Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Sv. Å Rossen:

 

I sin bog "Tidens nar", som er skrevet under indtryk af II verdenskrigs hån mod al fremtidstro og idealisme, beskæftiger Aldous Huxley sig alvorligt med problemet, hvorledes der kan skabes varig fred på jorden. Han lader sit svar munde ud i, at fred ikke kan eksistere, undtagen der findes en metafysik, som alle accepterer og nogle få virkelig formår at fatte og dette ved direkte intuition. Han går ud fra, at der findes en guddommelig grundvold, som det er muligt for menneskelige væsener at elske, og at det må være hensigten med al menneskelig eksistens at blive ét med grundvolden. Midlet hertil er ydmyghedens og selvudslettelsens vej, som de færreste imidlertid følger, fordi det virker mere tiltrækkende at nyde "livsgoderne", udtrykke sin "egen" personlighed og således dyrke sit eget ego. Resultatet af denne holdning er, siger Huxley, krige og syfilis, revolution og alkoholisme, tyranni og nationalisme. Og han slutter med at konstatere, at i det lange løb får vi mennesker nøjagtigt hvad vi beder om.

Martinus verdensbillede er netop en metafysik af den art, som Huxley efterlyser, dog således, at dette verdensbilledes fredsskabende virkning ifølge Martinus er betinget af forståelse og efterlevelse ikke blot hos en åndelig elite, men hos en majoritet af menneskeheden. Som det allerede er fremhævet, fremstiller Martinus kosmiske analyser tilværelsen som et guddommeligt kunstværk, hvis skønhed og visdom kommer alle levende væsener til gode. Alt ondt og disharmonisk neutraliseres som kontrastvirkninger og modningsfaktorer, der vækker det ubevidste liv til en vågen, ansvarsbevidst eksistens. Ved hjælp af sine analyser over udvikling, reinkarnation og skæbne viser Martinus, at ingen kan lide uret, men at alle oplevelser har mening som afslibning af personlighedens prismer, så individet efterhånden bliver i stand til at reflektere den guddommelige visdom i sin daglige tilværelse. Dette verdensbillede er således et gennemført defensorat for livet, dettes indre mening og formål, og derfor kan det udelukkende i sin modtager og tilhører - i samme omfang som det forstås - kun skabe tolerance og kærlighed til medmennesket og taknemmelighed til det guddommelige ophav. Forståelse af livets logik, med hjerte og hjerne, skaber freden i det enkelte menneskes sind, og efterhånden som flere og flere mennesker når denne forståelse, vil en fredelig sameksistens gradvis blive en naturlig tilstand på Jorden.

Kosmisk bevidsthed er Martinus betegnelse for den sjælelige tilstand, som er målet for al menneskelig udvikling, hvorved individet bliver i stand til uafhængigt af bøger og andenhåndsviden at erkende livets sande natur. I afsnittet om modtagelighed for den kosmiske verdensimpuls blev menneskeheden karakteriseret ved tre psykologiske kategorier: følelsesmennesker, intelligensmennesker og en kategori med balance mellem følelse og intelligens, og det blev fremhævet, at den sidstnævnte type med sit højt udviklede og indbyrdes afstemte forstands- og følelsesliv befandt sig i "Den store Fødsels Forgård" og således var aspiranter til erhvervelsen af kosmisk bevidsthed. Som forsymptomer på den store fødsels nærhed kunne disse mennesker undertiden opleve "kosmiske glimt", dvs. momentan intuitiv indsigt i tilværelsens dybere mening, som gjorde et uudsletteligt indtryk på deres bevidsthed og undertiden førte dem ind på en ny livsbane. Martinus beretning om kosmisk bevidsthed kunne opfattes som rent postulat, hvis ikke netop en betydelig litteratur om kosmiske glimt oplevet af åndspersonligheder i historien underbyggede hans beretning. Disse vidnesbyrd kommer til syne både i Østens og Vestens religioner hos skikkelser, som rene af hjertet viede deres liv til arbejde for menneskeheden. Den universelle sandhed, som de forkyndte, når de vendte tilbage fra lønkammerets stille fordybelse, havde ofte en form, der forekom deres tilhørere dunkle og uklare, så "kun den, der havde øren, kunne høre", og i moderne terminologi ser vi da også, at de kaldes mystikere på nær de personligheder, som var i stand til at gøre et så overbevisende indtryk på deres samtid, at de blev ophøjet til profeter, messias, Guds søn, solens søn o.l. som det har været tilfældet med fx. Jesus, Buddha, Muhamed eller Lao-tse. Men foruden disse kanoniserede skikkelser har der levet utallige mystikere, kristne mystikere som Mester Eckehardt, Jacob Bøhme, den hellige Teresa, muhamedanske mystikere som Al-Halladj og Djalal-eddin-Rumi, hindumystikere (yogier) som Ramakrishna og Yogananda, samt jødiske mystikere. Om dem alle gælder det, at deres vidnesbyrd om åndens verden er langt mere sammenfaldende end deres respektive religiøse traditioner lader formode. Til eksempel kan det nævnes, at Ramakrishna i det 18. århundrede satte sig ind i de store religioners grundtanker og intuitivt oplevede, at de alle i deres højeste udspring rinder af den samme rene, åndelige kilde, og at hvert menneske derfor bør følge sin egen religion og der søge denne kilde.

