Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For at få et klart billede af selve kulturens skabelse må man se på menneskehedens udvikling fra dens svage begyndende overgang fra dyr til menneske og frem til nutidens menneskelige væremåde. Man vil da se, at denne udvikling fremtræder i tre særlige, efter hinanden følgende, specielle afsnit eller epoker. Den første af disse epoker kan vi kalde "primitivitetens epoke". Den strækker sig som nævnt fra de første primitive menneskelige væsener og frem igennem de nuværende naturmenneskestadier og afsluttes i de menneskers mentale område, der urokkeligt tror på religiøse dogmer uden noget som helst krav om virkelig intellektuel stadfæstelse af disse dogmers overensstemmelse med virkeligheden eller den absolutte sandhed. Fundamentet for menneskenes førelse fremad var her endnu i stor udstrækning instinktet plus en begyndende følelsesudvikling. Den dyriske instinktmæssige basis for menneskelivet blev til kendsgerning derved, at det i overvejende grad var den dyriske selvopholdelsesdrift, der gjorde sig gældende eller dikterede væsenets liv og handlinger. Den dyriske selvopholdelsesdrift er igen baseret på magt- eller overlegenhedsprincippet eller det, vi kalder "Den stærkeres ret". Hos dyret gælder det ikke, hvem der har ret, men derimod hvem der er den stærkeste. Derfor blev de stærkeste, de snedigste og sansemæssigt overlegne, de herskende. Her kunne livet altså kun tilegnes ved overlegenhed og kamp. Her var det en livsbetingelse, at man måtte dræbe for at leve, hvilket er det modsatte af det princip, der er gældende i det udviklede eller fuldkomne menneskes liv. Medens det hos dyret er en livsbetingelse, at "magt er ret", er det hos mennesket en livsbetingelse, at "ret er magt". Der, hvor ret ikke er magt, der er mennesket på dyrets stadium. Men overgangen fra dyr til menneske er ikke et pludseligt spring fra en tilværelsesform og over i en anden. Det er derimod en udviklingsepoke, strækkende sig igennem millioner og atter millioner af år. Det er hele menneskehedens historie fra abevæsen til det færdige Kristus-væsen eller "Mennesket i Guds billede".

Da forvandlingen fra dyr til menneske strækker sig over det foran nævnte lange tidsrum, er det rimeligt, at den i det daglige liv er umærkelig og derfor af en stor part af menneskene bliver benægtet. Uintellektuelle og stærkt dogmatisk, regiliøst troende mennesker, især indenfor den kirkelige kristendom, tror, at det er en vanære og en Gudsbespottelse at hævde, at mennesket nedstammer fra dyrene, og at det endnu til en vis grad er et dyr. De mener, at mennesket er en særlig favorit af Gud, og at dyrene kun er til for at være dets føde. De forstår slet ikke endnu, at animalsk føde er en afsporing fra den for mennesket normale ernæring. Disse højreligiøse mennesker, som er specialister i at docere eller prædike det femte bud, "Du skal ikke dræbe", forstår ikke, at dette bud er den absolutte livslov for mennesket, og hvorved det altså bliver en livsbetingelse for mennesket ikke at dræbe. Hvordan skal humanitet og næstekærlighed ellers komme til at opfylde loven. Dyrene er absolut også vor næste. At dræbe denne næste er ikke blot, ikke nogen livsbetingelse for mennesket, men at æde dette væsens organisme er i det lange løb dødbringende usundt eller skadeligt. Disse religiøst troende mennesker befinder sig altså i menneskehedens første store tilblivelsesepoke. Ser vi tilbage på menneskenes første begyndende forvandlingsproces fra dyr til menneske, ser vi, hvorledes at det dyriske livsprincip "at dræbe" ligefrem her blev dyrket. Man troede på dræbende guder og djævle. Man troede, at guderne eller forsynet måtte kæmpe med livsfarlige fjender ligesom de selv. Menneskenes og deres guders tilværelse var således helt analog med dyrenes, blot med den forskel, at menneskene kunne begynde dagsbevidst at reflektere eller tænke over den, medens dyret hovedsageligt førtes instinktmæssigt og var uden evne til at reflektere over noget forsyn eller guder. Men med hensyn til selvopholdelsesdriften var forskellen imellem dyr og menneske endnu meget lille. For begge parter var det magten, der var retten. Der eksisterede således i virkeligheden ikke nogen ret. Mennesket troede, at den dyriske livsbetingelse "at dræbe for at leve" var den absolut rigtige. Og hvordan skulle de vel også kunne tro noget andet på dette stadium i deres udvikling? - Der var endnu aldrig nogensinde blevet forkyndt noget om en guddom eller et forsyn, der ikke var en blodig eller overlegen dræber og hævner overfor sine fjender. Der var endnu ikke faldet et eneste ord om virkelig næstekærlighed eller dette, at man skulle elske og tilgive sine fjender. Livet kunne endnu kun opretholdes ved hårde kampe, dels med naturen, dels med de vilde dyr og dels med medmenneskene. Denne hårde og endnu udprægede dyriske livsbetingelse krævede ligesom hos dyrene, at man levede sammen i flokke. Væsenerne havde lettere ved at forsvare sig i tilværelsen, når de optrådte i flok, end når de var henvist til kun at kunne optræde enkeltvis. Derfor finder vi her menneskene sammensluttede i selvstændige grupper eller stammer. Og det er det samme princip, der i dag ligger til grund for menneskenes fremtræden som nationer og stater. Disse grupper eller stammer kæmpede så med hinanden om de bedste jagtterræner eller områder, hvor livsbetingelserne var lettest.

Igennem lidelseserfaringerne i denne robuste drabstilværelse blev menneskene efterhånden trætte af denne livsform, hvorfor den efterhånden bevirkede eller affødte en længsel i dem efter andre og mere humane guder. Og igennem verdensgenløsningsprincippet og de herfra udgåede verdensgenløsere af større eller mindre format alt efter de særlige menneskesamfunds udviklingstrin, erfaringer og behov, som de af forsynet sendtes til, bragtes menneskenes religiøse forestillinger eller guddomsopfattelse ind i mere humane baner og former for tilværelse. Af disse store religionsstiftere behersker Buddha, Muhamed og Kristus i dag, så langt som man har evne til at tro på dem, millioner og atter millioner af mennesker. Igennem Kristus blev den største frigjorthed af dyrisk natur åbenbaret. Han blev derfor modellen til det fuldkomne fremtidsmenneske. Han tilgav og atter tilgav sin næste, ja, også dem, der korsfæstede ham. En større menneskelig kærlighed forekommer ikke og kan ikke manifesteres. Skønt han, påført de skrækkeligste legemlige smerter, frembragt ved at han med sit legemes hele vægt eller tyngde hang i nagler, som brutalt var slået direkte igennem hans hænder og fødder og ind i plankerne på det oprejste kors, på hvilket han på denne måde skulle lide døden, formede han dog sine sidste svage, hendøende kræfter i det største kærlighedsudbrud, der overhovedet kan komme til manifestation i verden. Igennem sit døende legemes sagte stønnen indhyllede han verdens største bødler i sin kærlighed. Og med de evige ord "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre", tog han sine fjender og mordere til sit hjerte. Her var intet vredesudbrud, intet raserianfald, ingen hævnfølelse imod disse hans fjender, bødler og plageånder. Hele hans indstilling til dem var en inderlig medlidenhed eller kærlighed, et inderligt ønske om, at de ikke skulle komme til at blive gengældt denne deres grusomhed, lemlæstelsestendens og mordlyst. Dette var den sande kristendoms fundament og inderste kærne, demonstreret for de kommende årtusinders menneskehed. Det var princippet at vende den højre kind til, når man blev slået på den venstre. Det var princippet: "Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hader eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder." Det var den mentalitet eller kærlighedsindstilling til sin næste, der udgør den sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes. I Golgatas korsfæstelsesdrama trådtes de lysende fodspor, igennem hvis betrædelse alverdens mennesker hver især skal møde gud, opleve Juleevangeliets varige fred på jorden og leve i den her bebudede store velbehagelighed blandt menneskene. På Golgatas kors fødtes Himmeriges Rige på jorden.

