Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Kære læser, jeg vil gerne have Dem med til et lille eksperiment. Det er efter min bedste overbevisning ganske uskadeligt, om end det ikke helt kan frasiges muligheden for at have visse positive virkninger.

Eksperimentet går i al sin enkelhed ud på, at jeg gerne vil citere tre udtalelser af Martinus, som handler om – Dem. De vidste det måske ikke, men Martinus har flere steder skrevet noget om netop Dem. Ganske vist har han kaldt Dem noget andet end Deres borgerlige navn, men det er alligevel præcis Dem, han taler om.

I det første stykke, jeg vil citere, har han af en eller anden grund kaldt Dem for "intet som helst". Vi lader os imidlertid ikke forstyrre af slige detaljer, men skynder os videre for at se, hvad Martinus mon mener om netop Dem: "...intet som helst kan (umuligt) være fuldkomnere, end det netop er i øjeblikket, grundet på dets fortid og med henblik på det, det skal udløse i fremtiden" (LB 4, stk. 1245; jeg har sat (umuligt) ind).

Et andet sted har han kaldt Dem for "et væsen", men De kan jo efter behag sætte Deres eget navn og hun/han ind i stedet for "et væsen" og "det": "Al intolerance, bebrejdelse, bitterhed og vrede mod et væsen, fordi det er mindre udviklet og derfor kun kan manifestere sig igennem en ufærdig og derved ufuldkommen væremåde, er aldeles tåbelig. " (DEV 3, side 284, 1. spalte).

Endelig skriver han et tredje sted noget om "ethvert væsen", men vi lader os ikke narre; vi ved nu godt, at det er Dem, han taler om: "Ethvert væsen er jo til enhver tid på toppen af sin udvikling og kan naturligvis ikke repræsentere andet eller højere udviklingstrin end det, hvortil det er nået." (LB 3, stk. 862).

Det var det eksperiment. Hvad kan man så lære af det? Jeg mener, at man kan lære det af det, at "jeg er den, jeg er", og jeg kan absolut umuligt og overhovedet slet ikke være andet end netop den, jeg er. Heller ikke, selvom jeg brændende kunne ønske at være et kærligere, klogere, stærkere, kreativere, smukkere osv. menneske. Jeg er den, jeg er af naturen, og min naturlige væremåde vil uundgåeligt give sig udtryk i min måde at være sammen med andre væsener på og i min måde at opfatte mig selv og verden på. Ikke for det, jeg kan da godt med min viljestyrke "dressere" mig selv til at fremtræde mere kærligt, end jeg er af naturen, men det får altså et skær af falskhed over sig, og før eller senere slår min naturlige væremåde alligevel igennem

Egentlig er det lidt forkert at sige, at man kan lære dette af ovenstående eksperiment – for mig er det noget, som "livets direkte tale" lærer mig, fuldkommen uafhængigt af hvad Martinus måtte mene eller ikke mene om det. Men det, han skriver, er for mig en trøst og opmuntring og vel egentlig også en formulering af noget, som jeg godt kan fornemme, men ikke udtrykke så klart og direkte. Nemlig, at jeg er den, jeg er, og jeg kan ikke andet!

 

 

Så vidt, så godt, men der er imidlertid yderligere den komplikation ved det, at livets direkte daglige tale også fortæller mig, at jeg ikke er fuldkommen, men har de og de ufærdige sider, de og de svagheder, de og de mangler osv. osv. Og det endda på en måde, der ikke alene er umisforståelig, men til tider så tydelig og direkte, at jeg finder det ikke så lidt synd for mig...

Ikke mindst, fordi livet tilsyneladende sætter mig skakmat her: På den ene side er jeg ikke i stand til at ændre mig selv væsentligt lige her og nu, og på den anden side kan jeg ikke undgå, ved netop at være som jeg er, at komme i større eller mindre konflikt med livet og dermed opleve større eller mindre ubehageligheder, som igen i en eller anden grad forstyrrer min sjælefred og glæde ved livet. Det, jeg gør, er fuldkomment (og dermed ubehagsskabende), men jeg kan ikke andet.

Hvis det ikke er at være sat skakmat af livet, så ved jeg ikke, hvad en skakmat er!

Denne ubehagelige situation minder mig om en historie, jeg engang læste et eller andet sted, om at løse en tilsyneladende umulig opgave. Opgaven går ud på, at man er anbragt i en lukket kasse med uigennemtrængelige vægge til alle sider – og så værsgo: Find vejen ud herfra. Det er jo umuligt – indtil man kommer i tanke om, at opgaven kun er umulig, fordi man tænker i tre dimensioner og har glemt den fjerde – tiden. Og vupti – man tænker sig bare tilbage i tiden til før, man blev lukket inde i kassen, og så er den opgave løst!

Tilsvarende kan det ovennævnte ubehagelige problem ikke løses, med mindre man så at sige kan tænke en ekstra dimension ind i sagen. Løsningen er for mig at se nemlig, at der er forskel på mig og så min ufuldkomne væremåde, egenskabsløst og dermed "placeret" i en helt anden dimension end min tidsbegrænsede, foranderlige og i høj grad egenskabsfyldte væremåde. Lidt kringlet udtrykt, men jeg har virkelig gjort den erfaring, at noget i mig (kaldet jeget eller selvet) uforstyrreligt iagttager noget andet i mig (kaldet tanker, følelser, handlinger eller alt i alt væremåde). Dette noget, som objektivt kan iagttage alt, hvad der rører sig i mit indre og ydre liv, kan logisk og erfaringsmæssigt ikke være det samme som det, det iagttager. Altså: jeg er den, jeg er, og min væremåde er noget andet!

Og det er dette andet, som livet eller Guddommen tilsyneladende er ude på at afpudse og tilhugge med mere eller mindre grove midler – ikke mit inderste væsen eller jeg. Livet er således måske alligevel fair; det går efter bolden og ikke efter manden...

Og hvad kan man så bruge det til? Jo, det gør en betydelig forskel, om jeg oplever livets korrektioner som et angreb på selve min eksistens og væren, på min ret til at være til som en individuel eksistens, eller om jeg oplever livets korrektioner som et angreb på de ufuldkomne og utilhuggede sider ved noget sekundært ved mig, nemlig ved min væremåde. Faktisk gør det forskellen mellem livsangst og livsglæde.

Stærke ord, men jeg har oplevet angsten for, hvilke angreb livet denne dag mon kunne tænkes at finde på at sætte ind på mig. Men jeg har også oplevet glæden og fryden over at kunne se disse livets korrektioner som et angreb, ikke på mig (for jeg opleves af mig som uangribelig), men på visse endnu ufuldkomne sider ved mit væsen (eller sind, psyke, sjæl, væremåde, eller hvad man nu vil kalde det). Jeg kan endda gå så vidt som til at glæde mig over, at Guddommen således målrettet pudser min psyke til, så jeg kan få en endnu mere levende, detaljeret og harmonisk livsoplevelse via den.

 

 

Så det, jeg gerne vil sige med dette her, det er, at jeg ved at øve mig i helt bogstaveligt at se objektivt på mine tanker, følelser og handlinger faktisk bliver i stand til også at se ret objektivt på livets afretning og tilpudsning af disse tanker, følelser og handlinger – og at jeg dermed kan acceptere og leve med livets egen langsomme, men kontante, udvikling af mit væsen (ikke af mit jeg!) i en formodentlig mere kærlig retning. Efterhånden vist endda leve med stor glæde og måske ligefrem gå så vidt som til at samarbejde konstruktivt og fornøjet med Guddommen om de sidste århundreders finpudsning af sjælen...