Nogle "mystikere" har formået at give deres åndelige viden en mere intelligensmæssig udformning og er derfor blevet kaldt filosoffer som Platon, Flotin eller Spinoza, andre er blevet kaldt digtere som Wordsworth eller Walt Whitman, men alle har de i glimt oplevet tilværelsens enhed og ophøjede mål. Lad os fremdrage blot nogle få af de vidunderlige beskrivelser af kosmiske glimt, som er tilgængelige i litteraturen. Fra "En yogis selvbiografi" af Yogananda: ... En bølge af oceanisk lyksalighed brød ind over min sjæls rolige, endeløse strande. Jeg forstod, at Guds ånd er uudtømmelig lyksalighed, og hans legeme er utallige væv af lys. En voksende stråleglans i mit indre begyndte at inddrage byer, kontinenter, Jorden, solen og stjernesystemer, fjerne nebulæ og svævende universer. Hele kosmos, blidt lysende, som en by, der ses i det fjerne om natten, indeholdtes i mit væsens uendelighed. Det blændende lys uden for klodens skarpt tegnede konturer blegnede lidt længst ude, der så jeg et dæmpet lys, som forblev uformindsket. Det var ubeskrivelig fint, medens de planetære billeder dannedes af et grovere lys. De guddommelige lysstråler vældede fra en evig kilde, flammede op og blev til mælkevejssystemer med en ubeskrivelig overjordisk stråleglans ... "

