Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Julen er eventyrets tid - både for gamle og unge! Midt i årets mørkeste periode tænder julestjernen sit blide lys og minder os alle om to ting: at det nu atter går mod den lyse tid, og at livet er andet og mere end noget rent materielt. Selv om julens åndelige budskab mere og mere synes at blegne til fordel for det vældige opbud af materielle goder, som verden i dag byder enhver i vesterlandene, så er det alligevel således - endnu da - at langt de fleste selve juleaften gribes af den næstekærlighedens ånd, der evigt vil være kristendommens inderste væsen.

Da julen således i kraft af sin natur mest må tale til vore følelser, finder jeg det rigtigst at bruge netop dette brev til at vise Dem følelsens vældige betydning for vort sjælelige liv. Men glæd mig med først at læse medfølgende bilag igennem! For her står De over for beretningen om et menneske, som i og på sig selv har oplevet et juleeventyr, han næppe vil evne at glemme i dette liv. For ham selv og måske også for mange andre et mirakel, et under, for os et stilfærdigt bevis på sandheden i Jesu berømte ord til kvinden, der rørte ved hans kjortel: "Din tro har frelst dig!" Hvad dækker det mystiske ord "tro" i virkeligheden over? Simpelt hen over en evne, der formår at gøre en dyb følelse til en sådan grad af vished for sjælen, at enorme kræfter træder i funktion og fuldbyrder det tilsyneladende umulige. "Tro kan flytte bjerge"! - fortæller dette ældgamle ordsprog ikke den samme sandhed? Står der en urokkelig tro bag et menneskes vilje, kan denne vilje blive af en sådan kraft, at den i en ydre verden virkelig formår at demonstrere sandheden bag ordene: "Mands vilje er en magt, der kan bjerge flytte - tusinde viljer sammenlagt, rokker knapt en hytte!"

Vi står her ved et af livets virkelige paradokser. Fast tro på et eller andet, udgør en enorm faktor bag vore viljeførende kræfter. Omvendt ejer vor vilje så godt som ingen indflydelse på vor evne til at tro.

Denne analyse, som livet selv bekræfter på uimodsigelig vis, er naturligvis ikke ensbetydende med, at trosevnen er totalt forsvundet fra vor vestlige verden. Men den lever stærkere inden for de religiøse sekters verden, end den gør i det mere officielle religiøse liv. Her er snart kun skal tilbage. Og det bliver næppe fra dette område, vi får den slags beretninger, som jeg her har berørt.

Er dette tragisk? Både ja og nej! Det ville være absolut tragisk om den stagnation, vi møder indenfor det tros-religiøse liv, i sig selv var ensbetydende med, at mennesket i vor moderne verden er ved at blive irreligiøst. Men sådan er det ikke! I vor evige vandring frem imod det himmelske lys er vi blot nået til et udviklingstrin, hvor vor evne til at tro langsomt begynder at blegne til fordel for vor evne til at vide. Og her er det naturligt, at denne nye evne først koncentrerer sig om den rent materielle verden, fordi denne verden trods alt er vort fysiske livs absolutte skueplads. Tidligere tiders mennesker kendte ikke meget til denne rent fysiske verden udover dette, at den var farlig at leve i. Denne farlighed knyttede man til et åndeligt væsen, og dermed blev faren ond. Verden var for den tids mennesker opfyldt af dæmoner, ofte af farligste art. Men sådan er det ikke mere. Vor videns lys har snart gennemtrængt alle mørke kroge. Vi har, takket være denne viden, underlagt os denne verden i en grad, fortidens mennesker end ikke kunne drømme om. Men verden er ikke blevet mindre farlig at leve i af den grund. Forskellen er blot den, at i dag ved vi, hvor faren stammer fra. Dæmonernes verden eksisterer stadig, men nu ved vi, at denne verden er inde i os - at det er vor natur, der endnu er ufuldkommen. At vi i alt for mange tilfælde i virkeligheden er omvandrende højeksplosive væsener, der i givet fald formår at sprede død og ødelæggelse omkring os.

