Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Fortsat fra forrige nummer)

 

Når al skabelse gennem ubegrænsede tider er virkning af det "guddommelige nogets" aktivitet, kan dets natur ikke fastsættes med et tidsbegrænsende udtryk. Den guddommelige årsag til al skabelse kan ikke tildeles en bestemt alder, og derfor er kun ubegrænset tid eller "evigheden" et retmæssigt udtryk for det. Hvis dette "noget" var mindre end evigheden, ville universets skabeudfoldelse for længst være gået i stå, da den tid, som er forløbet indtil dette øjeblik, allerede er ubegrænset. Det univers, vi ser for vore øjne i dag, har en historie, som ikke kan måles med årmillioner eller årmilliarder, da det ingen begyndelse har. Prøver man at forestille sig en begyndelse, løber man ind i et uløseligt problem: hvoraf blev den første skabelse til? Før den første skabelse må vi forudsætte, at ingenting eksisterede. Havde der eksisteret noget i forvejen, ville det være falsk at benævne det som den første skabelse. Men når der intet eksisterede, hvordan kunne der da opstå noget? Det ville kræve, at noget bliver til af intet, hvilket er helt ulogisk. Vi har aldrig erfaret, at noget blev til af intet, men altid opdaget, når tingene blev nøjere undersøgt, at enhver skabelse eller tilblivelse er en kombination af i forvejen eksisterende elementer, som er hentet andre steder fra. Kredsløbsprincippet i naturen muliggør netop denne proces, idet kredsløbet består af henholdsvis en destruktions- og en opbygningsfase, der passer sammen således, at de stoffer, som skal bruges til at opbygge nye organismer som planter og dyr, frigives ved forrådnelsesprocesser af de gamle organismer, som har opfyldt deres opgave og desuden er så opslidte, at det er mest nyttigt, at de afløses af nye. For at være på logikkens og erfaringens grund må vi derfor antage, at universet altid har eksisteret i en eller anden udformning, og at dets ophav: det guddommelige noget derfor er ét med evigheden.

Det "guddommelige noget" kan heller ikke karakteriseres ved noget bestemt størrelsesudtryk. Alle størrelser findes i universet. Ingen af teknikkens fineste instrumenter har ladet os opleve en nederste eller øverste grænse for stoflige eller energimæssige enheder. I det mikroskopiske sættes der tilsyneladende en kunstig grænse ved det subatomare tomrum, som vore instrumenter er for grove til at kvantificere eller differentiere i energienheder, men man ved indirekte, at dette "felt" eller "rum" er energifyldt. Grænsen nedad sættes med andre ord af instrumenterne og iagttagelsesbetingelserne, men ikke af virkeligheden. Myten om atomet (det udelelige) er for længst gjort til skamme af universet selv i forbindelse med teknikkens udvikling. Heller ikke opad i verdensaltets store vidder har mennesket mødt andre grænser end dem, der sættes af kapaciteten til at fremstille nye og større teleskoper. Stadig nye og fjernere stjernesystemer i lighed med vor egen mælkevej eller større kommer til syne i verdensrummet, og oplysninger om deres tilstedeværelse bringes af lys- eller radiobølger, som har været millioner eller milliarder af år undervejs. Der er intet grundlag for at antage, at universet er begrænset i størrelse, tvært imod er det naturligt i overensstemmelse med Martinus analyser at antage, at universet fremtræder med en uendelig størrelsesskala, og at det "guddommelige noget" som ophav til alle størrelser derfor er ét med det ubegrænsede.

At antage, at universet er ubegrænset i størrelse er også mest logisk, da følgen af den modsatte opfattelse er absurd. Hvad skulle en mindste størrelse bestå af? Ja, hvis den virkelig var den mindst tænkelige, så måtte den bestå af intet, for hvis den bestod af noget andet, så måtte dette andet nødvendigvis være mindre end den pågældende størrelse, da en del må være mindre end den helhed, den er med til at opbygge. Men at "noget" skulle bestå af "intet" er ulogisk. Vor logik kræver, at ethvert "noget" kan opdeles i noget mindre, og vi må anerkende, at denne opfattelse indtil nu til stadighed er blevet bekræftet. - Man kan heller ikke forestille sig en største størrelse. Selv for de største galakser kan vore teleskoper registrere, at der er noget udenom. Antog vi alligevel et største legeme, som ikke var uendeligt, måtte dette legeme have en overflade, en grænse, ellers ville det jo netop være uendeligt. Men hvad skulle det grænse til, hvis det selv var det største legeme og intet var udenom? Da der ikke fandtes noget, som var større, måtte det grænse til "intet", men en grænse til intet er netop ingen grænse. Hvis et legeme ikke grænser til noget, må det betyde, at man aldrig vil møde dets grænse, og det er i realiteten ensbetydende med, at det er uendeligt.

I naturvidenskaben taler man om det krumme univers, som antages at være både endeligt og uendeligt. Uendeligt, fordi krumningen fx. i form af jordkuglens krumning medfører, at man kan rejse overalt på dens krumme overflade uden at møde nogen grænser. Endelig, fordi man trods alt bliver på den samme kugle og i det lange løb kun kan krydse sine egne spor. Universets krumning er imidlertid en variation af kredsløbsprincippet, som har uendelig mange former. Men kredsløbsprincippet begrænser ikke uendeligheden, men strukturerer eller inddeler uendeligheden på en meget hensigtsmæssig måde. Vi har da heller ikke mødt noget kredsløb eller nogen kugleform, som ikke har et "udenfor". Jordkloden har sin omverden, solsystemet har sit omgivende rum og mælkevejen sin ydre verden. Lysets stråler krummer i nogle kolossale baner og er 6.000 millioner år om at vende tilbage til deres udgangspunkt, men hvorfor tro, at ikke også denne krumning har et "udenfor"?

