Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Er jeg til som et Jeg, der oplever og manifesterer gennem en organisme, eller er jeg blot til som en funktion af denne? Dette spørgsmål er i al sin korthed af vital betydning for hvert eneste menneske, der ikke er i stand til at tro, men kræver viden. Thi er Jeget et noget, der benytter organismen som redskab for sin oplevelse og manifestation, er der ingen grund til at antage, at Jeget ikke skulle fortsætte og opleve tilværelsen på en ny måde, når organismen dør, ligesom man, hvis et fysisk redskab ødelægges, anskaffer og benytter et nyt. Men hvis Jeg-fornemmelsen og oplevelsen derimod kun er følelser og tanker frembragt af organismen, ophører alt dette, når legemet ikke fungerer mere.

Umiddelbart føler mennesket sig som et Jeg, der har en organisme eller et instrument, som det benytter, både når det oplever og det skaber; men alligevel ved det godt, at mange af dets følelser og tanker direkte er forårsaget af de fysisk-kemiske processer i organismen. Man kan blot nævne den afhængighed, det står i i forhold til sit legeme, når der er noget i vejen med dette. På den anden side er det tydeligt, at organismen er udformet som et redskab. Hænderne er f.eks. at betragte som griberedskaber o.s.v., og så spørger man uvilkårligt: redskab, men for hvem?

Vanskeligheden ved at komme til klarhed over forholdet mellem Jeget og organismen skyldes navnlig tre ting. For det første, at Jeget, hvis et sådant altså virkelig eksisterer, ikke på nogen måde direkte kan sanses eller observeres, for det andet, at dette Jeg er knyttet så intens til organismen, at de kun tilsammen udgør enheden det levende væsen, og for det tredie, at individets hele sansning sker gennem dets legeme.

Ikke mindst de senere års forskning har afsløret mange af naturens hemmeligheder. Naturligvis findes der endnu et væld af uløste problemer, men tendensen går unægtelig i den retning, at man søger og finder fysisk-kemiske forklaringer på de i den fysiske verden eksisterende fænomener. Dette gælder også den fysiske organisme. Mange videnskabsmænd mener derfor, at alt, hvad der kommer til udtryk gennem organismen, udelukkende kan føres tilbage til fysisk-kemiske forhold i denne. Hvis dette virkelig er tilfældet, således at der i det hele taget ikke eksisterer andet end det materielle, kan det være svært at få øje på en gud og få ham placeret i verdensbilledet, idet man simpelt hen ikke kan finde nogen funktion til et sådant væsen.

Her må imidlertid erindres om, at videnskaben hidtil med hensyn til dens søgen efter årsager udelukkende har søgt i det materielle område, så hvis der i det hele taget forekommer fysisk-kemiske årsager for organismens forskelligartede virksomhed, vil man sandsynligvis før eller senere få fat i disse, men heller ikke i andet. At der foregår fysisk-kemiske processer i den materielle organisme, når den påvirkes eller reagerer, kan i og for sig ikke forbavse, tværtimod ville det modsatte i høj grad være besynderligt, idet muligheden for at få legemet til at virke som sanse- og manifestationsapparat netop må bero på, at der sker forandringer i dette, og da den materielle organisme er af fysisk-kemisk natur, må forandringer i denne også være fysisk-kemiske.

Kort og godt vil det ovenstående kunne udtrykkes således, at videnskaben udelukkende har koncentreret sig om det materielle og derfor udelukkende har erhvervet sig materielle resultater; men dette kan selvsagt intet bevise om, at der ikke også findes en åndelig side ved hele tilværelsen, incl. organismen. Videnskaben indrømmer naturligvis, at menneskenes bevidsthed har visse åndelige sider, men tror, at disse helt kan forklares som udslag eller reaktioner fra fysisk-kemiske forandringer.

Hvorledes kommer vi nu videre i denne diskussion? Ja, det må ske gennem analysen af det levende væsen. Den materielle videnskab påstår, at det levende væsen er en organiseret samling fysisk-kemiske stoffer, der i de specielle, organiserede sammensætninger af uhyre kompliceret karakter har den evne eller egenskab at give visse åndelige reaktioner, specielt i form af fornemmelsen af at opleve og føle behag og ubehag. Bevidstheden, følelsen af at være et Jeg, der oplever og skaber, menes således at være egenskaber hos disse komplicerede fysisk-kemiske forbindelser, altså egenskaber, der tilsvarende alle andre egenskaber fremkommer, når disse stofkombinationer påvirkes på bestemte måder. Det pudsige ved situationen er, at sådanne postulater, hvor barokke de ud fra et åndelige synspunkt end kan forekomme, ud fra et materielt synspunkt synes plausible, modsigelsesfri, hvilket jo kan virke helt mærkværdigt. Men lad os i denne forbindelse tage et simpelt eksempel.

