Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Den kendte engelske forfatter H. G. Wells skrev engang en fortælling om "de blindes rige", hvor han lader en seende mand fra et fremmed land opleve mærkværdige eventyr hos dette folk, hos hvilket synsevnen er noget ukendt. Det var svært eller umuligt for ham at få de blinde til at tro på sig, når han fortalte dem om solen, himlen og andre mærkværdige ting, hvis eksistens han takket være sin ufattelige evne var fortrolig med. Han blev modtaget med hån og mistænksomhed og måtte til slut flygte ud af landet.

Jeg ved ikke, om forfatteren ønskede at lægge nogen dybere mening i sin fascinerende fortælling, men den kan meget vel tages som en lignelse om almenmenneskelige forhold. Hvor svært har det ikke altid været for de åndeligt højt udviklede, i dybere forstand "seende" mennesker, at blive forstået og troet af deres samtidige, når de gjorde rede for de åndelige realiteter, som de takket være deres "synsevne" var blevet fortrolige med. Og hvor svært har det på den anden side ikke været for den store "blinde" hob at fatte deres budskab. Det har altid taget menneskeheden lang tid at indhente dem.

Blandt dette tidsskrifts læsere findes der sikkert mange, som har hørt tale om den danske tænker og forfatter Martinus, hvis navn ellers er temmelig ukendt såvel i Sverige som den øvrige verden. Ja, trods et mangeårigt intensivt forfatterskab er han nu i 76 års alderen til og med stadig kun lidt kendt hos den store almenhed i sit eget hjemland. For Martinus vedkommende gælder det i højeste grad, at han med hensyn til åndelig udvikling og opfattelsesevne er langt foran sine samtidige. Han skriver for et fåtal af sine samtidige, idet hans bøger hovedsagelig er beregnet for fremtidens mennesker.

Hvem er da dette menneske, hvis budskab har haft så stor betydning og været så engagerende for dem, som har kunnet tage imod det?

Martinus er i ordets bedste forstand kommet af folket. Han blev født den 11. august 1890 i Vendsyssel i Nordjylland, hvor han tilbragte sin barndom under beskedne kår. Hans skolegang indskrænkede sig til nogle få års undervisning i landsbyskolen, hvor der undervistes hveranden dag. Tolv år gammel blev han hyrdedreng, og atten år gammel begyndte han en uddannelse som mejerist, en meget almindelig beskæftigelse i landbrugslandet Danmark.

"Selv om den overjordiske oplevelse måtte ophøre, kom jeg dog aldrig mere helt tilbage til den fysiske verden", skriver han. "Der var sket en forvandling med mit væsen. Jeg var født i en ny verden, var blevet bevidst i et nyt legeme. Og fra det øjeblik var den verden, som ligger hinsides alle fysiske foreteelser, permanent indlemmet i min dagsbevidsthed. Det gyldne lys havde efterladt mig i en tilstand af bevidst udødelighed og med evne til at se, at kun livet eksisterer, og at mørke og lidelse kun er camoufleret kærlighed, og at Guds væsen er nærværende i Alt og Alle".

Før dette tidspunkt havde Martinus været helt uvidende om alt, hvad der hører ind under begrebet "åndelige realiteter". Han skriver: "Jeg kendte hverken udødelighed eller genfødelse. Jeg kendte hverken skæbnens love eller dyrenes sande identitet. Jeg vidste intet om kærlighedens autoritet og skabelsens mysterium, havde endnu ikke nogen som helst realistisk oplevelse af Guddommens personlige nærhed i min egen ånd. Jeg var religiøst set et absolut ubeskrevet blad. Når denne min ubeskrevethed kunne bevares til min modne alder, skyldtes det den, i dette tilfælde lykkelige omstændighed, at min skæbne ikke i noget tilfælde havde ført mig i berøring med nogen som helst religiøs bog eller sekt, ud over hvad der kom ind under den folkelige børnelærdom. Ikke desto mindre var jeg dybt religiøs og nærede en inderlig kærlighed til Gud. Jeg kan ikke fysisk erindre nogen dag, hvor jeg ikke har bedt til Gud. Men denne min religiøsitet var min hemmelighed, var min helligdom. Jesus var mit største ideal og rettesnor. I alle tvivlsspørgsmål stillede jeg altid spørgsmålet således op: "Hvad ville Jesus gøre i den pågældende situation", og svaret kom altid prompte. I løbet af blot brøkdele af sekunder vidste jeg, hvorledes Jesus ville handle i den nævnte situation. Og dette førte mig frem til Faderen, frem til Guds nærhed. Ved at følge denne guddommelige anordning, der således i enhver situation blev mig anvist, kom jeg ubesmittet, uskadt og frelst gennem alle de besværligheder, fristelser og faldgruber, der ellers mere eller mindre må passeres af ethvert jordisk menneske, der fra moders liv træder ind i verden."

