Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1988/1 side 11
Aktuel rubrik
Foto af Olav Johansson
 
Pyramidens hemmelighed
af Olav Johansson
 
Fornylig har man fundet et hemmeligt kammer i Cheopspyramiden, og det skal nu udforskes. Utvivlsomt ruger den store pyramide over uudforskede hemmeligheder.
 
I det svenske dagblad Dagens Nyheter kunne man den 19. juli 1987 læse, at et forskerhold har opdaget et hidtil ukendt hemmeligt kammer inde i Cheopspyramiden. Kammeret ligger nær pyramidens bund og formodes at være så hermetisk tillukket, at luften derinde ikke har kunnet blive forurenet af tidens bil- og industrisamfund. Nu vil man, ved hjælp af sofistikeret teknologi, bore sig vej ind for at undersøge det gådefulde kammers hemmeligheder.
Planlægningen af arbejdet foregår ligeså minutiøst som nogen månerejse, skriver bladet. Man vil nemlig for enhver pris undgå at forurene luften inde i kammeret. Hensigten er at kunne lukke kammeret hermetisk til igen efter den gennemførte undersøgelse, som skal omfatte fotografering samt luft- og pollenprøver.
Kosmiske »bygmestre«
I den nylig udkomne bog "Martinus Erindringer", som er baseret på båndindspillede samtaler med Martinus, fortæller han, at Cheopspyramiden i virkeligheden er over 80.000 år gammel, og at den ikke er opført af jordmenneskelige hænder, men blevet materialiseret her på jorden af et broderskab af kosmiske væsener, et broderskab med speciel tilknytning til jordens udvikling, og som har haft evner til at materialisere og dematerialisere deres egne legemer såvel som genstande på det fysiske plan.
Den materialisationsteknik, som har været anvendt for at bygge pyramiden, indebærer, ifølge Martinus, en projektion af stoffets atomer, noget som naturligvis lyder fantastisk for os uindviede jordmennesker, men som i princip faktisk ikke er mærkeligere end den materialisations- og dematerialisationsteknik, som vore radio- og TV-udsendelser bygger på. En radioudsendelse indebærer jo f.eks., at en stemme, det vil sige materialiserede lydbølger, dematerialiseres eller forvandles til elektronisk bølgeform og derfor trådløst kan overføres via æteren til modtagerne andre steder, hvorigennem den dematerialiserede stemme atter bliver materialiseret, det vil sige på ny omdannet til sin oprindelige form. På samme måde vil vi jordmennesker engang i fremtiden komme til ikke blot at kunne overføre eller sende lyd og billeder fra et sted til et andet, men også tungt fysisk materiale – f.eks. sten. Pyramidens "bygmestre" havde som sagt adgang til denne viden allerede i en for os jordiske mennesker forhistorisk tid.
Symbolet på jordmenneskets kosmiske analyse
At det er en kosmisk viden, som ligger bag disse monumentale bygningsværker i den egyptiske ørken, ses også af sfinxen, dette mægtige symbol på jordmenneskets kosmiske analyse – halvt dyr og halvt menneske – som blev opført i umiddelbar tilslutning til pyramiderne. Sfinxen har nu i årtusinder efter årtusinder gådefuldt skuet ud over omgivelserne, og lidet har menneskene anet, når de forundrede betragtede denne skabelse, at de her i virkeligheden har skuet lige ind i et "spejl" – spejlbilledet af deres eget sjælelivs mysterium. Et "spejl", som ikke reflekterede beskuerens ydre træk, men derimod hans indre natur.
 

Sfinxen – symbolet på jordmenneskets kosmiske analyse – med de mægtige pyramider i baggrunden
 