Intet levende væsen kan nå en grænse uden samtidigt at stå over for et nyt land. Det ligger i selve ordet. Og det er jo netop det, vor viden har ført med sig. Snart er ethvert fysisk område udforsket, og vor bevidsthed vil for alvor begynde at trænge ind i vort eget væsens inderste natur, hvor enorme områder endnu ligger ukendte hen. Men vi måtte først finde sandheden i den ydre verden! Vi måtte lære at forstå, at det vi troede var "fast", "flydende" eller "dampformet" i virkeligheden ikke var nogen af delene. Vi måtte møde strålernes og bølgernes verden, før vi for alvor kunne begynde at begribe vort eget væsen. Langsomt men urokkeligt sikkert er vore åndelige grænsepæle begyndt at rykke ind i "Mennesket - det ukendte"s verden! Endnu mangler vi blot at se alle vore illusioner om at erobre fremmede kloder falde til jorden, men dette er allerede i sigte. Når dette er sket, ved vi, at "lykkens land" ikke ligger udenfor os selv, men derimod er fast forankret i vor egen sjæl!

Og hvad så? Så kun dette ene, at som vi kunne - og måtte - kultivere verden for rent fysisk at kunne leve i den, må vi nu til at kultivere vor sjæl for at få det ud af vort liv, som er dette livs bestemmelse. En ukultiveret sjæl i en kultiveret verden er en indlysende ulykke for denne sjæl. Og er vi ikke alle mere eller mindre ukultiverede? Fordriver vore konger endnu ikke deres fritid med at lade mennesker drive helt ubeskyttede dyr frem imod sig for i ro og mag at kunne skyde dem ned? Udgør lystfiskeri endnu ikke en højt estimeret hobby? Er vor madkultur endnu ikke baseret på et eventyrligt myrderi? Er vor julefest denne vor mest "åndelige" fest - ikke mere end nogen anden baseret på et eksempelløst æderi? Udgør konsekvensen af vor kulturelle stade ikke et uhyrligt mareridt for de mennesker, som skal planlægge vore stadigt voksende hospitaler?

Ejendommeligt nok kan vi i dag skelne skarpt mellem mineralriget og planteriget. Vi kan ligeledes klart se grænsen mellem plante- og dyreriget. Men forstå, at vi selv udgør overgangsvæsener mellem det, vi kalder dyr og det menneske, der hidtil fornemst er repræsenteret af Jesus af Nazareth, det kan endnu kun et forsvindende fåtal. Og dog påstår vi, at vi er kristne, selv om vor næstekærlighed faktisk er af en sælsom natur. Nej, det er nok bedst for enhver af os at indrømme, at vejen frem endnu er lang og meget stenet! Men denne indrømmelse behøver ikke at rumme nogen pessimisme. Så langt det vigtigste er at vide, at vort liv følger en plan! Thi at vide dette er ensbetydende med, at vi selv kan "rette kursen op"! Og kursen er på en måde meget enkel. Dens fornemste krav er selvkultivering, er at give afkald på alt det, der strider mod de kærlighedslove, på hvilke den verden, vi er på vej imod, er baseret. Ikke på en gang, men langsomt og i takt med de muligheder livet giver os. Det vigtigste her er viljen bag os. Gennem hele vor kosmiske trosperiode lod vi os lede af et udefra påført håb. Vi ejede dengang troens nådegave og stolede på dette håb. Selv om kravene til os i dag er større, skulle vor evne til at se håbet som virkelighed ikke være mindre. Dybt i sig selv ved ethvert udviklet menneske, når det handler med eller mod lovene. Dertil gav Gud os samvittighed, som jo blot udtrykker reaktionen mellem vore to sind: det som hører dyreriget til, og så det vordende menneskes sind. Selv om der foran os ligger en periode med krig, mord og drab i en målestok, vi slet ikke kan fatte, behøver dette ikke at angribe vore nerver. Dette er ting, der må ske, for at menneskeheden kan gøre sig fri og nå sin bestemmelse. Dette behøver ikke at angå os på anden måde, end at vi søger at udvikle os til at bøde på hvert eneste sår, livet tilføjer den enkelte. Vi vil jo ikke dette! Eller vil vi? Dette er problemet for mennesket af i dag! For os går vejen til den fred, vi begærer alene over dette, at vi afskaffer krigen i os selv! Ord, siger De måske. Men det er jeg nu ikke så sikker på. For mig er det klar logik, at vi må så fred, før vi kan høste fred. Og fred kan kun det menneske virkeligt så, der kender lovene og dermed sig selv. Og det er her, jeg mener, at mange af os ikke alene er kommet til grænseområdet mellem dyret i os selv og mennesket og nu bevidst begynder at overskride denne grænse og dermed, uanset hvad familie, venner og andre pårørende end mener, begynder at leve et andet liv. Et liv uden nødvendigt drab. Vi har alle været "massevæsener", men til skabelsen af den personlighed, vi drømmer om at blive, hører stort mod. For den der må leve alene med sit eget sind, må have store ressourcer at tære på. Og disse ressourcer findes ene og alene i studiet af vor egen sjæl! Julens budskab er for os således ikke det mirakuløse. Det er for os kristendommens klare krav, udtrykt i ordene: "Tag dit kors og følg mig!"

