Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Af alle årets højtider stod julen for Martinus i et særligt strålende lys, og han følte en udtalt glæde ved denne vidunderlige stemning, der var omkring juletiden. Den tid hvor næstekærligheden især fik lov at udfolde sig mellem mennesker. Hvor gavmildheden og ønsket om at glæde andre var størst. Hvor der skabtes kontakt mellem mennesker ved millionvis af breve, julekort og gaver. Martinus sendte også selv sine julehilsner ud. I begyndelsen håndskrevne. I flere år i 40'erne skrev han en fælles julehilsen til sin sags venner i Kosmos, ligesom han også i flere år skrev specielle juleartikler. Men fra 1948, da Instituttet fik sit eget første lille trykkeri, sendte han hvert år specielle trykte julehilsner til alle sin sags interesserede, og dette fortsatte indtil hans sidste jul i 1980. Han modtog selv hvert år et meget stort antal julebreve og hilsner fra mange mennesker, for hvem hans kosmiske analyser kom til at betyde en uundværlig inspiration og hjælp i hverdagen, og i Instituttets arkiv ligger disse mange julebreve sirligt bundtede år for år.

I sin sags første år fejrede Martinus juleaften sammen med sine dengang få nære medarbejdere. I mange år var det på Instituttet i Erik Gerner Larssons lejlighed hos denne og hans familie, og i årenes løb kom der enkelte venner til. Når julefesten var forbi dér, gik Martinus sig en lang tur i de københavnske gader og glædede sig over den stille by, nu hvor alle var glade og fredelige. Han følte, at denne dejlige stemning var noget af den store fred på jorden, der engang i fremtiden ville blive almengældende. I en artikel i årsskriftet Kosmos for 1964 "Den første julesang på jorden" beskriver han denne særlige stemning:

"Der er højtid, noget storslået overjordisk over disse julens toner eller vibrationer, noget formildende selv for det mest robuste og hårde sind. De skaber trang i alle til at være gode, til at give gaver, til at sende hilsener til nær og fjern.

Men al denne godhed, al denne guddommelige stemning, der således uundgåeligt næsten når ind i alle sind, er ikke så underlig, thi julens vibrationer har trods alt efterhånden fået så megen magt, at de for det kosmiske syn ligefrem udgør nogle få timers besøg af intet mindre end – den virkelige, store 'Fred på Jorden'. I en kort stund, fra juleklokkernes kimen til noget over midnat juleaften, gæstes verden virkelig af noget af den store fred. I disse få timer er en højere verdens atmosfære virkelig ligesom kommet nærmere. Denne overjordiske atmosfære omfavner, gennemtrænger og inspirerer alle, der har et åbent og kærligt sind, alle der i kontakt med den gamle og den nye verdensimpuls arbejder på at skabe Jorden om til en permanent bolig for kærligheden, for freden, for den sande harmoni. Men selv om denne atmosfære ikke er direkte synlig for det fysiske øje, er det dog den, der er identisk med den virkelige og sande 'julestemning' i ethvert retmæssigt, åndeligt indstillet sind, såvel som den også udgør den vidunderlige stemning, der juleaften kan føles hvilende over land og by" (citat slut).

Til juletiden havde Martinus også pyntet sin egen stue. Han gjorde plads på et bord eller på sit høje skuffemøbel og lagde først et lag hvid vat, der skulle illudere julesneen, og så stillede han en julekrybbe op med Josef, Maria og Jesusbarnet og kreaturerne, og måske var hyrderne der også, det husker jeg ikke. Der var en baggrund af blåt pap med påklistrede gyldne stjerner, en stjernehimmel, der lyste over den hellige familie. Martinus ønskede ingen blomster og intet grantræ, for han ville ikke – som han også gør rede for i sine analyser – bidrage til at noget liv skulle afbrydes. Men han fik sig alligevel et juletræ, og det har nok været et af de allerførste kunstige juletræer i Danmark. De kunne ikke købes dengang, men Martinus fik et træ fremstillet hos en drejer, der først drejede "stammen", der var tynd foroven og blev kraftigere nedefter, og som fæstnedes i en rund fod. I stammen boredes nogle huller, hvori der blev sat pinde, små foroven og større nedefter, og på den måde fik Martinus sig et "stativ", som han kunne pynte som et juletræ. Yderst på "grenene" blev der anbragt en kæde af julelys med små elektriske pærer. Det skulle være elektrisk lys, for han ville ikke afbrænde julelys af stearin. "Træet" blev pyntet med englehår og med glimmer af glitrende sølvpapirstrimler, så meget, at man ikke kunne se, at der manglede grønne grannåle. Desuden blev der hængt nogle kulørte glaskugler på "træet", og i toppen var der en spids glasfigur, som dog senere gik itu og blev erstattet med en stjerne af sølvlignende materiale. For Martinus var det et rigtigt juletræ, som han og hans medarbejdere kunne glæde sig over, netop fordi det ikke forvoldte skade på nogen form for liv. Således fungerede det i flere år. Men lige efter afslutningen af anden verdenskrig i 1945, fandt man på Villa Rosenberg nogle små kunstige juletræer, der var efterladt af de tyske soldater, som havde boet i villaen og på naboejendommen Klintegården. Værnemagten havde øjensynlig sørget for, at soldaterne kunne fejre julen med kunstige juletræer, og nu kunne Martinus så klippe grene af disse små træer og binde dem på sit eget lille juletræ, så det i højere grad kom til at ligne et rigtigt træ.

