Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

(En kosmologisk boganmeldelse)

Jeg havde hørt mange mennesker fortælle om denne bog af Richard Bach, og jeg besluttede mig denne aften for at læse bogen. Bogen handlede om havmågen Jonathan, som havde et brændende ønske om at lære at flyve bedre end nogen anden havmåge. Da han derved brød sin "slægts" traditioner, blev han hurtig udstødt af mågefamilien og blev en ensom flyver. Efter et endt fysisk liv kom han til et andet tilværelsesplan, hvor alle mågerne delte Jonathans glæde for at lære. Efter utallige lektioner i flyvekunsten og den vigtigste lektion "at kende til betydningen af venlighed og kærlighed" besluttede Jonathan sig for at vende tilbage til jorden og hjælpe de måger, som var blevet udstødt, fordi de gerne ville lære at flyve bedre. Han blev modtaget som noget helt særligt, som Den Store Måges Søn. Men Jonathan forsikrede mågerne om, at han ikke var mere, end de selv var (måske bare lidt forud for sin tid) og at det han var nu, ville de også blive, hvis de slap deres begrænsninger fri og blev ved med at lære.

Da jeg sad og læste denne bog, faldt mine tanker på Martinus. I overført forstand var han denne måge, som vendte tilbage til jorden for at lære fra sig. Ikke for at lære os mennesker at flyve, men for at lære os noget om vores liv, om vores plads i universet, og om at turde at stille sig kritisk over for de opfattelser af livet, som hersker på jorden. Han lod os forstå, at der naturligvis er en mening med vores liv, ja selv at der er en mening med vores lidelser!

Jonathan Havmåge kom tilbage til jorden for at tage sig af de udstødte. På samme måde kom Martinus til jorden for at hjælpe mennesker, som var i vildrede. Mennesker, som havde spørgsmål, som naturvidenskaben eller religioner ikke kunne besvare for dem.

Ligesom Jonathan Livingston Havmåge giver mågerne mod til at kæmpe mod deres egne begrænsninger og "Måge–traditioner", giver Martinus os mennesker mod til at undre og glæde os over livets mysterium, over det panorama af lys, som afspiller sig for vores øjne. Han giver os også mod til at bryde med gamle traditioner eller vaner, som hæmmer os mere, end de gavner, og så giver Martinus os mod til at forundres over denne verden og netop ikke tage alt for givet.

I bogen vil Jonathan Livingston Havmåge ikke lade sig udråbe til Den Store Måges Søn og siger, at det han er nu, vil de andre også blive. Det samme siger Martinus i fortalen til Livets Bog 1:

"… at jeg således i den evige udvikling umuligt vil kunne udgøre en eneste tøddel mere, end hvad alle andre væsener før mig havde været, og hvad alle andre væsener efter mig ville blive".

Så hvis I har en time i overskud, kan jeg anbefale jer at læse "Johnatan Livingston Havmåge" af Richard Bach. Det er virkelig en bog, der rummer en dyb indsigt og en dejlig symbolik af den ensomme flyver, som minder mig om Martinus.