Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1950/2 side 29
Kosmisk kemi
I LITTERATUREN
Citat fra Harald Beijers "Britta"
Britta var i nogen grad et andet menneske, da hun kom tilbage fra landet. Man forandrer sig jo ikke på et par dage, men de forskydninger, der længe er forberedt i det indre, kan komme til at stå klart for vedkommende selv i løbet af nogle få timer. Det går med udviklingen i os selv som med årstidernes udvikling i naturen. En skønne dag springer foråret ud, men i virkeligheden har solen arbejdet i mange uger med at udstråle den varme, der bryder frem på denne smukke dag.
Det vigtigste ved hendes forandring var, at hun var nået til en ny selvbeherskelse. Herefter måtte hun spille dobbeltspil, og det skaber beherskelse. I begyndelsen var det især for sig selv, hun måtte spille dobbeltspil, men hun måtte også være lidt påpasselig udad, hun måtte sørge for ikke at røbe sine tanker. Og det giver mennesket en lidt tilsløret, men også en fastere og mere sluttet karakter. Personligheden får samtidigt en mere bevidst overlegenhed over sine omgivelser.
Og af en sådan dobbelthed opstår der gerne herskesyge. Dette særligt farlige ukrudt, som kan opsuge alle et menneskes kræfter. Den, der er besat af herskesyge, må være uærlig, han ved, at i det øjeblik, han bliver sanddru, overlader han til naturens egne store kræfter at styre, og den jord, han har hærget, kommer igen til at blomstre. Sådan går det med tyranniet i den lille familiekreds, og sådan går det med tyranniet i den store stat. Denne individernes herskesyge forårsager krampe i samfundsmaskineriet.
Herskesygens forbandelse har sin rod i usandhed med efterfølgende dobbeltspil. Først og fremmest isolerer dobbeltspillet mennesker fra hinanden. Og så kommer de ind i den ensomhed, der er som en mistbænk for herskesygen.