Men dette fra Golgata udstrålende lys, denne kristendommens sande ild, denne den rene gudebevidsthed, med hvilken menneskene skulle krones som væsener i "Guds billede", var altfor blændende til, at menneskene foreløbig kunne forstå denne mentale solopgangs detailler. Gennem mentale farvede briller blev dette lysende sceneri fra den hellige stad afblændet så meget, at man i virkeligheden slet ikke forstod eller anede, hvad det var, der skete på Golgatas kors, og hvis lysende skær stadig med usvækket glans funkler i jordens aura eller psykiske atmosfære. Igennem de farvede briller, manifesteret i form af sakramenterne: dåben, nadveren og den derigennem stimulerede tro på "syndernes forladelse", var lyset fra Judæas bjærge alligevel så stærkt, at det afblegede de hedenske guder. Imod kristendommens solopgang og morgenrøde over jordens mentale himmel blev de kun til natsorte silhuetter eller skyggebilleder, der mere og mere fortonede sig i spøgelsesagtig opløsning, alt eftersom den kristne dag steg frem over jorden.

Og menneskene levede nu videre igennem den af de farvede briller afblændede kristendom. Man vænnede sig til brillerne i en sådan grad, at man til sidst slet ikke ville se den virkelige kristendoms sande lys, således som det blev manifesteret af verdensgenløseren. Man farvede yderligere brillerne i nogen grad efter sine dyriske eller hedenske vaner og tilbøjeligheder. Selve verdensgenløseren gjorde man til et væsen, der umuligt kunne efterlignes eller efterleves af mennesker. Derfor blev vægten i det daglige livs kristendom ikke lagt an på de gode gerninger. Nej, disse betød ingenting. Verdensgenløserens forbilledlige væremåde blev derfor slet ikke noget forbillede for den menneskelige væremåde, således som den i virkeligheden var tiltænkt fra forsynets side. Nej, verdensgenløseren blev opfattet som en guddom, hvis lige et menneske aldrig nogen sinde kunne blive. Med denne overtro var den her anviste vej til lyset stænget. Men hvad betød da denne guddoms fødsel her i verden? En eller anden mission måtte den da have. Og også her tilslørede de farvede briller sandhedens stærke lys. Og på grund af dette farvede lys forestillede man sig så, at han udelukkende kom til verden for at tage den straf på sig, som menneskeheden ved deres eget ugudelige liv havde forvoldt sig selv. Da deres egne gode gerninger ikke betød noget, kunne man således ad denne vej ikke få adgang til andet end det gloende helvede. Men i kraft af dette, at verdensgenløseren lod sig korsfæste for de af menneskene begåede synder eller forbrydelser, kunne man selv blive fri for straf, når man blot troede på dåben og nadveren og her igennem i hans navn bad den almægtige om syndernes forladelse. Man kunne således på grund af, at verdensgenløseren allerede havde lidt den straf, man ellers selv skulle have haft, selv gå fri af den, hvilket igen vil sige, gå fri af den evige pine i helvede. Uhindret af virkningerne af sine synder, sin onde væremåde, kunne man således blive frelst fra dette forfærdelige helvede og komme ind i paradiset eller de troendes eller frelstes himmel foran guds trone. Og i denne opfattelse eller farvet og afblændet kristendom skabte menneskeheden nu en kulturepoke, indenfor hvilken de virkelige fine og afgørende detailler eller læresætninger fra bjærgprædikenen, levendegjort i verdensgenløserens praktiske væremåde, ikke rigtig kunne ses og derfor heller ikke kunne komme til at tælle i denne fremtrædende kultur, som man stadig kaldte "kristendom". Derfor kom menneskene til, under denne afblændede kristendom, at udvikle sig til de mest geniale krigsfolk i verden. Under den blev mordvåbnene ført frem til atombomber eller atomvåben, ved hvilke man nu kunne mangfoldiggøre overtrædelsen af livets største bud: "Du skal ikke dræbe". Og derved blev de kristne stater en kulminerende sabotage af den kristendom, der forkyndte, at "den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", og ligeledes forkyndte, at vejen til den virkelige varige fred og velbehagelighed for menneskene, vejen ud af lidelsernes raknarok og skærsild udelukkende går gennem kærligheden til gud og ved at elske sin næste som sig selv. I sandhed, kristendommen er kommet i forfald. Og verden måtte derfor uundgåeligt komme til at sande verdensgenløserens ord om en kommende dommedag, en tidsepoke med vældige trængsler over jorden, og i hvilken alle ville være i krig med alle.