Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Den afdøde tyske digter Rainer Maria Rilke, der efterhånden læses mere og mere også her hjemme, giver i sine "Breve til en ung digter" (Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 28) udtryk for tanker, der ved deres finhed og indsigt tilkendegiver deres ophav som et væsen, der står nær ved grænsen til menneskelig oplevelse og tilværelse. Han taler om at leve sit liv "som en smertelig og smuk dag i et stort svangerskabs historie". Om modgang og smerte siger han til sin unge ven: "De må altså ikke blive bange, kære hr. Kappus, hvis en sorg rejser sit hoved foran Dem, en sorg så stor, at De aldrig før har set magen til; hvis en uro, ligesom lys og skygger af skyer, går hen over Deres hænder og over al Deres færd. De skal tænke på, at der sker noget med Dem, at livet ikke har glemt Dem, at det holder Dem i hånden; det vil ikke lade Dem falde. Hvorfor vil De udelade nogen ængstelse, nogen ve, nogen tungsindighed fra Deres liv, eftersom De jo ikke ved, hvad disse tilstande kan bevirke i Dem? Hvorfor vil De dog forfølge Dem selv med spørgsmål om, hvor alt det mon kommer fra, og hvor det vil hen? Eftersom De jo ved, at De befinder Dem i overgangstilstande og ikke har noget højere ønske end at blive forvandlet."

Det er ord, sprunget ud af et følsomt digtersind, der ved, hvad lidelse og modgang vil sige, der kender ensomheden og har overvundet den og gjort den til en styrke mere i sit liv. At Rilke også har anet polforvandlingen og på sin måde søgt at give udtryk derfor, viser de følgende afsnit:

"Og måske er kønnene nærmere beslægtet, end man tror, og verdens store fornyelse vil måske bestå i, at mand og pige, befriet for al vrangfølelse og ulyst, søger hinanden ikke som modsætninger, men som søskende og kammerater og finder sammen som MENNESKER for i fællesskab, enkelt, alvorligt og tålmodigt at bære det tunge kønsliv, som er dem pålagt."

"Kvinderne, i hvem livet dvæler og bor mere umiddelbart, frugtbart og tillidsfuldt, må jo i grunden være blevet mere modne mennesker, mere menneskelige mennesker, end den lette mand, som ikke trækkes ned under livets overflade af nogen tung legemlig frugt, og som indbildsk og overilet undervurderer det, som han tror han elsker. Denne kvindens i smerte og fornedrelse fuldbårne menneskelighed vil så lægge sig for dagen, når hun har smøget det kun kvindeliges konvenienser af sig gennem sin stands ydre forvandlinger, og de mænd, som den dag i dag ikke føler, at det kommer, vil stå overraskende og slagne. (Dette er skrevet 1904). En skønne dag, herfor taler og lyser allerede nu pålidelige tegn, især i de nordiske lande, en skønne dag vil den unge pige og den modne kvinde være til, hvis navn ikke mere kun rummer en modsætning til det mandlige, men betyder noget for sig selv, noget, hvorved man ikke tænker på et supplement eller en grænse, men blot på liv og tilværelse –: det kvindelige menneske.

Dette fremskridt vil til at begynde med meget mod de distancerende mænds villie forvandle kærlighedsoplevelsen, som nu er fuld af vildfarelse, forandre den fra bunden af, omdanne den til et forhold mellem menneske og menneske, ikke mellem mand og kvinde. Og denne mere menneskelige kærlighed (der bliver uendelig hensynsfuld og nænsom, og god og klar både når den binder og når den løser) kommer til at minde om den, som vi kæmpende og møjsommeligt forbereder, den kærlighed, som består i, at to i deres ensomhed beskytter, omgrænser og hilser hinanden."

Man mærker i disse ord, at Rilke har en anelse om, hvad der er ved at ske med det jordiske menneske, hans digteriske intuition fortæller ham meget, hvis fulde udstrækning han vel ikke formår at overskue, men det, han har, er ægte, han har levet sig til det, han ved, at man ikke skal lade sig forvirre af overfladerne, thi, som han siger: "I dybderne bliver alt til lov."