Martinus fortæller videre, hvorledes det for hans venner og nærmeste bekendtskabskreds blev til en synlig kendsgerning, "at en undergørende oplysningens kraft helt kan overskygge et uvidende menneske, ganske uafhængigt af bøger eller andres viden og forsken gøre ham til en kapacitet i livets højeste visdom, viden, kendsgerninger eller religiøs oplysning."

Man kan sige, at Martinus forfatterskab bl. a. udgør en "kortlægning" af hele verdensaltet eller kosmos. Da han her ofte måtte komme ind på begreber og tildragelser, som er nye eller ukendte for læseren og derfor svære at beskrive og forklare, og således svære at forstå, kom han på et tidligt tidspunkt ind på den tanke at gøre indholdet lettere tilgængeligt ved hjælp af symbolske illustrationer. Og lidt efter lidt skabte han sine mange symboler som kosmiske plancher, hvor hver farve og figur har sin særlige betydning. For hvert menneske, som vil trænge dybere ind i kosmologien og den åndelige videnskab, har disse symboler været til stor nytte som vejvisere og forebyggere af misforståelser. Sammen med bøgerne vil de i al fremtid give en klar og utvetydig fastholdelse af Martinus verdensbillede.

Det bør i denne forbindelse fremhæves, at der ikke eksisterer nogen forening eller sammenslutning, som arbejder for tankernes udbredelse. Selv om man på en vis måde kan tale om en "Martinus-bevægelse", nemlig som et åndeligt fællesskab eller en følelse af samhørighed blandt de interesserede, så findes der ikke en "forening", man kan blive medlem af. Martinus budskab er frit for alle og enhver. Han har selv bestemt modsat sig tanken om dannelse af en "forening". En forening ville give sagen et sekterisk præg og nemt give anledning til fanatisme, hvad man absolut vil undgå. Indholdet i Martinus analyser er heller ikke af en sådan karakter, at det kunne indesluttes i en sekts trange skranker. Martinus bringer ikke dogmer eller trossætninger, og der holdes ikke "gudstjenester" eller "andakter" over hans analyser. Martinus opsætter ikke forbud eller påbud. Selv om han påpeger den højeste moral som eneste farbare vej frem i udviklingen, er han helt klar over moralbegrebets relativitet. Martinus moraliserer ikke, han analyserer. Og han konstaterer. Han viser os tingenes rette sammenhæng, hvorfor det er sådan, hvorfor vi er som vi er, hvad vi kan gøre for at lære os selv at kende, finde ud af hvor vi befinder os i vor evige udvikling og således finde en vej gennem livet.

Man kunne kalde Martinus kosmologi en udviklingslære, eftersom begrebet udvikling går som en rød tråd gennem hele hans tankeverden. Men den er uendeligt meget mere end den kendte biologiske evolutionslære (hvilken uden besvær men med visse ændringer kan placeres i Martinus kosmologi). Den er uden tvivl den største, mest vidtfavnende evolutionsteori, som i det hele taget er blevet manifesteret. Teori? Ja, for os almindelige dødelige må den blive en teori, men en teori, hvis sandhed vi i vore bedste stunder intuitivt kan ane eller logisk slutte os til. For forfatteren selv er der tale om oplevet virkelighed.

For Martinus er alt liv evigt, har altid eksisteret, og vil altid eksistere, og der eksisterer intet andet end liv. "Døden" er bare "en tænkt modsætning" til livet.

Alt liv, alle levende væsener, passerer under deres evige vandring gennem udviklingszoner. Af disse er vi fra vort liv på jorden helt fortrolige med fire, som kaldes mineralriget (krystallernes verden), planteriget, dyreriget og menneskeriget, hvortil skal bemærkes, at Martinus betragter det jordiske menneske som stort set endnu tilhørende dyreriget men på vej mod "det rigtige menneskerige". Efter at have passeret igennem disse fire zoner, fortsætter det levende væsen sin vandring igennem de åndelige riger, først det, som Martinus har givet navnet visdomsriget, og derefter "den guddommelige verden", hvor udviklingen når sit højdepunkt. En sådan udviklingscyklus omfatter naturligvis umålelige æoner af tid.

