Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1947/marts side 2
KÆRE LÆSER - -
Omsider synes vinteren at ville løsne sit tag i os og selv den mest begejstrede vintersportsdyrker føler vist ikke nogen sorg herved.
For vel kan vinteren være skøn at skue, men naar man ikke har varme i sine stuer, naar mødre maa holde deres smaa børn i sengen hele dage igennem, naar mennesker i krigshærgede lande falder om paa gaderne af sult og kulde, ja saa gaar alle længsler imod en blidere aarstid med varme og med grøde for den nye sæd, der skal mætte de sultende maver.
Foraaret er den mest livsbekræftende aarstid, foraaret er optimsmens aarstid; intet synes umuligt - overalt maa kulden og mørket vige for varmen og lyset. Og alligevel oplever verden i denne tid, at omend krigen med de "blanke vaaben" i det store og hele er forbi, saa er krigens princip stadig det mest dominerende indenfor de menneskelige tankesfærer.
Det er jo kun det første skridt: at undlade at dræbe mennesker.
Der følger mange skridt efter, inden man naar frem til de tilstande, som alle længes imod, og passagen igennem disse stadier kommer ikke til at foregaa "af sig selv". Der hører vilje til at komme igennem dem, og det er det, menneskeheden nu er ved at opleve.
Junglementaliteten er meget gammel i os, og dens almindeligste udløsning kommer til syne som: KRAV.
Menneskene er først indstillede paa "at forlange" - ja, saa gammel og rodfæstet er denne indstilling, at de faa, der ser, at man først maa indstille sig paa at yde, nærmest bliver betragtede med et overbærende smil; "det kan ikke betale sig" - er den dom, der af de "klogere" fældes over dem.
Studiet af Martinus kosmiske analyser medfører, at ens synspunkter indenfor de omraader, der omfatter forholdet til en yderverden, bliver radikalt forandrede. Kendskabet til skæbneloven og loven for stoffernes reaktion betinger, at ens hele livsgrundlag bliver et andet.
Naturligvis ændres evnen til at handle efter denne gryende viden ikke paa een gang - et talent opbygges gennem lange tiders øvelse - men foraaret har dog holdt sit indtog i mentaliteten, og fordommenes isbjerge er under opbrud.