Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2001/2 side 31
Essay
Mætte af dage vender vi alle tilbage
af Mads Leth Jørnø
Mads Leth Jørnø
Mads Leth Jørnø har livet igennem været omgivet af mennesker, som har været fortrolige med Martinus Kosmologi. Han har så at sige fået kosmologien ind med modermælken. Det har givet ham et særligt og inderligt forhold til mange af livets væsentlige sider. Det gælder også døden.
 
Mange mennesker har i vore dage et uafklaret forhold til døden. De er ikke længere i stand til at "tro", og de forsøger at gemme døden bort i hverdagen. Ja, flere og flere mennesker bliver brændt, puttet i urner og ukendte grave. Ordene dø/død falder i hyppighed, og det er som om, at man vil gøre døden så usynlig som muligt, skønt den er noget af det mest naturlige i verden. Ja, det er det eneste, vi kan være helt sikre på som levende væsner, at vi skal forlade vores organisme.
En begravelse er ikke en sørgelig begivenhed, men en lysets fest, hvor man mindes alle de oplevelser, som man har haft med afdøde. Der er ingen grund til at klæde sig i sort og se ked ud af det, når vi mister vore kære. Når folk sørger og græder ved begravelser, så er det snarere et udtryk for de oplevelser, som de ikke fik gjort med afdøde mens tid var. Det behøver de imidlertid ikke være kede af, da vi jo hver nat i søvnen har mulighed for at mødes med afdøde i den åndelige verden. Hvorfor græde over Guds evige, kærlige veje og lyse anordninger? Alle fysiske væsner har direkte adgang til den åndelige verden gennem deres søvn, og der er overalt et samspil mellem den åndelige og den fysiske verden. Vi er i levende forbindelse med de døde. Ja, ofte kan et dødsfald i familien være den direkte årsag til, at vi bliver interesseret i åndsvidenskaben, at vi erfarer samværet med det åndelige.
Her på jorden kan vi danne begreber og ideer om de højere verdner. Vi kan hjælpe de døde til at forstå den verden, som de befinder sig i, og de kan være vores skytsånder i vores daglige tilværelse. Der foregår hele tiden et realt samspil. De døde er midt iblandt os.
Min far Poul Jørnø døde på Martinus' fødselsdag d. 11/8-2000, og han blev begravet d. 18/8-2000. Vi holdt en afskedsfest på Herlev kro efter højtideligheden. Her havde han været til sit første bal som ungt menneske – cirklen var sluttet i denne inkarnation. Vi mødtes, og vi havde en dejlig frokost og eftermiddag med familie, slægtninge og gode venner, og vi så flere, som vi ofte glemmer i vores travle hverdag, der fandt sande menneskemøder sted og stemningen var god. Ja, det er ikke mere end et halvt år siden, at vi tog afsked med min mor Else Zacho Jørnø. Det var næsten den samme "kultus", der blev gentaget endnu engang. Vi var alle kommet tættere på hinanden, og jeg og mine brødre har haft mange gode timer sammen med at forberede og ordne vores forældres sager efter deres bortgang fra det fysiske tilværelsesplan.
Min far var "mæt af dage", og han sov stille og roligt ind 88 år gammel. Der var ikke mere tilbage her på jorden, der holdt hans tanker fast. Han var parat til at forlade sin fysiske tilværelse, og han glædede sig til at blive genforenet med sin hustru, slægtninge, venner og gamle kosmologer.
Min onkel Peter Zacho sagde kort før sin død, at han og Martinus ville stå i "porten" og tage imod dem i lysende skikkelser, når mine forældre gik igennem dødens port.
Da mine forældre døde, så jeg begge gange i et lysglimt Martinus, onkel Peter og gamle slægtninge tage imod dem i den åndelige verden. De smilede, og de havde det godt. Der blev taget hånd om dem, og de blev vist på vej mod de guddommelige verdner, hvor de får mulighed for at opleve den højeste form for lys, glæde, salighed og fred, som det nu er passende på deres udviklingstrin. Når de så engang er blevet "mættet" af det, da vil vejen atter gå mod en fysisk inkarnation, hvor nye talentkerner kan udvikles og nye lektier læres.
Vi behøver slet ikke være bange for at dø, sagde Martinus ofte. Ja, hvis folk vidste, hvor dejligt der var i den åndelige verden, da ville de blive fristet til "at komme af dage". Det mente han naturligvis, at vi ikke selv kunne bestemme, da Forsynet tager vare på os. Vi ville jo heller ikke komme nogen vegne i udviklingsspiralen, hvis vi "kom af dage" før tid. Da skulle vi jo blot fortsætte udviklingsvejen, hvor vi slap sidst. Næ, der findes ingen lette udveje. Vi må selv gøre arbejdet, og ingen andre kan gøre det for os, som Martinus' analyser forklarer det. Vi kan dog altid bede Guddommen om hjælp til at udføre arbejdet.
Når vi forlader vores krop, så begynder en ny rejse, og vi kan opleve intim forbindelse med hele verden, hvor alt er såre godt. I den fine dødstilstand er vi i ligevægt. Vi fungerer inden for rammerne af os selv og udviklingen, men der er ingen udvikling – kun oplevelse. For at udvikle os skal vi bruge tre aspekter af os selv: jeget, manifestationsevnen og organismen. Det er derfor, at vores kroppe er nødvendige, og det er derfor, at vi kalder vores krop for "Guds tempel".
