Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Alt flyder", sagde Heraklit, "intet i denne verden er konstant, alt veksler og ændres gennem tiderne". Det er rigtigt, at bevægelse er en uadskillelig del af livet. Fandtes der ikke bevægelser, ville livet være uden form og farve, uden lyde, uden materie, uden skabelse - d.v.s. en evig tomhed. Takket være bevægelsesprincippet stråler og funkler livet imidlertid med sine tusind stjerner og talløse planeter, hvorpå det udfolder sig i panoramaer af vidunderlige naturområder, mineralske og organiske verdener såvel som kulturer i opblomstring og degeneration, for ikke at tale om tilværelsens åndelige verdener, hvis skønhed og fuldkommenhed langt overgår den fysiske verden. Livets udfoldelse står således i en ubetalelig gæld til bevægelsesprincippet. Men problemet er nu, om livet kun er et spørgsmål om bevægelse?

"Det sete afhænger af øjnene, der ser", siger man, hvormed der udtrykkes en sandhed, som ikke alene gælder den fysiske synssans, men også menneskets åndelige sanser. Hvordan man ser på livet, hvilken livsanskuelse, man danner sig, afhænger af forholdet mellem de sjælelige kræfter i personligheden. Mennesket er et mikrokosmos, en mindre udgave af universet, og dets indre harmoni samt dets erkendelse af universet afhænger af, om der er den samme afpassede balance mellem dets mikrokræfter, som det er tilfældet mellem makrokræfterne i universet. I den sunde organisme varetager instinkterne automatisk et hensigtsmæssigt samarbejde mellem de enkelte områder i organismen, såsom kirtelfunktioner, fordøjelse, stofskifte o.s.v., der ganske svarer til naturkræfternes koordination i universet, og er med hensyn til harmonisk samvirke fuldt på højde med de makrokosmiske kræfters samvirke. Men menneskets sjæleliv er endnu ufuldkomment. Menneskets personlighed er endnu kun under dannelse, og dets sjælelige kræfter, d.v.s. følelser, tanker, motiver, ønsker, beslutninger o.s.v., har derfor endnu ikke konstitueret sig i en harmonisk helhed, der kan stå mål med universets åndelige struktur, den guddommelige bevidsthed. Målet er imidlertid ikke ude af sigte. Med samme sikkerhed, som Gud via evolutionen har opbygget fuldendte organismer, som i struktur og funktion er rene tekniske vidundere, vil han også færdigdanne den sjæl, som ved sin indsigt og kærlighed skal bruge organismen i livets tjeneste. Gennem selvoplevede erfaringer og ved stadigt at møde virkningerne af sin sjælelige udstråling og sin heraf følgende væremåde vil det enkelte menneske med usvigelig sikkerhed korrigere sin mentale natur og gradvis skabe styrke, kontrol og livsglæde i sin tilværelse. Særlig betydningsfuld er tilvejebringelsen af den rette balance mellem følelseslivet og intelligensen. Dominerer den ene af disse sjælelivets hovedkræfter, åbnes der automatisk adgang i personligheden for de animalske energier, selviskhedens kræfter. Intelligens uafhængig af følelsesværdier - uden etisk holdning, skaber let en mentalitet, som kun ser livets vrangsider og ofte nedbryder andres livsglæde. Et omfattende følelsesliv, som ikke er stabiliseret og kontrolleret af forstandighed, er på den anden side lige så fatalt, fordi følelser og emotioner er uintellektuelle i deres natur og derfor ikke kan vurdere mål og midler. Store følelser er ofte som god vin på utætte flasker: de spildes til forkerte formål. Følelser er desuden på deres første og endnu ikke udviklede stadier særdeles ustabile og kan meget hurtigt - til andres og undertiden også til vedkommendes egen forbavselse - skifte fra ubegrænset hengivenhed til bittert had. Menneskets sjælelige vækst er derfor ganske særligt betinget af en fortsat udvikling og koordination mellem disse to psykiske faktorer, intelligens og følelse. I stedet for at modarbejde hinanden skal de understøtte og forædle hinanden, således at følelserne gradvis bliver til kærlighed og intelligensen til visdom, hvorved disse to kræfter i virkeligheden danner modtagelighed for intuition. Den intuitive sjælstilstand betegner således den fulde balance mellem bevidsthedens komponenter, hvorved sindet ækvivalerer med balancen i universets helhed. I denne sjælelige tilstand er bevidstheden et resonansrum for verdensaltet, og sandheden om universets evige struktur - dets identitet som en guddommelig bevidsthedsudfoldelse - gennemstråler menneskets bevidsthed i intuitiv klarhed. I et umådeligt lyshav, som Martinus betegner "den store fødsel", etableres der herved fuld kontakt mellem Guds bevidsthed og menneskets. I sin lille bog "Omkring min Missions Fødsel" beskriver Martinus, hvorledes han gennem en række vidunderlige åndelige illuminationer fik sin kosmiske indvielse, der satte ham i stand til at fremstille sit kosmiske verdensbillede som en kopi af universets virkelige natur. Det centrale træk ved disse oplevelser var erkendelsen af Gud, og at være ét med Gud. Men desuden erkendelsen af universets fuldkommenhed, en selvoplevet bekræftelse på de bibelske ord: "Se, alt er såre godt".

