Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"De mærkeligste påstande florerer, mangfoldiggøres og udbredes gennem film, radio, presse, bøger og foredrag. Aldrig før har 'overtroen' haft sådanne magtmidler til sin rådighed som netop nu." (Martinus: LOGIK, kap. 4)

 

100 år efter Martinus' fødsel lever vi i det såkaldte "informationssamfund". Et "informationssamfund" er som det fremgår af betegnelsen, et samfund, der kendetegnes ved informationsformidling. Gennem blandt andet massemedier og undervisning i alle dens former formidles en stadig voksende informationsmængde. Men hvad skjuler sig bag benævnelsen" information"?

I denne jungle af reklamer og propaganda i utallige former er det ikke let for den enkelte at orientere sig. Vi ser også, at stadig flere mennesker føler sig forvirrede og åndeligt hjemløse. Traditionelle opfattelser og vurderinger indenfor religion, politik og moral taber terræn. Valgresultater og opinionsundersøgelser i forskellige lande viser f.eks., at der er et stadigt voksende antal mennesker, som ikke vil stemme på nogen af de eksisterende politiske partier.

Både indenfor politiske partier og kirker tales der om "informationskrise", dvs. at partiet eller kirken ikke i tilstrækkelig grad når ud med deres "informationer". Den dalende støtte og interesse fra folks side tolkes som tegn på mangler i "informationsformidlingen". Resultatet bliver altså, at man må satse endnu mere på "informationsformidling". Man må, for at tale i reklamesprog, blive dygtigere til at "sælge sin vare".

Men når alle øger deres anstrengelser for at nå ud med deres informationer, øges også "informationsstrømmen". "Informationssamfundet" ligner derfor mere og mere en kakofoni af stemmer, der mere eller mindre i munden på hinanden råber deres "sandhed" ud. I denne kakofoni er der tendens til, at den enkelte stemme mere og mere drukner i den almindelige strøm.

Anderledes forholder det sig med informationer, som folk selv af egen fri vilje opsøger. Her tilfredsstiller informationen en virkelig mental sult hos vedkommende. Den afgørende forskel er altså den, at personen i det sidste tilfælde selv aktivt indhenter den viden eller de informationer han/hun har behov for, mens individet i det første tilfælde kun er en passiv modtager af informationer, som andre mener, det har brug for.

Den udvikling fra dyr til menneske, som det jordiske menneske ifølge Martinus befinder sig i, får blandt andet til følge, at flere og flere mennesker bliver selvstændigt tænkende. Men jo mere selvstændigt tænkende mennesket bliver, desto mere uimodtagelig bliver det også overfor alle former for suggestion. Det bliver, på et vist udviklingstrin, nærmest "overfølsom" eller "allergisk" overfor alt, der minder om f.eks. reklame og propaganda. Mennesket bliver med andre ord mere og mere skeptisk overfor "markedsførte" budskaber, som får det til i størst mulig udstrækning at undgå alt, hvad der ligner sådanne.

For dem, der ønsker at sælge varer på et marked, er sådanne kurser sikkert gode. Spørgsmålet er, om livsmysteriets løsning kan og bør "sælges" på samme måde. Indenfor moderne markedsføringsteori fremholdes vigtigheden af "markeds-analyser", det vil sige analyser af, hvordan markedet for den vare, man vil sælge, ser ud. Hvordan ser den kundekreds ud, man sigter på. Hvilke behov og ønsker er dominerende hos dem? Svaret på disse spørgsmål bliver senere vejledende for, hvordan "markedsføringen" skal udformes i praksis.

I den henseende mener jeg, at vi virkelig kan lære noget af de moderne forretningsfolk, der arbejder i denne branche. Vi bør også foretage en analyse af "markedet" for den åndelige videnskab. Hvordan ser dagens "kundekreds" for livsmysteriets løsning ud. Hvilke behov og ønsker dominerer iblandt dem?

Hvis man virkelig foretager en sådan analyse, så tror jeg, at man vil komme frem til, at denne "kundekreds" i høj grad består af "mætte" materialister. Disse "mætte" materialister er ikke blot mætte af det materialistiske verdensbillede – som har gjort dem til søgende mennesker – de er også i stor udstrækning mætte af den materialistiske kulturs markedsføringsmetoder for salg af både varer og budskaber. Mange har som nævnt en vis "overfølsomhed" overfor alt, hvad der minder om markedsføringsmetoder, hvilket gør, at de bevidst undgår al sådan information. De vil selv "søge" og "finde" den information, de har behov for. Deres indstilling er ikke den passive informationskonsuments men den aktive "søgers".

