Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Biblens skildring af, hvordan Johannes Døberen møder Jesus, da denne netop skal påbegynde sin mission, afslører en fin og betydningsfuld modtagelse af verdensgenløsningen for to tusinde år siden. Måske kan denne skildring være en hjælp til også at forstå modtagelsen af verdensgenløsningen i dag, selvom denne er helt anderledes i sin natur. Denne tanke skyldes også, at Martinus anvender begrebet "Johannes Døber-arbejde" om de åndelige forberedelser, som er gjort for den nye verdensgenløsning, bl.a. af teosofien. Forhåbentlig kan denne artikel også føre til forestillinger om, hvordan vi alle skal tage imod den nye verdensimpuls, som i stadig højere grad strømmer ind over jordkloden.

 

I DET NYE TESTAMENTE står der skrevet om en mand, om hvilken Jesus sagde: "Iblandt dem, som er født af kvinder, er ingen større fremstået end Johannes Døberen; men den mindste i Himmerigets Rige er større end han." (Math.11.11). Udtalelsen viser, at den omtalte person må være nået meget langt i sin udvikling, selvom han endnu ikke var helt moden til at tilhøre det rige "som ikke er af denne verden". Det handler altså om Johannes Døberen, han som selv blev spurgt, om han var den ventede Messias, men som svarede, at hans opgave kun var at bane vejen for én, som var meget større end han selv: "Han som kommer efter mig, hvis skotvinge jeg ikke er værdig at løse" (Johs.1.27).

Denne skikkelse i Biblen er et godt eksempel på, hvad virkelig åndelig storhed indebærer: uden frygt, uden tanke på egen tryghed vove at give det allerstørste man kan give sine omgivelser. Netop ved sit mod og sin åndelige styrke kunne Johannes Døberen virkelig fuldføre sin opgave, at bane vej for den ventede "Messias", og derigennem medvirke til en åndelig impuls, som ville stråle ud over hele verden og gøre "den hellige skrift" kendt langt ud over hjemegnen.

På den tid, hvor Johannes hørte tale om Jesus, var denne jo betydelig mindre kendt end Johannes selv. Den selviske reaktion ville da have været, på alle måder at prøve at forringe denne nye begavelse for på den måde at beskytte sin egen position som "Døberen". I virkeligheden reagerede Johannes ikke kun ved at afstå fra at bekæmpe Jesus, men først og fremmest ved at gøre lige det modsatte: at byde ham velkommen. Johannes Døberen ville ikke betragtes som en "Messias", selvom han blev spurgt om han var det. Han syntes, at det var helt rigtigt, "at Jesus bør vokse, men han selv forringes". Han sammenlignede her Jesus med en brudgom: "Den som har bruden, er brudgommen! Men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig meget over brudgommens røst. Så er da denne min glæde blevet fuldkommen" (Johs.3.29). Denne glæde, som Johannes følte ved at tage imod Jesus og at se dennes mission vokse frem, er det højeste udtryk for ydmyghed, der kan manifesteres. Den udtrykker ikke kun en realistisk indsigt i Jesu virkelige "kongebevidsthed", men også en inderlig kærlighed til den, han så klart oplevede som større end sig selv. Netop ved denne ydmyghed og kærlighed kunne han blive en virkelig medhjælper for Jesus og endog få den opgave at døbe verdensgenløseren, og dermed få lov til at være med til at indvi dennes mission.

 

 

Er det ikke en gængs regel, at de der sidder ved magten, nødigt modtager noget, der er nyt og livgivende, hvis det på nogen måde kan blive en trussel mod deres egen position? Og Jesus var altså klart bevidst i, at dette ikke mindst gjaldt det "udvalgte folk", som han selv tilhørte.

Johannes giver jo tydeligt udtryk for dette ved den måde han beskriver "den som skulle komme efter ham". Men det er jo egentlig ikke så ejendommeligt, som det umiddelbart kan virke. Den egenskab som vi kalder ydmyghed, er i allerhøjeste grad et resultat af åndelig udvikling – dvs. livserfaringer. Det menneske der har stor livserfaring og indsigt i åndelig udvikling, er også begyndt at skabe sig et klarere, mere realistisk billede af, hvad virkelig åndelig modenhed indebærer. Eftersom han desuden gennem erkendelsen af sin egen ufuldkommenhed nærer en stærk længsel efter at opleve denne tilstand, har han desto lettere ved at føle sand ydmyghed, når han bliver vidne til åndelig fuldkommenhed i praksis.

Gennem det eksempel, Johannes Døberen gav, kan vi se, at sand ydmyghed ikke behøver at have det mindste at gøre med selvudslettende underdanighed eller forstilleIse, men at det netop kan være et udtryk for en realistisk indsigt i det, der er stort og sandt i omgivelserne, og en inderlig kærlighed helt uafhængig af, om det er kendt eller autoriseret i den ydre verden. Denne holdning er ikke mindst aktuel i vore dage, hvor en ny åndelig verdens impuls er ved at fødes. Ved i frygtløshed og sand tillid til Forsynet at vove at yde vort bedste til denne impuls, samtidig med, at vi er parate til at træde til side og varmt byde det velkommen, som vi oplever som større end os selv, uanset fra hvem det skulle komme, kan vi alle blive betydningsfulde medarbejdere i skabelsen af "en ny himmel og en ny jord".

Martinus: LOGIK, kap. 66 (ang. begrebet Johannes Døber-arbejde)

KOSMOS 6/1988 (Artiklen "Ydmyghed")

LIVETS BOG III, stk. 867, 871 m.m. (Her kommenteres Jesu udtalelse om Johannes: "Han er Elias, som skal komme. Den som har øren at høre med, han høre". (Johs. kap. 11. v. 14-15) Dette er ifølge Martinus en direkte hentydning til reinkarnationen.)