Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

To problemer har beskæftiget langt de fleste af os de sidste måneder: det tjekkoslovakiske og studenteroprørene ved snart alverdens universiteter. Er der en indre sammenhæng mellem disse to problemer, eller er det to hinanden uvedkommende processer? Dybest set er der en indre sammenhæng imellem dem, idet de begge er udsprunget af den mennesket iboende frihedstrang. Og dybest set får de på en måde samme behandling: fra revolution til evolution!

Tager vi først det tjekkoslovakiske problem, det på en måde mest tragiske, fordi det angår en hel nation, som man nu på ny vil tvinge ind under politistatens infame diktatur, rummer det alligevel i sig noget, der kun kan glæde ethvert frihedselskende menneske, nemlig selve beviset for, at ethvert diktatur har sin egen begrænsning. Det kan ikke vare evigt. Det vi har bevidnet udgør jo i sig selv kun en gentagelse af det, der for år tilbage fandt sted i Ungarn - og det vil gentage sig på ny, derom behøver ingen at tvivle. Men medens oprøret i Ungarn intet håb efterlod sig, har invasionen i Tjekkoslovakiet røbet noget, vi alle bør være interesseret i, og det er spændingen i selve Sovjetunionen, denne nutidens vældige kolos på lerfødder. Jeg har ofte påpeget, at en hvilken som helst bevægelse, den være sig politisk eller religiøs, altid vil have sine farligste fjender inden for sine egne rammer. Når alt kommer til alt, er det ethvert levende væsen imod at blive påtvunget noget som helst. Accepterer man tanken, at vi taget hver for sig er "sønner af Gud", må vi også have noget af denne Guds trang til absolut selvstændighed i os. Og det har vi. Kun for en stund tilfredsstilles det enkelte menneske af "brudstykker af sandheden". Det vil altid begære mere for til slut at begære hele sandheden. Og politiske systemer, hvor geniale de end er, vil aldrig kunne blive "hele sandheden" - den må befinde sig på et andet, et højere plan. Og hvad her er sagt, gælder også religiøse bevægelser. Også de er kun midlertidige rammer, er "trappetrin" på det enkelte menneskes vej frem imod den indre selvoplevelse af Gud, der er al sandheds søgens indre mål og inspiration. Tjekkoslovakerne er atter under "kontrol", men hvilken? Og russerne selv? Kan de standse den evolution, der så åbenlyst er i gang også i deres eget land? Det kan de ikke. Så har man mod til at se på det, vi har været vidne til, fra et meget højt punkt, vil man uundgåeligt se, at den skabelse af et virkeligt internationalt verdensrige, der er nationernes foreløbige mål, er i fuld gang og i virkeligheden fuldbyrder sig selv så hastigt, at det nok kan knibe en og anden at følge med. Når man betænker, hvor megen smerte, blod og tårer en almindelig fødsel afstedkommer, bør man ikke undre sig over, at den fødsel, vi her er vidne til, i en periode vil kræve navnløs smerte af den menneskehed, vi selv udgør en mikroskopisk del af. Og da vi nærmer os selve fødselsakten, står kun det menneske stærkt, der er sig det virkelige mål bevidst.

Vender vi os derefter mod de studenteroprør, der som en bølge går hen over hele verden, bliver vi også her vidne til virkningerne af den ny kosmiske verdensimpuls, hvis inderste mission det er at omforme hele vort liv. Jeg ved, at det falder mange svært at forstå det, de her er vidne til, og på en måde forstår jeg disse mennesker. For selv om man accepterer tanken om, at undervisningsformerne må ændres, så burde dette kunne ske på en anden måde end den, ungdommen kræver - og vil komme til at ske på en anden måde! I øjeblikket er det jo sådan, at en hel verden ligger på knæ for ungdommen, hvilket giver denne ungdom en handlefrihed uden historisk sidestykke. Men er den blevet lykkeligere af denne enorme frihed? Det er den ikke, og dette burde ikke kunne undre blot ét eneste virkeligt voksent menneske. For ungdom er - og vil altid være - identisk med åndelig umodenhed. Og det umodne sind kan ikke rumme samme dybe og harmoniske lykkefølelse, ej heller samme overblik som det modne sind. Det er udelukket.

Men én ting afslører dette oprør, og det er, at skjult bag denne nye slægt ser det menneske, der kan "se", at disse unge er andet og mere end fysisk unge. Bag dette er de "gamle" i den forstand, at de taget hver for sig jo udgør frugten af deres egen evige fortid. Trist at reinkarnationstanken ikke udgør vort samfunds hovedtanke, udgør det fundament al udvikling hviler på. Som det er nu, forstår kun alt for få, hvad de virkeligt er vidne til. Den opvoksende slægt er sig måske ikke reinkarnationstanken bevidst, men dette er i sig selv ligegyldigt. De udgør ligefuldt en frugt af den. Og "frugten" oplever vi i form af dette oprør, der dybest set udspringer fra en "viden", disse unge endnu ikke kan være fuldt dagsbevidste i, men som de vil blive det i løbet af få år. Når disse unge virkelig kommer til "skelsår og alder", hvilket jo blot vil sige: når de bliver "sig selv", vil vi opleve en rig udvikling inden for vort intellektuelle livs områder. I dag vil de unge, netop fordi de er unge, slå sømmet i med hovedet først - og den slags giver altid bagslag.

Noget helt andet er, at der over denne revolution er noget dybt tragisk, og det er, at så godt som ingen af hverken de ældre eller unge akademikere kender deres egen sande kosmiske struktur. De ved ikke, hvilke kræfter i deres sjæl der er under udvikling, og hvilke der er på retur. De oplever blot en stærkt fremvoksende intelligens' midlertidige voldsomme virkninger, men ser ikke, at dette i virkeligheden sker på hukommelsesevnens bekostning. De ved ikke, at denne evne er "døende" og en dag vil vige pladsen for livets højeste evne: intuitionen. Disse unge er bundet i illusionen om videnskaben som livets højeste mål og forstår ikke, at denne videnskab kun bliver virkelig smuk, virkelig positiv, den dag den tjener livets fornemste kraft: visdommen. Thi lige så smuk videnskab + visdom er, lige så farlig er videnskab − visdom. Og det er det, vi i så rigt mål oplever i vor tid. Nuvel, også dette er i sin orden. I dag ler mennesket af moralske værdier og håner tanken om en gud. Penge og sex, det ved man hvad er! Men gør man nu også det? Har dette at vi til eks. er blevet borgere i en såkaldt "velfærdsstat" gjort os alle jublende lykkelige?

Det har det ikke. Bevares, vi har det bedre end før materielt set, men det er faktisk også alt. Åndelig tomhed griner os i møde, hvorhen vi end vender os. Underholdningsindustri har afløst tænkning, og sportsidioti lammer millioner af hjerner - jo videnskaben fejrer i sandhed triumfer på bekostning af den sjælelige udvikling, som burde være menneskelivets naturlige mål.

Fordyber man sig for alvor i disse problemer, vil det imidlertid kun være for en stund, at man taber modet. Få sandheder af Martinus har betydet mere for mig end denne: "intet, absolut intet af det, vi ser og oplever, er det, det ser ud til at være, det vil altid være noget andet!" Det er denne sandhed, man skal have i sine tanker, når man gribes af uro ved det, man er vidne til. For har man det, giver man sin sjæl mulighed for - på sin egen viljes bud - at anskue problemerne fra et kosmisk perspektiv, og så bliver der pludselig orden i tingene!

Accepterer man den tanke, at en ny kosmisk verdensimpuls i øjeblikket påvirker livet på vor klode på akkurat samme måde, som en tidligere kosmisk impuls medførte skabelsen af det første primitive, bevidste religiøse liv bundet til magtens idé (øje for øje - ) og dernæst en impuls, der udløste næstekærlighedens første epoke under mottoet: du skal - så må man også kunne acceptere den tanke, at vor tid er undergivet kræfter, der nu har til opgave at løfte menneskeheden op på et højere åndeligt plan, hvor dette at skulle elske sin næste som sig selv bliver afløst af viljen og evnen til at gøre det uden et kategorisk imperativ. Selv om vi med en moderne forfatter stadig væk er "Den nøgne abe", så har vi dog dette forud for de øvrige primater, at vi vågent, dagsbevidst kan ville noget, den almindelige abe endnu ikke kan. Vi er jegbevidste, det er aben ikke, og denne jegbevidsthed er et aktiv, vi endnu ikke har udnyttet for alvor. Vi ledes endnu i alt for høj en grad af primitive instinkter og vælger alt for tit livets billige løsninger på vore problemer. Men med evigheden bag os, altså den evighed vi selv har lod og del i, bør det ikke fornemmes som nogen urimelighed, at summen af vore personlige lidelser i både tidligere og nuværende liv nu har nået en sådan styrkegrad, at vort selvoplevede lidelseserfaringsmateriale kan tænkes for alvor at aktivere den mere humane del af vor bevidsthed. Og hvad vi ikke her agter at gøre frivilligt, vil skæbnelovene formentlig sørge for at få os til at gøre alligevel. Vi har intet valg. Vi er for følsomme til at kunne leve dør om dør med andres lidelser uden at hjælpe, og derfor vil vi også komme til at se, at begrebet "de andres lykke" en dag trænger sig foran det ældgamle "os selv først". Kosmisk set er vi alle i samme båd, og vi er hastigt på vej ind i en tidsalder, hvor dette at ville vor næstes lykke simpelt hen udgør forudsætningen for oplevelsen af egen lykke. Selv om meget kan tydes som det modsatte, er vi alligevel længere fremme, end det umiddelbart ser ud til. Men det tager tid at forvandle en i tåbelige nationer opdelt klode til én verden, og det tager tid for den enkelte at nå frem til at forstå sin virkelige afhængighed af sin næstes velbefindende. Her står man kun stærkt, hvis man allierer sig med sin egen evighed og bevidst arbejder med på den kosmiske plan, af hvilken vor egen lykke også afhænger, nu såvel som i kommende liv.

