Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)

 

For nu at afrunde billedet af vort makrovæsens særlige natur og situation skal til aller sidst gives et afsluttende eksempel på anvendelsen af tidsrelationen. Denne gang for at fremkalde et indtryk af hele den geologiske udvikling, som den tager sig ud i lyset af klodens tidsfornemmelse.

I sin helhed har denne periode som sagt spændt over ca. 4 milliarder m-år, hvilket svarer til 30 klodeår.

Ud fra forskellige kriterier opdeler man denne periode i forskellige underperioder, hvoraf den første og så langt den største benævnes præ-kambrium eller jordens urtid. Den svarer til ca. 3,5 milliarder m-år eller 26 klodeår.

Karakteristisk for den prækambriske periode er, at den udgør "det skjulte livs" periode. Det er således inden for denne periode, livet i fysisk forstand er opstået på jorden. Man ved ikke præcis hvornår, men anslår at det har fundet sted for mellem 2 og 2,5 milliarder m-år siden. Kloden har da været mellem 1,5 og 2 milliarder m-år gammel, hvilket svarer til mellem 12 og 15 klodeår.

Imidlertid er livet i den prækambriske periode uhyre elementært, lige som det alene udfolder sig i havet. Det drejer sig om encellede livsformer, gobler og meget primitive ledorme. Som allerede nævnt varer den prækambriske periode i ca. 3,5 milliarder m-år, hvilket svarer til, at jordkloden ved dens slutning er 26 k-år gammel; og endnu forekommer der kun de førnævnte primitive livsformer. Allerede her har vi en klar understregning af, at jordklodens livsoplevelse i hvert fald ikke er afhængig af organisk liv på dens "overflade" - herunder hjerneceller.

Men nu begynder der at ske noget. Vi træder fra den præ-kambriske tid ind i den kambriske periode (indledningen til jordens oldtid), der trods sin korte varighed af ca. 75 millioner m-år (=lidt mindre end 7 klode-måneder) frembringer et væld af højere livsformer, foreløbigt inden for de hvirvelløse dyrs verden (f.eks. armfødder, trilobiter, panserkrebs, glassvampe, snegle, orme m.v.).

Efter 75 millioner m-års varighed afløses kambrium af tre nye perioder (ordovicium, silur og devon) på tilsammen 140 millioner m-år (65+35+40), hvilket svarer til knapt 13 k-måneder. Inden for denne periode når livet et udviklingstrin, hvor det er rustet til at forsøge en erobring af landjorden. Kloden er på dette tidspunkt godt 27 k-år og 7 k-mdr. gammel, hvilket altså vil sige, at den kun har været godt 19 k-mdr. om at tilbagelægge dette enorme udviklingsforløb (sammenlignet med resultatet af de foregående 26 k-år).

Hvad er det, der er sket? Simpelt hen dette, at kloden ved sit seksogtyvende år er nået til det stadium i repetitionen af sine tidligere liv, der svarer til det sidste foregående liv. Tiden fra det seksogtyvende til det tredivte år er således overvejende forbeholdt repetitionen af den umiddelbart foregående inkarnation, hvor kloden med sit høje kosmiske udviklingstrin må have været lige i nærheden af den store fødsels igangsættelse, hvilket igen vil sige, at den i forrige inkarnation har været, hvad Martinus kalder et J-menneske (se eventuelt Livets Bog V, stk. 1887-1906). Og det er således resten af dette repetitions forløb, vi ser udtrykt i den resterende del af den geologiske udvikling, der med seks underperioder (kultid, permtid, triastid, juratid, kridttid og tertiærtid) spænder over ialt 315 millioner m-år eller 2 klodeår og 5 klodemåneder. Og det er som sagt i den sidste af de fem klodemåneder, vi kommer til den hominide eller menneskelige udviklingsperiode.

På de vedføjede oversigtstavler (se side 56) kan man se, hvorledes de forskellige perioder med deres særpræg fordeler sig over de 4 klodeår eller 48 klodemåneder, som hele repetitionen af det sidste, foregående liv har spændt over. Det må imidlertid anses for givet, at kloden i sit sidste liv ikke nåede homo-erectusstadiet, altså det ubestridte menneskes stadium, idet dette næsten måtte indebære igangsættelsen af den store fødsels proces. Nået til dette stadium i denne inkarnation må kloden derfor anses for at have repeteret færdig, og hvad der herefter følger i retning af primitive og dræbende manifestationer i jordklodelegemet må regnes for udslag af et indre åndeligt opgør - muligvis igangsat af en karmatisk påvirkning i form af en mindre, kosmisk katastrofe, hvoraf bl.a. aksehældningen fremdeles er en virkning. Gennem dette indre opgør, der er et helt almindeligt og typisk stadium i optakten til den store fødsel, foretager klodevæsenet en vis udrensning af sin mentalitet, således at den efterhånden helt er frigjort for enhver berøring med begreberne egoisme og det dræbende princip. Dette er nemlig en nødvendig forudsætning for at den hjertets renhed kan tilvejebringes, som fører til igangsættelse af den store fødsels betagende proces.

Kommende tider vil betragte det som en videnskabelig kendsgerning, at dette stadium for jordklodens vedkommende indtrådte i 1921, nærmere betegnet påsken 1921, der er det tidspunkt, den nye verdensgenløsning tog sin begyndelse. Og man vil komme til at betragte hele den verdenssituation, vi idag er konfronteret med, som reflekser eller dønninger heraf, dønninger, der fra jordklodens bevidsthedsverden forplanter sig ind i dens fysiske organisme og her giver sig udslag i et vældigt kosmisk drama, der nøje afspejler, hvad der foregår i jordklodens sind. Dette drama er dels repræsenteret ved den gennemgribende forvandling af naturen, som finder sted, og som bl.a. fører udryddelsen af en mængde livsformer med sig - her iblandt et stort antal farlige rovdyr, giftige plante- og dyrearter, insekter m.m.. Men først og fremmest kommer førnævnte drama til udtryk som menneskets opgør med det egoistiske og det dræbende princip, hvilket i praksis former sig som menneskets desperate forsøg på ved hjælp af magtudøvelse, krig og oprustning at bekæmpe magtudøvelse, krig og oprustning til fordel for en varig fred og en stor velbehagelighed menneskene imellem.

For det må anses for hævet over al tvivl, at grundstemningen i menneskeheden idag er en længsel efter en gang for alle at komme det lidelsesprægede livs betingelser til livs til fordel for en tilværelse præget af harmoni og tryghed og overholdelse af elementære menneskerettigheder. Men fordi man ikke kan finde frem til de rigtige veje at gå og de rette midler at anvende, øges lidelsen endnu mere, bl.a. fordi de lidelsesvoldende midler - våbnene - i overensstemmelse med tilliden til deres præventive effekt er blevet gjort til genstand for en effektivisering som aldrig tidligere, muliggjort af den højt udviklede naturvidenskab. Og således vil det - takket være presset fra jordklodevæsenet - blive ved, indtil der opstår en tilstrækkelig udbredt mistillid i menneskeheden til de aktuelle fremgangsmåder kombineret med en oprigtig beredvillighed til at forsøge nye og hidtil uprøvede, der i højere grad synes egnede til at frembringe det ønskede resultat. Og i det øjeblik, dette stadium for alvor manifesterer sig, i det øjeblik der i menneskeheden er en tilstrækkeligt udbredt stemning for, at man er parat til at betale - ikke krigens, men fredens pris, da opstår der mellem menneskehedens kollektive bevidsthed på den ene side og jordklodens bevidsthed på den anden side en resonans, der giver sig udslag i, at et ufatteligt vendepunkt vil indtræde og en helt ny tid begynde. Da er der nemlig blevet overensstemmelse mellem tankeklimaerne i jordklodens bevidsthed og tankeklimaerne i menneskehedens kollektive bevidsthed på en sådan måde, at virkningerne af jordklodens oplevelse af den store fødsel vil begynde at forplante sig ind i menneskehedens verden og fuldstændig omskabe denne. Som noget særdeles vigtigt må man bl.a. påregne, at den store fødsels proces efterhånden vil komme til udløsning i det ene menneske efter det andet under forløbet af den tretusindårige periode, som jordklodens oplevelse af den store fødsel spænder over - det vil i dens egen tidsregning sige noget i retning af tolv og et halvt klodeminut - således at praktisk taget hele menneskeheden ved denne periodes afslutning har været genstand for denne oplevelse. Og det betyder, at menneskene nu for alvor er blevet hjerneceller for jordkloden, nemlig de "ny" hjerneceller, der udgør det fysiske grundlag for jordklodens nyerhvervede kosmiske bevidsthed. Og så forskellige er disse "ny" hjerneceller fra de gamle, at det ikke længere er dækkende at tale om "det jordiske menneske", hvorimod det vil være nødvendigt at tale om "det rigtige menneske", der først og fremmest er kendetegnet ved, at det endegyldigt har gjort op med egoismen og det dræbende princip og i stedet for i alle livets forhold udfolder lysende og livgivende næstekærlighed. Og først da er i virkeligheden skabelsen af mennesket i Guds billede og lignelse afsluttet, såvel for menneskets som for jordklodens vedkommende.