Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1989/5 side 96
Foto af Olav Johansson
De sidste tider
af Olav Johansson
 
"Thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være jordskælv her og der, og der skal være hungersnød og oprør. Dette er veernes begyndelse. (Mark. 13:8)"
 
Skrækrapporterne fra det jordskælvsramte Armenien får mig til at tænke på disse bibelord. Her var jo nemlig lige den situation, som Kristus talte om i det nævnte bibelcitat. Folk havde rejst sig mod folk (konflikten mellem armenier og azerbajdzianer) og næsten omgående kom så et jordskælv. Måske det værste jordskælv i moderne historisk tid, som kostede det største antal dødsofre og sårede.
Ifølge Kristus skulle indledningen til "de sidste tider" akkompagneres af sådanne begivenheder. Og der er grund til at tro, at det vi hidtil har været vidne til kun er en begyndelse. Hvad er det da, vi er vidne til, kosmisk set?
»Himmerigets« fødselsveer
Et nøgleord i denne sammenhæng, som også Kristus anvendte, er "fødselsveer". Han siger jo "dette er veernes begyndelse".
Begrebet "fødselsveer" fører tankerne hen på noget endnu ikke født. Noget ufødt, som for alvor er begyndt at røre på sig og vil frem – ud af sin fostertilstand. Men frigørelsen fra denne fostertilstand er en smertelig proces, en "veernes tilstand".
Hvad er det da, der skal fødes? Det er intet mindre end "Guds rige" eller et himmerige på jorden. Det rige, som Kristus i anden forbindelse sammenlignede med et sennepskorn, som skal vokse op og blive et stort træ (Matt. 13: 31-32). Sennepskornet, der har vi igen billedet på fostertilstanden. Frøet gror usynligt i jorden, indtil det en dag sprænger sit hylster.
Dette frø er allerede sået i den jordmenneskelige jordbund af "sædemænd" eller verdensgenløsere, hvis opgave det har været at befordre den lyse impuls. Men modtageligheden i denne jordbund betinges af, i hvilken grad jordmenneskeheden har fået udlevet mørket. Derfor sker der i "de sidste tider" en forceret udlevelse af mørkets tildragelser. Jordmenneskeheden skal nu effektivt mættes af mørket. En mættelse, som vil medføre, at man hungrer og råber efter mørkets kontrast.
"Thi der skal da være en trængsel så stor, som der ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme. Og dersom disse dage ikke bleve afkortede, da blev intet kød frelst; men for de udvalgtes skyld skulle disse dage afkortes". (Matt. 24: 21-22).
At denne trængsel eller lidelsens tid "afkortes" muliggøres altså af, at der bliver et forceret tempo i udviklingen. En sådan forceret udvikling er det samme som en forceret eller koncentreret lidelse, idet lidelserne er den største udviklingsfaktor af alle (se Martinus analyser angående reinkarnation og karmaprincippet).
Nationalismens sammenbrud
Denne trængselstid eller denne "dommedagsepoke" begyndte egentlig, forklarer Martinus, allerede i 1914 med første verdenskrigs udbrud. Denne verdenskrig udgør indledningen til nationalismens dødskramper. Herom skriver Martinus:
"Tiden er kommet, da menneskenes materialistiske viden og kunnen, deres industrialiseringsevne og befordringsmidler, ja, hele deres beherskelse af materien, der nu er af internationalt format, ikke mere kan få luft indenfor den enkelte nation eller stat. Den kan kun leve og ånde igennem "internationalisme". "Nationalisme" vil således være en absolut ufejlbarlig kvælningsdød for et hvilken som helst folks videns og kunnens internationale format. Men da nationalstaterne hver især ikke desto mindre sætter vældige, spærrende grænseforanstaltninger, militær- og flådebaser, altødelæggende krigsopbud omkring sit domæne, måtte udviklingen uundgåeligt føre til sprængning af sådanne i "nationalistiske" forsteninger isolerede "nationalstater". Og det er denne "nationalstaternes" sprængning, der i særlig grad tog sin begyndelse i form af verdenskrigen 1914. Og denne sprængning vil ikke ophøre, før der ikke mere findes isolerede "nationalstater". Verdenskrigen af 1914 er således ikke ophørt. Den eksisterer stadigt og vil fremdeles fortsætte sin drastiske, bloddryppende dommedagsfærd hen over jorden, indtil en virkelig på et hundrede procent "demokratisk" magtprincip baseret verdensregering er dannet."
(Åndsvidenskabens Nødvendighed, kap. 17).
