Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Korset, som ved Jesu lidelseshistorie blev ophøjet til et lysets symbol, var allerede forinden ved sin særlige struktur udgørende et af livets fornemste symboler, idet der ikke findes nogen som helst mulighed for at skabe et bedre eller mere fuldkomment symbol for det levende væsens mest ophøjede manifestation eller væremåde end netop i form af krydset eller korset. Ja, samme tegn er så talende, at det udtrykker selve Guddommens egen absolutte tilværelsesmåde og er således selve sandhedens mest korrekte udtryk, og i kraft heraf ville denne dets ophøjede natur umuligt kunne have undgået før eller senere at være blevet opdaget af menneskeheden. Det ville dermed uundgåeligt være blevet lysets symbol, selv om det ikke var blevet anvendt og kendt ved Jesu lidelseshistorie. Men dets tilknytning til nævnte lidelseshistorie har jo kun stærkt forøget dets glans eller rettere gjort denne glans tilgængelig på et tidligere stadium i udviklingen, end det ellers ville være blevet tilfældet. Og det er netop dette, ved dets tilknytning til lidelseshistorien afslørede eventyr jeg gerne her vil indvi menneskene i.

For at forstå, hvorledes korsets tegn kan være udtryk for den fuldkomne manifestation, må man erindre, at denne udelukkende kan åbenbare sig igennem en sand materiel og en sand åndelig viden. På det stadium i udviklingen, hvor jordmennesket begynder at forlade barnetroen eller i det hele taget forlader den religiøse livsindstilling på grund af en stærkt tiltagende intelligensudvikling og den hermed følgende altbeherskende materielle interesse, bliver det et rent koldt materialistisk væsen. Al bevidst gudsdyrkelse eller enhver forestilling eller tanke om åndelige foreteelser er bandlyst fra dets bevidsthed som overtro, naivitet eller intelligensmæssig uformuenhed. Til gengæld går et sådant væsen så meget desto mere op i ren intelligensmæssig forskning. Men da et sådant væsens kosmiske sanser er ganske latente, hvilket ses af dets foragt for alt ophøjet, religiøst eller åndeligt liv, kan det kun bruge sin intelligens på rene materielle eller fysiske områder. Det tilegner sig et væld af kundskaber på det materielle område, men disse kundskaber udgør udelukkende mål- og vægtfacitter. Med denne kundskab kan væsenet indtage en overordentlig stor og ærefuld position i det moderne samfund, være en fremragende videnskabsmand, være lærer eller professor ved de højeste læreanstalter eller universiteter. Men mål- og vægtfacitter kan ikke i længden være fyldestgørende for den menneskelige ånd. Der vil stadig være visse store spørgsmål, som en aldrig så reel viden om hastigheder, bølgelængder, volumen, kilogram og kilometre ikke kan give noget som helst svar på. Disse ubesvarede spørgsmål vil være en mental sult eller hunger. Men når denne sult således forekommer, og det er en kendsgerning, at den ikke kan tilfredsstilles eller mættes ved hjælp af materiel viden og kunnen, bliver det ligeledes en kendsgerning, at den kun kan mættes eller tilfredsstilles ved hjælp af åndelig viden og kunnen. Vi bliver da også vidne til, at væsenerne efter at have passeret det kolde materialistiske stadium mere og mere vender interessen og blikket imod de sjælelige, psykiske eller åndelige felter. Og her bliver det efterhånden igennem de forskellige jordliv lige så fuldkommen en ekspert eller forsker, som det tidligere var ekspert i materiel forskning, for til sidst helt at opnå kosmisk bevidsthed, hvilket vil sige: evnen til at se og opleve livsmysteriets virkelige eller absolutte løsning. Da væsenet med denne oplevelse kommer i den absolut fuldkomne kontakt med livet og sig selv og derved fornemmer sig ét med Guddommen og det virkelige evige liv i udødelighed, harmoni og salighed, bliver det herved en kendsgerning, at vejen til denne livets højeste tilværelsesform udelukkende eksisterer som en passage igennem de her nævnte to oplevelses- eller forskerstadier: det materialistiske og det åndelige. Skuepladsen for denne passage udgøres netop af jordmenneskets bevidsthedsområde. Dette område er således i realiteten det virkelige fuldkomne og evige livs sande forgård.

Vejen til fuldkommenhed går altså kun igennem disse nævnte to forskerstadier eller oplevelsesformer. De er lige nødvendige begge to. Man vil aldrig i noget som helst tilfælde kunne opnå fuldkommenhed ved en blot og bar åndelig tilværelse eller kunnen, lige så lidt som man vil kunne nå den samme forklarede eller forherligede tilstand ved en rent fysisk fremtræden eller kapacitet. Livet i sin helhed består i lige grad af fysiske eller materielle og åndelige detaljer. Det bliver derved indlysende, at man for at kunne opleve livet i sin fulde helhed må være kapacitet i fysiske såvel som i åndelige oplevelser. Ved kun at være kapacitet i den ene oplevelsesform, vil den anden oplevelsesform og dermed selve livet jo stadigt være et uløst mysterium og den heraf følgende sult hos forskeren eller sandhedssøgeren utilfredsstillet. Og med en sult, for hvilken der ingen tilfredsstillelse eller mættelse eksisterer, vil enhver oplevelse af fuldkommen harmoni og salighed og dermed det fuldkomne liv være en umulighed. Den fuldkomne tilværelse eller oplevelse af livet bæres således udelukkende af, at man til en vis grad er blevet en kapacitet både i fysisk og åndelig oplevelse.

