Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være jordskælv her og der, og der skal være hungersnød og oprør. Dette er veernes begyndelse. (Mark. 13:8)"

 

Skrækrapporterne fra det jordskælvsramte Armenien får mig til at tænke på disse bibelord. Her var jo nemlig lige den situation, som Kristus talte om i det nævnte bibelcitat. Folk havde rejst sig mod folk (konflikten mellem armenier og azerbajdzianer) og næsten omgående kom så et jordskælv. Måske det værste jordskælv i moderne historisk tid, som kostede det største antal dødsofre og sårede.

Ifølge Kristus skulle indledningen til "de sidste tider" akkompagneres af sådanne begivenheder. Og der er grund til at tro, at det vi hidtil har været vidne til kun er en begyndelse. Hvad er det da, vi er vidne til, kosmisk set?

Begrebet "fødselsveer" fører tankerne hen på noget endnu ikke født. Noget ufødt, som for alvor er begyndt at røre på sig og vil frem – ud af sin fostertilstand. Men frigørelsen fra denne fostertilstand er en smertelig proces, en "veernes tilstand".

Hvad er det da, der skal fødes? Det er intet mindre end "Guds rige" eller et himmerige på jorden. Det rige, som Kristus i anden forbindelse sammenlignede med et sennepskorn, som skal vokse op og blive et stort træ (Matt. 13: 31-32). Sennepskornet, der har vi igen billedet på fostertilstanden. Frøet gror usynligt i jorden, indtil det en dag sprænger sit hylster.

Dette frø er allerede sået i den jordmenneskelige jordbund af "sædemænd" eller verdensgenløsere, hvis opgave det har været at befordre den lyse impuls. Men modtageligheden i denne jordbund betinges af, i hvilken grad jordmenneskeheden har fået udlevet mørket. Derfor sker der i "de sidste tider" en forceret udlevelse af mørkets tildragelser. Jordmenneskeheden skal nu effektivt mættes af mørket. En mættelse, som vil medføre, at man hungrer og råber efter mørkets kontrast.

At denne trængsel eller lidelsens tid "afkortes" muliggøres altså af, at der bliver et forceret tempo i udviklingen. En sådan forceret udvikling er det samme som en forceret eller koncentreret lidelse, idet lidelserne er den største udviklingsfaktor af alle (se Martinus analyser angående reinkarnation og karmaprincippet).

(Åndsvidenskabens Nødvendighed, kap. 17).

Nationalismen er altså en stærk "forstening" i den jordmenneskelige mentalitet. En "forstening" kan kun brydes op af eksplosive, eruptive kræfter. Jo mere vi klamrer os fast til denne "forstening", desto mere kommer vi til at erfare, at jorden, selv i bogstavelig forstand, gungrer under vore fødder. Vi får altså i denne situation endog vort eget makrovæsen, det vil sige jordkloden, til modstander. Og det er en modstander, overfor hvilken enhver jordmenneskelig magt må give op. Ud fra makrovæsenets perspektiv udgør de jordiske menneskers nationalisme og de nationale og private monopoler livsfarlige "forstoppelser" i klodeorganismens ernærings- og livskraftfordeling. Det er "forstoppelser" som makrovæsenet med sin viljekraft er indstillet på at bekæmpe.

Det net af internationale kommunikationer, som nu er opbygget over hele kloden, gør, at hele klodeorganismen er blevet meget mere følsom og levende. Den har så at sige fået et højere udviklet, vidtforgrenet og forfinet "nervesystem". Men et sådant forfinet system er også mere følsomt overfor forstyrrelser. Den kollektive energikoncentration, vi kalder "nationalisme", er en sådan forstyrrelse, en uorden i det internationale eller globale "nervesystem". Makrovæsenet kan svare på en sådan uorden med naturkatastrofer. Naturkatastrofer er altså et symptom på, at forholdet mellem en organismes makrovæsen og dets mikrovæsener på en måde er blevet forstyrret. (Det samme gælder selvfølgelig også sådanne "naturkatastrofer", som sker i vore organismer i form af skader og sygdomme.) Sådanne forstyrrelser kan naturligvis udløse sig på mange forskellige måder. Det er f.eks. ikke utænkeligt, at underjordiske atomprøvesprængninger, såvel som brugen af atomkraft i det hele taget, er en medvirkende årsag til den nylige rystelse i Armenien. Ifølge Martinus manipulerer man jo med jordklodens livskraft, når man anvender atomkraften, uden at man ved, hvad det er man gør. (se evt. i bogen MARTINUS ERINDRINGER side 184-185).

Når Kristus forudsagde, at der efter konflikter mellem forskellige folk skal følge jordskælv og andre katastrofer, så er det altså baseret på et kosmisk kendskab til de følsomme relationer mellem makrovæsenet og mikrovæsenerne. Det er også baseret på viden om, at det, der foregår, egentlig er et indre opgør i jordklodens egen bevidsthed, og at et sådant opgør altid er forbundet med visse "psyko-somatiske" symptomer. "Psykosomatiske" symptomer, som i vort oplevelsesperspektiv viser sig som krig og naturkatastrofer m.v.

En vis sandhed ligger der naturligvis i denne påstand. For følsomme mennesker kan det af og til blive for stærkt at blive konfronteret med billeder af sådanne katastrofer, ligesom det for andre, som en forsvarsmekanisme, kan skabe en afstumpethed overfor al den elendighed, man bliver vidne til. Men der er også en anden side af sagen, og det er, at billederne og rapporterne fra katastroferamte områder hos mange vækker en aktiv medfølelse og vilje til at hjælpe, En repræsentant for Svensk Røde Kors siger f. eks. i følge "Dagens Nyheter" den 14. dec. 1988:

Sådan kan billederne af verdens nød vække humanitetens og næstekærlighedens slumrende kræfter i os og dermed håbet om "en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor".