Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1996/1 side 16
Foto af Tommy Svensson
 
Jordklodens "nervesystem" under skabelse?
af Tommy Svensson
 
Da den tynde skummetmælk frøs i birkebarksranslen og det uafbrudt blæste over vidderne med nålestik af hagl, blev brevene transporteret gennem landene med hestevogn. Der var meget begrænset kommunikation os mennesker imellem. Det kunne tage uger, ja, sommetider måneder at formidle en kontakt i den ene retning fra menneske til menneske.
For nogle år siden blev elektronisk post en mulighed, der åbnede helt nye veje til at sende meddelelser indeholdende komplette akter og dokumenter mellem mennesker. Vældigt mange anvender i dag denne metode, både i deres arbejde og privat.
Det sidste nye – og måske også det mest interessante i dag indenfor kommunikation mellem mennesker – er Internet, et internationalt, elektronisk, åbent netværk, som enhver med adgang til personcomputer, telefon og modem hurtigt og forholdsvis billigt nu kan tilslutte sig.
Internet blev oprindelig skabt af administrationen for Pentagon for hurtigt og sikkert at kunne overføre hemmelig information, men er de sidste år blevet tilgængeligt for almenheden.
Internet indeholder en total blanding af alle slags informationer, fra sommetider meget enkel underholdning til databaser med dybtgående og seriøst indhold. Der kan bl.a. nævnes et resultat af et nordisk samarbejde kaldet "Projekt Runeberg", hvor værker af bl.a. J.L. Runeberg, Karin Boye, Selma Lagerlöf og Bibelen findes tilgængelige på svensk.
For Martinusinteresserede kan blandt de udenlandske databaser nævnes et selvstudiumskursus i esperanto, skabt af en hollænder. Kendskab til engelsk er dog nødvendigt her! Eller hvorfor ikke kigge på farvefotos af de berømte hulemalerier i Frankrig, eller anden kunst? Alt dette er i dag fuldt ud muligt.
Mange universiteter og gymnasier over hele verden har i dag databaser med åben information, og det er interessant at notere sig, at Kongresbiblioteket i Washington, USA, arbejder intenst med at digitalisere deres samlinger. Man regner med at om fem år vil fem millioner objekter være tilgængelige på nettet, alt fra litteratur til historiske dokumenter, film, kort, fotografier, berømte taler, bl.a. Martin Luther Kings, m.m.
Men den største betydning Internet har – og vil komme til at få – er muligheden for hurtigt og enkelt at nå en enkelt person eller en virksomhed, hvor som helst denne befinder sig i verden, eftersom den rigtige programvare for at nå Internet i dag også indeholder et elektronisk meddelelsessystem. Her kan nævnes, at under friidrætsverdensmesterskabet i Göteborg sommeren 1995, kom der ca. 200.000 opkald pr. dag. Når det gik højt fire opkald pr. sekund.
 
Tegning af Jan Marsfeldt
 
Såkaldte "cyber-centre" vokser frem indenfor Internet, hvor man kan "træffe andre mennesker", og via digitaliserede fotos har man også mulighed for at præsentere sig selv på billedskærmen og se foto af den anden og direkte føre, hidtil bare skrevne, men dog samtaler med hende/ham! Mange mener, at dette er en konstrueret virkelighed, en urealistisk og unaturlig måde at omgås på! Men sagde man ikke det samme om telefonen, da den kom? Fremtiden vil sikkert vise, hvad der er rigtigt og forkert, men personlig ser jeg store fremtidige muligheder for på denne måde at kunne gennemføre foredrag, seminarer, konferencer, ja, hvad som helst gennem de muligheder denne nye teknik åbner veje for!
Tænk, i en ikke alt for fjern fremtid at kunne "sætte sig ned", du, som læser denne artikel og jeg selv, i et fælles "elektronisk" lokale og virkelig se på en indspillet film, hvor Martinus holder et af sine foredrag! Før og efter filmen mødes vi, tales ved og omgås, udveksler hilsener og erfaringer! Er tanken egentlig så dum? For nogen måske svimlende, javist, men den tekniske mulighed findes her og nu!
Verden bliver mindre! Vi mennesker nærmer os hinanden mere og mere helt uafhængigt af menneskeligt opfundne geografiske grænser og lokale indskrænkede love! Daglige samtaler føres mellem mennesker over hele verden. Mellem øst og vest, mellem nord og syd, og ingen regering eller administration har længere nogen som helst mulighed for at stoppe det!
For mange, bl.a. i Kina, er Internet blevet et åndehul mod den omgivende verden. Jeg har personligt "talt med" tre kinesere, som helt uafhængigt af hinanden har fundet dette vandhul, fuldt bevidste om, at deres ledere på alle måder forsøger at stoppe denne mulighed! Men Internet er allerede etableret som en eksisterende virkelighed selv bag lukkede grænser! Mulighedernes verden, og for mange håbets verden, findes her, det er bare op til os at tage den til os!
En del af det jordklodens nervesystem, Martinus taler om, kan derfor meget vel være netop Internet sammen med al øvrig telekommunikation. Og jeg hilser dig varmt velkommen der! Måske ses vi?
 
Oversættelse: HL