Kosmos 2002/9 side 201
Den evige vandrer
"Menneskene er ikke der, hvor deres sko er"
(Ivar Lo Johansson)
af Olav Johansson
I mange lande har man vandrer-foreninger. Foreninger hvis medlemmer deler vandreinteressen. Måske både som en behagelig motions- og samværsform og en måde at opleve verden på. Disse foreninger har ofte international udveksling, dvs. man besøger hinanden for at vandre sammen i de respektive lande. Amerikanske vandrere kan fx besøge skandinaviske vandrerforeninger for at vandre med dem et stykke vej, og omvendt.
I et kosmisk perspektiv er vi alle "vandrere". Og i dette perspektiv er der ikke bare tale om en international, men også om en interplanetarisk udveksling! I Livets Bog 1, stk. 288, skriver Martinus:
"Gennem umådelige variationer af forskellige former for oplevelse af livet, gennem vidt forskellige zoner og tilværelsesplaner, gennem materielle og åndelige tilstande, fra mørke og kolde kloder til varme og sollyse verdener går livets vej. Og de samlede kosmiske grundenergier gør således på basis af deres identitet som: Sanseevner, legemskulturer, tilværelsesplaner, udviklingsstigen og livets vej alle levende væsener til "kosmiske rejsende", for hvem de enkelte kloder er midlertidige opholdsstationer og seværdigheder. Og da disse rejsende bliver prægede af de erfaringer, indtryk og oplevelser, de bliver berigede med i enhver sådan verden, de har passeret, bliver livet på enhver klode "interplanetarisk" og mangfoldigt i sin detaljering."
Kosmisk set er altså hver klodes beboere en "vandrerforening"! Kosmiske rejsende eller vandrere, som vandrer et stykke af livsvejen sammen! Og som under denne vandring beriger hinanden med deres forskellige perspektiver, erfaringer og evner. En berigelse, som gør vandringen meget varieret, afvekslende og spændende.
Intet levende væsen er altså gennem den fysiske del af sin livsvandring for evigt bundet til en og samme klode. Martinus understreger (se stykke 284 i Livets Bog 1) at vi alle har haft en tidligere tilværelse og udvikling på andre kloder og at denne "udenforjordiske" forhistorie eller prægning er en fundamental faktor bag vor nuværende jordiske fremtræden eller manifestationsform. Denne prægning er så fundamental, at den skaber forskellige arter af "vandrere", som er mere eller mindre beslægtede eller ubeslægtede i samme grad, som deres forhistorie på andre kloder har været beslægtede eller ubeslægtede. Dette er, kosmisk set, grunden til arternes opståen. At vi på vor klode har så indbyrdes forskellige arter som fx pattedyr, fugle og insekter, beror altså på faktorer, hvis rækkevidde strækker sig langt uden for jordklodens grænser!
I dagens globaliserede verden er ind- og udvandring jo et højaktuelt tema. Mennesker fra forskellige kulturer og verdensdele blandes og konfronteres med hinanden i et omfang, som aldrig tidligere er set på denne klode. Men set i et kosmisk perspektiv begrænser disse ind- og udvandringsstrømme sig jo ikke bare til jordklodens forskellige kontinenter og kulturer. Netop nu er vor klode fx – i kraft af reinkarnationsprincippet – genstand for en stærk "indvandringsbølge" fra andre kloder og verdener. Dette genspejles ikke mindst i det seneste århundredes kraftige befolkningstilvækst. Jordklodens specielle udviklingstilstand – med alt, hvad det indebærer af forceret udvikling for dens højst udviklede mikroindivider eller "hjerneceller" – gør, at jordkloden som en magnet tiltrækker mange inkarnationsmodne sjæle, som på godt og ondt er udviklingsmæssigt på bølgelængde med denne jordiske tilstand. Martinus har fx givet udtryk for, at jordkloden i denne meget specielle udviklingsfase – som vor tid repræsenterer – tiltrækker "hjerneceller" af såvel nedbrydende som opbyggende natur. De førstnævnte er individer, som er specielt egnede til at udløse og befordre "ragnarok", dvs. nedbrydning af "den gamle jord" og dens strukturer, og de sidstnævnte er individer, som er specielt egnede til at befordre opbygningen af "den ny jord" og dens strukturer. Eftersom de gamle strukturer først må brydes ned, førend de nye kan bygges op, så kan man forstå, at jordkloden – hvis vilje og længsel nu er indstillet på skabelsen af "en ny himmel og en ny jord" – har behov for begge disse typer af "hjerneceller" eller mikroindivider. Begge er lige nødvendige – om end ikke lige behagelige – set i den guddommelige verdensplans perspektiv. Det er måske værd at tænke på i en tid som denne, da verden på ny males i sort og hvidt, og "de gode" fører krig mod "de onde".
