Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Under Omtalen af Type 1 var der en lille Parentes-Bemærkning angaaende de Resultater, som denne Types Indgriben i Verdensordenen førte med sig: nemlig, at de Lidelser, der her blev Tale om som uundgaaelige Følger af de udførte Gerninger, var en Livets Nødvendighed. Medens dette Faktum for den handlende helt – eller næsten helt – glider i Baggrunden til Fordel for de nye Tilstande, der dukker frem, saa er det kosmisk set disse Lidelser, der næsten er de vigtigste i hele Handlingsforløbet, idet det er deres Virkninger i Mentaliteten, der kommer til at danne Grundlag for en ny Verden, en ny Opfattelse af Begrebet Retfærdighed.

Med de kosmiske Analyser bag sig kommer Type 2 i de første Stadier i den mærkelige Stilling, at saalænge Forskellen mellem kosmiske og relative Analyser eller Viden endnu ikke er klar, bliver en Analyse som den, at "alt er saare godt" næsten en Hindring for i det hele taget at foretage sig noget. Man ser, at alt faktisk maa gøres, men man er samtidig klar over, at man ikke selv kan gøre alt. Man synes at se, at da der dybest set ikke er noget, der kan kaldes "forkert", idet alt bliver Undervisningsgrundlag for den endnu ikke-vidende, er der intet Grundlag for at gribe ind og vejlede til en mere human Livsførelse, idet denne jo først kan fremstaa, efter at det nødvendige Erfaringsgrundlag er indsamlet gennem en direkte Vekselvirkning med Livets Energier.

For Type 1 er en saadan Indstilling kort og godt "Fejghed"! Man vil være med til at leve i gode og fredelige Tilstande, men ikke til at gøre det Stykke grove Arbejde, der gaar forud for disse.

Og da Type 2 nok er forud for Type 1, men jo alligevel kommer fra denne Types Zoner, medbringer den ogsaa som mentale Reminiscenser og Automatfunktioner de samme Moral- og Æresbegreber, hvilket i Perioder giver sig Udslag i mentale Konflikter indenfor dette Omraade.

Det er Vesterlændingens Natur, at han skal "gøre noget". Hvor Orientaleren i sin aandelige Søgen er langt mere passiv overfor en Yderverden, idet han almindeligvis ikke er indstillet paa at frugtbargøre sin Viden i denne Yderverden, saa er det Vesterlændingens Natur ikke alene at frugtbargøre sin Viden, men ydermere at vurdere sin Videns Kvalitet efter den Udstrækning, i hvilken den lader sig omplante i den ydre Verden. Og det kommer ganske naturligt ogsaa til at afspejle sig indenfor dette Omraade. Den Viden, som Studiet af de kosmiske Analyser begynder at aflejre i Bevidstheden hos Type 2, bevirker ret hurtigt Spørgsmaalet: Hvad bliver Konsekvensen af en saadan Viden? Hvad kan jeg gøre, for at bringe disse Tanker ud i Praksis?

Her maa det indskydes, at der ikke er noget i Vejen for, at man godt kan møde Bevidstheder af Type 1, som kommer i Berøring med de kosmiske Analyser, og som i Deres Praktisering af denne Viden viser hele det for Type 1 karakteristiske Billede. Mennesker, der f. Eks. bliver fanatiske Vegetarer, og som føler det som deres "hellige Pligt" at gøre Livet saa surt som muligt for de af deres nærmeste, der endnu er "Ligædere". M. a. Ord, de mangler helt den mentale Balance, der udgør denne Videns naturlige Baggrund.

Men for den sande Repræsentant for Type 2 staar Spørgsmaalet tilbage: Hvad bliver Konsekvensen? Paa mange Omraader, som er selvfølgelige Arbejdsomraader for Type 1, holdes Type 2 let tilbage af sit gryende Kendskab til Intolerancens Natur, der lader ham forstaa, at Forudsætningen for en højere Viden er et til denne Viden svarende Erfaringsmateriale, og det kan man ikke forære eller faa foræret af nogen, det faas kun i Livet selv. Men hvad saa da? Ja, det staar sikkert klart, at vi her er inde paa et meget vanskeligt Omraade, og at det, der er mest karakteristisk for Vurderinger og Bedømmelser indenfor dette Omraade, er at de i meget udpræget Grad er absolut personlige. Naar Talen bliver om, hvad et Menneske "skal gøre", vil det samtidig ogsaa blive om, hvad det "kan nænne". Her kan ikke gives Direktiver – kun ganske enkelte i hvert Fald – men hver enkelt maa udvikle i sin Bevidsthed en fintmærkende Følsomhed for Forsynets Tale.

Det tilsyneladende Paradoks, som det første Møde med Sætningen "alt er saare godt" stiller en overfor, viger, saasnart Kendskabet til denne Analyses kosmiske Natur indfinder sig. Den Fejltagelse, der ligger i at tro, at da alt er "saare godt", er der intet at gøre, skyldes et manglende Kendskab til Kontrastprincippet og dets Funktion. Menneskene kan ikke vedblivende have det samme Syn paa Livet, den samme Opfattelse; Erfaringerne vil fra Tid til anden ændre den, og som Verden er i Dag, skal den ikke være i Morgen. Alt og alle glider ind som Redskaber, der maa virke hver efter sin Evne og Natur – nogle er bedst til at revse, og bliver anvendt til det, (de tiltrækkes simpelthen til de Zoner, hvor disse Kræfter kan finde Udløsning, paa samme Maade som Lynet trækker imod Taarne og høje Træer), andre er bedst egnede til at kærtegne, og bliver anvendt til det. Og her er det, at man selv kan vælge, hvad man helst vil. Kan De læse tilstrækkeligt upartisk i Livet vil De se, at begge Arter findes, og begge er lige moralske i deres Meninger om deres Handlingers Nødvendighed. Og lad det – sagt i Forbigaaende – være Dem en Kendsgerning til dybere Eftertænkning, at hvis ikke de robuste og primitive Bevidstheder fandtes, vilde Verden aldrig kunne blive saadan, som De ønsker den skal være, og husk, vi kommer selv fra de Rækker. Vi har aftjent vor "Værnepligt" inden for denne Kategori af Forsynets "Hær", og det er dog guddommeligt, at Mennesket ogsaa indenfor disse Omraader kan faa Lov til at specialisere sig, saaledes at han efterhaanden kan udvikle en Organisme, der er mere og mere lydhør overfor Tilværelsens finere Energier.