Er dette at have megen følelse da noget forkert? Nej, det er det ikke! Men det rummer den store fare, at disse følelser kan løbe af med en og bringe en i en situation, der er alt andet end ufarlig. Følelsen er som alle tilværelsens kosmiske kræfter i øvrigt vidunderlig, når den eksisterer i et afbalanceret forhold til de øvrige kosmiske kræfter og her især til intelligensen. Det troende menneske lever på det religiøse område på en overdimensioneret følelse, der tillader det at tro på forestillinger, dets intelligens på et senere stadium nægter at godtage. At det midlertidigt er "salig i sin tro", ændrer ikke dette forhold. Livet vil uundgåeligt underminere og bringe enhver trosforestilling til fald, der ikke accepteres af intelligens og intuition. I dag vil den unge mand, der fik sin førlighed tilbage, sværge til sin tro og i sin oplevelse se et bevis på belønning for denne sin tro. Det er den også, men den har intet med mirakel at gøre, ej heller med andet under end at det i dag er en sjældenhed at opleve en sådan grad af tro på det religiøse område. Det der bekymrer en en smule er, hvad han vil gøre, om der en dag kommer en reaktion med tilbagefald. Lad os alle håbe, han slipper for den skuffelse!

Som et juleeventyr er denne oplevelse smuk og udgør endnu engang en bekræftelse på troens underfulde magt. Men lad os ikke af dette forledes til at tro, at vi alle har dette under til gode. Det her skildrede er mere fortid end fremtid. Fremtiden kan ikke baseres på følelse og den deraf flydende guddommelige suggestion. Fremtiden tilhører en verden, hvor følelsen i stedse højere grad bringes under kontrol af intelligens og intuition eller en verden, i hvilken virkelig viden har afløst den tro, der alene er baseret på følelse. At vi i dag lever i en slags "mellemtilstand", hvor det religiøse element i mennesket synes stagneret, betyder intet. Når den materielle "mæthed" for alvor sætter ind - altså når verden bliver sådan, at det hele jorden over gælder, at kun få har for meget og færre for lidt - vil det religiøse liv gå en opblomstring i møde, vi ikke i dag kan fatte. Da bliver de nuværende juleeventyr for intet at regne imod det eventyr, verden til den tid vil opleve. For da er den Guddom, der i dag af mange betragtes som et latterligt rudiment fra fortiden, blevet til noget allestedsnærværende. Til det livscentrum alt er forbundet med, og ud fra hvilket den inspiration stråler, der gør næstekærligheden - den virkelige - til lige så stor en selvfølgelighed, som hadet er det i dag.

Sandt nok går vi meget mørke i møde. Men vi er også på vej til at opleve begrebet lys i en udstrækning, vi slet ikke kan forestille os. Og i det øjeblik juletræet tændes i de mange millioner af hjem jorden over, sker det, at der også i menneskets øjne tændes et lys, vi ikke ser i den grå hverdag. Det er dette lys, der dybest set er julens største eventyr, for det udgør beviset for, at vi er på vej - på vej imod en verden, hvor den kærlighed, der i det øjeblik besjæler os, har vokset sig så stærk, at mørket, hadet og vreden har mistet sit hårde greb om vor sjæl. At denne verden vil komme, ved vi, det beviser den vældige kærlighedsbølge, der i snart to tusinde år har rejst sig hvert eneste år, når julestjernen tændes og mennesket for en stund på ny oplever vibrationerne fra hin kosmiske impuls, der for første gang i jordens historie lod et menneske fremstå, der vovede at kalde en indtil da usynlig og ubegribelig Gud for sin Fader! Det menneske vi gav navnet Jesus Kristus!