Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvordan er så denne Gud? – Er der noget håndgribeligt i vort daglige liv, der kan påpeges som et urokkeligt bevis eller udtryk for en Guddoms eksistens? – Da Guddommen som tidligere nævnt ikke eksisterer som et fra alle andre levende væsener og ting isoleret eller adskilt væsen og således ikke er bundet til nogen tid, noget rum eller noget sted, kan dette væsen ikke således som andre levende væsener i tilværelsen opfattes i tids- og rumdimentionel form og skikkelse. Da vi selv som væsen manifesterer os i en form, en skikkelse eller en organisme, som befinder sig i et adskilt forhold til de andre eksisterende organismer, og denne organisme opfattes i daglig tale som identisk med vort jeg eller selv, kan vor i skikkelse manifesteret fremtræden sanses som hjemmehørende her eller der, som udgørende den eller den farve, dette eller hint mål, den eller den vægt og værende så og så gammel etc. Disse udtryk betegner i virkeligheden altså kun vort jegs midlertidige forhold til alle de andre foreteelser og væsener i tilværelsen. Det er kun forbigående situationer, vort evige jeg bag ved organismen, formen eller skikkelsen oplever. Det er vort kontrastforhold eller afvigelse fra de andre væsener og ting, vi oplever og erkender. Denne oplevelse eller Erkendelse er det samme som livets oplevelse. Men med hensyn til Guddommen som levende væsen, kan vi ikke på samme måde komme til at se og opleve ham som en fra alle andre skikkelser adskilt skikkelse, idet han netop udgør alle skikkelser. Alle skikkelser, organismer eller levende væsener er dele af hans organisme. Naturens kræfter eller alt, hvad der tilsammen for os udgør det, vi kalder verdensaltet eller universet, er således hans samlede organisme, hans samlede skikkelse, hans samlede manifestationer, skabelser og oplevelser af livet. Universet er altså Guds legeme, Guds organisme. Universet er et levende væsen. Det er dette, der ligger til grund for det gamle ord: I Ham leve, røres og ere vi.

Nu vil man måske i første omgang synes, at en sådan opfattelse er ganske tåbelig. Hvordan skulle det dog gå til, at universet skulle være et levende væsen? – Ja, man kan godt hælde til den opfattelse, at alt, hvad der forekommer af kræfter, bevægelses- og skabelsesprocesser er døde processer, udløste af tilfældigheder, men så må de levende væsener i universet være begravet i et lig. Universet må da være en død eller livløs kolos. Men passer en sådan opfattelse nu ind i det daglige livs kendsgerninger? – Hvis universet virkelig var en livløs kolos, måtte alt være en total stilhed indenfor dennes område. Men alt er derimod total bevægelse. Absolut stilhed findes ikke indenfor området af det manifesterede univers. Da disse kræfter i allerhøjeste grad udtrykker logisk skabelse, idet der ikke forekommer nogen som helst færdigudviklet proces i naturen, der ikke viser sig at være til nytte for de levende væsener, afslører processerne, at der er en hensigt eller et formål med disse. Men når der er en plan eller hensigt bag skabelsesprocesserne, må der være noget, der har denne hensigt. En hensigt er et ønske, og et ønske kan umuligt eksistere på anden måde end som en udløsning fra et levende væsen. Da dette levende væsen således har naturen, universet eller verdensaltet til levende organisme eller legeme, er det givet, at denne tanke, erkendelse eller opfattelse i første omgang for det jordiske menneske, dette i forhold til et sådant gigantudtryk for liv eller levende væsen kun støvfnugagtige, mikroskopiske væsen, er så utrolig fantastisk, at den ligefrem virker naiv og dermed uacceptabel for det samme væsen.

Hvis verdensaltet virkelig udgør et sådant levende gigantvæsen, hvad vil dette da kunne betyde for det jordiske menneske, der med al sin begavelse til trods i forhold hertil dog kun er et støvfnugagtigt eller et endnu mindre væsen? Kan det være logisk at antage, at det i sin bøn kan henvende sig til og blive forstået af dette gigantvæsen? – Dette umådelige væsen sidder da ikke og lytter til ethvert væsens bøn for at kunne tage sig af den. Og selv om det gjorde dette, hvor skulle det da kunne opfatte de millioner af bønner, der i samme time stiger imod det fra alle de religiøst troende mennesker verden over? – Ja, her må jeg igen gøre opmærksom på, at nævnte gigantvæsen ikke er et fra alle de bedende eller andre væsener adskilt, isoleret væsen, der befinder sig et sted henne. Alle disse levende væsener udgør tilsammen derimod en vis del af dette væsen. Og vi får da et billede, der netop svarer til den struktur, vi i mangfoldighed bliver vidne til, nemlig den: at det levende væsen består af levende væsener. (Se forsidebilledet).

