Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Få ting har vel optaget mennesket mere gennem tiderne end begrebet "drømme". Hvad er en drøm? Hvordan opstår den, og hvordan virker den? Spørgsmålene melder sig i en i virkeligheden meget lang rækkefølge, for jo mere man forsøger at klare begrebet for sig, jo mere kompliceret bliver det. Ifølge Martinus udgør en drøm en slags "utæthed" mellem den verden, vi oplever; her i vågen tilstand og den verden, vi oplever, når bevidstheden via søvnen "kobler fra" og overføres til vore åndelige legemer, og den forklaring forekommer mig den rimeligste, jeg hidtil har mødt (LB II, stk. 337-345). At det under denne "frakobling" og "tilkobling" hænder, at en række forvirrede oplevelser ligesom rutscher gennem hjernen, kender vi alle. Oplevelser der som regel er uden "hoved eller hale". At den bedste søvn er absolut drømmeløs, er uden tvivl. Men vor "søvndybde" er yderst varieret. Uligevægtstilstande om dagen er tilbøjelige til at give urolig nattesøvn.

Men søvn og søvn er to ting. Ligegyldigt hvordan man end betragter det jordiske menneskes liv, kommer ingen uden om, at der under søvnen kan hænde ting, der peger hen på, at vi i virkeligheden lever en slags "dobbelttilværelse", og at påstanden om, at det er vor hjerne, der "frembringer" vore tanker, at vi altså udelukkende repræsenterer noget rent materielt og intet andet, ikke kan være sand. For var dette tilfældet, kunne det, de to medfølgende bilag beretter om, ikke finde sted. Og at de har fundet sted - og at utalte millioner af de samme oplevelser gennem alle tider utvivlsomt har fundet sted - vil kun rent åndeligt uvidende mennesker turde påstå, så sandt som begrebet "varsler" har eksisteret, så længe menneskeheden har bestået.

For imidlertid at forsøge at holde os til rent konkrete ting, så lad os betragte de her to skildrede oplevelser. Et ægtepar er på besøg hos sin familie og skal flyve hjem næste dag. Hovedpersonen er ikke flyveren. Hovedpersonen er familiens nabo, parcellisten. Han kender måske ikke flyveren, har blot set ham. Men det er ham, der har drømmen. Og denne drøm er her det konkrete, for den påvirker ham så stærkt, at han straks den næste morgen går ned til sin båd og ser, om den er klar til den redningsaktion, han ifølge drømmen kunne komme ud for. Alt går som oplevet i drømmen, og takket være dette forhold blev ægteparret omgående reddet. For mig er en sådan oplevelse langt mere betydningsfuld end hele bladets øvrige indhold. For her står vi nemlig over for et af de "beviser" på en åndelig verdens eksistens, der betyder alt for langt flere mennesker, end vi forestiller os, men som blot ikke evner at analysere det, de får berettet. For i virkeligheden er denne drøm akkurat lige så fantastisk som drøm nr. 2. Begge drømme er direkte "fjernsynsoplevelser", men vel at mærke fjernsynsoplevelser, som har fundet sted på en ganske anden måde end dem, vi rent fysisk kender. Derfor spørger vi uvilkårligt: "Hvem er senderen?" Hvem satte denne proces i gang - og så stærkt, at den "gik igennem"? Der er jo her tale om en lang række visioner, der i form af "drøm" har åbenbaret sig for et menneske, der via disse visioner i virkeligheden fik overdraget en mission. Og det endda en af de vigtigste man kan få, nemlig at redde to menneskeliv. Parcellisten har sikkert været den mest overraskede, da han så flyvemaskinen starte og styrte i mosen. Havde den ikke gjort det, havde vi aldrig hørt om hans drøm, for normalt er det jo sådan, at de fleste mennesker nærer en meget stor angst for at røbe den slags oplevelser. Hvorfor? Simpelt hen for ikke at blive til nar!

Men drømmen gjorde altså "indtryk" og satte alt det i gang, som den ukendte sender ønskede skulle sættes i gang. Og alt forløb så at sige "programmæssigt". Jeg kender ingen af parterne og lærer dem næppe nogen sinde at kende. Ligefuldt ville jeg faktisk gerne vide, hvad parcellisten tænkte netop i det øjeblik, han så flyet styrte i mosen, og hvilke refleksioner han bagefter har gjort sig. Mine egne kender jeg. Jeg nærer end ikke antydningen af tvivl om, at vi her står over for et af de tilfælde, hvor den åndelige verden beviser sin uhyre overlegenhed i forholdet til den rent fysiske. Vi kender alle begrebet "skytsånd" og ved, hvad det står for. Men hvordan skulle en skytsånd overhovedet kunne hjælpe os i et tilfælde som dette, om vi var totalt bevidstløse under søvnen? Om vi blot var en klump materie i en slags bevidstløs dvale? Ifølge den materialistiske idé er vi jo kun levende, når vi er ved "bevidsthed" - og det er vi jo ikke under søvnen.