Tænker man sig en bakke, op ad hvilken en hest trækker en vogn, og man hverken kender noget til hestens eller vognens funktion alene, men kun til funktionen af kombinationen hest med vogn, idet de altid forekommer sammen, kunne det blive vanskeligt at afgøre, om det er hesten, der trækker vognen eller omvendt, og man ville formelt kunne påstå, at vognen skubber hesten, uden at det måske ville være muligt at modbevise dette.

Dette eksempel synes nok noget naivt, for vi ved jo, at det er hesten, der trækker vognen, men ikke desto mindre modsvarer det ganske godt en side af situationen med Jeget og organismen. Er det Jeget, der oplever og manifesterer sig gennem organismen, eller er det organismen, der er i stand til at opleve og til at manifestere, og er Jeg-fornemmelsen kun en illusion, en organreaktion? Man vil forstå, at sagen slet ikke er så lige til, og at dette først og fremmest skyldes, at vi ser og sanser med det fysiske legeme og kun oplever Jeget i forbindelse med dette.

Den materiel-videnskabelige opfattelse af det levende væsen må i overensstemmelse hermed blive, at det er en organisme, der er i besiddelse af forskellige materielle egenskaber og dertil også i besiddelse af egenskaben at kunne opleve og manifestere eller kort udtrykt at kunne skabe.

Imod denne anskuelse står Martinus analyse af det levende væsen som et noget, der har evne til ved hjælp af en organisme at opleve og at manifestere sig.

Hvorledes kan man her afgøre, om førstnævnte eller sidstnævnte opfattelse af det levende væsen er rigtig? Ja, hvorledes kan vi i det ovenfor anførte eksempel finde ud af, om det er hesten, der trækker vognen, eller omvendt? For at belyse problemet nærmere vil vi tage endnu et eksempel.

Vi tænker os en bil med chauffør, hvor chaufføren er fastspændt til bilen på en sådan måde, at han ikke kan skilles fra denne, men tilsyneladende indgår som en del af denne tilsvarende bilens øvrige dele. Hver del af bilen har sin funktion, og chaufføren har funktionen at dirigere og styre bilen. Man kan nu gøre to synspunkter gældende: chaufføren er blot et organ i bilen, der tilsvarende de øvrige dele har sin specielle funktion, eller han er noget ganske specielt i forhold til bilen, idet bilen må opfattes som et redskab for ham. Bil og chauffør kan tilsammen opfattes som en enhed, et levende køretøj. Bilen alene uden chauffør eller chaufføren alene uden bil kan naturligvis ikke fungere som et levende køretøj. Hvis bilen mangler en af sine vitale dele, f. eks. motoren, kan den heller ikke fungere; opfattelsen af chaufføren som et organ i bilen synes således helt plausibel. Man vil jo i mange tilfælde kunne erstatte chaufføren med et elektronisk organ eller apparat, der er i stand til at modtage instrukser, som ved hjælp af radarinstrumenter kan styre udenom forhindringer, som via andre mekanismer kan regulere benzintilførslen, bremse o.s.v. Ganske vist kan chaufføren opleve og derudfra reagere; men det behøver jo kun at være en ekstra finesse ved et sindrigt apparat i bilen.
 

I det førstnævnte grovere eksempel (hest med vogn) kunne man tænke sig at gøre indgreb på henholdsvis hest og vogn og undersøge, hvilke virkninger sådanne forårsager, for at komme til erkendelse af, om det er hesten, der trækker vognen, eller omvendt. I det sidstnævnte eksempel (bil med chauffør) kunne man tilsvarende gøre indgreb på bilen og chaufføren og følge virkningerne. I dette tilfælde kunne man derved netop komme til erkendelse af chaufføren som et oplevelses- og direktionsorgan i bilen. Det ville kun bekræfte erfaringen om, at enhver funktion må have sit organ specielt indrettet til at foretage den pågældende funktion.

