt var drømmen den, at vi måtte have et sted, hvor vi kunne mødes i en kortere eller længere tid og drøfte de tanker og ideer, som helt optog os. Vi var en gruppe unge og meget begejstrede mennesker, for hvem Martinus kosmiske analyser gav svar på alt, hvad vi søgte. Men var vi idealister, var vi i hvert fald også praktiske idealister. Det stod os allerede dengang klart, at skulle vi opleve fred i verden, måtte vi selv skabe den! Og hvad var da nærmere end at finde et sted, hvor denne fred kunne blive "fastboende"? Det sted fandt vi her ved Nyrup bugt i Nordvestsjælland. At komme ind på alle de "mirakler", vi dengang oplevede med hensyn til feriebyens rent fysiske tilblivelse, vil føre alt for vidt. Lad mig forkorte det derhen, at "hvor der er vilje, er der vej"! Fra den dag vi for første gang satte spaden i jorden heroppe og til i dag, har feriebyen fulgt den skabelsens lov, man møder bag ethvert træ, enhver blomst, bag alt liv, der er sig sit mål bevidst. Drømmen var således det fredens paradis, alle vel ønsker at opleve, blot her med den forskel, at vi troede på vor drøm. Vor eneste undskyldning herfor var vor ungdom og vor umådelige begejstring. Vi ville skabe et sted, hvor kunsten at leve frit kunne udfolde sig, og hvor ingen intolerance, ingen misundelse, ingen sladder eller gemen bagvaskelse skulle få blot skyggen af magt. Et sted hvor livets højeste og reneste idealer skulle udfolde sig synligt for enhvers øjne. Dette var ideen. Dette var målet!
Hensigten
Og hensigten? Naturligvis den at skabe et Nordens Akademi, hvor åndeligt søgende mennesker skulle kunne mødes og udveksle tanker og ideer, og hvor det åndelige liv kunne blive det, der var og er dets naturlige bestemmelse: menneskets inderste inspiration. Her skulle Martinus verdensbillede forkyndes, men ikke på sekterisk vis, men tværtimod helt uden om den sekterisme, der kaster sin slagskygge over næsten alle åndelige bevægelser. Her skulle mennesker lytte til os - og vi til dem! Her skulle man opleve netop den frugtbare vekselvirkning mellem tanker og ideer, der alene giver sand åndelig vækst. Og her skulle mennesker, om end måske kun for en stund, leve af en kost, i hvilken det rå drab var bandlyst. Her røg man ikke, og her nød man ikke spiritus, her levede man - kort sagt - i kontakt med de love, som fremtidens mennesker som noget aldeles selvfølgeligt ville komme til at leve under. Vi var med andre ord denne fremtid! På os hvilede den mission at vise andre, hvorledes livet både kunne og skulle leves, om man ellers mente noget med sin idealisme. Og endelig: her skulle ingen fanatisme, åbenlys eller skjult, nogen sinde få indpas!
Idealisme - det muliges kunst
Som allerede nævnt ville vi skabe en skole i livskunst! Men for at gøre dette, må man selv være livskunstner. Og var vi det? Nej! Vi var ganske almindelige unge mennesker med hjertet fyldt af ideale drømme, men uden virkelig viden, hverken om os selv eller om det liv og den skæbne, der ventede enhver af os forude. For os var det en selvfølge at være vegetarer og at undlade nydelsen af tobak og spiritus. Men det gik os, som det går de fleste pionerer. Intet er umuligt, når man er ung og ens sjæls flammer slår mod himlen, og ens vilje er én eneste koncentration. Men ingen flammer brænder evigt med samme styrke, i hvert fald intet jordisk menneskes. Mon ikke de fleste pionerer må opleve en dag at stå midt i deres egne drømmes nedbrændte bål og stirre vemodigt på deres illusioners aske? Jeg tror det! Men denne proces forekommer mig i dag naturlig. "Fugl Fønix" kom ikke ned fra himlen. Den steg op af asken!!! Vi var unge og ville det umulige. Undervejs faldt så den ene, så den anden fra. Livet krævede sit af enhver, men alligevel er det dejligt at kunne skrive, at hvad så skæbnen end krævede af mine venner, forblev de i deres hjerte tro imod denne skabelse, derfor vedblev den at vokse!
