Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Dagene 24.–30. August har der paa Fanø været afholdt en Verdenskongres af den internationale kirkelige Sammenslutning "Life and World".

Denne Organisations økumeniske Raad, hvis Samling har paakaldt hele Verdenspressens Interesse, har i disse Dage drøftet Kirkens Stilling over hele Verden, med særligt Henblik paa de indre tyske kirkelige Modsætningsforhold, og selve Kongressen er nu afsluttet med en Resolution, der tilsiger den kirkelige tyske Opposition Støtte i Bøn og Solidaritetsfølelse.

Jeg skal ikke her komme ind paa de endeløse Diskussioner, der paa dette Møde har været ført om Kirkens Forhold til Statsmagten, til Begrebet "aandelig Tvang" og "Ensretning", men blot – fordi dette Møde har en overordentlig stor Interesse som Studiemateriale betragtet, referere en hel Del af de af prominente gejstlige Personer faldne Udtalelser, der alle klart viser hen til Manglen paa den i "Livets Bog", Stk. 90 og 91, skildrede Fællesopfattelse af Gudsbegrebet og dermed Sandheden. Samtlige Meddelelser skyldes "Politiken".
 

Biskop Heckel (Tyskland): "– Staten har en Funktion, som er indstiftet af Gud, men Skriften kanoniserer ikke nogen bestemt Statsform. Den nationalsocialistiske Stat er ikke et Formaal i sig selv, vi afviser al Etatisme. Det tredie Rige betyder hele Folkets Ønske om at danne en Nation. Denne Statsform er ikke Udtryk for Imperialisme, vi hævder kun, at Folkegrænser og Statsgrænser ikke dækker hinanden. Den totalitære Stat har ikke noget at gøre med Kollektivisme eller Fascisme, men er en Bestræbelse for at lade Stat og Volkstum gaa op i et. Den store Vanskelighed er Forholdet mellem Kirkens Forfatning og Kirkens Bekendelse. Vi vil hverken en katolsk Løsning eller en idealistisk Løsning, vi vil skabe en Folkets Kirke, men den maa ikke identificeres med Krig, Kirkens Mission er langt højere. Den tyske Kirke skal skabes paa national Basis, medens den økonomiske Bevægelse sigter paa Kirkens supernationale Karakter."
 

Professor J. H. Oldham (England): "– Konflikten paa Liv og Død mellem Kristendommen og Staten begynder, naar Statens Krav bliver absolutte, d. v. s. naar den kræver hele Menneskeheden og Ret til at forme og bestemme hele dens Liv. Staten vil have Kirken og Skolen til at skabe en bestemt Type af Mennesker. En ikke ringe Del af den Tiltrækning, den nye Filosofi, Kommunismen, Facismen og Nazismen ejer, bunder i, at de tilbyder en Befrielse for den selvransagende Individualisme og giver Mennesket Ting uden for det selv, til hvilke det kan hengive sig. Se Opdragelsen i Rusland – og i Tyskland skal Rosenbergs Weltanschauung forme den nye Generations Tanker.

Der er ingen Udsoning mulig mellem en saadan Livsopfattelse og Kirken, hvis Opgave er at lære os at føre et personligt ansvarligt Liv. Kirken har ikke Raad til at være urealistisk, den maa beskæftige sig med de moderne Tanker, ogsaa Tankerne i Marxismen, de økonomiske Forhold, den biologiske Forstaaelse. Vort fundamentale Problem er derfor ikke Statens, men Kirkens egne Forhold, Savnet af et Budskab, der er saa stærkt og levende, at Menneskene er rede til at dø for det – som de er villige til at dø for de nye Filosofier."
 

