Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Borups Højskoles store, smukke Festsal var som de foregaaende Gange fyldt til sidste Plads, da Martinus Mandag den 26. Marts afholdt sit afsluttende Foredrag i denne Sæson: "Gennem evige Zoner".

Efter at den store Forsamling med en hjertelig Klapsalve havde budt Martinus velkommen, indledede han med at skildre vort Hjerne- og Nervesystem som værende Udtryk for et Antenneanlæg, der var bygget til at kunne modtage aandelige Energier. Disse aandelige Energier kommer til Syne som det vi i Almindelighed forstaar ved Tanker. Ved at betragte det jordiske Menneske ser vi, at det modtager Tankearter der spænder lige fra grove og brutale til kærlige og ædle. Mellem disse to Yderpunkter befinder den samlede jordiske Menneskehed sig. Et Symbol over de jordmenneskelige Tankeklimaer viste nu hvorledes Udviklingen betinger at Jordmennesket, i Kraft af den Lidelse dets egen Væremaade afføder, gradvis udvikler sig frem til at kunne betjene sig af stedse renere og renere Tankearter. Endvidere viste Symbolet hvorledes Jordmenneskeheden er undergivet to Former for Moral, nemlig en, der udspringer af Fortidens primitive Opfattelse af Guddommen, og som i vore Dage kommer til Syne bag alle Former for Udløsning af Drab og Lemlæstelse, bag enhver Form for Jagt, Fiskeri og Kødspisning etc. saavel som bag enhver Form for Udløsning af Intolerance. Denne Moral befinder sig imidlertid i en Opløsningstilstand, idet den stadigt undermineres af Straalerne fra den Moral, der f. Eks. repræsenteredes ved Jesus af Nazareth, og som har til Følge, at det enkelte Individ saavel som hele Nationer nu langsomt udvikles henimod en Væremaade, der paa alle Omraader tager Afstand fra enhver Form for Udløsning af Lidelse.

Det jordiske Menneske er saaledes ikke et fuldkomment Væsen, idet vi jo bliver Vidne til at det dagligt ved sin Væremaade er Aarsag til megen Lidelse, men der eksisterer i det et stadigt stærkere og stærkere voksende Begær efter at bringe sin egen Tilstand i Kontakt med de guddommelige Love, der betinger Oplevelsen af en "forklaret" Tilværelse.

Dette Begær efter en anden Væremaade end den "mørke" vil sluttelig føre det jordiske Menneske frem til Oplevelsen af sin egen Udødelighed. Denne Oplevelse er ikke noget nyt i det jordiske Menneskesamfund, idet alle Fortidens store aandelige Førere har gennemgaaet den. Vi kender saaledes fra Bibelen Fortællingen om Moses der saa en Tornebusk brænde og hørte en Røst, der kaldte ham til Fører for Israelitterne, om Elias der for til Himmels i en Ildvogn, om Jesu Forklarelse paa Bjerget og om Apostlene, at den hellige Aand viste sig som Ildtunger over deres Hoveder o. s. v.

Dernæst skildrede Martinus, hvorledes han i Foraaret 1921 selv oplevede en aandelig Proces, der satte ham i Stand til, ikke glimtvis, men permanent at kunne skue de bag alle fysiske Foreteelser eksisterende aandelige Aarsager og Love. Denne Proces, der lod ham opleve ikke alene sig selv men ogsaa alle andre eksisterende levende Væsener som udødelige, samt tegnede ham den Vej og de Maal, der var hans Liv beskaaret, var den direkte Grund til hans Foredrag og hans Værk, det var udfra den han – en ganske ubelæst Mand – havde sin Viden, og det var udfra det Kendskab, han igennem denne Oplevelse havde til den aandelige Side af Tilværelsen, at han denne Aften vilde føre sine Tilhørere ind over de Zoner ethvert levende Væsen maa passere i sin Vandring mod Lyset.

For at Tilhørerne imidlertid skulde faa det fulde Udbytte af Aftenen, var det nødvendigt ganske kort at repetere lidt af de foregaaende Foredrag, nemlig de tre X'er, samt at give et lille Indblik i de Realiteter, der ligger til Grund for det levende Væsens Skæbnedannelse.

