Kosmos 1948/3 side 5
Mogens Møller:
Kunst – i lys af aandsvidenskaben
Vekselvirkningen
Ofte fører et menneskes interesser for sociale spørgsmaal, pædagogik, videnskab, kunst eller lignende vedkommende i forbindelse med Martinus' analyser. Medens man fordyber sig i disse, træder de andre interesser naturligt lidt i baggrunden, men naar den første mentale sult er tilfredsstillet, dukker de op igen. Vil det saa betyde, at aandsvidenskaben glider i baggrunden? For nogle mennesker maaske, og saa har det mere været nysgerrighed end virkelig trang, der drev dem. Men det menneske, for hvem aandsvidenskaben bliver en livsanskuelse, vil opdage, at de gamle interesser, naar de nu igen dukker frem, har faaet et langt større perspektiv og dermed en forbindelse med virkeligheden, som faar dem til at blive endnu mere levende end før. Derigennem opdager man aandsvidenskabens værdi – ikke som en teori, man pusler med, fordi den er interessant, men som noget, der gør selve livet interessant i alle dets afskygninger og giver ens interesser et kosmisk perspektiv, saa de ikke mere er blot en hobby eller maaske en levevej.
For den kunstinteresserede kan det have meget stor betydning at have kendskab til aandsvidensskaben; dermed være ikke sagt, at man kun kan have udbytte af kunst ved at kende aandsvidenskab, men de tankebaner, man igennem den bliver ført ind paa, og selv vandrer videre ad, virker i høj grad inspirerende, kaster lys over kunstens mystik, saa intelligensen ogsaa her formaar at trænge ind i det ukendte, uden at det derfor bliver mindre spændende og tiltrækkende – tværtimod. Ja, den, der tidligere stod med et vagt ønske om at trænge ind i kunstens verden, men fandt det haabløst, ikke mindst naar det drejer sig om moderne kunst, vil maaske gennem analyserne fatte nyt haab og ny interesse.
Gang paa Gang hører man folk sige om den moderne kunst ligefra den impressionistiske til den abstrakte: "Det kan jeg nu ikke forstaa. Jeg vil have, det skal ligne. Se, han har malet træerne blaa, og manden er grøn i ansigtet. Og her er et billede, man slet ikke kan se, hvad forestiller!" Og saa vender de ryggen til, nogle blot med ligegyldighed, andre med retfærdig harme lysende ud af øjnene og atter andre med en beklagende hovedrysten. De sidstnævnte er dem, der gerne vil forstaa, men ikke kan. Det er for dem analyserne maaske kan blive en hjælp.
Den individuelle oplevelse
Den ustandselige modtagelse og afgivelse af energi i vekselvirkning med omgivelserne, som er selve livets oplevelser, er forskellig for alle levende væsener. To mennesker oplever ikke paa samme maade, da deres sind, deres erfaringsdannelse ikke er ens. Derfor maa ogsaa det udtryk, de giver for deres oplevelser eller indtryk, blive forskellige. To maleres billeder af det samme motiv bliver ikke ens. Ikke blot fordi den ene maaske er dygtigere end den anden, men fordi hver af dem ser igennem sit aandelige perspektiv. Det er ikke det samme, der er væsentligt for dem begge og ialtfald ikke paa samme maade. Deres billeder beretter hver for sig om de følelser og tanker, motivet har vakt tillive hos dem. Hver for sig fremtræder billederne som en ny natur i overensstemmelse med kunstnerens aand og temperament. Derfor maa vi heller ikke forlange, at denne skal male saadan, som vi selv ser og oplever tingene. Skal der gives udtryk for det, kan vi kun selv gøre det. Trangen er der maaske allerede, og før eller senere vil den faa udløsning, idet vi alle er vordende kunstnere inden for det ene eller andet af kunstens omraader.
Man bruger ofte udtryk som en malers lyriske fornemmelse, hans sans for det dramatiske. Hvad er lyrisk fornemmelse, og har andre end kunstnere ikke den? Sker det ikke for de fleste mennesker, at de f. eks. i stjerneklare nætter kan opleve en fornemmelse af samhørighed med altet, en følelse af at være i kontakt med universet omkring sig? Har det almindelige menneske ikke sans for det dramatiske? Har selv bymennesker ikke en fornemmelse af havets storhed og vælde? De fleste af os formaar til tider at føle enten en stille undren eller en kriblende angst over for naturens storhed; men kan vi give udtryk for det? – Det er noget andet, det er kunsten.
"Javel," vil De maaske sige. "Det forstaar jeg udmærket godt. Og saa maler kunstneren et naturalistisk billede af en stjernenat eller et oprørt hav og giver der udtryk for sine indtryk. Men opstillinger, figurbilleder, portrætter og landskaber malt ved dagens lys? Hvilke Følelser ligger til grund for den slags billeder?"
