Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Et udviklet menneske føler aldrig stolthed, men kun glæde over at kunne være til gavn". (Martinus)

 

Stolthed fremhæves ofte som en positiv menneskelig egenskab. En positiv selvfølelse der er vigtig for det personlige velbefindende. Der er meget man kan være stolt af. Man kan f.eks. være stolt af sine evner og egenskaber, sine succeser og præstationer, sin herkomst og nationalitet mm.

Man kan måske også føle stolthed over at være en dygtig kosmolog? Stolt af at se sine møjsommeligt nedfældede funderinger trykt og publiceret i f.eks. dette tidsskrift. Stolt af at spille en rolle i verdensgenløsningens tjeneste som skribent eller lærer. Tænk blot, hvilken ære og berømmelse der venter i fremtiden!

Man bliver ganske vist ikke nævneværdigt æret og berømt i sin samtid, og det kan jo være ærgerligt, når man, som jeg, har adskillige gamle ungdomsvenner, der allerede er blevet berømtheder. En sidder f.eks. i dag på en ministerpost i Sveriges regering, en anden er en beæret og succesrig filmregissør og den tredje opnåede berømmelse inden for sportens verden. Hvad så med mig? Ja, jeg forsøgte mig også, i min ungdom, med både sport og politik, men ikke med samme fremgang som mine førnævnte gamle venner. Men det er hændt, at jeg i mine svage øjeblikke har tænkt: Bare vent. Tiden nu er jeres, men min kommer! Jeg har jo, til forskel fra dem, satset min energi og mine kræfter på noget, der først vil bære frugt et godt stykke ude i fremtiden.

Når sådanne tanker dukker op, kan beskueren i mig registrere forløbet og stille diagnosen: hovmodets og ærgerrighedens armé angriber. Her gælder det om at beskytte sig. Men hvad kan man så beskytte sig med?

Først og fremmest med den indsigt som Martinus formidler til os, når det gælder vor personlige indsats og rolle, og som også er udtrykt i bønnen "Fader vor" i følgende sætning: "Thi dit er riget og magten og æren i evighed". Disse ord betyder, forklarer Martinus (se Bønnens mysterium kap. 17), at vi fraskriver os al personlig ære og stolthed for det, vi skaber og præsterer, og i stedet giver Guddommen hele æren, hele "magten og æren". Det er Guddommen der skaber og oplever gennem os. Den personlige stolthed vi kan føle for noget vi er eller noget vi har præsteret er altså en ren illusion. Illusion i den forstand, at vi giver os selv en rolle der ikke er virkelig eller sand. Denne illusion bliver også en hindring for, at den guddommelige skaberkraft frit kan strømme gennem os. Den kan vi kun være i kontakt med i det omfang, vi mere eller mindre er i stand til at glemme os selv og vore personlige ambitioner.

Nu kan man måske indvende, at stolthedsfølelsen også kan være en vej for dem der traditionelt er blevet nedvurderet og diskrimineret pga. race, køn, seksuel orientering mm. til netop at føle sig ligeværdige og ligestillede med alle andre. Noget er der måske om det, men selv i disse tilfælde er oplevelsen jo betinget af, at verden deles op i "vi" og "de andre". Det er med andre ord en oplevelse, der betinges af en vis gruppe- eller floksamhørighed. Og flokmentaliteten er, selv i sine mere sofistikerede jordmenneskelige former, altid dybest set et udtryk for den dyriske selvopholdelsesdrift og selvhævdelsesmetode. Så længe den såkaldte menneskeværdi er afhængig af sådanne kategorier, er det ikke en menneskeværdi i dette ords dybeste og mest sande betydning.

Det virkelige menneske er nemlig frigjort fra alle andre tilhørsforhold og identiteter end den individuelle og den universelle. Og i dette menneske forenes den individuelle og den universelle identitet i en eneste guddommelig identitet, der omfatter alt og alle.

Stoltheden er derfor ydmyghedens kontrast eller modsætning. Ydmyghed defineres af Martinus som "erkendelse af sin egen ufuldkommenhed eller mentale begrænsning" (se "Vejen til indvielse" kap.1). Denne indsigt er, påpeger Martnus, "nøglen til visdommens port".

Kun ved at vi uden forbehold opgiver vor tilkæmpede stolthed og dygtighed, vor selvtilstrækkelighed, kan vi begynde at overskride denne selvtilstrækkeligheds- grænser og få virkelig føling med det grænseløse lyshav på den anden side porten.