Kosmos 1999/8 side 146
"Det begyndte som en rystelse på de nedre dæk. Det fyldte os nok mere med forbløffelse end med skræk. Vi forstod ikke rigtigt, hvad årsagen var, til at skibet var sprunget læk. Man havde sagt til os, at dette var verdens mest moderne skib. Det kunne ikke synke." (Mikael Wiehe i sangen "Titanic")
For lige godt hundrede år siden – nærmere bestemt 1898 – udkom en underlig roman. Forfatterens navn var Morgan Robertson og romanens titel: "THE WRECK OF THE TITAN" ("Titans skibbrud"). Ikke kun navnet TITAN, men også hele romanens handling ligner på en bemærkelsesværdig måde det, der faktisk skete 14 år senere, da TITANIC – verdens til den tid største fartøj – sank på sin jomfrurejse mellem England og Nordamerika i april måned 1912. Robertson forklarede, at han havde skrevet bogen ud fra en "psykisk inspiration".
Der findes mange eksempler på, at vigtige begivenheder i verdenshistorien på forskellig vis er blevet forudsagt eller profeteret lang tid før, de fandt sted – Robertsons bog er blot et eksempel i mængden, selv om den er et usædvanligt tydeligt og håndfast bevis på, at alt, hvad der sker her på det fysiske plan, allerede er sket på det psykiske eller åndelige plan. Og at Titanics undergang var en vigtig verdensbegivenhed, bliver vi jo selv i dag ofte mindet om – ikke mindst gennem den seneste succesfilm, der har samme navn som skibet, og som er blevet set af millioner af mennesker verden over. Hvad er det ved Titanics og dets passagerers skæbne, der udøver en sådan tiltrækningskraft i menneskets sind?
Det usænkbare fartøj
Da Titanic blev søsat i april 1912, indebar det også søsættelsen af et tankebillede. Tankebilledet eller symbolet for den moderne civilisation og kultur. Fartøjet, der blev beskrevet som usænkbart af eksperterne, var det materialiserede bevis på den overdådige skaberkraft og genialitet hos en kultur, der endnu ikke havde lært sine egne begrænsninger at kende. "Selv ikke Gud kan sænke dette skib", var et typisk aviscitat. Også skibets navn var et udtryk for denne hybris. Titanerne var jo i den græske mytologi en gammel gudeslægt, der forsøgte at udfordre de nye guder, og på grund af dette deres overmod blev de smidt ned i Tartaros – den dybeste del af dødsriget Hades. Med tanke på Titanics skæbne kan man unægtelig synes, at navnet var velplaceret ...
I filmen TITANIC er der en nøglescene, hvor Jack (Leonardo DiCaprio) står fremme i stævnen på skibet og til Atlanterhavets stumme vandmasser råber "jeg er verdens hersker". Det var tidsånden i almindelighed og Titanicånden i særdeleshed, han på den måde formulerede. Det var også denne herskerattitude og hybris, der gjorde, at man på Titanic ignorerede de isvarslinger, man modtog pr. telegram fra andre fartøjer, der befandt sig i samme område af Nordatlanten. Når de andre skibe sagtnede farten eller standsede for at vente på, at pakisen og nattemørket skulle forsvinde, beordrede bestyrelsesformanden i White Star Line-rederiet – der ejede Titanic – at Titanics fart i stedet for skulle øges til topfart, eftersom han på den måde håbede også at kunne slå en ny hastighedsrekord for skibsfart over Atlanten. Denne ordre blev direkte skæbnesvanger, da fartøjets høje fart gjorde, at det isbjerg der blev Titanics skæbne, ikke kunne undviges på den korte afstand, der var tilbage, da isbjerget endelig blev opdaget af skibets udkigspost i den mørke nat. Hvis hastigheden havde været lavere, havde man i det mindste haft en chance for at nå at lave en undvigelsesmanøvre. Nu forsøgte man i stedet i panik at bakke skibet, hvilket var dømt til at mislykkes.