Professor Geismar (Danmark): "– Det nye Rige (det nazistiske) er bygget op paa tre Ting: en højspændt af Historien religiøst farvet Idealisme, den oprindelige Folkeegoisme og en massesuggererende Propaganda. Det er tre Elementer, der rummer Eksplosionsfare ligesom Krudtet. I en saadan Krudtstat med en saadan Kirke kan den sande Underkastelse af Gud ikke findes. Kirkens Lære maa staa over Folket, undertiden mod det for dets Synderes Skyld. Der er i Tyskland en stærk Spænding mellem Kirkens Lære og Staten, for hvilken der maa søges en Afspænding".
 

Professor Zankows: "– Det er Statens Pligt at skaffe i hvert Fald et Minimum af aandelig Frihed. Jeg vil forstærke Professor Geismars Ord og sige, at Staten ikke alene er Deltager i Synd, men den staar selv under Synden, ikke blot fordi den er af denne Verden og bruger Sværdet, men fordi den misbruger det."
 

Dr. Wendland (Tyskland): "– I Tyskland maa vi skabe Forbindelse mellem vor Forkyndelse og den nye politiske Revolution. Den unge tyske teologiske Student vilde ikke kunne prise Gud, hvis han ikke lidenskabeligt følte, at han gjorde Guds Arbejde ved at bidrage til Udformningen af vort nye Samfund. Der er kommet en ny Forpligtelse for de unge Tyskere. Selvfølgelig er ogsaa Nationalsocialismen undergivet Synden og Forgængeligheden som alt andet, der er tidsbestemt. Men vi føler os forpligtet over for den nye Form trods Synden og i Kamp mod Synden, og hvorfor skulde den nationalsocialistiske Livsform være syndigere end andre? Vi vil ikke afstaa fra at være med til at føre det nuværende Slægtled ind i en ny politisk Form."
 

Professor Titius (Tyskland): "– Det er rigtigt, at der er en Tillidsautoritetskrise. Men hvordan skal den overvindes? Vi hørte i Prædiken i Gaar, at man ikke kan staa som Tilskuer. Men hvordan da handle? Den uforglemmelige Dr. Søderblom formede det saaledes: Omnes unum, alles Enhed. Naar Teologer diskuterer, plejer de at tale sig fra hinanden, men vi har den Opgave at nærme os, for jeg tror, at vi er ærlige i vor Tro paa alles Enhed. (Lidenskabeligt): – Hav Tillid til os. Tyskland behøver Tro og Tillid. Men man maa ikke blande sig i vore Sager. Husk hvor farligt det er, naar nogen er saaret, hvis Fremmede kommer og rører ved Saaret med unænsomme Hænder. Vi ønsker ikke denne fremmede Indblanding. Jeres Hjælp er ikke til nogen Nytte for os. De maa dog kunne indse, at vi kan ikke taale det. Revolutionstiden er længst forbi. Evolutionens Tid er inde. De maa have Taalmodighed og give os Tid. Vi kan naa det, for Gud er med os. Udlandet har faaet et fuldkommen falsk Billede af Tyskland. Mine Herrer, vi er alle – de fleste af os i hvert Fald – ægte Germanere. Hos Englænderne hedder det: Right or wrong, my country. Dette kendte vi ikke, vor Statsform var ikke arbejdsdygtig. Men mange Tyskere er overbevist om, at da Kejser Vilhelm den Anden flygtede, da sendte Gud os Hitler. Det er der Millioner hos os, der tror paa og siger det med Glæde. Han kom i sidste Øjeblik for at frelse Tyskland.
 

Dr. Fischer (Østrig): "– Staten er kun Rammerne, Volkstum er det, der skal udfylde dem. Men der er noget, der hedder Mindretal. Du maa ikke stjæle, hedder det i Skriften – men det hentyder ikke blot til Sølvskeer. Man kan ogsaa bestjæle Volkstum gennem Kirke og Skole og paa anden Maade. Hvorfor bliver Folket mere og mere utro mod Kirken, hvorfor skabtes Kommunisme og Socialisme? Ja, hvad har Kirken gjort? Hvad har den gjort mod Krigen? Hvad har den gjort i Folkeforbundet?

