Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En sydafrikansk læge har sat verden på den anden ende ved at foretage to hjertetransplantationer, den ene med dødeligt, den anden med - indtil dette skrives - bedre udfald. Andre har foretaget den samme operation, men hidtil kun med dødeligt udfald. Og nu raser stormen for eller imod! Er det rigtigt at foretage denne handling, eller er det forkasteligt? Er den fysiologiske baggrund tilstrækkeligt udforsket, eller er det "forsøg med mennesker"? Og hvad med den etiske side af sagen? Disse og mange andre spørgsmål har sat sindene i voldsom bevægelse, og hver lejr har sine tusindtallige tilhængere.

Naturligvis fulgte man som menneske disse to operationer med største spænding og gør det for den sidstnævntes vedkommende endnu. Vil den lykkes - og hvis ikke, hvad er da grunden? "For tænk", tænker mange, "om man nu virkeligt har et dårligt hjerte, hvor vidunderligt lige at kunne gå hen og få det skiftet ud med et ungt og frisk!" Ja, tænk! Men er det netop det, de fleste gør! Jeg har mine dybe tvivl! Følelsestænkning er altid overfladetænkning. Det er de "billige løsningers" tanketeknik. Blottet for intuition er den uden virkelig forbindelse med den tanketeknik, der inkorporerer evigheden i sit perspektiv.

Man ved, at man kan transplantere hudvæv ved forbrændinger. Men man ved også, at selv denne i forhold til hjerte-, lunge- og levertransplantationerne så primitive operation har sine store vanskeligheder. Man kan ikke bruge hud fra hvilken som helst donor. Normalt er det patienten selv, der må være leverandøren, ellers skiller legemet sig alt for ofte af med det "fremmede" væv.

"Skiller sig af med -". Har De nogen sinde tænkt over, hvad disse få ord indebærer? Simpelt hen dette, at vi er én ting, kroppen en ganske anden! Vi er så vant til at opfatte os selv og kroppen som identiske, at kun få ser den dybe afgrund, der her åbner sig lige for vore øjne. For stod det til os, ville enhver transplantation - om vi var patienten - lykkes indtil største fuldkommenhed alene af den grund, at det er i vor egen allerstørste interesse. Men det står ikke til os!!! Ligegyldigt hvor meget vi vil, at transplantationen skal lykkes, ja ligegyldigt hvor inderligt vi beder derom, rejser kroppen sig til protest, til fuld protest, er vore bønner nytteløse - også selv om det er dens vigtigste organ, det drejer sig om. Det sidste er værd at tænke over, for hjertets undergang er hele vort eget fysiske univers' undergang!

Hvorfra kommer denne vort legemes så voldsomme modstand mod et nyt organs indplantning i vort legeme? Hvilken hemmelighed skjuler der sig bag denne så dødsensfarlige protest? Mon ikke den, at man har gjort hele problemet til et rent fysisk problem og helt set bort fra, at det jordiske menneske, ja, at alle levende væsener, når alt kommer til alt, i virkeligheden er rene åndsvæsener. Og at man, om den slags ting skal lykkes, må kende ikke alene de fysiske, men også alle de psykiske eller åndelige love bag vort liv. Og gør lægerne det? Dertil kan man vist roligt svare, at det gør de ikke. De famler her i et tæt, uigennemtrængeligt mørke. Lykkes en operation, beror det langt mere på held og en fantastisk dygtig teknik end på virkelig indsigt. Nå, det skal da også siges til disse menneskers ros, at de ikke skjuler dette forhold.

Drivkraften bag alt dette er jo ikke alene de kirurgiske finesser, det er også det uvidende menneskes største fjende: dødsfrygten! Vidste man med samme sikkerhed, som man ved, at ungdommen afløser barndommen osv., at døden, som vi opfatter den, er vor største illusion, er vor egen, selvskabte største vildfarelse, ville forholdet være ganske anderledes. Vidste ethvert menneske, at som fødslen i virkeligheden for langt de fleste mennesker betyder indgangen til tilværelsens absolut eneste eksisterende "helvede", betyder det, vi kalder "døden" i modsætning hertil en "hjemkomst" i dette ords allerskønneste betydning - og det indenfor ganske få timer - ville det hele måske se anderledes ud. Men mennesket tror langt mere på døden end på livet! For langt de fleste er det her og nu! En opfattelse som i sig selv skaber ikke alene et hav af "mentale fængsler", men også den snævre horisont, der gør al grusomhed mulig.

"Al grusomhed"? Læs blot vedlagte bilag, og jeg tror, De vil give mig ret. Som De, ved jeg, at vor uvilje mod dyreforsøg så godt som intet tæller imod den vilje til disse forsøg, som verden på sit nuværende stadium har. Men læg alligevel mærke til, hvorledes "verdens samvittigheden" begynder at røre på sig! For Danmark er ikke det eneste land i verden, hvor uviljen mod alt dette modbydelige begynder at gøre sig gældende. Ethvert intelligent menneske kender forsvaret for dyreforsøg, og kun få har lyst til at blande sig i denne diskussion. Vi ved, at disse forsøg, trods deres åbenlyse betydningsløshed på en mængde områder, vil fortsætte, så længe der findes mennesker, der kan udføre dem. Forbydes de, vil de fortsætte i skjulte kældre, vær overbevist om det. Så hellere have dem fremme i fuldt dagslys og under så megen kontrol som muligt. Det ændrer ikke deres modbydelighed, men det kan dog måske begrænse dem.

Forstod jeg ikke al den grusomhed, som mennesker i dag alene udløser imod mennesker, men også imod dyr, ville jeg muligvis blande mig i døgnets strid. Men livet har lært mig at "gå op i bjergene"! Den kraft, som vil nedbryde alt dette, kommer hverken fra "flyvende tallerkener" eller noget andet mystisk. Den kommer alene fra det enkelte menneskes egen sjæl! Enten er vi i vort hjerte "med" de kosmiske love, eller også er vi imod dem. Alene vor væremåde kan her fortælle sandheden om os. Lidelsen er ikke blot en ting i sig selv, det grusomste livet har til os. Den er også camoufleret kærlighed, hvis inderste natur vi aldrig oplever i det øjeblik, den manifesterer sig i os selv eller i vor nærhed. Men når den afstand, livet selv sekund efter sekund lægger mellem os og den oplevede smerte, har nået sin bestemmelse, bøjer vi i ydmyghed vort hoved og forstår! Uden smerten, uden lidelsen blev vi aldrig frie, aldrig uafhængige. Da ville vi på den ene eller den anden måde altid hænge i "mors skørter"! Men smerten gør os fri! Det er dens mening, dens formål. Kun gennem den kan vi lære, at dybest set eksisterer der kun Gud og os selv, og så længe vi stiller blot én imellem os og Gud, er vi endnu "hedninger", er "ufrelste" der dyrker "afguder". En hård lektie? Måske! Men så stor er Guds kærlighed til hvert eneste levende væsen, at han gav os evigheden til at nå den virkelighed, som aldrig forgår. I lyset af blot det spædeste glimt af denne virkelighed forstår mennesket med hele sin sjæl, at det er på vej, men også at det selv - og det selv alene - må vandre vejen!