For mennesker med denne indstilling er det ikke nogen skade, at den åndelige videnskab ikke er blevet "markedsført" i større udstrækning, tværtimod. For disse mennesker er manglende "markedsføring" omkring sagen noget, der vækker interesse og sympati. Derigennem fatter de hurtigt, at den åndelige videnskab faktisk er "anderledes" end så meget andet, der idag bringes til torvs på det åndelige "marked".

Det viser sig her, at det, der kan se ud som en svaghed eller en mangel, dvs. den minimale "markedsføring" omkring Martinus' værker, i virkeligheden er en fordel eller styrke. Når verden engang får øjnene op for storheden i dette værk, så vil netop sagens ydmyge og beskedne fremtoning vække undring og respekt.

 

 
Kontrasten mellem det "gamle" og det "nye" bliver på den måde tydelig. Det "gamle" repræsenterer altså i denne sammenhæng dette at "sælge" sig selv og sine varer, mens det "nye" repræsenterer den tjenende ånd, som tålmodigt venter på, at der bliver brug for den. "Ske ikke min, men din vilje". Martinus har også formuleret det sådan: Det er ikke honningen, der går til bierne, men bierne der går til honningen. (OMKRING MINE KOSMISKE ANALYSER, kap. 21 i småbog nr. 12, VEJEN TIL INDVIELSE.)

Selvfølgelig ikke! Den, der indstiller sig på at tjene Guddommen og livet, vil aldrig komme til at savne arbejdsopgaver. Et sådant menneske vil der altid være brug for, og det vil også opdage, at mennesker af egen fri vilje opsøger det. Et sådant menneske vil føle, at dets veje oftere og oftere krydses af søgende sjæle, som har behov for netop den slags "information", det sidder inde med, og det bliver mere og mere lydhør over for den indre stemme, som fortæller det, hvem der kan have glæde af denne information, og hvem der ikke har brug for den.

Dette at lade sig lede af denne "indre stemme" eller inspiration er at lade sig lede af Forsynet. I den udstrækning, vi inspireres til forskellige initiativer og aktiviteter, er vi naturligvis Forsynets redskaber hertil. Her er det også vigtigt at se, at vi kan være forskellige slags redskaber. Det, der føles rigtigt og inspirerende for mig, behøver ikke at være det for dig og omvendt. Her må den enkelte selv tage stilling til sin egen "indre stemme" og inspiration. Her er også en væsentlig forskel mellem det "nye" og det "gamle". Mens det "gamle" i større eller mindre grad kendetegnes af "flokmentalitet", dvs. en kollektiv ensretning af de enkelte viljer eller hvad man kunne kalde "enfoldighed i mangfoldighed", så kendetegnes det "nye" af, hvad man kunne kalde "enhed i mangfoldighed". Dette indebærer, at vi alle stræber mod det samme mål, men at vi gør det på forskellig måde. Dybest set betyder denne opfattelse, at der er lige så mange veje til målet, som der er mennesker.

Princippet "enhed i mangfoldighed" er et universelt princip. Martinus kalder det "livsenhedsprincippet", og dette princip kendetegner enhver organisk enhed. Hvis vi f.eks. ser på vor egen organisme, så kan vi konstatere, at den bl.a. består af en række forskellige organer, der alle har deres individuelle opgaver, men som alligevel samarbejder i en højere organisk enhed. Eller rettere sagt: Organerne kan samarbejde dvs. komplettere hinanden, netop i kraft af at de er forskellige og har forskellige opgaver.

Det gælder derfor om at se, hvordan livet eller Forsynet anvender os alle til det, vi er bedst egnede til, og hvordan vi netop derfor kompletterer hinanden i en højere organisk enhed.

Livet "anvender" enhver af os på denne måde i et højere formåls tjeneste, hvad enten vi er bevidste i det eller ej. Men i samme grad som vi bliver bevidste i dette forhold, kan vi også inspireres til nye opgaver i den stadig igangværende skabelsesproces' tjeneste. Her har vi alle adgang til en eksklusiv privat "vejledning" i form af bønnens princip. Bønnen er i sin natur en privat eller intim samtale med Guddommen. Når vi lærer at anvende denne "samtaleform" på rigtig måde, vil vi mere og mere blive bevidste guddommelige medskabere og medarbejdere i vor egen forvandling.

I en sådan situation bør vi ikke først og fremmest bede om, at tingene skal blive ændret på den måde vi ønsker og anser for ret og rigtigt. Hvad vi derimod bør bede om, er indsigt og tålmodighed, indsigt i at forstå "Guds veje" og tålmodighed til at afvente "Guds tid". I "Guds tid", dvs. i rette tid, bliver alt åbenbaret.

