Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For de allerfleste mennesker på jorden er det psykiske eller åndelige tilværelsesplan en gåde. Alt hvad der ligger hinsides den såkaldte død eller den proces, igennem hvilken det fysiske legeme bliver til et lig, er derfor mystik. Dette forhold er årsag til umådelig megen sorg og lidelse, og det ville være til stor hjælp og trøst for menneskene, hvis de efterhånden kunne lære at forstå, hvad den proces, man kalder "døden, egentlig er.

Sorgens mørke sky er så absolut mest tæt og sort der, hvor døden sker ved ulykke, drab eller pludselig sygdom, og hvor den der går bort, endnu er i en forholdsvis ung alder. Der hvor døden finder sted ved alderdom, fremkalder den i almindelighed ikke nær så megen smerte og sorg, selv om man naturligvis også savner de gamle mennesker, man holdt af, når de er gået bort. I en sådan situation er dog både den, der skal dø, og de der skal miste vedkommende, mere forberedt derpå. Den der skal dø, er ofte mæt af dage, som man siger, og han eller hun er måske efterhånden svag og skrøbelig rent legemlig set og nærer et mere eller mindre udtalt ønske om at blive fri for den tilstand, hvor legemet ikke mere fungerer rigtigt, og en stor træthed har afløst den tidligere livskraft. Det gamle menneske har ikke nogen mindreårige eller umodne væsener at skulle forsørge og være bekymret for. Mange, ja, måske de fleste af dets bedste venner er gået bort, og da det ikke mere lever i de yngre væseners verden rent mentalt, men nærmest føler sig som en gæst iblandt dem, vil der ikke være så meget, der brister ved en sådan bortgang. For mange gamle mennesker står døden - om ikke for andet, så på grund af deres træthed - i et befrielsens skær. Måske føler de også, at de er en byrde for deres omgivelser, hvad de ikke ønsker at være, så de af den grund længes efter en befrielse. Men da et kolossalt antal mennesker - ikke mindst når der er krige på jorden, men også på grund af den stadig udviklede trafik og de mange sygdomme - dør, hvad man må kalde en unaturlig død, en død i utide, bliver stærke sjælelige bånd så ofte brutalt revet over, og dagligt samvær med væsener, man følte sig inderligt knyttet til, ophører pludseligt, fordi de nævnte væseners organismer er blevet til lig. Derfor ruger sorgens og savnets mørke sky over jorden.

Hvis vi for alvor vil studere naturen for at få overblik over dens kredsløb og forskellige udviklingsstadier, vil vi opleve, at vi, hvor vi er i stand til at følge en udvikling frem til dens kulmination eller færdige skabelsesresultat, ser disse naturprocesser udfolde sig til glæde, gavn og velsignelse for deres omgivelser. Disse naturprocesser, hvor en udvikling når frem til sin kulmination eller sit færdige stadium, resulterer ikke i en kulmination af sorg og lidelse, men så absolut i det modsatte. "Har det nogen forbindelse med menneskers død", vil De måske spørge. Det har det, eftersom menneskers liv og død i denne fysiske verden også er en del af en naturproces, der har med kredsløb og udvikling at gøre. Og når vi ser, at det tilsyneladende slutfacit af et menneskes liv er det, at vedkommende menneske allerede dør i sin spæde barndom eller i sin blomstrende ungdom til sorg og smerte for sine omgivelser, så er det stik imod de love, der gør sig gældende, hvor vi ellers er i stand til at se naturens kredsløb og udviklingsstadier nå frem til deres slutfacit til glæde og velsignelse for omgivelserne. Vi har rent teoretisk eller tankemæssigt ikke noget som helst logisk grundlag for at acceptere sorgens tilstand som et slutfacit eller som noget færdigt og endegyldigt. Naturprocesserne, der i virkeligheden er guddommelige processer, viser frem mod det fuldendte, selv om det sker gennem en række ufærdige stadier. Og det fuldendte, det endelige resultat har ikke noget med smerte, sorg og lidelse at gøre. Hvad er da mere naturligt end at indse, at sorgens tilstand blot er et forbigående stadium, der må vige pladsen for et glædens og velsignelsens stadium, alt efter som naturens færdiggørelse af situationen og processen skrider frem?