Disse opstillede simple eksempler er velegnede til at vise, hvor vanskeligt vrangforestillinger som de fremsatte lader sig modbevise, for heldigvis er vi her i den situation, at vi ved, at hesten trækker vognen, og at bilen er redskab for chaufføren, og ikke omvendt, at chaufføren blot er et appendiks til bilen.

Betragter vi bil med chauffør som en helhed, må vi naturligvis erkende, at chaufføren er det, der gør denne enhed levende, men vi ved samtidig, at chaufføren er en enhed for sig, således at chaufføren, hvis f. eks. bilen ved et sammenstød ødelægges, har mulighed for at overleve. Enheden, det levende køretøj, er altså ikke nogen permanent eller absolut enhed, og spørgsmålet er, om Jeget og den fysiske organisme i virkeligheden er nogen absolut enhed eller i lighed med chauffør og bil blot en midlertidig enhed.

Diskussionen, om oplevelse (X-2) er noget, der hører et noget (X-1) til, og som foregår ved hjælp af dette nogets organisme (X-3), eller om oplevelse blot er en reaktion ved en organisme, er imidlertid ikke et ret ligegyldigt spil af ord, nej, det er noget ganske overordentlig afgørende for hele forståelsen og indblikket i livsmysteriet, Det drejer sig i virkeligheden her om den klassiske diskussion mellem den vitalistiske og den mekanistiske livsanskuelse. Til trods for at disse anskuelser er som dag og nat, således at den forkerte anskuelse må betragtes som en vrangforestilling i forhold til den rigtige eller sande, er det, som det fremgår af det ovenstående, specielt de her angivne eksempler, ikke nogen simpel sag at føre bevis for sandheden.

Da menneskets sansebegavelse normalt ikke strækker sig ud over dets fysiske legeme, kommer man ad den vej ikke længere end til den fysiske organisme, og hvad der til hører. De psykologiske fænomener, der knytter sig til mennesket, hører til dets organisme og opfattes som nævnt af materialisten som rekationer fra fysisk-kemiske virksomheder i denne.

De parapsykiske fænomener er endnu så lidet undersøgt og kontrolleret, så man ikke i øjeblikket tillægger dem synderlig værdi som bevismateriale imod den materialistiske opfattelse. Sådanne fænomener burde naturligvis underkastes en nøjere videnskabelig undersøgelse. Da man imidlertid ikke direkte kan anvende de sædvanlige videnskabelige metoder, betragter videnskaben i almindelighed parapsykologien som noget, der er den uvedkommende. Enkelte forskere er dog begyndt at interessere sig for denne disciplin og forsøger at udskille de ting, der ikke kun kan forklares ud fra kendte begreber.

Ligesom i de ovennævnte eksempler er der mulighed for at få noget at vide, hvis man er i stand til at adskille organismen og Jeget. Ved dødens indtræden må en sådan adskillelse ske, såfremt Jeget er et noget, der benytter organismen som sanse- og manifestationsredskab. Man kender her tilfælde, hvor døden er indtrådt, idet hjertet holder op at slå, f. eks. på grund af et chok, men hvor man ved at give hjertet massage eller elektriske stød bringer det til at slå igen. Et lille stykke tid efter, at man på denne måde har fået organismen til at fungere, sker der pludselig noget, idet den med ét fungerer uden hjælp udefra. Lige efter og lige før dette tidspunkt er organismen tilsyneladende den samme, men der er en afgørende forskel, der kendetegner livet fra døden. Der er her meget, som tyder på, at der er noget, et Jeg, som i det pågældende øjeblik atter tager den ad kunstig vej brugbargjorte organisme i sin besiddelse. Denne hypotese giver i alt fald en plausibel forklaring på dette fænomen.

Endelig kan man ad tankens og logikkens vej sammenligne de to opfattelser. Organismen er bygget logisk op som et sanse- og manifestationsredskab til et noget, et Jeg, som er i stand til at bruge det. Der, hvor mennesket sanser skarpest, d.v.s. inden for dets eget skabe- og virksomhedsområde, ses det, at alt, hvad der er hensigtsmæssigt, er intelligensmæssigt planlagt, og at det altid er menneskene, der dirigerer og bruger redskaberne, og at redskaberne kun kan betragtes som ikke levende ting i menneskenes tjeneste. Et redskab kan ikke opleve, men det kan mennesket. Chaufføren og bilen i eksemplet kan godt betragtes som helheden, en taxa, men vi ved dog, at bilen er chaufførens redskab, hvormed han betjener kunderne og tjener til livets ophold. Det er simpelt hen en abnorm tanke, at et redskab skulle kunne opleve. Det gælder alle de apparater, menneskene har skabt, ligegyldigt hvor fine og udspekulerede de end kan være, som f. eks. elektronregnemaskinen, og det vil kun være naturligt herudfra at slutte, at det lige så vel må gælde de redskaber i form af organismer, som menneskene ganske vist ikke i sin nuværende position har udtænkt, men alligevel ad naturens vej er med til at skabe.

