Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Nu er det igen efterår, og livet her i den fysiske verden stilner af og forstummer. De grønne planter og træer bliver gule, brune og røde – ja, de slutter deres livsforløb af i et festligt fyrværkeri af farver. Er der noget mere koloreret end netop efteråret? Vi ser her, hvorledes plantelivet trækker sig tilbage fra den fysiske verden. Det er ikke ved sorg, angst eller skræk, men ved farvesymfonier. Luften bliver mere skarp og ren – afklaret, og hele naturen viser os et forbilledligt eksempel på, hvorledes den fysiske verden kan eller skal forlades, når vi går fra det fysiske til det åndelige plan.

Søvnen kaldes også "den lille død", fordi vi da bevidsthedsmæssigt også går fra den fysiske verden til den åndelige, men her er forbindelsen mellem kroppen og "ånden" intakt, så vi kan vende tilbage til den samme krop igen. Men ved "den store død", når vi forlader den fysiske verden indtil næste inkarnation, afbrydes denne forbindelse midlertidigt. – – Og her er det, vi kan lære noget af at se på, hvorledes "naturen" gør, når den "dør" om efteråret. Den gør det på en smuk måde, på en festlig måde; her er ingen melankoli eller bitterhed, men kraft og afklarethed. – Ved den "lille død", når vi skal sove, kan vi øve os i at gå ind i den åndelige verden på den mest fuldkomne og harmoniske måde, ved at indstille vores sind så det bliver harmonisk og fredfyldt. Vi kan blandt andet gøre det ved at bede "Fader vor". – – Ved at vi øver os herpå, kan vi, når engang "sølvsnoren brister", forlade den fysiske verden på en lige så fin og fredfyldt måde, som den naturen viser os.

Jo… naturen er vores store læremester ...

Se iøvrigt Martinus: BLADE AF GUDS BILLEDBOG, hvor forfatteren i poetiske billeder skildrer en sommerdags morgen, middag og aften og bruger disse billeder til at fremhæve naturen i dens rolle som læremester.