Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I en foregående artikel behandledes nutidens ufuldkomne samfundsordning. I denne artikel tages spørgsmålet op om nationalisme og internationalisme, samt den kommende verdensstats fødsel og fundament.

 

På grund af denne udvikling har verdensøkonomien for længe siden sprængt de gamle nationale grænser. "Hvis nogen på New York's børs nyser, så bliver 10.000 malajiske bønder ruineret", siger en talemåde, som illustrerer den yderst følsomme afhængighed, der er opstået mellem de forskellige dele af verdensøkonomien. Gennem export og import, økonomiske forbund og aftaler bliver landenes økonomier mere og mere sammenspundet. I praksis er de gamle nationale grænser altså allerede forældede. Men det jordiske menneskes bevidsthed herom halter bagefter. Dette skyldes, at nationalismen er en dybt forankret forestilling i jordmenneskenes flokmentalitet. Nationalismen er, siger Martinus, i virkeligheden flokkens "superreligiøsitet" (2), dvs dets allerhelligste ideal. Historisk og udviklingsmæssigt kan man se, at den nationale idés fremkomst er udledt af jordmenneskenes oprindelige stammeopdeling og stammesammenhold, som så igen er en fortsættelse af dyrerigets instinktmæssige flokmentalitet. Og flokmentalitet er altid en ytring af den dyriske selvopholdelsesdrift (det er for at kunne hævde sig i kampen for tilværelsen, at dyrene går sammen i flokke).

Martinus kalder også nationalismen for "kollektiv forelskelse" (se "Logik" kapitel 32), fordi den er en forlængelse eller videreudvikling af samme ejendomsbegær, som kommer til udtryk i den almindelige forelskelse. Det er dette begær eller denne selvopholdelsesdrift, der er årsag til, at dyrene afgænser et revir og jordmenneskene sætter nationale grænser. Så længe menneskene levede i mere eller mindre isolerede stammer og grupper var flokmentaliteten eller nationalismen en velsignelse, fordi den betød gruppens fælles anstrengelser og forenede styrke. Under sådanne forhold er denne styrke en udelt positiv kraft, eftersom den på grund af gruppens isolering – ikke kommer til at kollidere med andre gruppers liv og interesser. Men i en verden, hvor alle nationer begynder at blive livsbetingende afhængige af hinanden, kan nationalisme kun blive en ulykke. Her betyder den krig og atter krig. Nationalisme er med andre ord nationens selviskhed, medens internationalisme er dens uselviskhed. (L.B. I, stk. 100).

Det anarki, som en sådan ordning, eller snarere mangel på ordning, nødvendigvis skaber, har dog tvunget menneskene til at træffe visse foranstaltninger for at bekæmpe dette "onde". Derfor ser vi, at der i løbet af dette århundrede viser sig stadig tydeligere udviklingstendenser hen imod skabelsen af en verdensøvrighed og et internationalt lov- og retsvæsen. Det der først og fremmest har fremskyndet denne udvikling er begge de to hidtidige verdenskrige. Første verdenskrig førte til oprettelsen af "Nationernes Forbund" (NF), som må ses som et første foster i skabelsen af en sådan verdensret. Det var et i praksis magtesløst foster, som derfor heller ikke kunne forhindre den anden verdenskrigs udbrud. Men som udtryk for en tendens i tiden har selv skabelsen af NF sin betydning. Anden verdenskrig førte jo siden til skabelsen af "Forenede Nationer" (FN), der er en videreudvikling af NF-tanken. FN er ganske vist også i praksis en helt magtesløs organisation, som hovedsageligt styres af "supermagterne", men det interessante er også her at se udviklingstendensen. Den har hele tiden stilet imod et udvidet virkefelt for organisationen og stadig flere nationer er efterhånden inddraget i dens virke. FN's fundamentale mangel er først og fremmest den, at man ikke ejer værdierne og derfor savner reel magt. Så længe det er sådan, kan FN kun, i bedste tilfælde, betragtes som et "foster" til en verdensret. (L.B.I, stk. 101).