I 1901 udkom i Amerika en bog med titlen "Cosmic consciousness" (Kosmisk bevidsthed), hvori forfatteren R. M. Bucke karakteriserer de specielle sjælelige oplevelser, som han netop kalder kosmisk bevidsthed. Han anfører eksempler fra en lang række historiske personligheder og skriver: Den kosmiske bevidsthed er ikke en blot og bar udvidelse eller løftelse af selvbevidstheden, sådan som vi alle kender den, men den består i tilgift af en yderligere evne, der er lige så forskellig fra de evner, gennemsnitsmennesket ejer, som selvbevidstheden er forskellig fra sådanne evner, der findes hos de højere dyrearter. Det ypperste kendemærke for den kosmiske bevidsthed er en umiddelbar viden om verdensaltet, dvs. om tilværelsens liv og orden. Men med den kosmiske bevidsthed følger en forståelsens opladthed, som i sig selv ville være nok til at henflytte mennesket til en ny tilværelsessfære - ja, næsten ville gøre det til medlem af en anden og ny orden. Hertil kommer en moralsk løftelse, en ubeskrivelig følelse af oprømthed og glæde, som er lige så mærkelig og endnu betydningsfuldere end den forhøjede intellektuelle kraft. Og ifølge med alt dette kommer der noget, som man kunne kalde udødelighedsfølelse, bevidstheden om et evigt liv - ikke som den faste tro på noget fremtidigt, men som en overbevisning om, at man allerede har det". Dr. Bucke havde selv oplevet et kosmisk glimt, som han beskriver således: "Jeg havde tilbragt aftenen i en stor by i selskab med to venner. Vi læste og talte om poesi og filosofi og skiltes først ved midnatstid. For at komme hjem, måtte jeg køre en lang tur i en droske. Jeg var stille og fredelig til mode under den vedvarende påvirkning af de tanker, billeder og stemninger, som vor læsning og samtale havde fremkaldt. Det var en rolig, næsten passiv nydelse; jeg tænkte egentlig ikke, men lod forestillinger, ideer og rørelser strømme efter eget tykke gennem min sjæl. Pludselig - uden mindste forudgående varsel - blev jeg var, at jeg indhylledes i en flammefarvet sky. Efter min første indskydelse gættede jeg på ildløs, en kæmpebrand et eller andet sted tæt ved mig i den store by. Men i næste øjeblik vidste jeg, at ilden var inden i mig selv. Straks efter grebes jeg af en jubelfølelse, en umådelig glæde, der kom sammen med eller i hvert fald straks efterfulgtes af en forståelsens klarhed, som det er mig umuligt at beskrive. Blandt andet kom jeg til ikke blot at tro, men jeg så, at verdensaltet ikke er opbygget af materie, men tværtimod er en levende åndemagt. Jeg blev i og af mig selv forvisset om et evigt liv. Det var ikke en overbevisning om, at jeg skulle få et evigt liv, men en vished om, at jeg allerede da besad det. Jeg så, at alle mennesker er udødelige, og at verdensordenen er således beskaffen, at alle ting ganske upåtvivleligt må samvirke til gode for hver enkelt og for alle. Jeg så, at den grundlæggende tanke for denne verden, for alle verdener, er det vi kalder kærlighed, og at det sikre endemål for hver enkelt og for alle er lykke. Synet varede nogle få sekunder, så svandt det; men mindet derom og følelsen af, at det havde belært mig om en virkelighed, har holdt sig hos mig i den fjerdedel af et århundrede, som senere er rundet. Jeg vidste, at synet åbenbarede mig sandheden. Jeg var nået til et standpunkt, hvorfra, jeg så, at det måtte være sandheden. Og dette syn, denne overbevisning, eller lad mig sige denne bevidsthed har aldrig senere forladt mig, selv i tider, hvor jeg har følt mig dybest nedtrykt".

På baggrund af disse eksempler, som kunne suppleres med adskillige andre, er Martinus særlige evner, hans kosmiske bevidsthed hverken mystisk eller mærkelig, men et aktuelt eksempel på, hvilke filosofiske åndsevner og skabekraft, mennesket kommer i besiddelse af når det har kosmisk bevidsthed. Martinus har ingen akademisk uddannelse og har ikke læst sig til sin viden. Han er vokset op på landet og har kun gået i skole et par gange om ugen. Han forlod tidligt skolen og kom i lære, og han arbejdede i nogle år som mejerist. Indtil sit tredivte år var Martinus et tilsyneladende meget almindeligt menneske hvad kundskaber og færdigheder angik, men han besad en meget stærk religiøs kontakt og havde Jesus til forbillede i alle vanskelige situationer. Martinus siger selv, at han ikke kan huske en dag i hele sit liv, hvor han ikke har bedt til Gud. I marts 1921 fik han da en række sjælelige oplevelser, som han selv betegner som "Den store Fødsel" og som han på meget inspirerende måde har beskrevet i sin lille bog "Omkring min missions fødsel". Martinus er ikke glad for at skrive om sig selv, men har gjort det alligevel, fordi offentligheden har krav på at vide, hvorledes han er kommet i besiddelse af sin viden. Men han understreger også, at alle andre mennesker uden undtagelse vil komme til at opleve kosmiske glimt og i senere liv direkte få kosmisk bevidsthed gennem den store fødsel. Medens kosmiske glimt kun er lejlighedsvis åndelig kontakt med den guddommelige visdom, som individet ikke selv er herre over, men oplever i sjældne stunder, hvor sindet er rent og opladt, betegner kosmisk bevidsthed i Martinus terminologi den fulde dagsbevidste kontrol med den intuitive inspirationskilde, så vedkommende vilkårligt til enhver tid kan opleve tilværelsen gennem den nye sansedimension og permanent føler kontakt med den åndelige side af det guddommelige kosmos. Det er netop på grundlag af en sådan konstant og usvækket kosmisk bevidsthedstilstand, at Martinus har været i stand til i sit store livsværk "Livets Bog" at give en så omfattende og gennemført beskrivelse af det kosmiske univers, som næppe findes noget andet sted i verdenslitteraturen.