Nationalismen er altså en stærk "forstening" i den jordmenneskelige mentalitet. En "forstening" kan kun brydes op af eksplosive, eruptive kræfter. Jo mere vi klamrer os fast til denne "forstening", desto mere kommer vi til at erfare, at jorden, selv i bogstavelig forstand, gungrer under vore fødder. Vi får altså i denne situation endog vort eget makrovæsen, det vil sige jordkloden, til modstander. Og det er en modstander, overfor hvilken enhver jordmenneskelig magt må give op. Ud fra makrovæsenets perspektiv udgør de jordiske menneskers nationalisme og de nationale og private monopoler livsfarlige "forstoppelser" i klodeorganismens ernærings- og livskraftfordeling. Det er "forstoppelser" som makrovæsenet med sin viljekraft er indstillet på at bekæmpe.
Det net af internationale kommunikationer, som nu er opbygget over hele kloden, gør, at hele klodeorganismen er blevet meget mere følsom og levende. Den har så at sige fået et højere udviklet, vidtforgrenet og forfinet "nervesystem". Men et sådant forfinet system er også mere følsomt overfor forstyrrelser. Den kollektive energikoncentration, vi kalder "nationalisme", er en sådan forstyrrelse, en uorden i det internationale eller globale "nervesystem". Makrovæsenet kan svare på en sådan uorden med naturkatastrofer. Naturkatastrofer er altså et symptom på, at forholdet mellem en organismes makrovæsen og dets mikrovæsener på en måde er blevet forstyrret. (Det samme gælder selvfølgelig også sådanne "naturkatastrofer", som sker i vore organismer i form af skader og sygdomme.) Sådanne forstyrrelser kan naturligvis udløse sig på mange forskellige måder. Det er f.eks. ikke utænkeligt, at underjordiske atomprøvesprængninger, såvel som brugen af atomkraft i det hele taget, er en medvirkende årsag til den nylige rystelse i Armenien. Ifølge Martinus manipulerer man jo med jordklodens livskraft, når man anvender atomkraften, uden at man ved, hvad det er man gør. (se evt. i bogen MARTINUS ERINDRINGER side 184-185).
Når Kristus forudsagde, at der efter konflikter mellem forskellige folk skal følge jordskælv og andre katastrofer, så er det altså baseret på et kosmisk kendskab til de følsomme relationer mellem makrovæsenet og mikrovæsenerne. Det er også baseret på viden om, at det, der foregår, egentlig er et indre opgør i jordklodens egen bevidsthed, og at et sådant opgør altid er forbundet med visse "psyko-somatiske" symptomer. "Psykosomatiske" symptomer, som i vort oplevelsesperspektiv viser sig som krig og naturkatastrofer m.v.
Katastrofer vækker viljen til at hjælpe
Et andet resultat af opbygningen af det internationale kommunikationsnet er, at vi idag alle hjemme i vore stuer, via TV og radio, direkte kan opleve konsekvenserne af forskellige katastrofer rundt om på kloden. Hele verden kommer på denne måde ind i vore hjem, og vi bliver alle delagtige i verdensdramaet. Det betragtes af nogle som noget negativt. Man mener, at man derigennem bliver udsat for et bombardement af negative energier, som ikke alle formår at værge sig imod.
En vis sandhed ligger der naturligvis i denne påstand. For følsomme mennesker kan det af og til blive for stærkt at blive konfronteret med billeder af sådanne katastrofer, ligesom det for andre, som en forsvarsmekanisme, kan skabe en afstumpethed overfor al den elendighed, man bliver vidne til. Men der er også en anden side af sagen, og det er, at billederne og rapporterne fra katastroferamte områder hos mange vækker en aktiv medfølelse og vilje til at hjælpe, En repræsentant for Svensk Røde Kors siger f. eks. i følge "Dagens Nyheter" den 14. dec. 1988:
"For mange er det ikke nok at sende penge. De vil gøre noget personligt. Efter jordskælvet i Armenien har vi haft henvendelser fra mennesker, som tilbyder mad og klæder, fra mennesker der kan tolke eller hjælpe med at opbygge de ødelagte byer. Sovjets ambassadører rundt i verden gjorde samme erfaringer. I Stockholm f.eks. stod den russiske ambassadør efter katastrofen med tårer i øjnene og en række tilbud i hånden: "Pensionister vil skænke deres sparepenge, børn legetøj, forretninger nødvendighedsartikler o.s.v."
Sådan kan billederne af verdens nød vække humanitetens og næstekærlighedens slumrende kræfter i os og dermed håbet om "en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor".