Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)

 

Hvad er det for et princip i det levende væsen, alias mennesket, som har mulighed for at vælge mellem forskellige stoffer og således kan planlægge sine arbejdsopgaver, selv bestemme, om det vil arbejde hurtigt eller langsomt, om det vil benytte en anden fremgangsmåde, om det vil følge andres råd, om det vil opgive sit forehavende eller prøve endnu en gang osv. Dette "noget" er det levende væsens "jeg", som ved hjælp af sin skabeevne (se senere) har magt og myndighed over tilværelsens stoffer og energier. Og hvilke egenskaber må "jeget" besidde for at kunne "vælge" og dermed bestemme over de materielle stoffer? Det må i sin egennatur være uafhængig af alle energier, hvis det frit skal kunne øve indflydelse på disse. Da energier er former for bevægelse, må "jeget" således være uafhængig af alle bevægelser. Martinus: "Og dette "villende noget" adskiller sig fra bevægelse derved, at det er selvstændigt og kan beherske "bevægelsen" og derved er "bevægelsens herre" (L. B. II stk. 787) "medens krusningerne på søens overflade er skabt af den usynlige vind, er krusningerne i materien eller stoffet skabt af det usynlige jeg" (L. B. III stk. 314).

Som tidligere nævnt er tilværelsens stoffer og energier dvs. den skabte del af livet karakteriseret af dimensionerne bevægelse, rum og tid, og "jeget" må derfor være "uberørt" af disse dimensioner for at kunne øve indflydelse på dem. For at kunne øve indflydelse på bevægelser, kan "jeget" ikke selv være nogen bevægelse, ellers ville "jeget" være under påvirkning af bevægelser og endda være underlagt de bevægelser, som repræsenterede en større energi end "jegets" bevægelse. For at kunne dirigere en organisme uafhængig af dens størrelse, det være sig et atom eller en galakse, kan "jeget" ikke selv have nogen endelig størrelse, men må være u-endelig dvs. ingen størrelse have. At være hævet over bevægelserne medfører desuden rent logisk at være hævet over tid, da tid er en funktion af bevægelse. "Jeget" er således til før den igangsatte bevægelse og efter bevægelsens ophør. "Jeget" tilhører overhovedet ikke den dimension, hvor noget opstår eller forgår, men er den faktor, som uændret i sin egennatur skaber bevægelse, tid og rum. Vi er nu nået til det samme resultat, som da vi analyserede evnen til at opleve og fandt, at "jeget" må være ét med ubevægelig stilhed, samt ét med evigheden og uendeligheden. Men når det drejer sig om at forklare fænomenet at skabe, der indbefatter evnen til "at vælge", får vi alligevel føjet endnu et aspekt til vor erkendelse af "jeget", nemlig, at "jeget" er en aktiv, udvælgende faktor. På grundlag af analyseringen af betingelserne for at kunne opleve, kunne man fejlagtigt tro, at "jeget" udelukkende var et passivt nulpunkt, der modtog impulser udefra og tilbagesendte dem i uændret form. Dette er imidlertid ifølge Martinus ikke tilfældet. "Nu må man ikke tro, at denne jegets "vending" af "bevægelsen" eller energien er helt det samme som den, en gummibolds tilbagevending fra en væg eller mur, den er kastet imod, repræsenterer. Jeget er ikke en "død" mur, og "bevægelsens" passage frem imod og tilbage fra dette er slet ikke så direkte og ligetil som gummiboldens bevægelse imod muren og tilbage igen...." (L. B. III stk. 825). Jeget er således ikke neutralt overfor bevægelserne, men påvirker dem aktivt. Martinus: "Det er dette jegstempels påføring af "bevægelsen", der... gør den identisk med eller forvandler den til livsytring". (L. B. III stk. 822) "Men denne "modtagelse" og "afgivelse" er ikke en blind og for jeget uregulerbar proces. Tværtimod, den er i højeste grad under jegets kontrol. Hvis kontrol skulle den ellers være underkastet?" (L. B. III stk. 935).

For at kunne give en logisk tilfredsstillende forklaring på fænomenerne oplevelse og skabelse er vi ledt frem til den konklusion, at det levende væsens "jeg" i sin egennatur har samme egenskaber som Guds "jeg", det guddommelige "noget". Disse egenskaber er ubevægelig stilhed, tidløshed og uendelighed. Der kan imidlertid kun eksistere ét "noget" med disse egenskaber. Hvis der var flere, måtte forskellene mellem dem markeres, hvilket kun kunne ske i bevægelsens, rummets og tidens dimensioner, "jeget" er imidlertid som nævnt uafhængig af disse dimensioner og må derfor også med hensyn til identitet være ét med ethvert andet "jeg" og også Guds "jeg".

Det rummede således en dyb kosmisk sandhed, når Jesus udtalte: "Faderen og jeg, vi er ét" (Joh. 10,30), og når det i Davids salmer hedder "jeg har sagt, at I er guder, I er alle den højestes sønner" (Sl. 82,6). Det underbygges hermed på ren intellektuel basis, at hele Universet er én helhed, ét stort altomfattende levende væsen, som udtrykker sig gennem alle levende skabningers livsytringer. Alle levende væsener har således fælles rod, fælles udgangspunkt, fælles "jeg". Mellem alle levende væsener og i forholdet til Gud eksisterer der derfor et organisk fællesskab, som kun kan inspirere til tolerance og kærlighed. Der findes således ingen fundamental modsætning mellem levende væsener, og enhver fjendtlighed røber derfor uvidenhed om dette forhold. Det uudviklede og primitive menneske rammer med sin fjendtlighed mod andre skabninger sit eget højeste "jeg", hvilket vil sige, at mennesket er sin egen største og eneste fjende. Individets individuelle oplevelse er imidlertid knyttet til dets egen oplevelsesevne og bevidsthed, derfor sikrer skæbneloven, at de positive og negative impulser, som individet udsætter andre for, vender tilbage til det samme individuelle individ. På den måde kan vedkommende erfare virkningerne af sine gerninger og gradvis få større viden om sine medvæsener og til sidst nære samme kærlighed til dem som til sig selv. At genkende sig selv gennem et andet menneskes handlinger, gennem dets ord og meninger, i dets ansigtsudtryk og blik, fører til en sympati og kærlighed, der overvinder enhver intolerance og fjendtlighed. Når alle levende væsener til syvende og sidst er ét og negativitet kun kan ramme vedkommende selv, er dette den stærkeste begrundelse for at tilgive sin næste. Ved at tilgive bryder individet den onde cirkel, som har fængslet det i mørkets og lidelsernes zone, og det træder ind i harmoniens, visdommens og kærlighedens verden, hvor alle lever i Guds ånd: til glæde og lykke for hinanden.