Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Sluttet).

Ved at bringe sin egen Energiudfoldelse i Kontakt med dette guddommelige Bud sker der det, at Individets voksende Følelsesudvikling vil være i Stand til at neutralisere de tilbagevendende mørke Energier eller "Skæbne". Den eneste Vej til en lysere og lykkeligere Skæbne er saaledes at bringe sin egen Væremaade i Kontakt med de guddommelige Love, der ikke under nogen som helst Form berettiger et Menneske til at udløse Smerte og Lidelse, ikke tillader nogen Form for "hellig Vrede" eller "retfærdig Harme", men i alle Forhold opfordrer Individet til "at vende den højre Side til, naar nogen slaar det paa dets venstre", til "at elske sine Fjender" og til hellere selv at lide end at gengælde Ondt med Ondt.

Ved Hjælp af sine Symboler viste Martinus, hvorledes "Mørket" havde sine Rødder i den fra "Dyreriget" arvede Natur, der efterhaanden er blevet Vane for det jordiske Menneske. Disse Vanetilbøjeligheder maa det udviklede Jordmenneske koncentrere sin Vilje om at tilintetgøre, saaledes at de lyse og lykkebringende Energier kan faa Indpas i dets Bevidsthed og omskabe denne til en rigtig Menneskebevidsthed, der som medfødt Natur har Evnen til at kunne elske alt og alle.

Efter denne lille Vandring indover nogle af Tilværelsesmysteriets største Dybder vendte Martinus paany tilbage til Grundenergierne og viste, hvorledes deres indbyrdes Konstellation betinger, at den mere kloge altid er i Stand til at kunne gennemskue den mindre kloge, idet alle overliggende Grundenergier gennemtrænger de underliggende. Men da højere Bevidsthedszoner kun kan naas i Kraft af det levende Væsens Passage igennem alle de underliggende Bevidsthedstrin, vil dette at være stillet overfor en Repræsentant for et en selv overliggende Trin i Udviklingen altid være Udtryk for et Møde med en Bevidsthed, der kun er i Stand til at forstaa og tilgive. Hævn og Vrede etc. hører kun hjemme i lave og endnu primitive Zoner.

Et følgende Symbol viste, hvorledes Jordmennesket i Kraft af sin nuværende Bevidsthed tilhører en Overgangszone mellem Dyreriget og det rigtige Menneskerige. Det viste, hvorledes Tyngdeenergien endnu i stor Udstrækning behersker det samlede Jordmenneskesamfund, men at Følelsesenergien er under en stærk Vækst frem, saavel som Intelligensenergien ligeledes er kommet ind i en stærkt opadgaaende Periode. Intuitionsenergien er derimod latent for den store Hobs Vedkommende, hvilket resulterer i, at den overvejende Del af det samlede Jordmenneskesamfund ikke er sig sin udødelige Tilværelse bevidst. Hukommelsesenergien er for nedadgaaende, hvad der blandt andet bevirker, at det jordiske Menneske ikke er i Stand til at erindre sig sine foregaaende Jordliv, ja er end ikke i Stand til at erindre sine første Leveaar og kun erindrer sit øvrige Liv i store, grove Træk. Det næste Symbol demonstrerede den samlede Verdensplan. Det viste, hvorledes det ene Legeme efterhaanden afløser det andet, hvorledes Udviklingen former sig som en Vandring fra "Mørke" til "Lys" og fra "Lys" til "Mørke" i al Evighed, blot med den Forskel at disse for al Udvikling saa nødvendige Faktorer bliver af større og større Dimensioner.