Tingenes indre liv
Den samme fornemmelse af samhørighed eller for tingenes stærke kontraster, som det mindre modtagelige sind kan faa over for "det store", stjernehimlen eller havet, kan den følsomme kunstner modtage ved at opleve dagen, – "dette, at vi lever i en verden af lys", siger den norske maler Thorvald Erichsen, – eller fra smaating eller begivenheder i hverdagen, som andre ikke ænser. Han søger at overføre til os den betagethed, han føler over for naturen, enten den saa har aabenbaret sig for ham i et landskab, en menneskeskikkelse eller blot i et par æbler og en citron paa et bord. I sidste tilfælde opfatter han ikke blot disse som noget, der kan spises og er sure eller søde. Han er betaget af deres form, farve og duft, men ogsaa (maaske ubevidst) af det guddommelige i disse genstande, det levende i dem, det, at de er ligesom kloder i et univers. Han ser pludselig tingene og væsenerne uden vanesløvhed, som vidundere, som noget, han aldrig har set før, og som han maa berette om, inden synet igen bliver vanemæssigt. Vi siger, han bliver inspireret. Det billede, han maler, bliver en verden for sig, et udtryk for hans aandelige verden, ikke blot for, hvordan hans fysiske øjne ser et par frugter eller noget andet, men for hans inderste følelser og tanker, hele hans indstilling til livet. Kunstværkets skabelse begynder i kunstnerens aandelige verden, og naar det har taget aandelig form, finder materialisationen sted, d. v. s. kunstværkets skabelse i fysisk materie. Vi andre kan da modtage fortællingen om en oplevelse i naturen set gennem et temperament, som Zola udtrykker det.
Den abstrakte kunst
Men den abstrakte kunst? Jeg har nævnt, at billedet maa betragtes som en verden for sig. Det vil sige, at det ikke er en kopi af naturen. Naturen har for maleren været et paaskud til at give udtryk for sin egen livsfornemmelse; derfor behøver han jo ikke at efterligne den. Hvor tit har en komponist ikke mødt inspiration i naturen? Derfor behøver han ikke imitere lyden af rislende kilder, bølgeslag eller torden. Folk mener ikke, at musik derfor er humbug eller uforstaaelig. De er klar over, at musik mere skal fornemmes end forstaas. Men billedkunst skal ogsaa fornemmes og kan nydes uden tanke for, at Billedet forestiller Chr. Petersens ko, der brøler, fordi den trænger til at blive malket. Farver sat op ved siden af hinanden af en koloristisk begavet maler, virker paa det farvemodtagelige sind som toner i en symfoni paa den musikalske. Den store franske maler Delacroix, der forøvrigt malte, saa enhver kan se, hvad det forestiller, udtalte: "For den koloristisk begavede maler, som søger at genskabe naturens evige hjerteslag, er linien aldrig andet end to farvers intime berøring af hinanden." Det er en dermed beslægtet opfattelse mange moderne malere søger at give udtryk for i abstrakt kunst.
Ordene "Naturens evige hjerteslag" rummer et kosmisk perspektiv. Naturen er jo ikke blot Dyrehaven eller Vesterhavet, men ligesaameget menneskesindet med alle dets problemer, dets himmel og helvede. Den norske maler Edv. Munch har da ogsaa meget slaaende sagt, at saa længe man ikke kan fotografere i himlen og helvede, er fotografiapparatet ingen konkurrent til maleren. Ligesom Martinus mener han dermed sindstilstande og ikke steder.
Aandens kamp med materien
Det, mange moderne malere søger at udtrykke, enten naturindtrykket direkte ses eller kun indirekte fornemmes i deres billeder, er en kosmisk fornemmelse. En af dem gav fornylig i en skoleradioudsendelse udtryk for det i et lille foredrag, hvor han bl. a. udtalte:
"Vi maa søge at give udtryk for vor tids tankeverden. Bort fra idyl, stemning, romantik; men ogsaa fra ensidig materialisme. Følelsen for det universelle uden rod i hverdagen er romantik. Følelsen for det organiske uden fornemmelse for den kosmiske enhed er materialisme. Vi maa hæve det lokale (motivet) til noget alment, hæve hverdagen op i gudeverdenen, det kosmiske, det universelt organiske."
Det er dog ingen ringe opgave at stille sig; men det siger sig selv, at der herigennem ogsaa kræves noget af tilskueren. Det er ikke underholdning, det drejer sig om, men en sonate af Beethoven er jo heller ikke underholdning. Man maa aabne sit sind, staa stille og lytte – ogsaa overfor maleriet, og maaske vil man da kunne fornemme den smule af sfærernes evige musik (naturens evigt bankende hjerte), som kunstneren har opfanget og ud fra sit specielle sind udtrykt gennem farvernes rytmer.
Hvorvidt det skal lykkes de moderne malere at skabe værker, der kan staa paa højde med en Tizians, en Leonardos, en Rembrandts o. s. v., maa fremtiden vise; den abstrakte kunst er ung og umoden, man kan ikke vente, den omgaaende skal møde med mesterværker. Det, dens ypperste dyrkere allerede har skabt, viser dog en alvorlig stræben efter at finde en form, der bedre end den naturalistiske kan give udtryk for et rigt menneskesinds utallige oplevelser i en stadig ny og vidunderlig verden af stof, rum og lys.
Tilbage til artikelregister
Forrige