Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

"To mennesker, der hver havde fået indopereret et nyt hjerte, en ung pige og en voksen mand, døde i nat, den ene få timer efter operationen, den anden efter at have ligget bevidstløs i mange dage". Meddelelsen kom gennem radioavisen, netop som jeg havde skænket min morgente. Jeg satte uvilkårligt koppen fra mig et øjeblik, for selv om meddelelsen fremførtes i det sædvanlige, ubehagelige, neutrale tonefald, som hører det job til, gjorde den alligevel indtryk. "Jamen tandlægen i Sydafrika lever dog endnu", siger det et eller andet sted inde i en som en svag protest mod den uvilje, disse operationer hver gang har udløst i mig. Ja, det gør han, men gør det disse operationer mere acceptable, mere menneskeligt tiltalende?

Det er klart, at et menneske, der har haft et alvorligt hjerteanfald og med mellemrum må slås med de pinefulde virkninger deraf og den mere eller mindre skjulte mulighed for en gentagelse, kan gribes af en vis længsel efter at få sit syge hjerte udskiftet med et sundt. En sådan længsel er forståelig, fordi hjertet nu engang er primus motor i legemets drift. Standser det, standser det hele. Det ved man, og det kan for manges vedkommende føre til ønsket om at vove eksperimentet efter recepten, at der er alt at vinde og - næsten - intet at tabe.

Hvorfra kommer da denne indre protest? Mon ikke fra en skjult viden om, at netop disse transplantationer rummer noget forkert, noget moralsk forkasteligt. For det første, og det er i hvert fald for mig noget yderst primært, tror jeg, vi overdriver dette livs betydning. Vi elsker livet, siger vi og røber dermed ofte vor store angst for døden. Selv om jeg er villig til at acceptere denne angst for det flertals vedkommende, der aldrig har haft mod til at tænke dødens problem igennem, findes der dog også mange, for hvem den opfattelse, dette flertal har af døden, ikke gælder. For disse mennesker udgør den gængse opfattelse livets største misforståelse. For dem er døden ikke en fjende, men derimod den naturlige proces, ved hvis hjælp et måske helt utåleligt liv med et slag ændres til sin egen modsætning. Dør et træ, fordi det kaster sine blade? Er det ikke overalt i naturen således, at det vi der kalder døden - vinteren - i sig selv udgør forudsætningen for en ny vidunderlig vår? For den der virkelig ønsker at forstå, rummer livet utalte millioner af beviser for, at mennesket ikke alene har en udødelig sjæl, men også, at det, det har givet navnet "døden", blot udgør en naturlig funktion i dets evige tilværelse, en funktion gennem hvilken det efter en meget kort stund fortsætter sit nuværende liv under langt lysere og bedre omstændigheder end her og det endda uden at være afskåret fra samvær med dem, det tilsyneladende har forladt. Det er kun os, ikke de "afdøde", der må opleve savnets smerte, og det endda kun så længe vi nægter at prøve at forstå, hvad der virkelig er hændt.

Og endelig - er det menneske, fra hvem vi i givet fald får hjertet, virkelig dødt? Hvis hjertet skal være levende og ikke genoplives, må det tages fra et menneske, som måske nok alligevel vil dø, men som ikke er absolut død i det øjeblik, man fjerner hjertet. Og for denne handling har vi et udtryk, vi alle kender. Lad så være, at det er mord af en art eller grad, der kan diskuteres. Men hvor går grænsen? Hvilken garanti har vi for, at denne handling foretages af mennesker af en så høj moralsk kvalitet, at al kritik må forstumme? Findes der overhovedet en sådan garanti? Jeg tvivler!

