Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvis vi en dejlig sommerdag ser på blomsterne på en eng, da opdager vi, at blomsterne har mange forskellige farver, og vi opdager, at der er ukrudt spredt ud imellem blomsterne. Engen er blomsternes daglige liv, og blomsterne repræsenterer forskellige arter og farver.

Hvis vi en dejlig sommerdag iagttager kursisterne i Kosmos Center, da opdager vi, at de repræsenterer højst forskellige mentale farver og karakterer – mange forskellige individualiteter. Medarbejderne på centret har også deres forskellige mentale farver, karakter og individualitet. Besøgende og sommerhusbeboere andre mentale farver, karakterer og individualiteter. Fælles for alle er Kosmos Center i Klint hvor alle, der er interesserede i Martinus' kosmologi kan mødes om sommeren i behagelige omgivelser. Det er alles blomstereng.

Kursisterne kommer og går på Martinus Center (engen), men de har deres dagligdag på mange forskellige arbejdspladser (blomsterenge) spredt ud over hele verden. Mange "studerende" er meget engageret i Centrets "blomstereng", og de ofrer mere eller mindre tid af deres fritid på at være med til at "gøde" engen (Centret). Andre kursister kommer, når de har brug for næring fra blomsterengen. Alle er de hver især med til, at livet på blomsterengen (Centret) bliver så frodigt og frugtbart som muligt. Alle er de en del af hinandens skæbnefællesskab. Vi ved godt, at det ikke nytter, at vi bebrejder en blomst, fordi den har den eller den farve eller tilhører den eller den art. Vi ved ikke altid, at det heller ikke nytter at kritisere vores medmennesker, fordi det har den eller den mentalitet og tilhører den eller den "art". Ligesom blomsten ikke kan gøre for, at den tilhører den eller den art og farve, således kan mennesket jo heller ikke gøre for, at det har den eller den mentalitet, eller det har den eller den karakter, som det har. Vi ved godt, at det ikke kan nytte at blive vred på en tidsel, fordi den ikke er en rose.

Alle mener vi selv, at vi er meget betydningsfulde, og vi har meget svært ved at fatte, at intet menneske er for gud mere værd end noget andet. Vi lider alle af markedsøkonomisk eller ligefrem af kapitalistisk tankegang, hvor vi "tror", at vi er "finere" end andre, hvad enten den er af økonomisk, racistisk, praktisk eller af åndshovmodig natur. At komme til klarhed over sine egne fejl er den hurtigste vej til at komme til at elske sin næste som sig selv. Hvis vi vil have et harmonisk liv, da må vi hele tiden have øjnene åbne for, om den handling, man står i begreb med at foretage, er et skalkeskjul for noget egoistisk, eller om den i sit dybeste motiv har ønsket om at skabe glæde for andre end én selv. Vi må selv leve op til de ansvar, som vi selv har påtaget os, og ikke skyde skylden på andre, hvis vi ikke magter at tage vores opgave på os.

Vi bliver først frie mennesker, når vi når så langt med os selv, at vi ejer den guddommelige egenskab ikke at forvente verden eller menneskene anderledes, end de netop er. Alt, hvad vi selvisk har taget fra næsten, skal før eller siden betales tilbage, hvis vi tror på karmaloven. Før vi har indset det, da er vi ikke frie. Først når vi ikke forventer, at andre er anderledes, end de netop er, bliver vi fritaget for skuffelser og lidelser. Derfor kunne Kristus på korset sige "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Kristus vidste, at bødlernes handlemåde hørte til deres udviklingstrins natur, og derfor kunne han tilgive dem. Han var fri.

Vi kan selvfølgelig dressere eller tvinge andre mennesker til at gøre det, vi mener er sandt, men det hæver hverken os eller de andre mennesker op på et højere udviklingstrin. Vi bliver fangevogtere, og de pågældende individer bliver fanger, og vi ved jo, at det er fangers natur at ville bryde ud af fængslet. Derfor er det ofte forkert af os, at vi på forhånd stiller krav til andre mennesker om at være på en bestemt måde, hvis de ikke selv kan indse det. Med vores sympatier og antipatier har vi ofte dannet os et bestemt "billede" af, hvordan andre mennesker skal opføre sig eller måske af, hvordan en "rigtig" kosmolog skal være.

Hvis det, vi møder eller kommer i berøring med, ikke svarer til dette "billede", da bliver vi mere eller mindre skuffede. Denne skuffelse kan igen føre til ærgrelse, som igen kan føre til indignation eller vrede. Vi bliver hermed ofre for en negativ tankegang i stedet for at tænke "Hvad kan jeg gøre for at hjælpe? Hvordan kan jeg bidrage til at fremme mine egne idealer?" Jo flere fordomme, vi har, jo mere ulykkelige bliver vi, hvis vores omgivelser ikke svarer til vores idealer, og jo mere upassende forekommer vores omgivelser os at være. Det bliver en selvopfyldt profeti. Vores næste er, som han i det givne øjeblik kun kan være, nemlig en repræsentant for det udviklingstrin, som han befinder sig på. Hvem kan være anderledes? Derfor er det ofte os selv, vi dømmer, hvis vi dømmer vores næste ud fra vores egne idealer eller forestillinger. Dermed bliver det netop vores tro på, at næsten eller omgivelserne er forkerte, der lukker os ude fra det virkelige syn af næsten og omgivelserne. Vi er ufrie, vi er blevet fanger i vores egen bevidsthed. Vores omgivelser er jo ofte et spejlbillede af os selv.

Måske har Guddommen og hierarkierne netop givet os de omgivelser, som vi har, for at vi kan lære de lektier i livet, som vi skal lære. Ja, måske står vi alle midt i livets skole, hvor vores omgivelser og medmennesker er de lektier, vi skal lære at tackle. Dybest set kan vi kun bebrejde os selv, hvis vi ikke lever op til de ansvar, som vi påtager os. Det nytter ikke noget, at vi skyder skylden på vores næste. Måske lærer vi engang, at vi ikke skal omvende andre, men at vi skal omvende os selv. Hvis vi ikke trives med de roller og ansvar, vi har, så er det måske noget andet, vi skal foretage os? Måske lærer vi engang at handle kærligt netop over for de mennesker, som trænger til hjælpen, men som ikke har evne til at vise synderlig taknemmelighed eller til at yde noget igen. Måske lærer vi en dag at sætte pris på "blomsternes" mangfoldighed af farver og arter? Måske lærer vi en dag erkendelsen af vores egen underlegenhed, så vi bliver modtagelige for belæring, undervisning, råd og vejledning? Måske lærer vi en dag at praktisere åndsvidenskab i dagligdagen med vores medmennesker, så vi alle kan blive besjælet af tanken om, hvordan vi bedst kan tjene vores medmennesker? Måske lærer vi en dag sand menneskekærlighed? Det er ikke nemt, men sammen kan vi udrette "mirakler", og hvert eneste år er det et mirakel, at sagen kan skaffe frivillige medarbejdere til alt det praktiske arbejde, der skal udføres i Martinus Center i Klint, samt at der hele tiden kommer nye foredragsholdere og studiekredsledere. Ja, miraklernes tid er sandelig ikke forbi.