Vi kan ikke komme udenom den kendsgerning, at vor egen organisme er bygget op af myriader af små mikroskopiske levende væsener, der i vort blod, i vor muskulatur, vore kirtler, ja kort sagt i alt det materiale, af hvilket vor organisme består, oplever deres daglige fornemmelse af liv og tilværelse. Det er netop alle disse myriader af små mikrovæseners samlede liv, der gør vor organisme levende, betinger at vi kan fornemme smerte eller velvære i den, kan fornemme sygdom og sundhed. Alle de bevægelsesarter, der findes i vor organisme, såsom blodomløb, åndedræt, fordøjelse, kirtelfunktioner etc. er således "naturkræfter" for disse små væsener. Det er deres verden med dens klima, temperatur og næringsforhold og livsbetingelser. Ved at antage, at det, vi kalder naturkræfterne, såsom oceanerne, klimaforhold, storm og stille, regn og solskin, dag og nat, sommer og vinter etc. på samme måde er et i forhold til os gigantvæsens legems- eller organismefunktioner, bliver der mening i al den kraft- og skabelsesudfoldelse, som vi netop ser omkring os, og uden hvilken det ville være totalt umuligt for os at opleve livet i den fysiske verden. Da bliver naturen ikke til en kæmpekombination af tilfældige døde kræfter, og vort verdensalt ikke til et kolosagtigt lig. Vor opfattelse af livet bliver ikke til en tilbedelse af denne døde kolos, men en erkendelse af et levende væsen, der ikke er et sted henne, ikke er hverken oppe eller nede, foran eller bag ved, men udelukkende eksisterer således, at i dette levende væsen leve, røres og ere vi, ganske uafhængig af hvor som helst på kloden eller i universet, vi så end måtte befinde os.

Hvis vi iagttager vor egen organisme, ser vi som allerede nævnt, at den består af levende mikrovæsener. Disse mikrovæsener befinder sig i en for dem passende lille makroorganisme, igennem hvilken de bliver i stand til at opleve det for dem passende liv. Disse ultramikroskopiske væsener har igen en lille organisme, som igen består af levende væsener og således fortsættende nedad i det uendelige. At tro, at menneskene udgør en afslutning på denne struktur eller princippet levende væsener inde i levende væsener således, at vi ikke eksisterer som levende væsener i et større væsen, vil aldrig nogen sinde kunne stadfæstes som kendsgerning. Derimod vil den opfattelse, at vi på samme måde, som vore mikrovæsener eksisterer inden i os, eksisterer i et større væsen, blive underbygget og bekræftet som kendsgerning overalt i naturen eller livet. Derved bliver der forståelse af, hvorfor den skabelse, der foregår udenom os i naturen, udviser den samme logik, den samme hensigt eller det samme formål som den skabelse, der foregår i vor organisme. Og derved bliver det ligeledes til en kendsgerning, at alt er levende.

Efterhånden som vi forstår, at alle levende væsener er mikrovæsener i en gigantorganisme for et levende væsen, der igen i sin højeste fremtræden udgør universet eller verdensaltet for os, bliver det lettere for os at komme til forståelse eller erkendelse af et virkeligt gudsbegreb. Vi ved fra vor egen organisme, at vi eksisterer i denne som et jeg, der byder og befaler, styrer og leder denne. At der ligeledes må være et jeg i mikrovæsenernes organisme, der styrer og leder disse, bliver naturligvis selvfølgeligt, eftersom et jegs tilstedeværelse i en organisme er hovedbetingelsen for, at den kan udgøre et levende væsen. At alle organismens reaktioner normalt bliver opfattet af dette jeg er forlængst en almen kendsgerning. Vort jeg mærker lynsnart i form af smerte, hvis vor organisme på et eller andet sted i dens område bliver læderet eller beskadiget, ligesom det samme jeg også opfatter fornemmelsen af velvære, når der overgår dets organisme noget sundt og behageligt. Ved fornemmelsen af smerte søger jeg'et at råde bod på dette, ligesom det naturligvis også søger at bringe organismen ind under de forhold, der kan give den velvære. Smerterne såvel som velværet i organismen er mikrovæsenernes samlede reaktioner over den almene tilstand, der hersker i organismen, som jo er deres livsområde eller univers. Disse reaktioner går til organismens jeg, der normalt reagerer heroverfor til fordel for organismen. På denne måde eksisterer der således en vekselvirkning eller korrespondance mellem mikrovæsenerne i organismen og dennes jeg.