Og lad os saa forsøge at trænge helt ind til Kernen af Spørgsmaalet om, hvad Konsekvensen af en saadan gryende Viden bliver.

Livet er saa rigt, at der altid vil være Mennesker paa det Stadium, hvor de i deres egen Erfaringsdannelse er naaet saa langt, at de nu er ved at være modtagelige for teoretisk Undervisning om Livets dybere Problemer, og man har derfor hele Tiden Forpligtelse til at delagtiggøre de, der ønsker det, i den – store eller lille – Viden, man har om disse Emner. Det er den sikreste Vej til at skabe bedre Forhold paa Jorden. Thi Menneskene er det Raamateriale, af hvilket Samfundene opbygges, og det er deres Meninger og Opfattelser, der bliver til Love og Regler for Samfundene og imellem Samfundene. Man kan vise, hvad der fører fremover, og hvad der fører tilbage, men man maa altid lade Mennesket staa frit i Valget. Og langt mere end denne teoretiske Undervisning, der altid som sin første Aarsag maa have et Spørgsmaal, er den praktiske Undervisning, der ligger i Eksemplet. Man kan selv begynde at leve, som man forstaar, at Mennesker bør leve for at blive lykkelige; tolerant, forstaaende, hjælpsom, beskeden, uden personlig Ærgerrighed paa nogen Felter, med et stadigt Ønske om at kunne hjælpe andre til at være glade o.s.v. – ja man kan blot begynde med den første Part, at være tolerant.

Men det gaar som Regel "for langsomt" for Menneskene, og saa "er det ikke noget"! Menneskene lader sig bluffe eller vildlede af de tilsyneladende "store" Virkninger som f. Eks. dette, at eet Menneske med sin Mening om Livet kommer til at præge maaske et helt Folk, eller mere beskedent en stor Gruppe af Mennesker, og synes, at et saadant Menneske har "naaet noget" med sit Liv, hvorimod de selv ved f. Eks. kun at ændre deres Ernæring og Væremaade ikke har "naaet" noget særligt. Men dette er en meget stor Fejltagelse, der skyldes den perspektiviske Oplevelse af Livet, som kommer til Syne derigennem, at noget opleves som "stort" og andet som "smaat". I Virkeligheden hersker hvert Menneske over Millioner af levende Væsner, – Cellerne i Organismen; ved at ændre sig paa ovennævnte Maade har man for disse Millioner af levende Væsener, der ganskevist opleves som "smaa", men som trods denne tilsyneladende "Lidenhed" alligevel har den samme Analyse som f. Eks. et Menneske, en Klode eller Guddommen selv, – skabt nye og meget bedre Livsbetingelser, ført usynlige Verdeners Menneskeheder frem til et Liv langt mere lykkebringende og glædesfyldt end det, der var herskende, inden denne nye Viden i ens Bevidsthed havde affødt disse tilsyneladende saa "lidet betydende" Konsekvenser!

Det er kun nogle ganske faa Retningslinier, jeg her har nævnt, for som sagt maa det helt og fuldt blive hver enkelts Sag, hvad han eller hun "skal gøre". Vi nærmer os en Zone i Tilværelsen, hvor hver enkelt skal begynde at "staa alene" og ikke længere have foreskrevet: "det skal du gøre". Og det gælder om disse faa Retningslinier, at de Funktioner, de omtaler, alle endnu er paa A og B Stadiet.

Den sidste Bevidstheds-Type – Type tre – har jeg ikke omtalt ret meget, men De har sikkert set, at den udgør Maalet derved, at vi jo i den som Automatfunktion møder de Evner, som i Type 1 oplever at faa brudt deres Svøb og i Type 2 begynder at "lære at gaa". Type 3 er Ophavet til hele den Viden, der ligger som Teori bag Type 2's Liv og Færden.

For en Fuldstændigheds Skyld bør maaske sluttelig nævnes, at mange møder de kosmiske Analyser paa den Maade, at Spørgsmaalet om en Konsekvens af dette Møde slet ikke opstaar. For denne Type er disse Analyser nærmest en Slags "aandeligt Legetøj", men det kan her siges, at det er et farligt Legetøj, idet Mødet med det meget ofte sætter Skæbnen i Skred, saaledes at Udviklingen af de paa dette Felt manglende Evner forceres.

At dette ikke er en udtømmende Behandling af Emnet, ved jeg fuldt vel, men det er mit Haab, at disse Tanker maa kunne hjælpe en og anden til Klarhed over hans eller hendes Stilling. Og til allersidst et Venneraad: Forkynd ikke højlydt til højre og venstre at nu er De begyndt at blive saadan og saadan og har aflagt de og de gamle Vaner. Lev den nye Viden, De har faaet, og saa skal en Omverden nok selv opdage det. Verden har altid haft nok af Profeter og højtflyvende Idealister, men den har hidtil manglet virkelige Mennesker.