Det første afgørende skridt mod skabelsen af en varig verdensfred bliver altså oprettelsen af en verdensdomstol – med tilhørende verdenspoliti – som forbyder krig og andre brutale konfliktløsninger. Et sådant arrangement er nødvendig i en overgangsperiode, dvs lige indtil alle mennesker har livsloven – næstekærlighedsloven – indbygget i deres hjerter. Når alle er nået til det stadium, behøver man ikke længere hverken domstol eller politi.

Verdensdomstolen bliver allerede i en forholdsvis nær fremtid en realitet. "Den internationale domstol" i Haag (Holland), som er et af FN's hovedorganer, kan ses som et foster til en sådan domstol. De kriser og krige, som vi nu oplever, og fremover kommer til at opleve, vil give menneskeheden en forceret erfaringsudvikling, som bl.a. vil resultere i en almen indsigt i nødvendigheden af en sådan verdensret. Martinus:

Jordmenneskenes livssituation – deres adgang til livets større eller mindre goder – skal således ikke mere være afhængig af deres "bankkonto". Pengesystemet bliver nemlig erstattet af det, som Martinus kalder individets "naturlige medfødte betalingsevne", (L.B. I, stk. 110), dvs arbejds- eller skabeevne. I verdensstaten bliver arbejdet altså det eneste værdi- eller betalingsmiddel. Pengene fremkom oprindeligt som et praktisk byttemiddel, og var på den måde et system, der var den gamle uhåndterlige byttehandel overlegen. Men medaljen eller mønten havde selvfølgelig også en bagside, og det var, at pengenes indførelse kom til at betyde en adskillelse mellem arbejdet og værdien. Pengene blev et symbol på værdien, som blev løsrevet fra den direkte produktionsproces. Dette muliggjorde skabelsen af en mængde arbejdsfrie indtægter, dvs et "kamoufleret røveri". (Se "Det evige Verdensbillede" II, side 191-92).

Vil dette da ikke komme til at finde sted også i verdensstaten? Nej, for der bliver, som sagt, pengene erstattet af "arbejdskvittering" eller "livspas" som eneste betalingsmiddel. "Arbejdskvittering" baserer sig på et system med "normalarbejdsdage". Hvert arbejdsdueligt individ tildeles et bestemt antal "normalarbejdsdage" eller timer pr. uge. Det kan måske dreje sig om en eller to dage om ugen eller et par timer om dagen. Man kan sige, at der er to faktorer, der bestemmer hvor mange timer om ugen, der kan blive tale om; dels hvor mange mennesker der er her på jorden på det aktuelle tidspunkt, og dels hvor høj en gennemsnitlig levestandard disse mennesker ønsker. (Se L.B. VII, stk. 2658 punkt 37). På basis af dette kan man udregne den totale mængde arbejde, og hvor meget menneskene behøver at udføre pr. dag eller uge. Denne arbejdsmængde eller disse arbejdstimer fordeles derefter retfærdigt på alle arbejdsduelige individer af begge køn. For disse arbejdstimer modtager hvert individ en personligt udstedt arbejdskvittering eller et livspas, som bliver dets eneste betalingsmiddel. (Se L.B. I, stk. 111-112 og "Det evige Verdensbillede" II, side 196-98). At kvitteringen er personlig udstedt betyder, at den ikke kan misbruges eller udnyttes af nogen anden. Det indebærer, at der i verdensstaten ikke kan eksistere noget betalingsmiddel, som der ikke er dækning for. Vi får således en stabil betalingsværdi, som umuliggør inflation og andre "epidemiske sygdomme", som vort nuværende økonomiske system lider under.

Tyverier og bedragerier kan heller ikke forekomme, eftersom arbejdskvitteringen er det eneste betalingsmiddel, og ingen kan købe eller sælge varer. Ingenting har altså salgsværdi. Indenfor en sådan økonomi kan man kun tage imod og give gaver. I verdensstaten behøver heller ingen begå forbrydelser af økonomiske grunde. Der findes ingen nød og fattigdom, alle kan få, hvad de behøver og ønsker. Hvis nogen eventuelt ønsker en højere materiel standard end den gennemsnitlige, som "normalarbejdsdagene" er beregnet til, er der også mulighed herfor. Men så må vedkommende præstere ekstra arbejdstimer, som kan dække værdien af den standard han vil have. Det væsentlige er altså, at ingen får mulighed for at leve på bekostning af andres "livstimer".