Nu vil den skeptiske læser sandsynligvis indvende, at sfinxen ikke er enestående i sin art. Dyremenneskesymboler forekommer jo ofte i gamle kulturer, ikke mindst i den gamle egyptiske kultur. Men det, der faktisk gør sfinxen til noget nær enestående, og som har forvoldt egyptologer og andre forskere hovedbrud, er, at den, til forskel fra næsten alle andre dyremenneskesymboler i den gamle egyptiske kunst, har et menneskeligt hoved på en dyrisk krop. Ved andre dyremenneskesymboler forholder det sig nemlig lige omvendt. De har menneskekroppe med dyrehoveder. At sfinxens menneskelige hoved, med øjne som skuer frem mod et ukendt mål i det fjerne, vokser direkte frem af den tunge og jordbundne dyriske krop, giver en stærk fornemmelse af jordmenneskets kosmiske udvikling eller udviklingsforløbet fra dyr til menneske. Det giver et billede af en dyrisk skabning, som begynder at få menneskelige træk og idealer.
Pyramiden – et indvielsestempel
Men for at komme tilbage til spørgsmålet om pyramiden, så hævder Martinus også, at det er en misforståelse at tro, at pyramiden er opført i den hensigt at skulle tjene som gravmonument for faraoner. Pyramiden var oprindelig ikke et gravmonument, men et indvielsestempel, hvor den kommende farao skulle gennemgå en række åndelige prøver, som – hvis han bestod prøverne – gav ham en vis grad af åndelig indvielse. Hvad disse prøver bestod i, kan man få en vis opfattelse af ved at læse Paul Bruntons bog "Hemmelighedsfulde Egypten", Strubes forlag.
Sådanne indvielsesprøver og ritualer blev brugt i den historiske periode i menneskehedens udvikling, som Martinus kalder "det guddommelige diktaturs epoke", det vil sige den epoke, hvor menneskeheden blev ledet af mere eller mindre indviede konger og faraoner. Konge- eller faraotitlen samt de kongelige symboler ("tronregalierne") har oprindelig haft et åndeligt indhold (se f.eks. Martinus bog HVAD ER SANDHED) – et indhold, som senere er gået tabt i og med, at "det guddommelige diktaturs epoke" begyndte at degenerere. Et tegn på denne degeneration var bl.a., at kongekronen begyndte at kunne arves. Man behøvede ikke længere at bestå den prøve, som tempel- og pyramideindvielserne udgjorde, men kongeværdigheden blev noget, som man fik foræret ligesom et hvilket som helst slægtsklenodie eller familieejendom. At dette resulterede i, at uindviede og endog til tider meget primitive og brutale væsener oftere og oftere kom på tronen, er indlysende.
Hvis disse tie, skulle stenene råbe
Men bortset fra, at pyramiden har fungeret som et indvielsestempel, skjuler den også andre endnu uudforskede hemmeligheder. Martinus har f.eks. antydet over for nogle af sine nære medarbejdere, at man efterhånden vil finde noget i pyramiden, som har direkte tilknytning til hans mission – skabelsen af den åndelige videnskab eller Det Tredie Testamente – og at det er denne opdagelse, som også Kristus sigtede til med sine gådefulde ord: "Jeg siger eder, at hvis disse tie, skulle stenene råbe". (Luk. 19:40.)
Hvad angår "at tie" kan vi i det mindste konstatere, at Kristi profetier allerede er gået i opfyldelse. Offentlighedens tavshed omkring Martinus værker har jo hidtil været massiv.
Nostradamus' profetier
I Nostradamus' profetier er der også en hentydning til en sådan opdagelse i pyramiden, hvilket fremgår af den danske forfatter C.S. Billensteins mærkelige bog "Opklaringen af Nostradamus' profetier". Nostradamus var en fransk seer, som levede 1503-66, og som i versform nedskreven lang række profetier eller forudsigelser om fremtiden, som han har oplevet i form af visioner eller åbenbaringer.
Ifølge denne bog, som blev udgivet i 1920, kun nogle få måneder før Martinus oplevede sin kosmiske indvielse, forudsiger Nostradamus profetier, at "manden fra Norden" eller "kongen af Danmark", verdens læreren skulle komme omkring år 1920. Martinus oplevede sin kosmiske indvielse i marts 1921. Billenstein påpeger en række kendetegn for denne begivenhed – denne "Kristi læres endelige sejr", som han kalder den. Disse kendetegn, som han har uddraget og tolket fra Nostradamus, er ofte kryptisk formulerede verslinier, og bl.a. for at vildlede den på denne tid allestedsnærværende inkvisition skrev Nostradamus sine vers på en blanding af forskellige sprog og stilarter, hvilket naturligvis også gjorde dem vanskelige at tolke for senere tiders læsere. Også den omstændighed, at profetierne ikke er nedskrevet i kronologisk orden, bidrager yderligere til, at de er vanskeligt gennemskuelige.
I denne sammenhæng kommer Billenstein også ind på den forbindelse, som Nostradamus antyder, at der er mellem "kongen af Danmark" og pyramiden, idet han skriver: "Der er udtalelser i profetierne, der tyder på, at vi står foran overraskende opdagelser, der vil føre til yderligere erkendelse af tilværelsens gåder. I et af versene, side 128, knyttes Nostradamus, Nildeltaet med pyramiden og kongen af Danmark sammen, som om pyramiden og profetierne skal supplere hinanden". (Billenstein: "Opklaringen af Nostradamus' profetier", side 168).
Spændende forskning
Hvorvidt vi nu står over for sådanne opdagelser i pyramiden, må vi lade være usagt. Sandsynligvis er der inde i og eventuelt også under pyramiden flere uopdagede rum, som kan ruge over hemmeligheder.
Men selv om tiden måske endnu ikke er moden for afsløringen af disse hemmeligheder, så er det spændende at konstatere, at der nu foregår et forskningsarbejde i pyramiden – et forskningsarbejde som altså allerede har afsløret et hidtil ukendt kammer.
I sandhed vor tid er en spændende tid at leve i – dommedag og ragnarok til trods.