Ved at iagttage dets skabeprodukter har vi nu hæftet to begreber på det "guddommelige noget", nemlig evigheden og uendeligheden. Men der er en tredje karakteristik af det "guddommelige noget", som Martinus tillige fremhæver og som supplerer de to første begreber på glimrende måde, nemlig at det "guddommelige noget" tillige er ubevægelig stilhed. Tid og rum er en funktion af bevægelse: bevægelse tager tid, og bevægelse kræver plads! Hvis man på grund af vor naturlige tilbøjelighed til at tænke i endelige baner forsøger at lægge nogen bevægelse ind i evigheds- og uendelighedsbegrebet, altså prøver at tænke i faktisk tid og faktisk størrelse om end i stort format, så afværger denne tredje definition helt denne trang. Den fastslår nemlig, at det "guddommelige noget" eksisterer uden nogen egenbevægelse. Da dette "noget" i og med, at det er evigheden og uendeligheden, eksisterer på ethvert tidspunkt og i enhver størrelse, behøver det heller ikke noget bevægelsesprincip. Bevægelse er et fænomen, som forbinder den ene størrelse med den anden og det ene legeme med det andet, og da bevægelse tager tid, forbindes dermed også forskellige tidspunkter. Men det "guddommelige noget" kan ikke identificeres med noget enkelt legeme eller noget enkelt tidspunkt. Da det har skabt enhver tid og enhver størrelse, omfatter det dem alle og ophæver derved bevægelsesprincippet i sin egennatur. -

Hvis det "guddommelige noget" kunne karakteriseres ved bestemte bevægelses- eller energiformer, så måtte det ligesom enhver bevægelse være den skæbne underlagt at have en begyndelse og en afslutning. Ingen enkeltbevægelser er evige, i så fald ville evighedsmaskinen, perpetuum mobile, kunne bygges og fungere, men dette har bevist sig umuligt. Alle bevægelser indgår i livets og naturens kredsløb, hvor de skiftevis er genstand for koncentration eller samling og spredning eller opløsning. I opløsningsfasen overgår bevægelsen til andre energiformer, hvor den på ny kan komme under påvirkning af en skabende virksomhed og blive benyttet til en opbygningsproces. Dette er loven om energiens konstans, som er en af fysikkens grundlove. Det er summen af energi i universet, som antages at være konstant, medens den enkelte bevægelsesart er underlagt kredsløb og derfor er tidsbegrænset. På dette grundlag er det klart, at det "guddommelige noget" i kraft af at være alle bevægelsers ophav ikke kan identificeres med en enkelt af sine bevægelsesvirkninger, men i sin egennatur må eksistere som et "noget" uden egenbevægelse. De uendelige former for bevægelser og bevægelsesretninger, som det "guddommelige noget" har skabt gennem evigheden, vil begrebsmæssigt ophæve hinanden og disse bevægelsers ophav må derfor have en natur, som er neutral i forhold til bevægelser, dvs være ét med ubevægelig stilhed.

Lad os afslutte dette afsnit med at konkludere, at den inderste årsag til alle naturens og universets fænomener gennem alle tider i de mindste enkeltheder og de største skabeprodukter er et "noget", som ikke kan beskrives med sprogets begrænsede gloser, og som derfor kun kan benævnes som et ukendt "X". Om dette "X" kan det kun siges, at det eksisterer, og at det er den inderste årsag til alt skabt. Dets ukendte natur fremgår deraf, at det er ubegrænset og derfor altid rummer flere skabemuligheder, end det hidtil har afsløret. Da det er den inderste eller første årsag til alt, hvad der er skabt, er det i absolut forstand identisk med selve Skaberen. Nogen anden skaber end dette "X" findes ikke. Det er således det højeste "noget", som findes, af hvilken grund Martinus også kalder det "noget nr. 1" eller "X 1" i modsætning til dette "nogets" skabeevne, som benævnes "X 2", og skabeproduktet, der benævnes "X 3".

Skaberen eller "X 1" er således livets absolutte herre, og det er derfor som allerede nævnt berettiget at kalde det "det guddommelige noget". Martinus: "Verdensaltet er således en levende, arbejdende organisme, igennem hvilken et evigt eksisterende guddommeligt "noget, som er" åbenbarer, manifesterer eller tilkendegiver sin urokkelige eksistens, sin vilje, sin almagt, sin alvisdom og sin alkærlighed." (LIVETS BOG VII, stk. 2637).

Vi har set, at dette guddommelige "noget" er ét med evigheden og uendeligheden og endvidere som kontrast til tidens og rummets bevægelser er en allestedsnærværende ubevægelig stilhed. Dette guddommelige "noget" er ifølge Martinus det samme som Guds jeg, og vi skal i det følgende præsenteres for nogle argumenter, som angiver, at "jeget" i de enkelte levende væsener har den samme ophøjede natur og således er ét med det guddommelige jeg.