Og som det er med hjertetransplantationerne, er det også med et andet område, der i denne tid optager tanken. Tre mennesker cirkulerer i det øjeblik, dette skrives, rundt omkring jorden i et rumskib og skal gøre det endnu nogle døgn. De udfører en række forsøg, der inden længe skal muliggøre en landing på månen. Alt dette lyder spændende, og er det også, for så vidt som de hidtidige rumforsøg har åbnet døren til en forskning af hidtil ukendt art. Men også her står vi overfor noget, der vil bringe store skuffelser og muligvis medføre katastrofer af forfærdende natur. Personlig er jeg absolut ikke pessimist, tværtimod. Men på samme måde som jeg reagerer overfor hjertetransplantationerne, reagerer jeg overfor tanken om rejser til månen og endnu mere fjerntliggende planeter. Et er at bevæge sig nogle få hundrede kilometer over jordens overflade, noget andet er at fjerne sig hundredtusinder af kilometer. Også her er der i virkeligheden tale om en slags "transplantation". Vi er ikke naturlige borgere på andet end vor egen planet. Forestiller vi os jorden som en levende organisme - og hvorfor skulle den ikke være det? - vil vi være en slags "celler" i denne organisme. Hele vor struktur er bygget til et liv i denne organisme og ikke til et liv i en anden interplanetarisk organisme eller klode. Jeg tvivler ikke et sekund på, at vi kan lave raketter, der kan nå andre planeter, for raketter laves af mineralstoffer det samme som man ofte laver ligkister af. Og jeg er ikke sikker på, at vi ikke en dag vil komme til at opleve disse raketter som vanvittigt kostbare ligkister, for jeg tror, at verdensaltets såkaldte "tomrum" ikke er så tomt endda. Som mennesker er vi en slags guder og kan "flytte" celler fra vor egen organisme over til et andet menneskes organisme. Men vore celler kan ikke flytte sig selv over i andres organismer. Vi skal gøre det! Og jeg tvivler på, at forholdet er anderledes, når talen drejer sig om rumrejser. Også her er det en slags "celler", der prøver at overskride visse grænser, som de endnu ikke har overskredet. Endnu er enhver rumrejse foregået indenfor klodens egen organisme. Men denne organisme har som vor egen en grænse, og hvad der vil ske, når vi forsøger at overskride denne grænse, ved vi ikke. Vi kan kun tro. Og jeg tror altså, at i det øjeblik båndet mellem den klodeorganisme, mennesket tilhører, og dets eget legeme brister, brister også båndet mellem menneskets ånd og dets eget legeme - og så er selv den fornemste og mest raffinerede raket i samme sekund forvandlet til en ligkiste.

Vi lever i en mærkelig tid. En tid, hvor vældige kosmiske inspirationsbølger udefra påvirker os og medfører en forvandling af hidtil ukendt karakter. Alt er i dag i opbrud. En verden af små adskilte egoistiske nationer tvinges af kræfter, de ingen magt har over, til at indstille sig på et klodeomfattende fællesskab med en fælles overnational regering. Denne tanke, der engang var renlivet utopi, er i dag bitter realitet: Bitter, fordi menneskeheden endnu ikke synes moden til dette interkontinentale fællesliv. Men moden eller ej, processen er i fuld gang og kan ikke standses. Biafra, Vietman, Panama - alle ligger de i dag "lige henne om hjørnet", og hvad der foregår hos dem, griber ind i vort eget liv, her og nu. Vor lange isolation er brudt med eller mod vor egen vilje, og vi kan ikke stå frem og sige, at vi ikke var advaret. Vise mænd gennem alle århundreder har forudset denne udvikling og forberedt os på, at evnede vi ikke at erstatte rå egoisme med uselviskhed, ville vi komme til at opleve et ragnarok eller en "dommens dag", hvor alt ville styrte sammen omkring os, og hvor vi endog ville komme til at misunde dem, der allerede lå i deres grave. Det er der allerede mange, der gør i dag!

Tænk om hele dette forvirrende og urovækkende panorama fra hjertetransplantationer til "rumplantationer" pludselig skiftede karakter, og alle kræfter i stedet blev sat ind på at løse de langt mere nærværende problemer på klodens egen overflade. Hvor meget godt kunne der ikke gøres for den pris, en rumraket koster, og hvor ligegyldigt er en hjertetransplantation ikke for den, der ikke frygter døden, men tværtimod i den ser en kær ven? Tænk om mennesket kom på sporet af sin egen udødelighed og pludselig vidste, at det ikke alene havde levet før dette liv, men levet i al evighed og vedblivende skal leve i al evighed? Tænk om frygten for døden svandt bort fra hvert eneste menneskesind og blev afløst af en konkret viden om, at ikke død, men kun fødsel eksisterer, fødsel fra en tilstand til en anden. At mennesket, som det er blevet os fortalt gennem årtusinder, virkelig er et åndsvæsen, og at vort legeme kun er et redskab, intet mindre, men heller intet mere, og at loven over alle love kun er én: at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv!

Men ak. Vi er ikke borgere i en kærlighedens og forståelsens verden, men derimod i en verden af had, af blodig intolerance og indædt nag og misundelse, en verden der "ligger i det onde", den selv har frembragt, og derfor må alle forsøg fuldbyrdes, alle eksperimenter bringes til vanviddets grænse. Thi "dåren siger i sit hjerte, at der ingen Gud er til!" og må derfor leve dårens liv. Fred findes kun for den, hvis egen selvoplevede lidelse, hvis egne tårer, bragte ham på sporet af den Gud, der er skjult for hver den, der gør stoffet til livets herre og ikke med en Martinus evner at se, endsige forstå, at "så længe der findes en blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud!"