Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1948/2 side 7
Klintsøgaard og Kosmos Ferieby
Som det sikkert vil være Kosmos' Læsere bekendt fra Dagspressen, har samtlige Landets større Badepensioner faaet Henstilling om, paa Grund af Valutasituationen, at stille et Antal Værelser til Raadighed for Udlændinge. For Klintsøgaards Vedkommende stiller Sagen sig saaledes, at man har ønsket at disponere over den i en endog meget stor Udstrækning, da den har vist sig særligt egnet som Feriested for Udlændinge.
I Forbindelse med det ret store Antal Danskere, som allerede ifjor ønskede at sikre sig Ferie for den kommende Sæson, har denne Situation medført, at Klintsøgaard med Udgangen af denne Maaned vil være fuldt belagt for Højsæsonens Vedkommende. Skulde nogen af Kosmos' Læsere her og i Sverige saaledes være interesseret i et Ferieophold indenfor Højsæsonens Periode, er det altsaa paa høje Tid at træffe Aftale med os.
Med Hensyn til Feriebyen ser det i Øjeblikket ud til, at de respektive Ejere af Husene selv har truffet Aftaler med tidligere Lejere om Ferie. Imidlertid vil vi ikke lægge Skjul paa, at vi ligger med mange Forespørgsler, og at vi meget gerne vil stille os til Raadighed for begge Parter. Det er i Aar lykkedes os at forsyne samtlige Klintsøgaards Senge med Lama Springmadrasser, en Oplysning som sikkert vil glæde enhver af vore Gæster. Ogsaa paa andre Omraader er baade Klintsøgaard og Kosmos Ferieby blevet forbedrede, saaledes at vi nu tør imødese en selv meget stor Sæson med Sindsro. Men som skrevet: ønsker De nærmere Besked om Priser etc., saa send os et Par Ord, og vi skal omgaaende give Dem enhver tænkelig Oplysning.
Erik Gerner Larsson.