På basis af sin kosmiske bevidsthed erkendte Martinus, at bevægelsesprincippet ikke er tilværelsens højeste kraft, men at det tværtimod kun kan eksistere som en virkning af en magt, som er hævet over bevægelserne og derfor er disse overlegen. At være hævet over bevægelser er imidlertid ensbetydende med at være "ikke-bevægelse". Denne magt må med andre ord være et ubevægeligt princip, og da det er ubevægeligt, kan det altså heller ikke ændres, hvorfor det er uforanderligt altså evigt det samme. Dette evige, ubevægelige princip er det "centrum" eller den indre virkelighed, som skjuler sig bag alle former for bevægelse, vibrationer, energier, universets fysiske og åndelige verdener. Denne magt erkendte Martinus som identisk med jeg'et, ikke blot jeg'et i det enkelte levende væsen, men i hele universet, d.v.s. Guds jeg. For den kosmisk bevidste viser det sig endvidere, at det "evige jeg" ikke eksisterer i flertal, fordi enhver form for differentiation henviser til bevægelsernes verden, men som en universel enhed, der er identisk for hele universet. I deres højeste natur er alle levende væsener og Gud således ét.

Gennem kosmisk bevidsthed oplever mennesket endvidere, at dette jeg ikke er identisk med individets bevidsthed, da alt, hvad der rører sig i bevidsthedslivet, er former for energi eller bevægelse, men at det er et element, som er hævet over det individuelle sjæleliv på samme måde, som det er hævet over de materielle områders kræfter.

I kraft af dette jeg er udødelighed således ikke en egenskab, mennesket erhverver ved en særlig indsats, men en identitet, det altid har besiddet som en del af dets konstitution eller væsen.

I en verden, som på grund af naturvidenskabens forskningsmetode er blevet vænnet til at karakterisere alle årsager som energienheder, er det overraskende at møde en opfattelse, hvorefter enhver form for energi er en virkning af et ubevægeligt princip, der fremstilles som universelt centrum. Man kan indvende, at et sådant "ikke-energi" princip aldrig er observeret, hvilket imidlertid kun er naturligt på grund af dets særlige natur. Det eksisterer nemlig ikke som en objektiv genstand, men alene som subjekt, d.v.s. udgangspunkt for alle iagttagelser. Det levende væsen kan ikke objektivere sit eget subjekt, hvilket ville kræve, at der skulle være forskel på jeg'et som subjekt og objekt for at markere oplevelsen, hvilket naturligvis er absurd. For at kunne sanse en ting, må den være begrænset i tid og rum, hvilket netop er det objektives væsen, hvorved det danner den nødvendige markering eller kontrast til jeg'et, som er evigt og urumligt. I Martinus analyser defineres jeg'et derfor som "et noget, som er", hvilket som det ses er den kortest tænkelige definition på det vigtigste element i tilværelsen. Denne kortfattede definition må ikke fortolkes som en ringeagt for livets højeste realitet, men skal tages som udtryk for dets ophøjede majestæt, dets evige urørlige væsen.

 

På grund af de ønsker og beslutninger, som udgår fra jeg'et, former det levende væsen sine oplevelser i bevægelsernes verden i form af kredsløb, gennem hvilke det på genial måde forener to fundamentale værdier, glæden ved variation og glæden ved gentagelse. Det evige liv former sig derfor som kredsløb i uendelig mange former, hvortil hører kredsløbet mellem vågen- og søvntilstand og reinkarnationskredsløbet, d.v.s. variation mellem fysiske og åndelige tilværelser, der forener de fysiske liv i en lang kæde. Gennem "den store fødsel" vil mennesket endvidere opleve, at den "nyfødte" kosmiske bevidsthed også er en gentagelse, en fornyelse af en åndelig besiddelse, det ikke har haft alene én gang, men utallige gange tidligere i sin evige tilværelse. Ved genoplevelsen af den kosmiske bevidsthed bygger mennesket således en åndelig bro tilbage til den tilværelse, som i Bibelen kaldes paradiset.

Menneskets tilværelse gennem de mange liv på jorden er således identisk med "den fortabte søn"s udenlandsrejse, og generhvervelsen af den kosmiske bevidsthed er hans tilbagevenden til sin faders hus. Menneskets jordiske tilværelse skal ikke opfattes som nogen straf, som det jo heller ikke var tilfældet med den fortabte søns udenlandsrejse, men som en fri beslutning, hvis inderste formål var livsfornyelse. Adam og Eva havde udlevet paradiset og følte ikke længere inspiration ved at følge Guds vilje. Det var derfor nødvendigt for dem at opleve modsætningen til de åndelige verdeners visdom og kærlighed. Dette skete indtil overflod, da de på jorden kom til at kæmpe med sult, fjender, sygdom, uvidenhed, egoisme o.s.v. Tilværelsen her blev en fornedrelse, som kulminerede i den tro, at mennesket er dødeligt, og at den materielle verden er den højeste virkelighed. Jeg'ets ophøjede natur blev således tilsløret i grov uvidenhed, ja endog med en kittelklædt videnskabs formler og tabeller. Resultatet blev en voksende længsel mod noget evigt, mod fred og kærlighed, mod Gud, d.v.s. den mentale tilstand, som netop begynder at præge menneskeheden i dag. Al skabelse tager imidlertid sin tid, særlig når det drejer sig om personlighedens vækst, fordi den er baseret på personlige erfaringer, men en skønne dag "som en tyv om natten" vil mennesket i kraft af sin genskabte sjælelige balance på ny føle sig ombølget af den guddommelige kærlighedsstrøm og erkende, at det evige livs cirkler hviler i et guddommeligt centrum, det evige faste punkt, jeg'et.