Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Kan "livskvalitet" måles? Kan værdien eller kvaliteten af forskellige individers livsoplevelse objektivt sammenlignes eller måles? Hvad er egentlig "livskvalitet" og hvad er kriteriet for oplevelse af en god "livskvalitet"? Det er spørgsmål, som trænger sig på, når man tager del i den såkaldte "sundhedsøkonomis" ideer.

 

"Sundhedsøkonomi " – hvad er det? Et nyt påfund fra helsebevægelsen eller en metode til at kurere økonomisk usundhed?

Faktisk ingen af delene. "Sundhedsøkonomiens " udøvere mener selv, at de er repræsentanter for en ny videnskabelig disciplin. En disciplin, der ser som sin opgave at skabe ensartede mål for måling af menneskelig livskvalitet. Mål, der kan fungere som grundlag for de politiske beslutninger vedrørende ressourcefordelinger og prioriteringer indenfor sundhedsvæsenet.

"Sundhedsøkonomien " er i dag på vej til at blive et begreb i flere lande – blandt andet i Skandinavien. I Danmark, som er det skandinaviske land, hvor denne udvikling synes at være nået længst, er den allerede en vigtig faktor i den politiske beslutningsproces. Såvel den danske Sundhedsstyrelse som folketingets politikere med ansvar for sundhedsvæsenet anvender "sundhedsøkonomiske" ræsonnementer og analysemodeller som en del af grundlaget for de beslutninger, man tager.

"Sundhedsøkonomiens " fortalere mener, at deres metoder for måling af livskvalitet for første gang gør det muligt at sammenligne og vurdere forskellige behandlinger og indsatser indenfor sundhedsvæsenet. Målemetoden er derfor også udviklet i den hensigt at give politikerne grundlag for at vælge hvilke behandlinger og indsatser, som ud fra et livskvalitetssynspunkt er vigtigst at bevilge penge til. Metoden er med andre ord, ifølge tilhængere, et "prioriteringsværktøj".

Når sygehuslægerne behandler en 42-årig mand med for højt blodtryk, eller når de redder livet på et for tidligt født barn på 480 gram? Svaret er enkelt: behandlingen af den 42-årige giver tre gange mere livskvalitet pr. krone end behandlingen af det for tidligt fødte spædbarn.

Dette har en canadisk "sundhedsøkonom" regnet ud, og det er et eksempel på et "sundhedsøkonomisk" analyseresultat, som blandt andet danske politikere anvender, når de diskuterer ressourcefordeling indenfor sundhedsvæsenet.

Når "sundhedsøkonomerne" måler livets kvalitet anvender de en skala fra 0 til 1. Tallet 1 står for perfekt helbred – såvel fysisk, psykisk som socialt. Tallet 0 står for død. Men ifølge visse målinger kan livskvaliteten også være under 0. Det er den i de tilfælde, hvor "tilstanden vurderes til at være værre end døden".

Det mest brugte "sundhedsøkonomiske" mål kaldes QALY (Quality Adjusted Life Years). Det betyder "livskvalitetjusterede overlevelsesår" og stammer fra den engelske økonom Allan Williams. Metoden går kort ud på, at man ved at interviewe patienter om deres fysiske, psykiske og sociale tilstand og forhold kan fastsætte et mål for deres livskvalitet. Dette mål multiplicerer man derefter med det antal overlevelsesår, som man anser for sandsynlige i patientens tilfælde. Hvis livskvaliteten f.eks. graderes til 0,2 og patienten bedømmes til at kunne leve videre i 5 år, så bliver resultatet 1,0 kvalitetsjusterede leveår eller QALY.

Til sidst divideres QALY-målet med prisen på behandlingen (se også nedenstående tabel over forskellige medicinske behandlinger).

Det ligger i sagens natur, at disse målemetoder automatisk giver ældre og handicappede en lavere livskvalitet. Det betaler sig, ifølge sundhedsøkonomernes målestok, med andre ord dårligt at satse behandlingsressourcer på disse grupper.

"Det gælder om at anvende pengene der, hvor de gør mest nytte. Så enkelt er det", siger en professor i "sundhedsøkonomi".

Ja, for den, der mener at alt, selv livskvalitet, kan udtrykkes i kvantitative mål- og vægtformler, og at penge er livets udslagsgivende mål, er det ganske enkelt. For den der ikke deler denne opfattelse bliver sagen straks mere kompliceret. Og "sundhedsøkonomernes" ræsonnementer og metoder har også allerede fået mange kritikere. En af disse er den danske psykolog Peter la Cour, der siger:

"Der er store værdier gemt i lidelsen. Lidelsen er noget helt centralt i mange filosofier, men det negligerer QALY-målet fuldstændig." (Citeret i Weekendavisen 24.8 1990).

