Kosmos 1984/3 side 58
Olav Johansson
"Mit liv har værdi"
I Aftonbladet den 12. september 1983 advarer Eva Wadås, 23, handicappet fra fødslen, mod en udvidet fosterdiagnostik. Fosterdiagnostik er den fælles benævnelse for nogle forskellige metoder, som lægevidenskaben anvender for at undersøge eventuelle skader på fostre. Følgende metoder anvendes i dag:
ULTRALYD som viser bl.a. skeletskader.
AFP. En blodprøve fra kvinden, som viser om fosteret f.eks. har rygmarvs- eller mavebrok, eller mangler storhjernen.
FOSTERVANDSPRØVE (amnioscentes), som viser det samme som AFP-prøven samt mongolisme, kønskromosomafvigelser og visse arvelige stofskifteforstyrrelser.
FETOSKOPI (man tager blodprøve og vævsprøver af fosteret via en kanylekikkert). Den kan bl.a. påvise bløder-sygdom.
I Sverige fødes der hvert år ca. 2000 børn ud af alle nyfødte, med misdannelser eller udviklingsforstyrrelser, hvilket er omkring 2 procent. Hvert år udføres ca. 33000 aborter i Sverige, hvoraf omkring de 100 er fosterskadede, opdaget ved fosterdiagnostik.
Der er en stigende tendens til at udbygge fosterdiagnostikken. Motiveringerne varierer. En del ser det som en "service" til forældrene, så de kan tage stilling til, om de vil have et skadet barn eller ikke. Andre anfører mere materialistiske eller økonomiske grunde. De ser først og fremmest en økonomisk besparelse for samfundet gennem denne udbyggede fosterdiagnostik, idet de mener, at samfundet derigennem kan nedbringe sine udgifter til "uproduktive" individer (hvis man vil udtrykke det kort og klart). Udregninger viser, at det svenske samfund kunne spare godt og vel en milliard kroner om året i plejeomkostninger, hvis alle kvinder med vanskabte fostre fik abort.
I et samfund og en materialistisk kultur som vor, hvor et menneskes værd er synonymt med produktiviteten, er det vel ikke forbavsende, at sådanne ideer bliver fremført. Det er jo blot de yderste konsekvenser af et materialistisk livs- og menneskesyn. Specielt i tider, hvor der er økonomiske kriser i samfundet, vil sådanne ideer få en vis udbredelse. Det advarer Eva Wadås også imod i interviewet i Aftonbladet. Hun siger: "Kvinder med skadede fostre kan føle sig tvunget til abort for at samfundet kan spare penge".
Selv har Eva Wadås en CP-skade fra fødslen (hun må bruge krykker), men hun siger: "Jeg er taknemmelig for mit liv. Penge skal ikke kunne afgøre, hvem der skal have lov at leve. ... At leve som handicappet er et hårdt og besværligt liv – men dog værd at leve. Vi handicappede udfylder en funktion og har meget at give "raske" mennesker. ... Hvem skal trække grænsen for, hvem der skal have lov at leve og hvem ikke? Hvad kan det ende med? En Hitler-stat med kun elite mennesker? (Fra Aftonbladet 12/9-1983). I Kina synes disse ideer at være drevet endnu et skridt videre. Der har myndighederne nemlig indledt en kampagne for "forbedret arvehygiejne", som det hedder. Som et led i denne kampagne er der i Peking bl.a. blevet åbnet et skrækkabinet med misdannede ufødte børn, meddeler Norr-bottens-Kuriren via TT-AFP den 2/11 1983.
"Vort mål er at forberede den almene befolkning på en lov om arvehygiejne", forklarer Peking-regeringens talsmand Wang Liancheng ifølge bladet, samtidigt med at han også indrømmer, at projektet har mødt store vanskeligheder. På "udstillingen" vistes fostre uden arme og ben, og på en plakat kunne man læse: "Når de fødes til verden, fører de ulykke med sig for dem selv, deres forældre og samfundet."
Kina har i dag mere end 10 mill. handicappede, hvoraf ca. 2 mill. har mentale skader, siges det. Regeringstalsmanden siger også, at "alle familier må praktisere arvehygiejne for at beskytte deres egne og nationens interesser". Allerede ved en lægekongres i Peking i 1981 forklarede man, at det krævede en omfattende forskning at klarlægge hvilke mennesker, der ikke bør have lov til at få børn. Siden da har man fundet frem til omkring 300 negative egenskaber, som bør få mennesker til at afstå fra at anskaffe sig børn. Blandt disse er for kraftig hårvækst og skaldethed. Og allerede i 1980 skrev partibladet Folkets Dagblad, at "imbecile, tilbagestående og farveblinde ikke bør have tilladelse til at få børn. – disse er konsumenter, men de er uproduktive og udgør en fare for samfundet", mente bladet.