At man ignorerede isvarslingerne, ligesom man også ignorerede det faktum, at Titanic var udrustet med alt for få redningsbåde i forhold til antallet af passagerere (kun 705 af totalt ca. 2300 passagerere blev reddede ved hjælp af skibets redningsbåde), hængte naturligvis sammen med troen på Titanics "usænkbarhed". Egentlig mente man, at det var et helt unødvendigt og overflødigt arrangement overhovedet at udruste Titanic med redningsbåde, men for at opfylde visse formelle regler og minimumskrav blev man alligevel nødt til at gøre det.
Det var i første omgang kvinder og børn, der rejste på første klasse, der blev reddet ved hjælp af dets redningsbåde. Tredjeklasses passagerer havde en minimal chance for at nå op og få en plads i disse, eftersom deres vej til redningen stort set var spærret af aflåste gitre op til førsteklasses dæk, hvor bådene var. De vandtætte skot mellem rummene i fartøjets skrog, som skulle forhindre det i at tage for meget vand ind ved en ulykke, viste sig ikke at være tætte. Men der var en anden slags vandtæt skot på Titanic, der var mere effektivt. Det var de vandtætte skotter mellem de forskellige passagerklasser. På den måde afspejlede livet om bord på Titanic tidens brutale klassesamfund. Mens mange førsteklasses passagerer endnu dansede og morede sig i lysreflekserne fra krystallysekroner og guldspejle, var deres mindre heldige medpassagerere på de nedre dæk allerede begyndt at få kolde fødder af det hastigt indstrømmende iskolde havvand ...
Menneskehedens skæbne og "isbjergets" symbolik
Hvad er det, vi møder i dette syn og i hele Titanics skæbne? Er det ikke et billede af menneskeligheden og dens skæbne her i det tyvende århundrede? Det er et billede af menneskeligheden, der i natten stræber sig frem over Atlantens mørke vand. Alle søger lykken på sin måde. Mange håber at finde den på den anden side af det store hav, men inden de når så langt, er de fleste af dem allerede forflyttet til "den anden side" af tilværelsen, dvs. til en tilværelse hinsides den fysiske. Det er en skæbne, som mange andre i dette århundrede har måttet dele med Titanics passagerer. Blot to år efter Titanics sammenstød med isbjerget, påbegyndtes en kulmination af sammenstød af en anden art; de sammenstød, der markerede indledningen til "dommedag" eller "de sidste tider". Det er altså Første Verdenskrig, som bryder ud i 1914. Men egentlig handler dette også om sammenstød med et "isbjerg". Isbjerget er et ofte brugt billede eller symbol på vores psyke. Ligesom størstedelen af isbjerget er skjult under vandoverfladen, befinder også det meste af vores psyke eller vores bevidsthedsstruktur sig skjult under dagsbevidsthedens overflade. Og ligesom det var den skjulte del af isbjerget, der blev Titanics skæbne (det var den, der rev hullet op i skibets skrog under vandoverfladen), så er det den skjulte del af vores eget "isbjerg" eller psyke, der skaber kollisioner og undergang i både individers og nationers skæbner. Årsagen til den "alles krig mod alle", der i så høj grad har sat sit præg på det tyvende århundrede, findes altså udelukkende i vores egen bevidsthed. I sin indre forestillingsverden krydser det moderne menneske i stor udstrækning omkring i et mentalt hav med mange "isbjerge" i form af mere eller mindre krystalliserede fjendebilleder. Nu og da kolliderer det også med disse "isbjerge" i omverden. Kollisioner, der kan medføre større eller mindre katastrofer i dets personlige skæbne. Men hvor er egentlig disse isskabende elementer? Findes de i omverden eller i menneskets egen indre verden?
