Kosmos 1986/12 side 241
Kosmiske tanker uden for Jorden
af Ole Ingolf Jensen
Tanker fra de første mennesker, der rejste uden for Jorden
Ved juletid 1968 blev de første mennesker fra Jorden sendt på en rejse til Månen. De skulle ikke lande der, men undersøge mulighederne for senere månelandinger. Ombord i rumskibet Apollo 8 var de tre amerikanere Borman, Lowell og Anders, alle videnskabligt og teknisk uddannet og for de to's vedkommende med hundreder af timer i rumflyvning bag sig.
På deres rejse mod Månen beskriver de Jorden: "Den er smuk, meget smuk. Baggrunden er dybblå, plettet med vældige skyformationer".
Da de var nået rundt om Månen og igen kom i radiokontakt med Jorden, sagde Borman:
– "Når vi langt om længe er nået op til Månen og ser tilbage på Jorden, blandes alle forskelle og nationalistiske særheder. Vi får et indtryk af, at dette virkelig er een verden, og vi spørger os selv, hvorfor pokker vi ikke kan lære at leve sammen som hæderlige mennesker. Det forekommer mig, at netop nu er et passende tidspunkt at sige den slags".
Man kan måske undre sig over, at videnskabsmænd og teknikere, der flyver rundt omkring Månen, siger noget sådant. – En af de andre astronauter oplever og beskriver Jorden som "en stor oase i rummets uendelighed".
Jorden set fra Månen:
"En stor oase i rummets uendelighed"
Under det tredie kredsløb omkring Månen tilbød Borman at bede en bøn for freden. Han sagde, "bønnen er nu ikke heller kun for min egen menighed, den er for mennesker overalt". Han bad:
– "Giv os, åh Gud, øjne så vi på trods af menneskelig fejl kan se Din kærlighed i verden. Giv os troen til at stole på Din godhed på trods af vor svaghed og uvidenhed. Giv os visdom, så vi kan fortsætte med at bede med forstående hjerter, og vis os, hvad enhver af os kan gøre for at fremme universel fred."
Disse kosmiske tanker blev således blandet med beskrivelser af Månen, dens bjerge og sletter med kratere, osv. F.eks. sagde en: – "Månen ser ud som en vældig, enorm plads, en udvidelse af ingenting ... med skyer af pimpsten."
Som sagt var det ved juletid, og mændene i rummet søgte at give menneskene på Jorden et utraditionelt indtryk af, hvad de så og oplevede. De valgte til at beskrive dette, de første ti vers af Skabelsesberetningen fra 1. Mosebog!
Anders lagde ud, medens TV-kameraerne viste Månens livløse overflade:
– "I begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. Og Jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds ånd svævede over vandene. Og Gud sagde: "Der blive lys!" Og der blev lys. Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket."
Lowell fortsatte: – "Og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Og det blev aften, og det blev morgen, første dag. Derpå sagde Gud: "Der blive en hvælving midt i vandene til at skille vandene ad!" Og således skete det: Gud gjorde hvælvingen og skilte vandet under vælvingen fra vandet over hvælvingen; og Gud kaldte hvælvingen himmel. Og det blev aften, og det blev morgen, anden dag."
Og Borman: – Derpå sagde Gud: "Vandet under Himmelen samle sig på eet sted, så det faste land kommer til syne!" Og således skete det; og Gud kaldte det faste land jord, og stedet, hvor vandet samlede sig kaldte han hav. Og Gud så, at det var godt."
Da Borman sluttede oplæsningen skælvede hans stemme af bevægelse. Og han sluttede fjernsynstransmissionen med at sige: "Vi ønsker Jer en lykkelig og glad jul. Gud velsigne jer alle, alle på hele den gode Jord."
Uden for jordklodens mørke aura
Man kan jo spørge sig, hvorfor blev disse videnskabsmænd så "religiøse" eller kosmiske i deres tankegang derude i rummet? – Det er klart, at oplevelsen af at være borte fra Jorden og se en anden verden er enorm stærk. Men udover dette kan der også være en anden forklaring, – nemlig den, at de er kommet udenfor Jordklodens mørke tankearter, dvs dens mørke aura, således at denne i alt fald ikke gør sig så stærkt gældende.
Som Martinus viser og beskriver det på symbolet "Intolerance", så skyldes mørket her på Jorden intolerance mellem forskellige mennesker eller folkegrupper. Mørket "afbøjer" eller forhindrer "lyset", dvs verdensaltets grundtone – alkærligheden – i at nå frem til Jorden. – Men, hvis man nu kommer væk fra Jorden og de tætte mentale klimaer af intolerance, dvs kommer udenfor Jordens mørke mentale klima eller aura, så betyder det jo, at man kommer i kontakt med universets grundtone – kærligheden. – Måske har vi her forklaringen på, at astronauterne blev så "religiøse" eller kosmiske i deres tankegang, så de oplever Jorden som "een verden", "en oase i rummets uendelighed" og ønsker "universel fred", ligesom de oplever "Guds kærlighed i verden". Og de fandt at dét, som bedst kunne beskrive deres oplevelse, kunne siges ved at citere den gamle, symbolske skabelsesberetning: "I begyndelsen skabte Gud…".
Et kosmisk julebudskab til menneskeheden
Dette budskab blev sendt til det meste af Jordens radio- og TV-stationer, dvs udgik til en stor del af den samlede menneskelige bevidsthed. Det videnskablige pionerarbejde bragte noget andet med sig, nemlig nogle kosmiske tanker. Tanker om een verden, universel fred og kærlighed. Og det er jo næppe tilfældigt, at dette budskab udgik over hele Jorden, netop i julen.
Jorden kom for disse mennesker til at stå for noget specielt; de havde fået en anderledes bevidsthedsopfattelse.
– Fra kontroltårnet i Houston sagde de til astronauterne: "Man siger der er en skøn Måne derude." –
– "Der er en smuk Jord dernede", svarede den ene stille...
Tilbage til forfatterregister
Forrige