Da det normale væsens jeg søger at råde bod på mikrovæsenernes lidelser eller smerter, fordi det også er jeg'ets smerter, bliver jeg'et således et "forsyn" for mikrovæsenerne i dets organisme. Vi bliver således her vidne til, at det, der skjuler sig under begrebet "forsyn", således ikke er nogen tom fantasi, men er en levende eller virkelig kendsgerning. Alle levende væsener er mikrovæsener i en makroorganisme. Og enhver sådan organismes jeg bliver altså et beskyttende forsyn for disse mikrovæsener. Og intet som helst levende væsen kan således eksistere uden at være under et sådant beskyttende jeg eller forsyn. Derfor bliver det kendte ord: Ville jeg tage morgenrødens vinger, ville jeg bo ved den yderste hav, skulle også der din hånd føre mig og din højre holde mig fast.

Hvorledes kan nu en Guddomserkendelse blive til et personligt forhold mellem hvert enkelt individ og Guddommen? – Hvad kan det nytte, at et enkelt individ beder eller henvender sig til makrojeg'et eller det væsen, hvis organisme udgør det univers, det bor i, med sine for det samme væsen tilsyneladende ufattelige eller usanselige små sorger og bekymringer? – Hvordan skulle dette gigantvæsen kunne tage sig af hvert enkelt lille mikrovæsens individuelle interesseområde? – Vi kan ikke selv personligt tale med et enkelt af vore egne mikrovæsener eller en celle i vor egen organisme. Nej, det er rigtigt. Samtaler eller bevidste vekselvirkninger mellem et makrovæsen og et af dets mikrovæsener, hvilket er det samme som en samtale eller vekselvirkning mellem Guddommen og en Gudesøn, kan ikke foregå helt på samme måde, som når to mennesker taler med hinanden. De sidstnævnte udgør i sig selv to væsener af samme slags. De har de samme sanseorganer, oplever tid og rum i et perspektiv, indenfor hvilket de har mulighed for at kunne forstå hinandens begær og ønsker, hinandens liv og væremåde og kan således i heldigste tilfælde i skøn harmoni opleve livet på samme bølgelængde. Det er en sådan af flere væsener vederfaret gensidig oplevelse af det samme livsperspektiv eller syn på tilværelsen, der i sin allerhøjeste renkultur danner fundamentet for det vi kalder "kærlighed". Men forholdet mellem et levende væsen og Guddommen er i sin ydre struktur ganske anderledes Her er det som nævnt et mikrovæsen og et makrovæsen, der vekselvirker. Da disse to slags væsener har hvert sit eget individuelle sansesæt, der er så forskelligt, som to sansesæt overhovedet kan være, vil det perspektiv af tid og rum, som de to væsener oplever, i tilsvarende grad være ligeså forskellig. I mikrovæsenets perspektiv er makrovæsenet så gigantisk stort, at det ikke kan overses. Og i makrovæsenets perspektiv er mikrovæsenet så forsvindende lille, at det heller ikke synes at kunne sanses.

Ved den almindelige fysiske, menneskelige iagttagelse vil en bevidsthedsmæssig korrespondance eller udveksling af nogle for parterne gensidigt forståelige tanker synes at være totalt umuligt. Men dette beror udelukkende på en for det umodne menneskes vedkommende manglende evne til at se ind i dybden af dets daglige sansehorisont eller oplevelse af livet. Af denne oplevelse ser det umodne menneske absolut kun overfladen. Ja, det ser slet ikke, at det selv lever i et makrovæsen, og at skabelsesprocesserne i dets naturomgivelser er dette væsens indre organfunktioner. Ligeledes er dets opfattelse af alle de øvrige væsener i naturen og livet, heri indbefattet også menneskene, kolossal mangelfuld eller ufærdig. De ser alle disse levende væsener, dem selv indbefattet, vandre rundt og leve deres liv i noget, de kalder "naturen". Det ufærdige felt i denne opfattelse er dette, at de ikke forstår denne natur. De tror, at den er en bevidstløs verden, er et kosmisk lig, der er helt overladt til tilfældighedernes spil, skønt det hele viser en kolossal logisk styrelse, der er så fuldkommen, at ikke en eneste lille ting kan gå til spilde i denne skabelsesproces. Alt opsummeres i et kredsløb, indenfor hvilket alt bliver til nytte, alt kommer på sin rette plads, således at enhver naturproces eller skabelse, der blot får lov til at løbe sit kredsløb ud, bliver til velsignelse, til nytte og glæde for de levende væsener. At der er et tænkende, styrende og beskyttende jeg bag disse naturkræfter, der er organfunktioner i en organisme på samme måde som vore egne indre legemsfunktioner, og på samme måde som disse bliver styret, ledet og følt af et beskyttende jeg, er endnu mystik for almenheden, hvis tanken da overhovedet før er fremkommet.