Ifølge "loven om sult og mættelse" vender det levende væsen efter besøget i de høje åndelige verdener atter tilbage til den hårde modstandens verden og "dykker" så igen ned i materien, begynder på ny sin vandring gennem mineral-, plante- og dyrerige etc., men denne gang i en højere "udviklingsspiral". Livet cirkulerer altså evigt gennem disse seks "riger", ikke i en "cirkel", men i stadigt større og større "spiraler".

Verdensaltet er opbygget af de seks såkaldte grundenergier, svarende til de nævnte seks udviklingszoner. Alle seks energier er altid nærværende i forskellige kombinationer i alt levende: en af energierne er i kulmination i det levende væsen (og noget andet end levende væsener eksisterer altså ikke), to af dem er i tiltagende, to i aftagende, og en er latent. Disse seks grundenergier er: instinktenergien (som kulminerer hos væsenerne i planteriget), tyngde- eller eksplosionsenergien (dyreriget), følelsesenergien (det rigtige menneskerige), intelligensenergien (visdomsriget), intuitionsenergien (den guddommelige verden) samt hukommelsesenergien (saligheds- eller mineralriget). Endelig befinder alle energierne sig i den syvende energi: moderenergien.

Hos dyret er tyngdeenergien altså i kulmination, medens hukommelse og instinkt er i aftagende, følelse og intelligens i tiltagende og intuitionen er latent. I samme grad som dyret, indbefattet det almindelige jordiske menneske, udvikles til "rigtigt menneske", tiltager følelsesenergien (som da går mod sin kulmination) og intelligens energi en, samtidig med at tyngdeenergien begynder at aftage. Instinktenergien aftager yderligere og intuitionen begynder at "vågne" fra sit latente stadium, og hukommelsen bliver latent.

I forbindelse med reinkarnationsprincippet klarlægger Martinus spørgsmålet om vor skæbne. I sidste instans er vi altid selv årsagen til alt, hvad vi møder i livet af lykke og glæde, af lidelse og sorg. "Hvad mennesker sår, skal de også høste". Det gode eller onde vi gør, er energibølger vi sender ud, og som før eller senere (i dette eller et kommende liv) vender tilbage til os. Ingen er altså martyr, ingen lider uforskyldt, og vi kan ikke komme fri af vore lidelser, før vi helt har lært ikke at gøre andre væsener fortræd - til vi har "betalt til sidste hvid". Denne livets lov kan forekomme hård, men er udtryk for den allerhøjeste kærlighed. Som alt andet har lidelsen en mening og er beregnet til at skulle befordre vor udvikling. For Martinus eksisterer der hverken "ondt" eller "godt" i absolut forstand. Det vi kalder "ondt", udtrykker han som "det ubehagelige gode".

Har vi endelig engang lært vor lektie, dvs. kommet så langt, at vi ikke under nogen forhold kan "nænne" at gøre et andet væsen ondt, er vi også selv befriet for lidelse, da har vi en "kosmisk beskyttelse", den eneste sikre beskyttelse, som findes i denne farefulde verden.

Her er det nærliggende at komme ind på en farlig tankedril - som Martinus også advarer imod - nemlig at man ikke skulle behøve at hjælpe eller trøste dem som lider eller lindre nøden for de nødstedte, eftersom hver og en jo kun lider, "hvad hans gerninger har bragt ham i", og man ikke bør gribe ind i de guddommelige hændelser. En sådan "undladelsessynd" er tegn på stor mangel på kærlighed, og også den former vor "karma", udsender energier, som før eller senere vender tilbage til sit ophav. Ikke blot vore egne lidelser men også de menneskers lidelser, vi møder på vor vej gennem livet, indgår i den guddommelige plan med vor tilværelse. Martinus verdensbillede udstråler den højeste kærlighed til hele skabelsen (alt levende) og dermed også den største forståelse og medfølelse for dem som lider.

Martinus citerer ofte Bibelen, især Jesu lignelser og udtalelser. Meget af Bibelens åndelige stof placeres i dets rette kosmiske sammenhæng, og den opmærksomme læser får i mange tilfælde et helt nyt syn på de bibelske beretninger og Jesu ord. Hvad der før forekom dunkelt eller ubegribeligt bliver klart og forståeligt. Hvad man troede helt at have forstået, viser sig at have en meget dybere betydning end man kunne ane, perspektivet bliver større.