Om sin kosmiske indvielse eller den store fødsel skriver Martinus bl. a. således: "jeg så ind i en blå, lysende himmel, der ligesom blev trukket til side, hvorved en ny og endnu mere lysende himmel kom til syne. Og således blev det ved med at fortsætte, indtil en himmel kom til syne, der var af et så overdådigt blændende gyldent lys, og af en så hastigt vibrerende materie, at jeg følte, at jeg her var på højden eller på toppunktet af, hvad min bevidsthed og organisme kunne tåle. Et eneste skridt, en eneste brøkdel af et sekund videre, og den overjordiske bølgelængde ville med lynets umådelige kraft øjeblikkelig have ført mig ud af al fysisk tilværelse. Men i de brøkdele af et sekund, åbenbaringen varede, oplevede jeg en verden af hellighed, renhed, harmoni og fuldkommenhed. Jeg befandt mig i et hav af lys. Dette var ikke, som i min første åbenbaring, hvidt som sne, men havde derimod guldets farve. Alle detaljer var ild, som var forgyldt. Gennem det hele vibrerede små gyldne tråde, der funklede og glitrede her og der, i og over alt. Jeg følte, at dette var Guds bevidsthed, hans egen tankesfære. Det var den materie, den almagt, den højeste, levende kraft, igennem hvilken det guddommelige jeg styrede og ledede oceaner af verdener, mælkeveje og stjernebyer, såvel i mikrokosmos som i makrokosmos. Jeg var ganske bjergtaget. Den guddommelige ild vibrerede i og udenfor, over og under mig ... Jeg følte det som om jeg badede i et element af kærlighed. Jeg var ved ophavet, var ved selve kilden til alt, hvad der findes af varme i en faders og moders sympati for afkommet, af gensidig hengivenhed i et ungt pars elskovsleg. Jeg så den kraft, der får en hånd til at underskrive benådning, ophæve slaveri, beskytte de små i tilværelsen, det lille dyr såvel som det affældige menneske. Jeg så det solskin, som kan smelte isen og fjerne kulden i ethvert sind, omdanne håbløshedens og pessimismens golde ørkener til frugtbare, solrige egne i bevidstheden, varme hjertet, inspirere forstanden, og derved få individet til at tilgive uretten, elske fjenden og forstå forbryderen. Jeg ligesom hvilede ved den almægtige Guddoms bryst. Jeg dvælede i alkærlighedens udspring, så den guddommelige fuldkommenhed, så jeg var ét med vejen, sandheden og livet, var ét med den store fader". - Og Martinus fortsætter: "Der var sket en forvandling med mit væsen. Jeg var født i en ny verden, var blevet bevidst i et nyt legeme. Og fra det øjeblik var den verden, der ligger hinsides alle fysiske foreteelser, permanent indlemmet i min dagsbevidsthed. Det gyldne lys havde efterladt mig i en tilstand af bevidst udødelighed og med evne til at se, at kun livet eksisterer, og at mørke og lidelse kun er camoufleret kærlighed, og at Guds væsen er nærværende, i alt og alle. - Men i mit eget væsen var kærlighedens lue mange gange fordoblet. Jeg så, at al materie var levende, var Guds manifestation, var hans sande kød og blod. Jeg kærtegnede den "døde" såvel som den levende materie, kærtegnede de mineralske såvel som de animalske stoffer. Jeg elskede stenene såvel som de levende væsener, fordi de tilsammen udgjorde Guds legeme. Og Guds legeme kærtegnede mig. Det var som om det gyldne lys, oplevelsen af den hellige ånd, faderens egen bevidsthed, fornemmelsen af hans personlige tilstedeværelse som bevidst jeg i min egen nærhed havde efterladt alt i en alt gennemtrængende kærligheds glans. Jeg følte, at alt udstrålede sympati, udstrålede hans eget væsen både i og udenfor mig selv. Jeg blev elsket af denne fader. Og med en urokkelig genkærlighed til dette væsen, trådte jeg atter ind i den fysiske verden."