Pariser-Fredspolitiken har betydet Usikkerhed for vort Liv og Ære og Gods i Mellemeuropa. De, mine Herrer, De kan være Tilskuere. Men vi, som har oplevet frygtelige Revolutioner, og som lever paa en Vulkan –".
 

Pastor Crossman (England): "– Man kan umuligt kalde Tyskland en Stat, det er en Revolution".
 

Professor Lyder Bruhn (Norge): "– Vi forstaar alle Professor Titius dybe Bevægelse og hans trofaste Hjerte, men lægge dette Spørgsmaal i hans Hænder kan vi ikke. Det tyske Spørgsmaal er det vigtigste i Øjeblikket, og vi kan ikke nøjes med at være Tilskuere. Der er Tale om en Opposition, der udgør en meget betydningsfuld Del af den tyske Kirke, og vi maa vedblive at staa i Forbindelse med den. Kirken maa have fuld Frihed til at forkynde Evangeliet. Der kan ikke grundes en Kirke alene paa Begejstringen for en national Bevægelse."
 

Biskop Ammundsen (Danmark): "– Ogsaa jeg vil takke Professor Titius. Vi skal ikke glemme hans Ord. Men dermed er det sidste Ord ikke talt. Lad os være en Enhed, sagde han – ja, men det kan kun ske paa Sandhedens Grund. Vi som kender noget til den tyske Opposition, ved, at mange af dem gerne vil sige ja til det nye Styre, men som det er, staar de i en frygtelig Samvittighedskonflikt ved Statens Indgriben.

Det vilde ikke være Sandhed, hvis vi tav her. Vi vil ikke blande os i Enkeltheder, men vi vil bekræfte vort Fællesskab med denne Opposition. Vi har et stort Ansvar her, og vi maa ikke tage det let. Selv om det medfører Splittelse, ophæver det ikke vor Forpligtelse til at sige, hvad vi anser for Sandhed, og kun paa dette Grundlag kan et sandt Fællesskab naas."
 

Martens (England): "– Vi er blevet overbevist om Nationalismens Utilstrækkelighed. Vi tror paa, at der findes en Supernationalisme, hvor intet skiller Folkene."
 

Mr. Urvin (England): "– Denne Tid er kendetegnet ved brudte Løfter og svegen Tillid. Alle Regeringerne har svigtet Folkenes Tillid i Afrustningsspørgsmaalet. Det synes mig umuligt, at den kristne Kirke kan gaa ind for Berettigelsen af Krig – end ikke for Berettigelsen af Forsvar, der jo kun er blevet et Skalkeskjul for Krigsforberedelser. Ikke mindst er Karakteren af en moderne Krig saaledes, at man ikke kan finde Retfærdiggørelse for den i Bibelens Ord. Vor Pligt skal være hos de Unge at vække en ny Tænkemaade, en ny Aand."
 

Dr. Runestam (Sverige): "– Fejlen ved Folkenes Forbund er, at de enkelte Landes Repræsentanter søger det mest mulige for deres eget Land. De tænker nationalt. Det er Egoismens Idé. Men en Mand, en kristen Mand, der har deltaget i Folkenes Forbunds Forhandlinger, sagde fornylig til mig: "Det er besynderligt saa ofte disse Repræsentanter føler sig moralsk skamfulde, naar de skal stemme nej til et retfærdigt Forslag". Dette er for mig noget meget betydningsfuldt."

 

Pastor Frederik B. Smith (Amerika): "– Jeg foretog fornylig en Foredragsrejse til 22 amerikanske Universiteter – og jeg kan sige Dem, at de amerikanske Studenter bevæger sig i en højtidelig Falanks hen imod Krigens Afskaffelse. Man taler om Autoritetslængsel. Men Kirkens Autoritet afhænger af, hvorledes den handler. Hvis De kan sige mig en eneste Sætning i det nye Testamente som gaar ind for Berettigelsen af Krig, vil jeg i Morgen skifte Religion og aldrig mere tilbede en Gud. Jeg vil heller være en fredsstiftende Buddhist end en ortodoks Kristen, der forsøger at forsvare Berettigelsen af Krig."
 