En hel verden har i det sidste halvår forundret sig over de store omvæltninger, som nu foregår i Østeuropa. Hvad ingen for blot et år siden troede muligt, er nu sket i land efter land. Mure, som tidligere forekom uigennemtrængelige, er på et øjeblik nedrevet. Magtstrukturer, der syntes urokkeligt cementerede, er lige så hurtigt fejet bort af forandringens vinde. Sådanne begivenheder sker, når tiden er moden, dvs. i "Guds tid". I virkeligheden er der kun en magthaver i verden. Det er Forsynet, der virker i alt og gennem alt. At forstå denne sandhed tilbunds er en stor befrielse, fordi denne forståelse er nøglen til den store hemmelighed, nemlig hemmeligheden bag kunsten altid at være i harmoni med livet. Denne forståelse giver nemlig en fuldkommen tillid, en tillid som er urokkelig, hvad der end sker. Det er en tillid, som kun kan få os til at udbryde: "ske ikke min, men din vilje".

Det er naturligvis ikke nogen let sag at tilegne sig denne fuldstændige tillid i praksis. Det er en væsentlig del af den sværeste af alle kunstarter: livskunsten. Men vi har i erindringen om det menneske, hvis 100-års fødselsdag vi fejrer i år, det bedst tænkelige forbillede. Han var i alt – og ikke mindst i indstillingen til sin egen mission – besjælet af denne tillid. Han vidste, at denne mission ikke kunne mislykkes, for – som han selv sagde – "Forsynet sender ikke en, for hvem det kan mislykkes".

Dette at blive delagtiggjort i den forklaring af verdensbilledet, som Forsynets sendebud har givet os, er at deltage i et mirakel. Det er et mirakel, der er langt større end alle andre mirakler, fordi det, rigtigt forstået, skaber den fuldstændige tillid til livet og Guddommen, den tillid, der gør selve mørket lysende og kan få os til at begynde at fornemme "Forsynets kærlige ledende hånd i såvel med- som modgang".

Men i den jordmenneskelige verdensorden råder som bekendt en anden inddeling eller vurdering. Her inddeles og vurderes mennesker efter herkomst, stilling i samfundet og indtægter m.m. Derfor har kærlighedens fornemste repræsentanter på jorden, Verdensgenløserne, valgt et liv, der i ydre omstændigheder var en kontrast til denne jordmenneskelige vurdering.

For 2000 år siden fødtes et barn i en stald af en ugift moder. Barnet voksede op under enkle forhold, som søn af en tømrer, og foragtedes derfor også af den tids "skriftkloge", der ikke kunne forestille sig, at et menneske med en så enkel baggrund kunne have nogen indsigt i de højere problemer.

For 100 år siden fødtes et andet barn i et andet land, af en anden ugift moder. Også dette barn voksede op under meget enkle forhold og begyndte i de unge år at arbejde som mejerist. Da han som voksen kom til at fremtræde som åndelig vejleder for sine medmennesker, kunne man fra "skriftkloge" eller akademiske kredse i hans hjemland høre kommentarer i stil med: Hvad kan en mejerist fra Jylland vide? En professor forklarede endog i et avisinterview, at "mejeristens" viden var af samme karat som den påstand, at "månen er en grøn ost".

Men "mejeristen" arbejdede ufortrødent videre på sin "ost" – totalt ubekymret og upåvirket af indstillingen hos denne verdens "vise" – hvilket vi, som idag finder livgivende næring i denne "ost", er dybt taknemlige for.

Han havde intet behov for at demonstrere, at han bag sit enkle ydre var sine kritikere og bagtalere uhyre overlegen i åndelig henseende. Han sagde også i forbindelse med kritik og angreb på sagen, at "vi skal ikke forsvare os". Herigennem blev forskellen mellem det "gamle" og det "nye" også åbenbaret. Medens det "gamle" baseres på stridens, angrebets og forsvarets princip, så er det "nye" helt baseret på princippet at "vende den anden side til".

Det menneske, hvis l00-års fødselsdag vi fejrer og mindes i år, blev, medens han vandrede her på jorden, aldrig "stor" i verdens øjne. Det ønskede han heller ikke. Han var tværtimod tilfreds med at leve et relativt anonymt og tilbagetrukket liv, hvilket jo også var en nødvendig forudsætning for, at han kunne få tid og mulighed for at fuldbyrde sit livsværk. Han vidste, at dette værk hørte fremtiden til, og at det i "Guds tid", det vil sige i rette tid, ville blive åbenbaret for verden.

Han lærte os, at "nøglen til visdommen" er ydmyghed, og i sit eget liv og gerning virkeliggjorde han denne ydmyghedens ånd. Når vi ser tilbage på de 100 år, der nu er gået, siden denne "gæst" fra en højere og smukkere verden gjorde sin entre her på jorden, er det derfor at se tilbage på l00 år i ydmyghed.

----------------------
*) kakofoni, mislyd