Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En af de vanskeligheder enhver skribent må kæmpe med er – hans læser! En meget klog mand har engang udtrykt, at den dygtigste lærer ikke er ham, der tolker sine egne tanker, men derimod ham, der tolker tilhørernes tanker på en sådan måde, at de pludselig opdager, at de ved langt mere, end de troede, de vidste, – og mon ikke det samme er tilfældet med en skribent?

Hvad forestiller en forfatter sig egentlig i det øjeblik han bruger udtrykket "kære læser"? Jeg formår kun at svare for mig selv, og mit svar må nødvendigvis være præget af min specielle indstilling til livet. Hver eneste gang jeg har indledt en lille artikel med de to små ord, har jeg været i "propagandahjørnet", – et eller andet har optaget mig stærkt, og jeg har søgt at forme det i ord ud fra to i virkeligheden meget forskellige motiver. For det første for selv at få klaring på problemet og for det andet for at få andre til at se og forstå den eventuelle sandhed, jeg har fundet!

Thi enten man taler eller skriver, vil det altid være en selv, der rent primært får det største udbytte. Ting eller problemer, sjælen dunkelt aner, kan under et foredrag bryde frem i en næsten skærende klarhed, og det samme kan ske, når man skriver og helt opsluges af en glødende inspiration. Tilstanden er i begge tilfælde ens: en indre, vidunderlig fornemmelse af kontakt med centret i det univers, som i det ydre omgiver en på alle sider. Vi ville ikke drages så voldsomt mod det kunstneriske element i livet, om det ikke var sådan, at netop det gav os en større fornemmelse af livsfryd end noget andet. At denne fornemmelse yderligere i sig, ved tale eller skrift, rummer muligheden for at kunne forplante sig til andre og meddele dem noget af den samme fryd, gør jo kun dette element endnu mere attråværdig!

Jeg brugte før udtrykket "propagandahjørnet", – og jeg mente det! Har man blot een gang oplevet den ild, som mødet med Martinus analyser kan tænde i ens blod, gives der ingen vej tilbage. Man vil ikke, som apostlen Peter kunne sige: "Jeg kender ham ikke!", for hele ens måde at sanse eller opleve livet på, er som ved et trylleslag forvandlet. Hvor andre overhovedet intet ser, lyser guddommens smilende åsyn nu en i møde, og man oplever glæder der, hvor alt er ørken for den uindviede, Er det da noget under, at man føler den dag spildt, hvor man ikke på en eller anden måde har søgt at hjælpe et andet menneske på sporet af dette nye livssyn? Og er det uforståeligt, at man, når man bruger udtrykket "kære læser", helt er optaget af dette ene: bare nu mine tanker må ramme et mig ganske ubekendt menneske og få det til at forstå det, jeg vil med min henvendelse? Ordet "kære" er her berettiget. Almindeligvis er det vel en cliche, der rent automatisk løber i hånden, men her er det noget andet. For hvem er vel en kærere end den, der forstår en? Danner man ikke sammen med vedkommende et skjult fællesskab, hvis virkninger meget vel kan få stor betydning?

Jeg har jo den store glæde at være i kontakt med en masse mennesker, men jeg kender ingen mættelse inden for dette område. Ethvert nyt menneske, med hvem jeg kommer i åndelig kontakt, sender samme varmende, inspirerende og livgivende strøm igennem mine nerver som den, jeg fornemmer, når jeg møder en, med hvem jeg har plejet venskab i mange år. Sandheden er her den, at hvert nyt kærligt og forstående menneske, vi møder, lader os se livet fra en ny synsvinkel og derfor i en ny belysning. Ingen dag er en kopi af den foregående, og intet menneske ligner noget andet! At kunne møde ethvert menneske der, hvor det står, og undgå at lade sig binde af dets eventuelle åndelige ufuldkommenheder, er for mig identisk med den højeste form for livskunst. Mennesket uden kosmisk indsigt vil ofte søge at "løfte den sten, det ikke kan magte". Det er som besat af en næsten uudryddelig trang til at lave andre mennesker om, og dets sind fyldes næsten altid af bitter skuffelse. Her gør en ny livsindstilling underværker!

Vi er så ivrige efter at bygge hospitaler og klinikker for vort legemes skavanker. Mon det ikke er på tide, at vi begynder at interessere os lidt mere for kærlighedens inderste mysterium? Martinus har ubehageligt ret i, at der dør langt flere mennesker af mangel på kærlighed end af samtlige sygdomme! – Blot lidt mere kærlighed, og vi havde betydeligt mindre krig, had og hævntørst! Verden begærer en sindelagsændring, men det vil være absurd at tro, at den kan finde sted uden en reel forøgelse af den sum af kærlighed, verden i dag disponerer over. Her kan hver enkelt gøre en stor indsats. Selv det beskedneste forsøg på en øget tolerance fra hver enkelts side vil uundgåeligt sætte sine endda meget synlige spor!

Enhver kan være glad i sin ungdom! Bevidstheden er her udadrettet, og man har normalt sine fysiske kræfter i behold. Livet smiler til en, som det altid vil smile til den stærke, – men det er et smil fyldt med alle tænkelige forbehold! Alderdommen venter enhver af os. Der kommer en tid i ethvert menneskes liv, hvor det får brug for omgivelsernes sympati, om det ikke skal komme til at leve i total isolation.

Det er i erkendelsen af sandheden i dette forhold, at man føler trang til at gøre enhver opmærksom på, at livets eneste virkelige formue findes inde i os selv. Er vort sind koldt og farveløst, selvoptaget og goldt, vil den dag uvægerligt komme, hvor livet vil præsentere os sin regning for denne væremåde. Er det derimod levende og varmt, behøver man ikke at frygte. Den, som har brugt sin tid vel og er vokset i indsigt og næstekærlighed, har en af livets skønneste oplevelser til gode i sin alderdom, den, at som bierne søger til den honningsfyldte blomst, søger de ulykkelige altid til den, der ved sit hjerte fri for dom og kun ønsker eet: at være til glæde, velsignelse og nytte for sine omgivelser! Den slags mennesker er livets sande beherskere. De er de eneste, der virkelig savnes, når de går bort, og deres minde lever længe. Lad os derfor aldrig være bange for at vedkende os vor indstilling til livet. Lad vor indbyrdes kærlighed og sammenhold være vort kendemærke, og lad det forstående og imødekommende smil i vore øjne være denne sags emblem, – det er både den og vi tjent med!