I verdensaltet manifesterer væsenerne sig som "væsener inden i væsener". Hvert eneste væsen er en livsenhed, bygget op af andre livsenheder. Mennesket udgør altså en sådan livsenhed, og det manifesterer sig som sammensat af mindre livsenheder: organismens forskellige organer (som altså er levende væsener i en "underliggende udviklingsspiral"). Disse er igen opbygget af endnu mindre livsenheder: celler - og disse er opbygget af molekyler, og sådan videre nedad i mikrokosmos. På den anden side udgør mennesket "organ" eller "celle" i den større livsenhed "jordkloden", som altså må betragtes som et levende væsen i "en højere udviklingsspiral". Og jordkloden indgår som "organ" i livsenheden "solsystemet", som indgår i "mælkevejssystemet" og således videre opad i makrokosmos. Alt er liv inden i liv.

Det er netop blandt dyrene og jordmenneskene i disses tidligere udviklingsstadium, at kønsadskillelsen (den ene pols dominans og den andens degeneration) er størst og dragningen mellem kønnene derfor stærkest. Kun i forbindelse med et væsen af modsat køn (hvorved spændingsforholdet mellem de to poler kan komme til udløsning) opleves livets største højder i denne udviklingszone, som derfor har fået navnet "de lykkelige ægteskabers zone". Men det er også indenfor dette område, at "tyngde- eller eksplosionsenergien" kulminerer og ytrer sig som et voldsomt begær efter ejendomsret over den seksuelle partner, udpræget egoisme, skinsyge, had og undertrykkelse. Under den fortsatte udvikling mod "det rigtige menneskerige" sker der en gradvis udjævning: den feminine pol hos manden vokser og den maskuline aftager, medens forholdet er det omvendte for kvindens vedkommende. Voldsmentalitet må afløses af humanisme og fredelig sameksistens, den voldsomme parringsdrift og skinsyge aftager til fordel for en større virkelig kærlighed - ikke til det modsatte køn, men til medmennesket. På dette udviklingsstadium, er mand og kvinde ikke i samme grad som tidligere seksuelt afhængige af hinanden. Nutidens civiliserede mennesker befinder sig på et overgangsstadium, det er hverken kun dyr eller menneske, men at ligne med sfinksen, en blanding af dem begge. Som "en såret flygtning mellem to riger" befinder det sig i "de ulykkelige ægteskabers zone". "Det rigtige menneske", som altså endnu ikke hører til i "denne verden", men som skal komme engang, er ikke udpræget "mand" eller "kvinde" men - "menneske". Martinus analyser af dette problem giver ny forståelse af Jesu ord om, at man "i opstandelsen" ikke tager til ægte.

Når Martinus i nogle fængslende kapitler skitserer den fremtidige verdensstat, er det sandelig ikke et politisk "program". Det er den kosmisk bevidstes vision af et kommende fredsrige, befolket med mennesker, der gennem deres udvikling er blevet "mætte" af krig, vold, kamp og had og nu realiserer deres længsel efter fred, skønhed og virkelig kærlighed.

Når jeg har foretaget nogle udpluk blandt de emner, som Martinus udførligt behandler i sine store bøger, er der jo mulighed for, at læseren opfatter det hele som rene spekulationer. Løsrevne fra hverandre som nogle spredte brikker til et puslespil virker detaljerne måske besynderlige for mange mennesker. Den som har mulighed for at sætte sig ind i Martinus verdensbillede i dets helhed vil imidlertid erfare, hvor eksakt brikkerne passer ind i hverandre. Han vil blive fængslet af dette verdensbilledes absolutte logik og umådelige skønhed. Det bør atter og atter betones, at denne kosmologi og denne åndelige videnskab ikke er noget, som er udtænkt af en genial hjerne. Martinus har aldrig selv haft behov for logiske beviser, han ser direkte ind i den faktiske virkelighed med sine egne "indre øjne". Men for at hans læsere kan forstå hans analyser, giver han dem en forstandsmæssig, logisk opbygning. Han ønsker at få læserne til at anvende deres logiske tænkeevne og ikke bare trosmæssigt acceptere, hvad han siger. Engang får vi alle, sådan som "rigtige mennesker" har det, kosmisk bevidsthed, kommer selv til at kunne "se". Vi hverken kan eller bør skyde genvej ved hjælp af kunstige midler. Kun ved gradvis at udvikle vor kærlighedsevne kan vi lidt efter lidt nærme os det rigtige menneskerige. Men takket være Martinus vejledning kan vi allerede nu, på grund af vor voksende følelse og intelligens og vor gryende intuition, nærme os en højere virkelighed. Selv om vi lever i "de blindes rige", kan vi ane det kommende lys.