Da al skabelse i disse vore naturomgivelser besørges af synlige og usynlige, levende væsener, bliver disse væsener således makrovæsenets organer for denne skabelse. Makrovæsenets jeg har da overblikket og følingen med disse sine skabeorganer i sin egen organisme. Dette store jeg eller Guddommen er således bag alle sine mikrovæseners liv og dispositioner. Bag ethvert menneske vil der således også være et makrojeg, da vi med vor organisme ifølge det tidligere nævnte også befinder os i en makroorganisme, ligesom vore mikrovæsener befinder sig indeni vor organisme. Ligeså snart, der sker noget ubehageligt et eller andet sted i vor organisme, reagerer vi, hvilket vil sige vort selv eller jeg, overfor dette på en sådan måde, at vi søger at råde bod på dette ubehagelige. Hvis det er nødvendig, søger vi læge og hospital etc. for at få det rask. Det, vi mærker som ubehageligt f. eks. smerter, er det samme som de i det syge område eksisterende mikrovæseners ulykkelige, fysiske og psykiske tilstand. Det er energierne i deres smerte, sorg og lidelse, vi mærker som en samlet smertefornemmelse.

Når vi beder til Gud, hører Guddommen vor bøn igennem psykiske eller diskarnerede væsener, der igen i denne situation bliver en slags "skytsengle". Igennem disse svarer Guddommen så atter tilbage til os. Det sker på den måde, at disse psykiske væsener fra deres åndelige plan indvirker på fysiske mennesker, der så igen kommer til at udløse hjælpen til det bedende væsen. Denne hjælp bliver ikke altid det, det bedende væsen ønsker, men dette forhindrer ikke, at den absolut altid uden undtagelse tilsidst vil være en hjælp for den bedende Gudesøn. Kan denne i den givne situation ikke blive fri for sin lidelse, vil han dog altid i kraft af sin bøn få den energi og styrke, der skal til, for at kunne stå lidelsen igennem. (Her vil jeg gerne henvise læserne til min bog "Bønnens mysterium").

I virkeligheden korresponderer ethvert makrovæsen direkte med sine mikrovæsener. Da makrovæsenet som nævnt i princip er Guddommen, og mikrovæsenerne på samme måde er de levende væsener, korresponderer Guddommen således direkte med de levende væsener. Da de levende væsener udgør hans sanse- og manifestationsorganer for de levende væsener, foregår hans henvendelse, hans kraftudløsning og skabelse udelukkende kun igennem de levende væsener. Da alle levende væsener er hans sanseorganer, og disse igen udgør skalaen af alle eksisterende bevidsthedsarter fra de primitiveste til de højeste kosmisk, intellektuelle væsener, kan Guddommen i virkeligheden direkte overføre bevidsthed og dermed tanke fra sig selv til et hvilket som helst levende væsen igennem et tilsvarende væsen. Hvis Gud vil overføre bevidsthedsimpulser til løver, sker det igennem løver. Skal han overføre mental energi til tigre eller andre dyr, sker det for hver arts vedkommende igennem den tilsvarende art. Vil Gud overføre særlige tanker til et menneske, sker det igennem mennesker, der kan komme på bølgelængde med vedkommende menneske. Vi ser således, at en indbyrdes vekselvirkning af ord og handlinger mellem de levende væsener ikke blot og bar er deres egen interessesfære, men også er et anliggende mellem væsenerne og Guddommen. Vort forhold til medvæsenerne og deres forhold til os udgør altså vort forhold til Gud, ligegyldigt hvad enten vi ved det eller ikke. Hvad vi så end gør imod vor næste, gør vi imod Guds sanse- og manifestationsredskaber og dermed imod Gud. Hvad vor næste så end måtte gøre imod os er på samme måde Guds svar på vor egen handle- og væremåde.

Når hele vor daglige væremåde og forhold til vore omgivelser og medvæsener udgør vort forhold til Gud, vil det ene fornødne for det ufærdige menneske naturligvis blive dette, hurtigst muligt at blive ekspert i at gøre sin væremåde til en hundrede procents opfyldelse af Guds villie, hvilket kun kan gøres i kraft af at elske sin næste som sig selv. Det, vi gør imod denne næste, gør vi netop imod Gud. Men at være i kontakt med Gud er netop alle loves fylde. Bibelens ord: Det, i gør imod disse små, det gør i også imod mig, bliver således her til virkelighed. Som vi her har set, er Gud både indeni og udenom os, han er i vor næste, han er overalt og i alt. Den hurtigste vej til kosmisk bevidsthed eller det evige lys er at lære at kende ham i vore fjender.