Fodspor og vejvisere
Også et andet spørgsmål, som har med vor vandring her på Jorden at gøre, bliver herved aktuelt: I hvis fodspor vandrer vi? Hvem er vore vejvisere eller vejledere på denne livsvandring? Færdes vi på "flokmentalitetens" godt tiltrådte og brede stier og veje, eller forsøger vi at vandre i de fodspor og på den stadig smalle og ikke helt let fremkommelige vej, som menneskehedens store pionerer eller åndelige vejvisere har efterladt sig som et eksempel og en gave til flokkens eller den brede vejs stigende antal trætte og vildfarne vandrere?
Dette spørgsmål bliver i højeste grad gjort aktuelt af den nuværende verdenssituation. Da Martinus engang fik spørgsmålet om, hvad det enkelte menneske kan gøre ved verdenssituationen, som den nu ser ud, så svarede han: "Det vigtigste er at holde sig selv på ret køl." Hvad betyder det at "holde sig på ret køl"? Det betyder bl.a. netop at holde sig fri af flokkens massesuggestion og vælge fredens og kærlighedens vej, selv når flokken eller majoriteten vælger krigens og hævnens vej.
At vandre ad fredens og kærlighedens "smalle vej" er ikke let. Det er en balanceakt i den højere skole, som også kræver mod og styrke – som altid, når der skal ryddes nye veje i menneskehedens mentale terræner. Denne kratbevoksede, ufremkommelige og somme tider mørke vej er dog som sagt oplyst af de lysende "fodspor", som menneskehedens åndelige pionerer og vejvisere har efterladt sig. På deres vandring her på Jorden har de også opsat "vejmærker" for at lette orienteringen for efterfølgende vandrere. "Vejmærker" kaldes jo de stenvarder, som fjeldvandrere opstiller langs vandringsstier til hjælp for medvandreres orientering i fx tåge eller storm. Gennem formidling af både den gamle og den nye verdensimpuls går en perlerække af sådanne "vejmærker": "Du skal ikke dræbe", "Stik dit sværd i skeden..", "Elsk dine fjender og bed for dem, som hader og forfølger dig", "Hvor uvidenheden fjernes, ophører det såkaldte onde med at eksistere" osv. osv.
Disse "vejmærker" formidler også konkret vejledning og råd for, hvad vi rent praktisk kan gøre for de trætte medvandrere med hjælp behov, som vi møder på vejen. "Jeg var sulten, og I gav mig at spise, jeg var tørstig, og I gav mig at drikke, jeg var hjemløs, og I gav mig husly, jeg var nøgen og I gav mig klæder, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg sad i fængsel, og I besøgte mig." (Mattæus 25:35-36). At tilbyde trætte medvandrere – fx de medvandrere, som kaldes indvandrere og flygtninge – hvile og herberg er i dag mere end nogensinde en udfordring eller mulighed, som livet giver os eller konfronterer os med. Livet viser os jo også, at forskellige mennesker reagerer forskelligt på denne udfordring, hvilket også er præcis, hvad Jesus ifølge Bibelen siger , at de kommer til at gøre. Her kan man jo også tænke på hans ord om, at "om nogen beder dig om at gå en mil sammen med ham, så gå to mil."