Så uhyggelige afsporinger kan et materialistisk livssyn altså føre til! Set fra et kosmisk perspektiv er intet liv meningsløst eller mindre værd end noget andet. De lidelser, som et handicap afføder, indebærer jo tværtimod en forceret udvikling for det pågældende individ (og også ofte for hans eller hendes pårørende og omgivelserne). Dette kan selvfølgelig kun forstås i lyset af reinkarnations-perspektivet. Set ud fra et materialistisk et-livs-perspektiv er de fleste lidelser selvfølgelig både uretfærdige og meningsløse. Livet er jo, set fra denne synsvinkel, en materiel og timelig kvalitet. I konsekvens heraf må man opfatte værdien og meningen med dette liv som afhængig af kvaliteten og funktionsdygtigheden hos det materiale eller den fysiske krop, som man identificerer med "livet".
Martinus viser derimod, at fænomenet "liv" ikke er en materiel kvalitet. Det levende væsen findes i virkeligheden slet ikke på det fysisk-materielle plan, selv om det har evne til at manifestere sig på dette plan. I sin kosmiske natur er dette plan livets store skole eller "fosterzone", som Martinus også kalder det. Det er en zone, hvor individet skal udvikles og modnes til at kunne blive født som et rigtigt eller kosmisk bevidst menneske. At blive et rigtigt eller fuldkomment menneske indebærer, at alle ens tanker og handlinger er kommet i harmoni med livslovene. Men hvordan når man dertil? Jo, kun ved at opleve kulminationen af sin egen disharmoni med disse love. "Visdommen er kendskabet til mørkets virkninger", siger Martinus, og disse virkninger må man erfare i form af direkte selvoplevelse. Kun da kan de blive en del af ens eget væsen. Det er jo også sådan, ifølge karma- og skæbneloven, at man kun kan opleve de virkninger, som man selv er ophav til. Man kan altså, kosmisk set, aldrig komme i en skæbnesituation, som man ikke selv har forårsaget. Men forståelsen af dette forudsætter også reinkarnations-perspektivet. Hvis vi kun lever dette ene liv her og nu, så er der selvfølgelig heller ingen lovbundethed og retfærdighed i de levende væseners skæbne.
At skabe visdom og kærlighed er altså mørkets og lidelsernes store mission. Livet har den iboende evne at forædle og forvandle alt. Ud af affaldet, komposten, vokser den nye høst frem. Ud af det mørke kul krystalliseres den lysende diamant osv. På samme måde transformeres mørket i bevidstheden til lys. De mørke erfaringer, lidelsesoplevelserne, krystalliseres til lysende punkter – kærlighedsfelter – i mentaliteten. Det vil med andre ord sige, at på de felter eller områder, hvor vi selv har lidt, der har vi også evne til at føle medlidenhed eller medfølelse med andre som lider. Og det er denne medfølelse eller humanitet, der er den virkelige alkærligheds begyndelsesform. Sådan fungerer altså mentalitetens egen "alkymi".
Derfor kan vi forstå, hvor nødvendige og uundværlige lidelseserfaringerne er for væsenernes udvikling. Hvis det levende væsen aldrig oplevede smerte og lidelse, så ville det for evigt være dømt til at blive stående på et primitivt og ufuldkomment bevidsthedsniveau. Og det ville være en virkelig "forbandelse" eller et virkeligt "helvede". Ja, det ville faktisk være det samme som en evig bevidstløshed eller død, eftersom al bevidsthedsdannelse og livsoplevelse er baseret på kontrastvirkning. Men nu kan væsenet, takket være smerten og lidelsen, ikke undgå en fuldkommengørelse.
