Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1962/Årsskrift side 45
N. JÄGER, Holland
Åndelig renæssance i Holland
 
Den Haag, Holland.
Lige siden det sekstende århundredes reformation for næsten 300 år siden har Holland været et land, hvor på den ene side en strengt ortodoks (calvinistisk) kirke udøvede stor indflydelse på myndighederne, medens på den anden side stor religiøs tolerance ligeledes har gjort sig gældende. Derfor søgte mange religiøst forfulgte, f. eks. de portugisiske jøder, huguenotter m. fl. tilflugt i dette land. Igennem påvirkning af disse religiøse retninger begyndte mange humanistiske retninger at bane sig vej frem, og disse retninger er efter det nittende århundredes sidste tiår - især efter 1920 - blevet meget stærke. Andre årsager har uden tvivl bidraget hertil, men disse årsager er denne artikel uvedkommende. På grund af tænkeevnens videnskabeliggørelse har mange mennesker ikke længere evne til at nøjes med den religiøse tro, de er blevet påført. Under verdenskrigen 1939-45 begyndte kirkeforfatningen at indse, at de gamle metoder havde udspillet deres rolle, og at en fornyelse derfor var nødvendig. Desværre har kirken imidlertid forsøgt at gøre dette ved at "modernisere" den gamle form for forkyndelse, altså i virkeligheden forsøgt at "komme ny vin på gamle læderflasker" eller netop det, som evangelisterne Mattæus, Markus og Lukas advarede imod (se Matt. 9:17, Mark. 2:22, Luk. 5:37). Tilsyneladende har kirkerne ikke dannet sig en virkelig klar forestilling om, hvor meget der er gået tabt fra apostlenes tid. Dette viser sig klarest i Det ny testamente, hvor Paulus siger: "Men til enhver gives åndens åbenbarelse til det, som er gavnligt. En gives der nemlig ved ånden visdoms tale, en anden kundskabs tale ifølge den samme ånd; en anden tro i den samme ånd, en anden gaver til at helbrede i den ene ånd" (1. Kor. 12:7-9). Og videre: "Mælk gav jeg eder at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle det, ja, I kunne det ikke engang nu, thi endnu er I kødelige -" (1. Kor. 3:2-3). "I er endnu kødelige!" Hvor tydeligt viser det sig ikke, at Paulus her tager hensyn til en vækst også i åndelig forstand. Og efter Markus kundgjorde Kristus selv sit budskab "eftersom de kunne fatte det", hvilket altså vil sige: med hensyn til deres åndelige fatteevne. Han talte til almenheden i lignelser, men i enrum udlagde han det altsammen for sine disciple. (Mark. 4:3334.) Hans begrundelse derfor var: "Eder er det givet at vide Guds Riges hemmelighed" (Mark. 4:11). Denne pluralitet af Kristi undervisning (efter menneskenes forskellige fatteevne) hverken anerkendes eller forstås af nutidens kirke, og enhver, som forsøger, i den bedste hensigt, at henlede kirkens opmærksomhed herpå, betegnes som "fra djævelen". Men mange mennesker har søgt efter den tabte kundskab og visdom, og eftersom tiden blev moden dertil, kom mange "sendebud", som havde opdaget disse sandheder uden for kirken, og naturligvis delagtiggjorde de menneskene i deres viden. Forfatteren af denne artikel tænker her på teosofiens, antroposofiens, rosenkreuzernes og sufisternes lærdomme. Han erhvervede selv megen kundskab gennem alle disse verdensanskuelser og åndsstrømninger, og han er dem endnu den dag i dag meget taknemmelig for alt, hvad de har skænket ham. Dybt i hans bevidsthed levede en fortsat længsel efter en mere universel form for kundskab, der i analytisk form kunne påvise baggrunden for alt det, videnskaben havde opdaget, og for alt det, han kendte som "esoterisk viden". Dybt i sit hjerte var han overbevist om, at en sådan mulighed måtte findes et eller andet sted - men hvor?
Allerede i 1946 havde Martinus Instituts virksomme esperanto-afdeling forsøgt at sprede budskabet om Martinus kosmologi i Holland ved hjælp af hollandske esperantister, men uden særligt held. Et andet forsøg, som nogle damer gjorde i Amsterdam for ca. 10 år siden, førte heller ikke til noget resultat. Men i 1956 tog fru direktør Dunnewolt, Wassenaar, initiativet til et tredie forsøg, der lover godt for fremtiden. Hun begyndte at holde foredrag om Martinus kosmologi, først i Haag, senere hen også i andre hollandske byer. Det var gennem et sådant foredrag i Haag 1958, at forfatteren af denne artikel fik et første indblik i Martinus kosmologi og dens symboler, som gjorde et dybt indtryk på ham. Dette foredrag bragte ham vished om, at han endelig var kommet i berøring med det, der ville betyde opfyldelsen af alle hans ønsker, han følte sig for første gang i sit liv virkelig "hjemme". Med det samme begyndte han at lære sig det danske sprog for at kunne læse Martinus originale værker. Det lykkedes ham snart at gøre dette. For tiden er han en virksom medarbejder i en lille gruppe, som har til formål ikke at hvile, før alle Martinus bøger er oversat til hollandsk. I dette år kom den første bog af Martinus på hollandsk. Den indeholder en samling af Martinus foredrag sammen med Erik Gerner Larssons korte Martinus-biografi, og bogens titel er "De Beshaving van het Hart" (Hjertets Dannelse). Flere mindre bøger af Martinus er blevet oversat og vil blive udgivet, så snart det er os økonomisk muligt. Derudover har denne gruppes medarbejdere opnået lejlighed til regelmæssigt at skrive artikler til månedsskriftet "Reveil", der begyndte at udkomme i maj dette år. Herigennem og desuden gennem fru Dunnewolts foredrag spredes kendskabet til Martinus kosmologi i mange kredse. Vore planer om en officiel repræsentation for Martinus Institut tager bestandig fastere form.
Til slut forventer vi før jul i år at kunne indvie et "sundhedshus" i Haag i tilknytning til institutionen "Voorlichting Natuurlijke Leefwijze" (Oplysning om en naturlig levevis). Institutionens formål er befordring af legemlig og åndelig sundhed. Det glæder os at kunne meddele, at den gruppe af interesserede i Martinus kosmologi i Holland, som befordrer udbredelsen af denne kosmologi, også vil spille en rolle inden for den her nævnte institution, der vil oprette et "Podium for fri åndelig udvikling", hvor alle åndsretninger skiftevis vil holde foredrag. Gennem foredrag her håber vi at kunne gøre en stor indsats til fordel for Martinus verdensbillede - et verdensbillede den videnskabeligt indstillede tænker af i dag trænger så meget til.
Nærværende artikel er et beskedent forsøg på at give Dem et lille indblik i det stadigt voksende arbejde, der i Holland gøres for at sprede budskabet om Martinus eksistens og indebærer en bøn til Dem om at tænke med kærlighed på os. Hvis vi føler, at De omfatter vort arbejde med sympati - og vi tænker jo her især på vore danske venner - vil det betyde en stor åndelig hjælp og støtte for os i vort fælles arbejde for hele menneskeheden, i vor fælles stræben efter "Fred på jorden".