Pastor Crossman (England): "– Vi maa tale aabent her. Der blev sagt, at Kristne ikke kan gaa med til Krigen under nogen som helst Form, og det blev kritikløst applauderet. Men forstaar man, hvad det betyder? For England betyder det, at Kolonierne, som er vundet med Sværdet og forsvaret med Sværd, maa gives op. Det betyder Borgerkrig i Indien og umaadelig Arbejdsløshed i England. Har vi Ret til at paalægge Mennesker, der ikke deler vor Opfattelse, et saadant Martyrium? Jeg kan ikke leve op til det Ideal. Det er farligt, naar vi lader os bære af Stemninger. Mange af Talerne har i Virkeligheden aldrig set det Spørgsmaal lige i Øjnene, man kan ikke være yderliggaaende Pacifist uden at være i Besiddelse af en overmenneskelig Objektivitet. Man fordømmer Krigen, men ingen har endnu fordømt Freden – under hvilken der hersker Sygdom, Blokade, Uretfærdighed og Sult, som meget vel kan sammenlignes med Krigens Ulykker. Hvad gør vi ved denne Fred? For den er Aarsag til den næste Krig."
 

Professor Vendland (Tyskland): "– Med Idéer som en Verdensstat, en Retsstat, en Forening af Nationerne, beskæftiger den tyske Ungdom sig ikke det mindste. Den er fyldt af den positive Tanke: Vort Folks Ligeberettigelse med andre Folk paa et fredeligt Grundlag, – og den respekterer andre Nationer, deri ligger noget meget betydningsfuldt. Tysklands Skæbne har givet den tyske Ungdom den nøgterne realistiske Opfattelse, at Verden lever under en Lov, som gør gensidig Krig og Vold til noget uundgaaeligt. Vi giver den det apokalyptiske Indhold, at det er Guds Straf.
 

Professor Allen: "– Jeg tror ikke paa en autoritativ Kirke saa lidt som paa en autoritativ Stat, men kun paa en autoritativ Gud. Saalænge Kirken selv staar i adskilte Grupper i Konkurrence med hinanden, hvordan skal den da kunne helbrede Nationerne?"
 

Professor Geismar (Danmark): "– Den nationalsocialistiske Stat er ikke syndigere end andre, men den er farligere. Indadtil kan den udslette Ret, Religion og Videnskab, og naar det ganske Erhvervsliv underlægges den totalitære Stat, bliver Staterne Konkurrenter i stor Stil, – og det fører til Krig."
 

Pastor Carter: "– Dr. Crossman mente, at Pacifisme vilde føre til en Mangedobling af Arbejdsløsheden. Men jeg spørger: Skal vi derfor opretholde Vaabenfabrikationen paa Bekostning af menneskelige Liv og Hjem?"

En omhyggelig Gennemlæsning af disse Referater afslører tilfulde den Uenighed, der for Tiden er de respektive Kirkesamfunds mest iøjnefaldende Kendetegn. End ikke den pacifistiske Idé, der dog er den kristne Læres hele Fundament, synes man at kunne enes om. Hellere Kirkens Velsignelse til mægtige Vaabenfabrikker for Døgndrift, end Anvendelse af de til dette Formaal benyttede Kræfters Overflyttelse til en for Samfundet gavnlig Nytteproduktion. Hellere Opretholdelse af Tvangsregime over store Landomraader, Undertrykkelse af Aandsfrihed o. s. v. end Tale- og Pressefrihed, – og endda undrer Kirkens Mænd sig over, at Kirkerne tømmes, at Menneskene er deres Kirke utro. –