At arbejdstiden bliver så kort for det enkelte individ skyldes ikke kun, at arbejdstimerne fordeles retfærdigt, men også det høje tekniske udviklingsniveau eller automatiseringen. Det meste arbejde vil blive udført af maskiner.

I dag anvendes maskinerne – f.eks. den nye datateknik – som et våben i den økonomiske konkurrencekamp mellem forskellige lande og firmaer. Takket være maskinerne kan man gøre produktionen mere effektiv og presse sine omkostninger ned – først og fremmest lønningerne – og der igennem øge gevinsten. Det vil med andre ord sige, at maskinerne i stadig større udstrækning erstatter den menneskelige arbejdskraft. Men i dag betyder dette arbejdsløshed – en stadig voksende arbejdsløshed, der som en cancersvulst breder sig i det jordmenneskelige samfundslegeme.

I verdensstaten derimod vil der ikke findes nogen arbejdsløshed. Her kan maskinerne ikke anvendes til at berige nogen på andres bekostning. Tværtimod bliver automatiseringen her til en velsignelse for alle. Alle kommer til at nyde frugterne i form af mere "fritid" og befrielse fra det grove fysiske arbejde. Takket være dette kan mere og mere menneskelig energi og skabekraft overføres fra det fysiske til det åndelige område. Og det er dette, der er maskinudviklingens virkelige mission i den guddommelige verdensplan. (Se L.B. I, stk. 109).

I verdensstaten kommer den øgede "fritid" således ikke til at betyde øget mangel på beskæftigelse, eftersom menneskene vil komme til at anvende denne "fritid" til forskellige åndelige og kulturelle beskæftigelser.

I det hele taget vil man i verdensstaten på en helt anden måde end i dag varetage hvert enkelt individs specielle anlæg og interesse. Det er jo et både menneskeligt og økonomisk sløseri at – som det ofte sker i dag – lade mennesker arbejde med ting, som de er mere eller mindre uinteresserede i. Det svækker både deres livsglæde og ansvarsfølelse, og de kan derfor ikke yde nogen god arbejdsindsats. I verdensstaten vil man derimod være klar over livs- og arbejdsglædens afgørende betydning, og man vil derfor sørge for at få "den rette mand på den rette plads" i alle virksomheder. Martinus:

Men når arbejdet bliver den eneste værdi, hvordan skal man så klare forsørgelsen af dem, der ikke kan arbejde, dvs børn, ældre og syge? Ja, på samme måde som man i dag gennem skattefradrag klarer sådanne udgifter, så vil man også have et lille afdrag på arbejdskvitteringen, beregnet til verdensstatens fond til "barndommen, til sygdom og alderdom". (L.B. I, stk. 113). Det bliver verdensstatens eneste form for "skat", en "skat" som ethvert indived får direkte anvendelse for og glæde af i de ikke arbejdspligtige år, og som han indbetaler i de produktive år.

På denne måde kan ingen blive økonomisk afhængige af andre. Ja, ikke engang børn bliver afhængige af deres forældre, eftersom deres underhold betales af verdensstaten indtil de når den arbejdspligtige alder. Derfor behøver ingen børn føle sig uvelkomne til denne verden af økonomiske grunde. Dermed bringes også en af hovedårsagerne til f.eks. abort ud af verden.

Et sådant sprog har vi allerede i esperanto". Om det bliver dette sprog, som bliver verdensstatens sprog, vil fremtiden vise, men i alle tilfælde kan man sige, at "esperanto" er et "foster" til et verdenssprog.

Vejen til dette riges virkeliggørelse har Martinus sammenfattet i følgende 12 punkter:

 

Kilder:

 

Oversat fra svensk af Sysse Buch.