 

 

Lidelsen, som for den materialistiske "sundhedsøkonom" kun kan være et minus i livets balanceregnskab, er set fra en åndelig-videnskabelig synsvinkel et utvetydigt plus. Den åndelige videnskab viser os, at uden lidelse ville vi overhovedet ikke kunne opleve det vi kalder "livskvalitet". Herom skriver Martinus:

"Glæden er nemlig i sin højeste analyse det samme som reaktionen af overgangen fra mørke til lys, fra sygdom til sundhed, fra nød til hjælp, fra smerte til lindring, fra armod til velstand, fra dårskab til visdom, fra primitivitet til intellektualitet osv., mens sorgen på samme måde er identisk med reaktionen af overgangen i modsat orden, fra lys til mørke, fra sundhed til sygdom, fra lykke til ulykke osv." (Logik, kap. 21).

For eksempelvis at kunne opleve det, vi kalder "sundhed" må vi altså have oplevet sundhedens modsætning. Det er kun i relation til denne modsætning, at begrebet "sundhed" får indhold for os. Ved nærmere eftertanke kan vi nok alle bekræfte, at det er sådan. Når vi er raske og alt fungerer som det skal, skænker vi normalt ikke oplevelsen af sundhed nogen større opmærksomhed. Den er kun en tilstand, der eksisterer som en næsten ubevidst automatfunktion, og som vi måske derfor også tager mere eller mindre for givet. Det er først når vi rammes af svagelighed eller sygdomme, at vi virkelig bliver bevidste i og forstår at værdsætte oplevelsen af "sundhed".

Lad mig tage et andet hverdagseksempel, som belyser samme princip. Et eksempel, som har den fordel, at det umiddelbart kan testes af enhver, som er tilstrækkelig dristig, og som har adgang til brusebad. Hvis vi tør tage en kold douche, gerne iskold, et øjeblik (længere tid klarer vi næppe), så vil vi, under forudsætning af at rumtemperaturen vi befinder os i overstiger temperaturen på det kolde douchevand – efter badet føle os varmere end vi ville gøre, hvis vi kun har badet i varmt eller lunkent vand. Det kan forekomme paradoksalt, eftersom man rent logisk skulle mene, at vi burde føle os koldere efter at have afkølet os med koldt vand. Men sådan er det ikke. Og årsagen til dette oplevelsesfænomen er naturligvis kontrastprincippet. Den behagelige varme, man føler efter et sådant koldt brusebad er netop et resultat af oplevelsen af den varmekontrast, som det kolde vand medfører.

Det viser, at oplevelsen af "varme" og "kulde", ligesom alle andre oplevelsestilstande, i høj grad er noget "relativt", det vil sige, at disse oplevelser altid er relaterede til en eller anden grad af kontrastoplevelse. Temperaturen 20 plusgrader kan f.eks. opleves både som "varm" og "kold", afhængig af forskellige grader af kontrastoplevelser. Hvis vi vil overbevise os om det, kan vi f.eks. prøve at fylde tre skåle med vand med varierende temperaturer. Vi fylder den første skål med vand, der er 10 grader varmt, den anden med 20 grader varmt vand og den tredje med vand på 30 grader. Hvis vi nu først dypper hænderne i det 10 grader varme vand og derefter flytter dem til skålen med vandet på 20 grader, så vil vi opleve vandet på 20 grader som "varmt". Men det samme vand på 20 grader vil opleves "koldt", hvis vi i stedet først dypper hænderne i det 30 grader varme vand før vandet på 20 grader.

Som det er med oplevelsen af "varme" og "kulde", sådan er det også med oplevelsen af "livskvalitet". Selve begrebet "livskvalitet" bliver altså meningsløst, hvis det ikke ses i relation til oplevelsen af en kontrast. Oplevelsen af en "høj" livskvalitet forudsætter altså en forudgående oplevelse af en "lav" livskvalitet, ligesom oplevelsen af "varme" forudsætter en forudgående oplevelse af "kulde".

Hvor stærkt vi kommer til at opleve en vis tilstand af den ene eller anden art, er desuden helt afhængig af i hvilken grad vi har oplevet denne tilstands kontrast.

Hvis vi fortsætter eksperimentet med vandskålene, så tænker vi os, at vi tager en fjerde skål, som vi fylder med vand, der kun er 5 grader varmt. Hvis vi flytter hænderne direkte fra dette 5 grader varme vand til det 20 grader varme, så vil vi opleve vandet på 20 grader som endnu varmere end vi gjorde, da vi flyttede hænderne fra det 10 grader varme til det på 20 grader.

Årsagen hertil er naturligvis, at kontrasten mellem det 5 grader varme vand og det på 20 grader er større, end kontrasten mellem vandet på 10 grader og det på 20 grader.

Samme princip gør sig gældende, når det drejer sig om oplevelse af "livskvalitet". I jo højere grad vi har oplevet en kontrast til det, vi kalder en "god" eller "høj" livskvalitet, desto stærkere bliver oplevelsen af "livskvalitet". Jo stærkere vi har oplevet "mørke" desto stærkere bliver også oplevelsen af "lyset". Her kan det igen være på sin plads at citere Martinus: "Når et velvære skal markeres, kan det ligeledes kun ske ved, at dette velvære markeres med dets modsætning, altså med noget, der ikke er velvære. Og jo større modsætning man har oplevet til dette velvære, desto større bliver fornemmelsen af dette velvære. Og det er netop herpå, at den såkaldte "lykke" beror. Når et menneske virkeligt føler sig lykkelig, sker det således udelukkende i kraft af, at det forud har haft en tilsvarende oplevelse af kontrasten eller modsætningen til denne dets nuværende lykke." (Livets Bog VI, stk. 1939).