Alle Martinus analyser er en underbygning af hans grundanalyse af det levende væsen i form af det treenige princip: Jeget (X-1), Jegets skabeevne (X-2) og Jegets organisme (X-3). En skabeevne må være knyttet til et noget, som benytter den, og et noget må have en skabeevne for at skabe. Men for at skabe må dette noget også have materiale til at skabe med og et redskab eller en organisme til at jonglere med materialet.

Imod denne analyse står som nævnt materialistens postulat, at organismen eller redskabet skaber og oplever, idet disse livsbekræftende foreteelser kun antages at være fysisk-kemiske reaktioner i organismen. Hvordan man har tænkt sig, at organismen eller dens hjerneorgan er i stand til at opleve, føle behag og ubehag, have Jegfornemmelse o.s.v., o.s.v., vides ikke.

Vi vil afslutte diskussionen om Jeget og organismen med analysen af, hvorledes oplevelse finder sted. Lad os tage et synsindtryk. Lysstråler, der tilbagekastes fra en genstand, rammer øjelinsen, brydes og tegner et billede af genstanden på nethinden. Celler i nethinden påvirkes fotokemisk og forårsager derved elektriske impulser, som føres gennem nervetråde til hjernen, hvor der dannes et slags elektrisk billede af genstanden. Dette billede kan tænkes transformeret videre, men ligegyldigt hvorledes dette former sig, må et billede eller symbol af genstanden i sidste instans opleves som værende genstanden. Denne oplevelsesproces er ikke af fysisk natur, idet det, der opleves, opleves som noget helt andet. Billedet i hjernen opleves som genstanden udenfor hjernen. Det vil med andre ord sige, at den materieltindstillede videnskabsmand postulerer, at den materielle organisme har evne til at foretage en sådan immateriel proces. Ligeledes bliver det meget svært at forstå, hvorledes helhedsoplevelser bestående af et mylder af detailler kommer i stand. Er det den samlede hjerne eller organer i denne, der er i stand til at opleve og overskue helheden? I eksemplet med chaufføren og bilen, kunne chaufføren på en vis måde opfattes som et oplevelsesorgan for helheden, det levende køretøj. Hvorledes er oplevelsesorganet for det levende væsen? Hvis det er af materiel art, måtte det jo kunne observeres og undersøges.

Man vil forstå, at det giver uoverskuelige vanskeligheder at antage, at oplevelsen blot er en reaktion, en fysisk-kemisk proces i den fysiske organisme, og også en inkonsekvens, idet man da som nævnt må tillægge den materielle organisme den immaterielle egenskab at kunne opleve. Enhver form for oplevelse må bero på en evne til at opleve forandringer i fysisk eller åndelig materie som billeder i bevidstheden. Billederne kan f. eks. være af syns-, smags-, følelses- og intelligensmæssig karakter, eller det kan dreje sig om erindringsbilleder. Man ser, at der her er tale om en skabelsesproces, idet der ud fra nævnte energimæssige forandringer skabes billeder, som individet er bevidst i eller til stadighed oplever.

Oplevelse og bevidsthed er uadskillelige faktorer, idet oplevelserne "farves" af bevidstheden og bevidstheden "formes" af oplevelserne. Hvor bevidstheden er næsten latent, kan de ydre påvirkninger kun registreres i form af behag og ubehag. I samme grad som bevidstheden vokser, nuanceres oplevelserne.

Man kan ikke forklare, hvad oplevelse eller bevidsthed er, idet intet andet står det levende væsen nærmere. Man kan kun sige, at det er de ingredienser, der uløseligt er knyttet til livet. At prøve på at forklare disse foreteelser blot som reaktioner fra fysisk-kemiske stof- og energikonstellationer støder, som vi har set, på uovervindelige vanskeligheder, hvorimod man ved Martinus analyse af det levende væsen får bragt disse begreber på plads som noget, Jeget har og altid har haft, og som gør, at livet er til med Jeget som centrum.