Den stedbundne gud
Da Israels premierminister Ariel Sharon omgivet af sine livvagter vandrede eller gik en tur på det hellige Tempelbjerg i østre Jerusalem, så udløste han det seneste oprør ("intifadaen"). For de muslimske palæstinensere var Sharons vandring en religiøs provokation og magtdemonstration, eftersom Tempelbjerget eller Haram al-Sharif, som er palæstinensernes navn på stedet, er et helligt sted for både muslimer og jøder. For jøderne er det stedet for deres helligste tempel, som oprindelig blev opført af kong Salomon, og som blev ødelagt af romerne for over 1900 år siden (den såkaldte Klagemur, som ligger i tilslutning til denne plads, er i dag den eneste tilbageblevne del af dette jødiske tempel), og for muslimerne er det stedet, hvor profeten Muhammed steg op til himlen. Af disse årsager er det umuligt for begge parter i denne konflikt at overlade kontrollen eller overhøjheden over dette sted til modparten.
Da Osama bin Laden svor at ville vie sit liv til kampen mod "de vantro" i første række i USA's skikkelse, så var – ifølge hvad han selv har fortalt i interviews – det, han kalder "amerikanernes occupation af hellige steder" i hans hjemland Saudiarabien, den udløsende årsag til dette hans valg af livsbane. Når han (eller hvem det nu var) valgte World Trade Center og Pentagon som angrebsmål for den store terrorattack den 11. september 2001, så tyder det også på en veludviklet sans for betydningen af "stedets ånd" eller symbolværdi. Disse bygninger er og var jo også en slags "hellige steder" eller templer og magtsymboler for en mere profan eller materialistisk form for "gudsdyrkelse", som dominerer USA og de vestlige lande i dag. Dén materialistiske kultur og "gudsdyrkelse", som Martinus betegner som "guldkalvsreligionen" (se fx hans bog Kulturens Skabelse).
I historien finder vi mange flere eksempler på, hvordan stedbundne forestillinger om hellighed eller guddommelighed har været udløsende årsager til konflikter og krig. Man kan måske spekulere på, om det var det, som også fik Jesus til at græde over byen Jerusalems skæbne, som der fortælles om i Bibelen: "Hvis også du denne dag havde forstået, hvad som giver dig fred! Men nu er det skjult for dig" (Lukas 19,42).
Den evigt ubevægelige vandrer
Så længe vi binder eller begrænser det hellige eller guddommelige til specielle steder – og individer eller folk – så forbliver både fredens og Guddommens virkelige natur skjult for os. Eftersom Guddommen omfatter alt og alle, er alle steder og alle væsener lige hellige eller guddommelige set i det kosmiske perspektiv. Vor livsvandring er derfor en bevægelse fra "et helligt sted" til "et helligt sted". Men en bevægelse fra noget "helligt" til noget "helligt" er jo ingen bevægelse i absolut forstand. I livsoplevelsens perspektiv er bevægelsen eller vandringen (=udviklingen) ganske vist en realitet, eftersom den er det eneste vi kan opleve, men det noget i os, som oplever og skaber denne vandring op på livets højeste tinder og ned i dets dybeste dale og skyggeregioner, er som det faste punkt i universet hævet over alle bevægelser i tid og rum. Et fast punkt, som omfatter og skaber alle tider og alle rum og derfor ikke kan gives nogen stedbetegnelse eller tids- og rumdimensionel analyse. En evig stilhed, som oplever en evig vandring fra sted til sted og fra tilstand til tilstand. En vandring langt ud over og bag om de steder, hvortil vore fødder og sko kan føre os. Eller sagt med Martinus' ord:
"Alverdens mennesker er på vandring. De befinder sig på en ejendommelig vej. Det er ikke en vej, som kan måles i kilometer eller lysår, thi sådanne findes ikke i dens dimensioner. Den har absolut ingen længde eller størrelse i fysisk rum. Den er uendelig. Og den er ligeledes blottet for begrænsning i tid. Den er evig." (Livets Vej, kap. 1).
(Oversættelse HL)
Tilbage til forfatterregister
Forrige