Heraf kan vi også forstå, at forhold, der set udefra er ensartede – f.eks. med hensyn til fysisk og psykisk sundhed og sociale forhold – kan opleves højst forskelligt af forskellige individer. Det der for den ene er "livskvalitet", behøver ikke være det for den anden. At skabe ensartede eller objektive mål for måling af "livskvalitet" lader sig derfor ikke gøre. "Livskvalitet" er et fænomen, som udelukkende henhører til den subjektive dimension eller oplevelsessfære.

I denne subjektive dimension er individets eget unikke erfaringsmateriale den eneste gyldige "målestok". Det er dette erfaringsmateriale, som betinger alle vore reaktioner, opfattelser og vurderinger.

I det kosmiske perspektiv er der heller ikke nogen, der kommer til at lide mere end andre, selv om det kan se sådan ud, når vi betragter tilværelsen ud fra et et-livs-perspektiv. Det overblik reinkarnationsprincippet giver, afslører nemlig, at alle sådanne "uretfærdigheder" udjævnes under udviklingsforløbet. "Vi må alle opleve det samme, for at blive det samme", har Martinus sagt. Det ville jo være uretfærdigt, hvis nogen skulle have en vanskeligere vej til lyset end andre.

Det er dette "mål" eller facit, som indtil videre er ude af sigte for den moderne materialist. Og det, der spærrer udsigten for materialisten, er netop alle de mål- og vægtfacitter, som i øjeblikket optager hans mentale horisont. Disse kvantitative facitter har, fordi de er målelige, tilsyneladende et mere "objektivt" eller "videnskabeligt" præg end de kvalitative facitter, som det er den åndelige videnskabs opgave at give os.

At forsøge at veje og måle livets kvalitet er derfor kun den yderste konsekvens af en materialistisk livsindstilling. Hvis livet kun er materie, hvorfor kan den materie da ikke måles og kvalitetsbestemmes ligeså godt som al anden materie?

Vi måler og kvalitetsbestemmer jo f.eks. fødemidler (dér er der jo allerede et fungerende QALY-mål i form af den såkaldte datomærkning). Hvorfor da ikke også livskvalitet?

At mange humane materialister alligevel tøver og føler modvilje mod at kvalitetsbestemme menneskeliv på samme måde som man kvalitetsbestemmer f.eks. moden eller skadet frugt, viser kun at deres materialisme ikke er helt konsekvent. I virkeligheden befinder disse humane materialister sig i konflikt med deres eget verdensbillede, eftersom dette verdensbilledes yderste konsekvenser bliver både absurde og inhumane.

Denne konflikt er naturligvis for mange endnu ubevidst, men begreber som "sundhedsøkonomi" bidrager til at drage konflikten frem i lyset og øger dermed også længslen efter et andet verdensbillede og et andet kulturfundament.

Al materieforskning, al vejning og måling af materien leder, viser Martinus, til sidst til et helt andet facit. Et facit som ikke er baseret på mål og vægt. Det er dette facit som udtrykkes i ordene "alt er såre godt". Dette facit er altså det forsvundne "livsmål" og den materielle forskning er, kosmisk set, det samme som jagten på dette forsvundne "mål".

Hvis beslutningstagerne i samfundet tilegner sig denne tankegang, så bliver den praktiske konsekvens, at samfundets støtte til udsatte grupper som f.eks. ældre og handicappede bliver formindsket. En sådan "nedrustning" af den sociale omsorg og velfærd foregår allerede i fuld udstrækning i mange lande, og der er derfor grund til at være opmærksom på fænomenet og de holdninger og vurderinger som driver denne udvikling frem (holdninger og vurderinger som absolut eksisterer i hele samfundet).

Det siges, at et samfunds civilisationsgrad eller humanitetsniveau afsløres i samfundets holdninger til dets svageste individer og grupper. Jo mere civiliseret eller humant et samfund er, desto højere grad af beskyttelse og hjælp tilbyder det sine "svage" grupper.

En sådan samfundsomsorg eller hjælp er i virkeligheden et mål for graden af "gavekultur" i et samfund. Og "gavekultur" er den sande menneskelige kultur, som bliver resultatet af alle de lidelser, som den nuværende "tagekultur" afstedkommer.

Vi skal alle engang med hjertet kunne istemme ordene "det er saligere at give end at tage". I et samfund, hvor individerne besjæles af denne indstilling, eksisterer der ingen ressource- eller fordelingsproblemer, dér er en "nedrustning" af den medmenneskelige omsorg noget utænkeligt, da denne omsorg eller kærlighed er den grund, på hvilken hele samfundet hviler. I dette samfund er kærligheden ikke en omkostning eller belastning for samfundsøkonomien, men alle rigdommes kilde – de materielle såvel som de åndelige.

Kilder: Weekendavisen 24.8. 1990
Dagens Nyheter 17.10. 1990

Oversætter: SB