Hvis man nu vil betegne disse, det fuldkomne livs to bærende faktorer ved et tegn eller symbol, kan den mest fuldkomne måde at gøre dette på kun ske ved hjælp af korsets tegn. For at nå til fuldkommenhed må man først igennem jordlivene gennemleve det materialistiske eller gudløse stadium. Oplevelsen af dette stadium bliver en mental vandring fra det ene materielle facit til det andet. Man oplever tingene som udgørende virkninger af noget andet. Man kalder dette andet for tingenes årsag og søger efter denne årsag. Og når man så har fundet denne årsag, viser det sig, at denne i sig selv også kun er virkninger af noget andet og således fortsættende. Man vandrer altså fra årsag til virkning og fra virkning til årsag i det uendelige uden nogen sinde at komme til den virkelige eller første årsag. Alt hvad man oplever er kun virkninger, og alle de herpå baserede facitter kan derfor kun udgøre betegnelser for disse virkningers særlige udslag, art eller grad og bliver derved kun mål- og vægtfacitter. Ad denne vej kan forskeren aldrig nogen sinde finde det virkeligt "levende" i tilværelsen. Alt er døde energier, vibrationer eller bevægelser, hvad enten de viser sig som faste, flydende eller luftformige stoffer. Selv om denne vej som årsags- og virkningskæde i sig selv er uendelig, kan den dog ikke i det uendelige befares af individet eller det levende væsen. På grund af dets særlige sansestruktur begynder denne årsags- og virkningskæde i mikrokosmos og afslutter i makrokosmos. Uden for disse to felter kan intet som helst levende væsen opleve eller sanse. Her udenfor er nævnte kæde for sanserne lig intet, selv om den i virkeligheden naturligvis stadig er en urokkelig realitet.

Som før nævnt kan forskeren på denne bane kun opleve døde eller livløse foreteelser: mål- og vægtfacitter, energi-, vibrations- eller bevægelsesarter eller former, alt sammen virkninger af andre energi- eller bevægelsesarter eller former. Men da jordmennesket, i alt fald gennem sit eget væsen, sin egen natur og fremtræden, ikke kan undgå at opdage, at der eksisterer mere end virkninger og årsager, der også kun er virkninger, nemlig selve det "levende". De døde facitter udtrykker ikke direkte "noget levende" eller det Noget, vi kalder livet. At der eksisterer mere end døde virkninger, bevægelser, vibrationer, stoffer eller materier, bliver til kendsgerning derved, at der eksisterer noget i væsenet, der oplever disse foreteelser eller virkninger, ligesom det samme noget også selv kan afstedkomme virkninger. Det Noget udtrykker væsenet selv ved begrebet Jeg'et. Det siger f. eks. jeg så, jeg gik, jeg arbejdede. Dette Jeg udgør altså ophavet til virkningerne. Da dette ophav ikke kan sanses, idet den organisme, det befinder sig i samt alt det øvrige, det åbenbarer eller manifesterer, kun er virkninger, kan disse virkninger, ligegyldigt af hvilken art de så end måtte være, ikke være identiske med Jeget eller det nævnte Noget. Det bliver derfor i første instans til mystik for individet. Denne mystik bliver til sidst til et eneste stort og brændende spørgsmål. Individet kan ikke mere slå sig til tåls med de døde materiefacitter. Det ser mere og mere, at disse såvel i naturen som i dets egen organisme er baseret på en bagved eksisterende vilje og dermed et tænkende ophav.

De forskellige materielle foreteelser, som det daglige liv og selve naturen i al sin vælde udtrykker, kan altså sanses eller opfattes på to forskellige måder. Hvis vi tænker os en bog indeholdende en eller anden logisk beretning, en roman, et eventyr eller en videnskabelig afhandling, blive skænket til en person, der hverken kan læse eller skrive, vil hans udbytte af denne bog, såfremt ingen andre gør ham bekendt med dens indhold, kun kunne blive et mål- eller vægtfacit. Han vil kunne bedømme bogens eventuelle smukke indbinding, omslagstegning, papirets farve såvel som selve bogens format, tykkelse og vægt. Andre facitter vedrørende bogen vil han i den givne situation være ganske udelukket fra. Bogens indhold af bogstaver er for ham et ganske broget virvar. Det skønne og værdifulde litterære indhold, som disse bogstaver tilsammen udtrykker, er han helt afskåret fra. Og det er i princippet ganske det samme, der gør sig gældende for den rent materielle forsker. Han ser på livets mange detaljer og udtryk, men kan slet ikke læse disse. Han ser deres format, tykkelse og vægt, deres farve og bevægelse, men hvad de derudover fortæller eller oplyser, er han lige så afskåret fra, som analfabeten er afskåret fra bogens intellektuelle indhold.