Men ingen ser sine smukkeste illusioner briste, uden at det bringer til dyb eftertanke! For mig selv resulterede denne eftertanke i erkendelsen af, at i vor verden må den idealisme, der skal få betydning, være det muliges kunst! For vi er med den engelske forfatter, professor, dr. Desmond Morris, stadig væk den "nøgne abe"! Det er denne kendsgerning, der skjuler sig bag apostlen Paulus ofte citerede, men så lidt forståede ord om, at "det gode, jeg vil, gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, gør jeg"! Livet i dette århundrede viser med ubarmhjertig klarhed, at vi fremdeles mere er dyr end mennesker, og at vor vilje til fred, til sand næstekærlighed, langt mere er af teoretisk end af praktisk natur. Men den er der! Det er denne kendsgerning, der er menneskehedens største håb og al virkelig idealismes inderste inspiration!
Fremtiden
For tre år siden besluttede jeg at bruge mit nuværende livs sidste afsnit til udbygningen af den skole i livskunst, jeg som ung drømte om. Målet er nemlig ikke alene en skole i Martinus kosmologi. Målet er også en platform, hvorfra andre røster kan høres, der forkynder fred og fordragelighed blandt menneskene. Kan idealistiske bevægelser ikke samarbejde om de idealer, de hævder er deres, og som er fælles for dem, er der noget forkert et eller andet sted, og dette forkerte må forsvinde. Livet har ladet mig rejse meget, og jeg har mødt et utal af strålende mennesker på disse mine lange rejser, flest vel nok i det fjerne Østen, hvor de idealer, vi bekender os til, er daglig livspraksis for utalte tusinder. Men alt for ofte møder jeg også intolerancen og ofte camoufleret til det næsten ukendelige - og som regel, hvor jeg mindst af alt ventede at møde den! Selv om Martinus verdensbillede udgør mit eget livs fundament, føler jeg ikke, at jeg er havnet i et sluttet mentalt fængsel. Ud fra det, dette verdensbillede gav mig, har jeg læst langt mere filosofi end de fleste, og jeg har i andre åndelige bevægelser fundet teorier, jeg slet ikke kan tænke mig at undvære. Livet har lært mig, at den største fare, der truer enhver af os, er åndelig ensidighed! For den håber jeg, vil der aldrig blive plads i Kosmos Ferieby, som i sig selv er bestemt til at være absolut universel i sin natur. Det vi sigter imod her, er ikke den åndelige påvirkning, der næsten kan få karakteren af åndelig voldtægt. Nej, vi sigter imod at lære det enkelte menneske at tænke selv og ud fra egne, ofte smertefulde selvoplevede erfaringer, selv at tage stilling til livets højeste problemer. Men først og sidst stiler vi mod at gøre denne ferieby til et næstekærlighedens hjemsted! Livet har lært os, at det ikke er vor viden, hvor omfattende den så end kan være, men derimod vor væremåde, der er det væsentligste af alt! Uden indbyrdes venlighed, bevidst eller ubevidst, vil den åndelige atmosfære på denne plads uundgåeligt blive forgiftet. Derfor våger vi over denne atmosfære, og derfor udgør ethvert af vore foredrag i feriebyen en appel til hver eneste af dens gæster om, under deres ophold her at vise det storsind og den tolerance, der alene garanterer denne smukke feriebys fremtidige beståen. Enhver af os ved, hvor let det er at se andres fejl, og hvor svært det er at få øje på egne mangler. Det var dette, der var i Martinus tanker, da han ved sit første foredrag i Kosmos Ferieby for mange år tilbage gav os den rettesnor for fremtiden, vi lige siden har søgt at følge. Han sagde: "Alle mennesker har både gode og dårlige sider, det ved enhver. Dersom De nu, hvor De er feriebyens gæster, helt koncentrerer Dem om at bruge Deres eget sinds gode sider og kun ser det gode og lyse ved enhver. De møder, opnår De, at atmosfæren i feriebyen bliver lysende og varmende for os alle, samtidig med, at De også opnår, at Deres eget sinds mindre fuldkomne sider får et måske længe tiltrængt hvil"!
Når vi derfor nu skal opleve den glæde, det er for os at se Kosmos Ferieby som rammen om en interskandinavisk vegetarkongres, er det vor tro, at denne kongres, der jo kæmper for en tanke, som vi selv betragter som en af de fundamentale i skabelsen af en lykkelig skæbne for det enkelte menneske, netop her må finde de bedste betingelser for succes! Der skal fra vor side blive gjort alt, hvad der er muligt for, at kongressen ikke alene bliver en strålende oplevelse for hver eneste deltager, men også en ferie, som med årene vil blive et lysende og varmende minde for enhver af vore gæster!
E.G.L.