Hos de fleste af os er det en dybt indgroet vanefunktion at placere skabelsen af disse "isbjerge" uden for os selv. Og det er naturligvis ikke så mærkeligt, så længe vi er mere eller mindre ubevidste om den skjulte del af vort eget "isbjerg" eller psyke. Dér ligger nemlig årsagerne til alle de virkninger, vi i dag oplever som vores skæbne på godt og ondt. I det, som Martinus kalder "skæbneelementet" i vores overbevidsthed, ligger alle vore talenter, evner (bl.a. vores evne eller modtagelighed for tilbagevendende skæbneenergier fra vores egen fortid i både dette og tidligere liv) og forudsætninger for at skabe både lys og mørke i vor egen skæbne. Dette er altså lige så vel det isskabende som det issmeltende element i vort inderste væsen. For lige så godt som vi kan skabe vældige isbjerge og hele isregioner i vores egen mentalitet, så kan vi også, takket være kredsløbets love, en gang mobilisere de indre varmekilder, der skal til for at smelte isen.
En forudanelse
Titanics undergang kan altså ses som en forudanelse eller et varsel om hele den nuværende verdenskulturs undergang. De, der befinder sig på de "nedre dæk" i dagens verdensorden, kæmper allerede fortvivlet for at holde næsen oven vande. På de øvre dæk begynder rystelserne også at kunne mærkes. Overlevende fra Titanic har fortalt, at det først var da de øvre dæk begyndte at hælde som en skrånende flade, at de forbløffet forstod, at noget alvorligt var ved at ske. Er det ikke dette "skråplan", vi nu mere og mere kan se i dagens verdensøkonomi? Ligesom den skrånende flade på Titanic udløste panik blandt passagererne, ligger panikken også på lur på verdens aktiebørser, når kurserne begynder at dale. Og det, der udløste panikken på Titanic, er også det, der udløser panik på børserne verden rundt, nemlig princippet "enhver er sig selv nærmest", dvs. at alle blot forsøger at redde sit eget skind.
Ja, lighederne mellem Titanics skæbne og dagens verdenssituation er mange. Som nævnt, var jo Titanics måske mest skæbnesvangre fejltagelse forsøget på at slå hastighedsrekord over Atlanten, og at man dermed ignorerede alle de isvarsler, man fik. Samme konkurrencementalitet eller stræben efter for enhver pris at være først og størst, dominerer jo også dagens verdenskultur – ikke mindst verdensøkonomien. Forretningerne og rekordnoteringerne på børsen er vigtigere end alle varsler om "isbjerge" og andre trusler på vejen. Det er jo ikke advarsler, der mangler, men det er tydeligt, at de – ligesom i tilfældet med Titanic – i stor udstrækning taler for døve ører.
Selviskhedens verdenskultur kan sammenlignes med et fartøj, der allerede er begyndt at tage vand ind. De fleste af fartøjets passagerer – i hvert fald dem, der hører hjemme på de øvre dæk – indser endnu ikke situationens alvor, selv om en vis uro begynder at brede sig. Først når den indstrømmende vandmængde når en "kritisk masse", der definitivt forskubber fartøjets balance, forstår man, at det er ved at synke.
Den nat Titanic sank, var havet helt stille og spejlblankt, og himlen var helt skyfri og stjerneklar. Således den størst mulige kontrast til kaoset og panikken ombord på det synkende skib. Som om Guddommen med denne smukke, fredfyldte indramning af begivenhederne, har villet så et frø i modtagelige sind. Et frø, der rummer eller antyder en anden historie end historien om katastrofe, død og undergang. En historie der – ligesom stjernerne på himlen – fortæller om lyset i mørket, dvs. at lyset kun kan ses eller opleves mod en mørk baggrund. En historie, der også kan fortælle os, at enhver katastrofe og undergang set fra et andet og større perspektiv indebærer liv, udvikling og bevidsthedsfornyelse. En bevidsthedsfornyelse, hvis resultat til sidst bliver, at alle vore mentale "isbjerge" smelter og bliver til et kærlighedens ocean.
Oversættelse: BA
Tilbage til forfatterregister
Forrige