Og så det andet tilfælde. Havde jeg ikke selv kendt Borella Hansen, Hillerød, og for den sags skyld Danmarks måske mest berømte billedskærer i vort eget århundrede, kunne jeg måske tvivle på denne beretning, men det er der absolut ingen grund til, ej heller til Frederiksborg Amtsavis. Også her står vi over for det ufattelige begreb "åndeligt fjernsyn". To begivenheder, forskellige i indhold, men absolut ens i konsekvens afslører for os, at det vi kalder "tiden" ikke er så konstant, som vi måske forestiller os. At fortidige oplevelser dukker op i drømme, er en sag for sig, men at begivenheder, som ikke har fundet sted i vor verden, åbenbares, før de finder sted, røber, at der findes helt andre livsformer end dem, vi her er fortrolige med; livsformer, der tillader nogen (skytsånder) at "aflæse" begivenheder, der vil ramme os, længe før vi selv møder dem, og i givet fald iscenesætte hjælpeaktioner, om hvis nødvendighed vi absolut ingen anelse kan have! Vi står her over for en funktion i livet hver og en af os kunne få langt større glæde af, om vi kendte den til bunds. For hvem vil kunne bortforklare, at denne funktion i virkeligheden udgør en heltud usandsynlig beskyttelsesforanstaltning? Vides det på et andet sted, et andet livsplan, at De og jeg skal rammes af en ulykke, vi absolut ingen chance har for selv at undgå, er det da ikke alene fantastisk, men simpelt hen vidunderligt, at der eksisterer en af os overset mulighed for hjælp og det vel at mærke en hjælp af helt usandsynlige dimensioner?

Men hvordan kontakte denne usynlige kraft, disse usynlige hjælpere? Har De ikke selv allerede svaret på læben? Gennem bøn naturligvis! Ikke disse åndløse remser mange mennesker bruger, for selv den skønneste bøn bliver værdiløs, når den blot lires af uden omtanke, uden indre koncentration. Men lærer man sig kunsten at bede på den rigtige måde, ved jeg, på en måde jeg desværre er uden evne til at forklare, at vældige kræfter er til ethvert menneskes ustandselige rådighed. Men livet har lært mig, at man må acceptere Guddommens reelle eksistens for så at sige at kunne bruge ham! Man må acceptere evigheden som langt virkeligere end det, vi ellers kalder virkeligheden. Man må - og jeg ved hvor svært det er - acceptere sig selv som et udødeligt, et evigt væsen. Men selv om det er svært, er det ikke uoverkommeligt, slet ikke. Man må blot træne sig selv op til at se denne, skal vi sige "usynlige" evighed alle vegne! Gør man det, begynder man, først ubevidst, siden hen ganske bevidst at samarbejde med den, så sker det uundgåeligt, at denne tidligere måske så usynlige evighed åbenbarer sig alle vegne - også under søvnen! For lad mig slutte dette lille brev til Dem om et i virkeligheden meget alvorligt problem med en lille betroelse. Gennem så mange år, at jeg snart ikke har tal på dem, har det været en selvfølgelig ting for mig, inden søvnen tager mig, at koncentrere min bevidsthed imod Gud og bede ham om, om jeg, dersom det er muligt, under min søvn må få lov til at være et eller andet menneske, der har brug for mig, til nytte. Dette har intet med tågetale at gøre, for året rundt modtager jeg mange breve fra ulykkelige mennesker med bøn om hjælp på rent åndelige områder, og livet har gang på gang ladet mig opleve, at disse mennesker har sendt mig breve, der næsten enslydende har fortalt mig, at jeg ikke behøvede at svare dem, for de havde "drømt", at vi havde været sammen, og at problemerne var nu løst!

Derfor: ignorer aldrig begrebet bøn! For uden den var vejen frem langt tungere, langt mere ufremkommelig end den ellers ville være! Kunne vi blot i en brøkdel af et sekund se livets sande virkelighed, tror jeg, at hver en smerte, hver en sorg, vi har mødt, ville være som blæst fra vort sind. Men vi kan det ikke, og når vi ikke kan det, må vi også i dette forhold se livets visdom! Noget ved os må være forkert, være ufuldkomment, og dybt inde i os selv ved vi hver for sig udmærket, hvad det er! Men oplevelser af den art, jeg her har beskrevet, virker i hvert fald på mig som en lysende inspiration, som et glimt fra en verden, vi alle er på vej imod, og som vi en dag skal opleve akkurat lige så selvfølgeligt, som vi oplever den verden, der i dag på alle sider omgiver os - den verden, hvis dybeste mission det måske netop er at lære os kunsten at bede!