Efter denne Udredning af nogle af de for vor Udvikling væsentligste Faktorer, gik Martinus over til at skildre, hvad der virkelig foregaar i Undfangelsesøjeblikket. Ved Hjælp af et Symbol demonstrerede han, hvorledes et seksuelt Forhold er identisk med en elektrisk Udladning. Der hvor denne Akt foregaar i Kontakt med Naturens Love bevirker den en Tiltrækning af et diskarneret Individ, der, 'omslynget af en Moders endnu ubevidste Kærlighed, igennem hende begynder at opbygge den Legemskultur, der skal bære dets Bevidsthed under dets Vandring igennem det fysiske Plan. Under denne Legemsopbygning repeterer det levende Væsen sin tidligere Udvikling igennem Planteriget og indtil det Sted i Dyreriget, det ved sin sidste fysiske "Død" havde naaet. Denne Repetition kommer til Syne i Fostrets Udvikling. Vi ser hvorledes det gennemløber et Utal af Stadier og end ikke ved Fødslen endnu er naaet til den færdige jordmenneskelige Form, idet for Eks. Arme og Ben hos det lille nyfødte Barn er lige lange, hvad der som bekendt ikke er Tilfældet med det voksne Individ. Først henimod Trediveaarsalderen naar Individet frem til det Stade, det ved sin sidste fysiske "Død" naaede. Fra dette Tidspunkt og frem til "Døden" igen indhenter det, vokser det, aandeligt set.

Efter den fysiske "Død" flyttes Bevidstheden over paa Følelseslegemet. Da dette imidlertid ikke, som Tilfældet er med Tyngdelegemet for det jordiske Menneskes Vedkommende, har naaet sin Kulminationszone, vil Oplevelsen af den til dette Legeme svarende Zone eller Tilværelsesplan heller ikke blive af fuldt saa stor en Udstrækning. Dette betyder naturligvis ikke, at Individet intet vil opleve her i det begyndende rigtige Menneskeriges Forgaard, tværtimod, det levende Væsens Passage igennem de aandelige Verdener former sig som en stedse voksende Følelse af Frigjorthed og Salighed, omend denne Følelse selvfølgelig ikke kan blive af samme Styrke som den, disse Planers specielle Beboere er i Besiddelse af. Naar Følelseslegemet ikke længere er i Stand til at bære Bevidstheden, flyttes denne over paa Intelligenslegemet. Da dette er endnu mindre udviklet end Følelseslegemet, bliver det jordiske Menneskes Oplevelse af denne Zone naturligvis ogsaa her noget mindre – stadigt regnet i Forhold til de aandelige Planers egne Beboere, – for at blive omtrent latent i Intuitionens Zone eller den guddommelige Verden. Fra sidstnævnte Plan fødes det saa i Hukommelsesenergiens Rige eller som Martinus betegnede det "Salighedsriget". Denne Zone, der repræsenterer Individets "indre Verden", former sig som en Genoplevelse af de nu for al Lidelse og Smerte udrensede "Guldkopier" fra dets nærmest foregaaende Jordliv. Naar denne Genoplevelse, der af det levende Væsen fornemmes som højeste Grad af Salighed, idet det her bliver Vidne til den guddommelige Hensigt, der har været med alle de Lidelser, det har gennemgaaet, er til Ende, fødes det tilbage til det fysiske Plan, der "genopstaar" det i et nyt Legeme, parat til atter at lade den omkringværende Verden berige det med Erfaringer og derigennem faa dets aandelige Legemer slebet paa en saadan Maade, at det ved sin Tilbagevenden til de aandelige Verdener straaler med en endnu skønnere Glans end før.

Og saa vistes til Slut Symbolet over den "Livets Vej" alt levende i Kraft af de guddommelige Love maa følge, den Vej som udelukkende gaar fremad og opad mod en stadig tiltagende Afsløring af den Guddom, i hvis Billede ethvert levende Væsen er skabt. "Formerne", sluttede Martinus, "forandrer sig, men hinsides dem straaler og funkler Livet evigt og udødeligt!"

 

Med en hjertelig Klapsalve takkede det store Publikum for det lange og indholdsrige Foredrag, og kun langsomt tømtes Salen for de mange, der denne Aften havde faaet et Glimt af de Zoner ethvert tænkende Menneske inderst inde higer efter at lære at kende.