Når et levende væsen gennem den proces, som fejlagtigt kaldes døden, adskiller sig fra sit fysiske legeme, som ikke kan bruges mere, er denne foreteelse i virkeligheden en fødsel. Akkurat som indgangen til den fysiske tilværelse fra undfangelsen og igennem fostertilstanden i moderlivet er en fødsel. Hvor sidstnævnte proces er en fødsel til den fysiske verden, er den førstnævnte en fødsel til den åndelige eller psykiske verden. Når så mange jordiske mennesker ikke kan forstå dette, er det fordi de er indhyllet i en tilstand af materialistisk overtro. De tror, at et væsen "bliver til" ved fødslen. De tror, at der ikke eksisterer anden virkelighed end den, de kan opfatte med deres fysiske sanser. De tænker ikke på, at den tilknytning, der f. eks. kan være mellem to fysiske mennesker, ikke konstant er af fysisk art, ja, at man egentlig må fastslå, at en sådan forbindelse primært er af psykisk eller åndelig karakter, og også eksisterer i perioder, hvor de to fysiske væsener ikke har fysisk kontakt med hinanden. Hvor mange eksempler eksisterer der ikke på, at en moder pludselig er klar over, at hendes søn, som befinder sig langt borte, er i fare? Og man har senere kunnet kontrollere, at tidspunktet for denne oplevelse, moderen havde, faldt sammen med sønnens oplevelse af en faresituation, hvor han instinktivt har tænkt på sin mor. Man kalder det telepati eller tankeoverføring, og der eksisterer mange beviser på, at noget sådant kan finde sted også over lange afstande. Men hvad så, hvis sønnens faresituation udløser sig i hans såkaldte død? Vil han da ikke mere ad telepatisk vej kunne være i forbindelse med sin moder eller andre endnu fysisk levende væsener, han har haft kærligheds-, venskabs- eller interessekontakt med? Svaret må blive absolut bekræftende. Ligesom elektriciteten stadig eksisterer, selv om en lampe går i stykker, eksisterer det levende, tænkende væsen (hvis tankekraft for øvrigt ER en form for elektricitet) også stadig, selv om dets fysiske apparatur, dets organisme er "gået i stykker". Og det glemmer ikke sine venner og pårørende, selv om det nu er ved at gennemgå en fødselsproces til en anden verden, der ikke kan opleves med fysiske sanser. Væsenet bliver ikke adskilt fra sin psyke, selv om det bliver adskilt fra sit fysiske legeme, og det får ikke pludselig en anden slags bevidsthed, fordi det forlader det fysiske plan. Hvis det var meningen, at væsenet ved sin fødsel til den åndelige verden totalt skulle glemme sine venner og oplevelser fra det fysiske plan, til hvad nytte så disse venner og disse fysiske oplevelser? Hvis væsenet virkelig skulle glemme denne tilværelse, hvad skulle dets bevidsthed da bestå af? Det fysiske legeme var et redskab, en bro for væsenets psyke over til den fysiske materie, til de faste, flydende og luftformige stoffers verden. Det fysiske legeme bestod selv af disse stoffer, men det var et kontaktorgan til den fysiske materie og ikke noget som helst andet. Gennem det kunne det levende væsen kontakte den fysiske natur, dvs. mineraler, planter, dyr og mennesker, hvilket dog alt sammen også er levende psykiske væseners mere eller mindre udviklede kontaktorganer eller "broer" til den fysiske verden. Bag dem alle, bag hele naturen eksisterer der noget åndeligt, noget psykisk, og hvis ikke der gjorde det, ville naturen ikke fremtræde som logisk opbyggede organer og organismer, som fysiske funktioner, der er tilpasset hinanden og udgør en helhed, en logisk struktur, som menneskene kan studere, og hvis love de lidt efter lidt kan opdage og forstå.

Men hvormed studerer menneskene naturen? Hvormed begynder de at forstå dens funktioner og love? Hvormed lærer de hinanden at kende og lidt efter lidt at forstå og tolerere hinandens væremåde? Med deres psyke, som ikke er noget fysisk og heller ikke, som de der er hildet i materialistisk overtro mener, en virkning af de fysisk-kemiske processer i organismen. Med deres psyke, som er af stråleformig elektrisk natur, og som kan belive den fysiske organisme og gennem den komme på bølgelængde med udstrålingen fra andre levende organismers udstråling, holder de levende væsener tværtimod de kemiske og andre processer i deres organisme i gang. De psykiske kræfter er de primære, medens de fysiske processer er de sekundære. Derfor burde man egentlig ikke kalde noget som helst væsen for et fysisk væsen, da alle levende væsener er åndelige væsener. Man burde - og det vil man også gøre i fremtiden - skelne mellem åndelige væsener, der er inkarneret i fysisk materie, og åndelige væsener, der ikke er det.