Mange mennesker tror, at vi bliver til ingenting, når vi dør. Ja, det er ligefrem ved at være den gældende "tro" her i vores materialistiske tidsalder. Hvis vi virkelig blev til ingenting, hvad bliver der så af den "kraft", der har holdt os i live? Et frø indeholder også en usynlig spirekraft, og måske indeholder det netop kimen til et kæmpemæssigt træ? Dette "ingenting" har snurret rundt om sig selv og er blevet til "alting" – fordi alting hele tiden lå i "ingenting". Ja, det er som med tallet 0 i matematikken. Det er noget som er. Det er det faste punkt. Nullet ophæver alle kontraster. At være et nul er at være ubegrænset.
Vi er elektriske væsner, og alle vores celler er gennemstrømmet af elektricitet. Spændingsfeltet mellem tyngdeenergien og følelsesenergien udgør vor livskraft. Vore liv opleves i nuet. Ja, det eneste vi oplever er nuet. Det flygtige punkt som bevæger sig evig fremad, men i sig selv syntes at stå stille. Hvis hvert øjeblik leves godt, da vil de øjeblikke, der følger efter, blive lige så gode. At være i stand til at nyde øjeblikket fuldt ud er at nyde skabelsens fuldkommenhed.
Jeg takker mine forældre, onkler, tanter og andre gamle kosmologer for, at de har giver mig lov til at følge og hjælpe dem i deres sidste leveår. Det har lært mig at være tilstede i det, som er. Det har gjort mig mere tilfreds med livet, og det har givet mig en indre ro. Jeg har opdaget, at når man giver slip på ideen om sig selv – så finder man friheden. Endnu er jeg kun i "lære". Ja, vi skal lære, så længe vi lever. Det er derfor, vi er her. Vi skal lære at trække forhænget til side, så lyset kan skinne på vores hverdag.
At leve er at være vågen. At leve er i årvågenhed at være klar over naturens kræfter omkring os. Fuldstændig årvågenhed er den uhyre bevidsthed, hvor hele universet forstås. Martinus havde denne bevidsthed. Ved hjælp af hans analyser kan vi få en "kørevejledning" til at tage ud på "livets landevej". Engang i fremtiden vil vi også få mulighed for at leve et liv i fuldstændig årvågenhed, men inden da er vi flere gange "mætte af dage", og flere gange vender vi tilbage. Ja, sådan bliver vi ved, indtil vi har lært at tænke og leve i overensstemmelse med "livets love". Indtil vi er fuldkomne mennesker. Hvorefter rejsen fortsætter i nye spiralkredsløb. Der er nemlig ingen begyndelse og ingen ende, da vi er evige væsner.
Jeg har sjældent mødt et menneske, der var så "mæt af dage", som min far var i sine sidste leveår. Hvis jeg tog ham med ud at handle, så ville han helst være fri for at få noget. Ja, han stillede sig ofte op foran ekspedienten eller kassedamen og sagde: Jeg har det som Diogenes "I guder hvor har I meget, som jeg ikke har brug for". Han var senil dement til sidst, men han sagde ofte sådanne meget "vise ord", der forekom materialistisk indstillede mennesker mærkværdige. Min far bevarede på trods af sin senilitet sin værdighed og sin personlighed. Han bevarede sit rolige og beherskede væsen, og han var og blev den samme personlighed lige til det sidste. Han forberedte sig blot på sin rejse til de "åndelige verdner". Til han var parat, og han døde" mæt af dage".
Et par dage før min far døde, var jeg inde på Martinus Institut og købe stjernesymbolet (nr. 41). Dette symbol udtrykker i sin højeste analyse, at livet eller tilværelsen er absolut lys. At den fuldkomne manifestation er kærlighed eller dette at ofre sig for andre.
Kort efter min fars død var jeg igen inde på Instituttet, hvor jeg mødte "ældre" medarbejdere, der har ofret meget af deres liv i "sagens" tjeneste. En af disse ældre medarbejdere gav direkte udtryk for, at han også var "mæt af dage". At han godt kunne bruge et nyt hylster, da han følte, at han var ved at være slidt op. Jeg fortalte ham, at vi har brug for ældre medarbejdere, der kan være et forbillede for os andre i vores arbejde og tilværelse. Vi har brug for mennesker, der er levende eksempler på, hvad man kan bruge Martinus analyser til. Vi har brug for ældre medarbejdere, der kan fortælle os, hvor meget mere milde, tolerante og kærlige de er blevet af at arbejde i "sagens" tjeneste.
Jesus var et levende eksempel på den fuldkomne kærlighed. Alligevel havde han kun omkring 500 oprigtige tilhængere her på jorden, mens han var fysisk tilstede. Resten er først kommet til senere, da kirkens store mænd begyndte at organisere tingene. Det skal vi tænke på, når vi synes, at mange flere mennesker burde interessere sig for "sagen". Alle de "gamle kosmologer" vender igen tilbage fra de åndelige verdner med fornyet energi til at udvikle sig selv og "sagen". I de åndelige verdner har de sandsynligvis arbejdet videre med de fælles opgaver, som de forbandt sig med på jorden, de stræber sikkert i fællesskab mod fremtidige mål, hvor nye lektier skal læres. Inden da, er vi måske "mætte af dage", men atter engang vender vi også tilbage. Hele tiden kommer vi en ganske lille måleenhed nærmere lykkens regioner. Vi er trods vores nuværende lidelsestilstande og begrænsninger "himmelske rejsende", udødelige passagerer på en stjerne i stjerneverdenen på kurs mod livets, lysets og lykkens tinder. Vi skal selv skabe vores egen verden på vores egne præmisser. Martinus' analyser kan vi bruge som "kort" på rejsen. Når vi engang selv har erkendt sandheden, da vender vi atter tilbage "mætte af dage". I mellemtiden, da skal vi blot huske på kærlighedens store bud "Elsker hverandre".