Indtil 1965, da Erik Gerner Larsson fik permanent bolig på Villa Rosenberg i Klint, fejrede Martinus julen hos ham. Og efter den tid fejrede Martinus julen sammen med andre venner, og det skete i årene frem til Martinus bortgang i 1981 i Sysses og min lejlighed i Vanløse. Den kreds af venner, som dér fejrede julen med Martinus, skiftede lidt i årenes løb, men enkelte var trofaste julegæster gennem alle årene, og det var både danske, svenske og hollandske venner. Og i disse år glædede Martinus os med ikke alene at komme selv, men hans lille juletræ fik lov at følge med og stod pyntet hver jul gennem de 15 år, han fejrede julen dér. Det kom til at lyse for Martinus og vennerne, og det blev uforglemmelige mærkedage, som endnu står stærkt i minderne især ved juletid, når det lille træ igen bliver tændt. For træet fik lov at blive hos os, men efter vor død skal det tilbage til Martinus mindestuer.

Juleaftenen begyndte med julemiddag med vegetarisk "steg" af linser og bønner, brunede kartofler, rødkål, halve æbler med gelé og dertil alkoholfri druesaft. Desserten var ris à la mande, og i risen var der foruden de findelte mandler en eller to hele mandler, og den der fik dem skulle have en lille mandelgave. Martinus fik altid lov til at tage først af desserten, og jeg tror nok, at Sysse altid placerede skeen, sådan at Martinus ikke kunne undgå at få i hvert fald en af mandlerne og dermed mandelgaven, som kunne være vittighedsbladet Blæksprutten eller en anden lille ting.

Efter middagen gik man ind i stuen, hvor juletræet stod tændt. Nogle hjalp Sysse med at få opvasken til side, mens andre fik en hyggelig snak med Martinus som centrum, og derpå kom gaveuddelingen. Alle havde medbragt gaver og lagt dem i sofaen i spisestuen, og når man havde drukket the eller kaffe med småkager, kunne uddelingen begynde. Der var ingen "julemand" til at dele gaverne ud, bortset fra et enkelt år, hvor en hollænder, der havde anskaffet sig en nissehue, stod for gaveuddelingen. Der var gaver til alle. Martinus kunne få f.eks. et slips, en grammofonplade eller nyttige ting i de såkaldte "bløde pakker". Mange år fik han en dagbog, så han kunne fortsætte med at nedskrive dagens begivenheder, som han gjorde det i en lang årrække, og i mange år fik han et abonnement på Det Bedste som gave. For alle andre var der en rig variation i udvalget af julegaver.

Underholdningen bestod ofte i gode samtaler, og nogle gange blev der læst op af Martinus bøger, f.eks. af Juleevangeliet, sådan at ingen af os glemte, hvorfor vi holdt jul. Der blev også tid til at kigge lidt fjernsyn, især for at høre nogle julesalmer. Aftenerne forløb i en dejlig atmosfære af venskab og kærlighed, og den varme der udstrålede fra Martinus smittede naturligt af på os andre.

Julefesten sluttede sjældent før efter midnat, og vi fik alle et stort knus af Martinus til afsked, og Sam Zinglersen, som deltog i disse aftener i en lang årrække, og som var nabo til Instituttet, kørte Martinus hjem. Det var også ham, der inviterede til fest nytårsaften på Ternevej, hvor der var mange af de samme venner samlet omkring Martinus og den højtid, der var forbundet med årsskiftet.

Julens virkelige budskab blev Martinus aldrig træt af at understrege. I artikler, bøger og julehilsnerne beskrev han julens mission og hensigt. I "Julelysene" skriver han – og det kan vi afslutte historien om Martinus juleaftener med:

"Princippet med de mange millioner af tændte julelys med deres genskin i guld- og sølvglinsende dekorationer eller pynt i midvinternattens mørke er en gave fra himlen. De udgør et guddommeligt symbol på Guds mål med menneskeheden. Hvert tændt julelys er symbolet på et menneske. Ligesom de tændte fysiske julelys er med til at illuminere og festklæde menneskenes liv både inde og ude, på gader og torve, på arbejdspladser og i hjemmene, på juletræer og andre steder omkring os i vintermørket, således er ethvert menneske, der har næstekærlighed både i hjerte og forstand, Guds tændte julelys i det kosmiske vintermørke, det ragnarok, menneskeheden for tiden lever i. Og det er dette himmelske lys i hjertet, der opfylder englenes bebudelse om fred på jorden og det heraf følgende velbehag for menneskene" (citat slut).

Ja, alle Martinus venner fik i samværet med ham lov til at opleve, at en sådan væremåde kunne praktiseres – at han gennem sit daglige liv igennem alle årene udelukkende spredte lys og varme omkring sig. Han delte sin visdom med enhver, der ønskede den. Jesus sagde om sig selv: "Jeg er verdens lys ...", og han har nu lyst for jordens millioner gennem snart to tusinde år, og med Martinus har vi fået endnu en lyskilde at se og varme os ved.