Kosmiske plan? Ja, her står vi ved det almindelige jordiske menneskes største tragedie. Det ved intet om, hvorfra det er kommet, hvorfor det er her, og hvorhen det går, når døden slutter dets liv. Uden virkeligt perspektiv i sit liv lever det fra dag til dag, indtil denne tilsyneladende ubrydelige kæde af dage alligevel en dag bliver brudt, og det synes forsvundet fra livets overflade. Det er givet, at et sådant menneske må fanges af det overfladeliv, der i dag er det almindelige. Uden kosmisk opdragelse må det jo se og sanse tingene som "uopdragent", og dets handlemåde må blive derefter. Hvem kan dømme det for det? Ingen! Og alligevel - dømmer det ikke sig selv, hver gang det jamrer over dette "forbandede liv"? Det ser, at alt andet liv er målsøgende. Det ser rosen skyde frem og sætte sin vidunderlige blomst, ser frøet blive lagt i jorden og først slutte sit kredsløb, når den indtørrede stængel bøjer sine frøkapsler mod jorden. Overalt ser det plan og hensigt bare ikke i sit eget liv. Der er alt "meningsløst" og "tilfældigt"! Nuvel, så længe man ikke søger visdom, finder man ikke visdom. Livets inderste sandhed løber ikke rundt og falbyder sig selv ved dørene. Den skal søges. Men gør man det, lader den sig også finde! Lad så være, man måske skal græde en hel del, før den viser sig villig til at åbenbare sig - men så viser det sig også altid, at den var tårerne værd!

Enten må man leve sit liv uden kosmisk kompas, og så sejler skibet, men hvorhen? Eller også oplever man en dag i et intuitivt glimt den plan, der var før vi blev født, og som vil være når vi er gået, den plan Jesus så vidunderligt udtrykte med ordene: "Før verden var, var jeg!" Vi var alle, før denne verden blev til, men ved os skal denne verden komme til at tilhøre universets ypperste fysiske verdener og det helt uden hjælp af "flyvende tallerkener", eller hvad ved jeg. For intet andet menneske kan gøre mig virkelig lykkelig, Det kan kun jeg selv. Og hvad der gælder mig, gælder enhver! Vi er dybest set alle "vor egen lykkes smed" - men selv den ringeste "smed" må have en uddannelse! Og vil vi være lykkelige i dette ords dybeste betydning, skal ingen tro, at han bliver det "af sig selv". Han må gøre noget for det. Han må lære sig selv at kende - både på godt og ondt, og han må først og fremmest lære at acceptere sig selv, at godtage sit eget sind. Verden har mere end nok af forloren ædelhed. Jeg foretrækker at være en nøgen abe i kamp med mit eget sind fremfor at vandre rundt i "kejserens nye klæder" - det sidste har jeg set tilstrækkeligt af!

Alle drømmer vi om lykke og harmoni, men som regel kun vor egen drøm! Det er for fattigt og giver for dårligt resultat. At drømme på andres vegne er måske nok svært i begyndelsen, men det lønner sig! Og vi må lære denne kunst og, hvor mærkeligt det end kan lyde: mest for vor egen skyld! Det er her Martinus verdensbillede har sin mission, for er man virkelig moden til at forstå hans tanker og ikke blot falder ned i dem og gør dem til en sekt, findes der intet, der bedre stimulerer det menneskelige i os end studiet af disse tanker, der som alle virkeligt store tanker både kan være en lukket dør - og en guldnøgle!