Ved Hjælp af sine farveprægtige Symboler viste Martinus hvorledes ingen Bevægelse kan opstaa af sig selv, men altid maa være tilknyttet et levende "Noget" der, hævet over Bevægelse, idet det jo er Bevægelsens Ophav, kommer til Syne som et bag alle Bevægelser eksisterende levende evigt og udødeligt Princip der, hævet som det er over Formernes Verden, retteligt kun kan udtrykkes som X. 1. Dette Princip kommer til Syne som Jeg'et i enhver selvstændig Energikombination, der, uden andres Medvirken, korresponderer med en anden selvstændig Energikombination. Til dette "Jeg" ser vi knyttet en "Skabeevne". Intet levende Væsen kan være til uden at skabe. Da denne Skabeevne i sin Natur er lige saa evig og udødelig som Jeg'et eller X. 1., idet der jo aldrig har været en Tid, hvor dette ikke har haft en Skabeevne (den modsatte Paastand vilde i saa Fald blive den, at X. 1. selv havde skabt sig sin Skabeevne, men til at kunne skabe sig en Skabeevne hører en Skabeevne, og Paastanden opløser herved sig selv som stridende mod al Logik), vil den retmæssig kun være at udtrykke som X. 2. Disse to evige Realiteter vilde vi imidlertid aldrig have lært at kende, dersom der ikke havde eksisteret en tredie, og i sin Natur lige saa evig Realitet, nemlig det Skabte, eller som Martinus betegner det: X. 3. (Se iøvrigt Referatet fra sidste Foredrag). Da det Skabte repræsenterer alt, hvad der er til, staar vi saaledes her overfor den Verden, der er tilgængelig for vore Sanser. Men da denne Verden bestaar af seks fra hinanden stærkt afvigende Tilværelsesplaner, og vore Sanser endnu kun er udviklet til at kunne sanse i de to laveste, nemlig Plante- og Dyreriget og kun delvis i Salighedsrigets fysiske Side Mineralriget, vil man forstaa, at det jordiske Menneskes Kendskab til den Verden, i hvilket det lever, er uhyre begrænset. Paa et følgende Billede viste Martinus de seks Grundenergiers indbyrdes Stilling, samt de til disse Energier svarende Zoner eller Planer nemlig: Instinktenergien (Planteriget), Tyngdeenergien (Dyreriget), Følelsesenergien (Det rigtige Menneskerige), Intelligensenergien (Visdomsriget), Intuitionsenergien (Den guddommelige Verden), Hukommelsesenergien (Salighedsriget, hvis fysiske Side Mineralriget altsaa er). Disse Zoner eller Tilværelsesplaner passerer det levende Væsen i sin evige Udvikling atter og atter blot med den Forskel, at det, efter at have passeret dem alle seks, vandrer ind i et nyt Planterige, der i Udvikling befinder sig et Trin over det Planterige, det sidst passerede. Den evige Udvikling former sig saaledes spiralformet opefter. Af saadanne Udviklingsspiraler er det jordiske Menneske paa nuværende Tidspunkt i Forbindelse med ikke mindre end seks foruden den, det selv befinder sig i. Af disse seks Spiraler befinder de tre sig over dets egen Udvikling og kommer til Syne som først den Spiral Jordkloden tilhører, og i Forhold til hvilken det selv udgør et Organvæsen, dernæst den Spiral Solsystemet tilhører og i Forhold til hvilken det selv udgør et Cellevæsen, og sluttelig den Spiral, i hvilken Mælkevejssystemet befinder sig og i Forhold til hvilken det selv udgør et Stofvæsen. Disse tre Spiraler repræsenterer for det jordiske Menneske det Univers, i hvilket det selv befinder sig, og som det i Almindelighed ikke er vant til at opfatte som "levende". Anderledes stiller det sig derimod, naar Talen falder paa de tre underliggende Spiraler. Disse udgøres nemlig først af vore Organer, for hvilke vi udgør et Jordklodevæsen, dernæst af vore Celler, for hvilke vi udgør et Solsystemvæsen, og sluttelig af vore Atomer eller det man i Almindelighed forstaar ved Stof, og for hvilket vi altsaa udgør et Mælkevejsvæsen.

Et følgende Symbol viste, hvorledes Perspektivprincippet betinger, at alle Størrelser er relative, og at det jordiske Menneske begaar en Fejl, naar det anser sin egen Størrelse for endelig, idet denne i Virkeligheden er Udtryk for ligesaa mange Størrelser, som der er levende Væsener, der er i Stand til at betragte den. Og da der jo ikke er nogen Grænse for, hvor henholdsvis store og smaa Væsener, der er til, er der jo heller ingen Grænse for den Størrelse, vi selv i Øjeblikket repræsenterer. Den tilsyneladende Endelighed kommer kun til Syne hos det Udviklingstrins Beboere, vi selv tilhører.

Efter dette lille Strejftog ind over Begrebet Udødelighed fortsatte Martinus med at skildre, hvorledes en Bevægelse ikke kan bevæge sig i lige Linie, idet denne kun eksisterer som Brøkdelen af en Cirkelbue, og at enhver Bevægelse, som Følge heraf, altid maa vende tilbage til sit Ophav. Denne Lov ligger til Grund for Begrebet Skæbnedannelse. Enhver Handling et Individ iscenesætter er jo Udtryk for en Sum af Energi, der sættes i Bevægelse. Denne Bevægelse vil saa før eller senere vende tilbage til sit Ophav i Form af Virkninger, hvad der tilfulde bekræfter den guddommelige Lov: "Som du saar, skal du og høste". Ser vi tilbage over den svundne Tid, ser vi, at Jordmennesket gennem sin daglige Væremaade har udløst en mægtig Sum af Lidelse, hvis Gengældelse den i Form af de tilbagevendende Virkninger idag sukker og stønner under. Gives der da ingen Vej udenom denne Lidelse? Ingen "Naade"? Jo! Men ikke paa den Maade, at der et eller andet Sted i "Himlen" sidder en gammel Mand og tilgiver det enkelte Jordmenneske, hvad det har forbrudt. Tilgivelsen for de begaaede Handlinger har det enkelte Væsen i sin egen Haand at kunne udløse, nemlig ved at forandre sin Væremaade, ved at bringe den i Kontakt med det guddommelige Bud om Næstekærlighed, ved at opfylde Budet: "Elsker hverandre!"