Fosterdiagnostik og såkaldt "arvehygiejne", som sigter imod at forhindre inkarnationen af visse væsener, bliver, set ud fra dette perspektiv, et attentat mod selve livet og udviklingen. I den tro, at man sparer disse væsener for en unødvendig og meningsløs lidelse, ved at de aldrig fødes, forfølger og bekæmper man i virkeligheden deres udviklingsmuligheder. En udviklingsændring eller en misdannelse – ligegyldig af hvilken art den måtte være – er, kosmisk set, altid en følge af, at det på gældende væsen på et eller flere områder har beskadiget det, Martinus kalder "normalitetens talentkerner" ("talentkernerne" er en slags åndelige "gener" i overbevidstheden, der er bærere af alle væsenets evner og anlæg – deri blandt også evnen til at bygge en normal organisme op). Det kan f.eks. være sket ved, at man har misbrugt forskellige for organismen nedbrydende stoffer. En sådan skade kan til tider være så omfattende og dybtgående, at det tager flere inkarnationer at reparere. Men væsenet bliver altid, før eller senere, ført tilbage til normaliteten. Og det bliver det netop takket være de store lidelseserfaringer, som hans handicap medfører. Denne lidelse skaber nemlig en stærk længsel efter at komme tilbage til normaliteten. Og i og med dette er også tilbagetoget indledt. Længselsenergierne aktiverer og fremskynder genopbygningen af de beskadigede "talentkerner". Dette sker selv i de tilfælde, hvor skaderne er så dybtgående, at væsenet ikke har nogen fungerende dagsbevidsthed på det fysiske plan. I sin natbevidsthed (sovebevidsthed) er væsenet frigjort fra den fysiske krops begrænsninger og har så fuldt indblik i og forståelse af sin situation. I sådan et tilfælde sættes altså den helende proces igang via natbevidstheden.
I "Livets Bog", IV, stk. 1465-83 skriver Martinus en del om bl.a. samfundets ansvar for væsenernes inkarnationsmuligheder. Den interesserede kan selv studere disse stykker nærmere. Bl.a. skriver han:
"Kultur" er et forhastet udtryk, sålænge staten, samfundet og de enkelte individer ignorerer, forsømmer eller ligefrem livsfarligt forfølger deres eget afkom og dermed saboterer reinkarnationen og deres eget evige liv." (LB IV, stk. 1468).
Men også indenfor dette område gælder livets eget store forsvar: "Thi de ved ikke hvad de gør". De livs- og reinkarnationssaboterende samfund og individerne ved ikke, kosmisk set, hvad de gør. Martinus har sammenlignet den nuværende jordmenneskeheds mentalitet med en "eksperimentbevidsthed". Det er en mentalitet, som har kappet alle trosser og tøvende og eksperimenterende søger sig frem. I en sådan mentalitet er der alle muligheder for fejltagelser og afsporinger. Og det er dette vi i dag oplever både i samfundets politik og i de enkelte individers skæbne. "Eksperimentbevidstheden" er årsagen både til, at nogle individer i dag fødes med udviklingsskader, og til at andre tror, at man kan "løse" dette problem ved at forhindre disse individers inkarnationsmuligheder. Men livet selv kommer til at korrigere alle sådanne vildfarelser. Gradvis vil et kosmisk syn på sygdomme og lidelser vinde indpas, og dermed også en anden vurdering af forskellige individers skæbne og livsoplevelse. I bladet "Alternativet" nr. 45/83 var der en læser, som diskuterede den nye "genteknik". Læserbrevet var forfattet af en person, som er "bløder" fra fødslen, og det er specielt interessant at se, hvordan han selv vurderer sin livssituation. Han skriver: "Hidtil er arvelige sygdomme kun blevet diskuteret ud fra det aspekt, at det måtte være noget uønsket, noget dårligt, og det at få dem fjernet skulle være lig med udvikling. Selv er jeg ikke så sikker på dette. Jeg har en blødersygdom, hemofili A (den sværeste form) og har haft den siden fødslen. Jeg plages af tilbagevendende blødninger i led og muskler. Men jeg ser ikke sygdommen udelukkende som noget negativt. Jeg mener, at jeg har fået udviklet visse positive træk i min personlighed på grund af min sygdom. Jeg har en stærk medfølelse med mennesker, som lider af sygdom eller har sorg. Jeg har en sjette sans for dem, der behøver hjælp, eftersom jeg så ofte selv behøver det, og véd at det er svært at bede om hjælp. Jeg lever i det hele taget efter den opfattelse, at det er kvalitet og ikke kvantitet, der er vigtigst her i livet. Skulle jeg stilles overfor valget ikke at have fået sygdommen og heller ikke de ovenfor nævnte træk i min personlighed, så ville valget for mig ikke være selvfølgeligt. Det ville være meget svært at vælge. ("Alternativet" nr. 45/83 side 19).
Hvis man ser tilværelsen ud fra et et-livs-perspektiv forstår man, at valget må være meget svært. Men i lyset af reinkarnations-perspektivet bliver det ikke helt så svært. I dette lys ændrer mørket og lidelserne nemlig karakter; de bliver til "forklædte velsignelser", dvs grundlaget for livets største åbenbaring af lys: Den fuldkomne kærlighedsbevidsthed.
(Oversat fra svensk af SB)
Tilbage til forfatterregister
Forrige