Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er mange år siden. Dengang var jeg kun en dreng. Jeg drømte, at jeg sad og bladede i en stor, gammel, tilstøvet bog. Jeg vidste, at den indeholdt al livets visdom. Men jeg vågnede uden at have læst noget i den, hvilket jeg var meget ked af.

I virkeligheden har jeg alt mit liv været ude at lede efter en sådan bog. På en måde kunne jeg ikke lide præsternes prædikener, og gentagne forsøg på at finde en forståelse af livet gennem læsning i bibelen tilfredsstillede ikke min søgen efter et fuldkomment verdensbillede. I den spiritistiske litteratur kunne jeg heller ikke finde nogen fast grund. Da jeg så læste nogle theosofiske bøger, syntes jeg, at her begyndte der at blive fornuft i tingene. Derfor læste jeg al litteratur om okkultisme og theosofi, som jeg kunne få fat i, om end det var sparsomt.

Endelig kom jeg så på sporet af den store, gamle, støvede bog, der indeholdt al livets visdom. I en boghandel på Isafjord så jeg i vinduet et blad – O. M. hed det – det eneste eksemplar, der indtil da var blevet sendt til Isafjord, hvor jeg boede den gang. Jeg købte bladet og bestilte det for fremtiden. I dette blad læste jeg for første gang Martinus' artikler – jeg tror, at det var de første artikler, som han lod trykke i et blad. – Nu var jeg ikke i nogen tvivl mere. Disse artikler var ligesom optaget fra min store, gamle, tilstøvede drømmebog. – Endelig – det var ligefrem dejligt at læse, hvorledes Martinus i disse artikler analyserede livets problemer. Og naturligvis anskaffer jeg mig al den litteratur, som udgår fra Martinus' bevidsthed. – Jeg synes, at der er ikke den mindste tvivl om, at Martinus åbenbarer den store, gamle visdom – det vil sige den visdom, der er så stor, at den gælder for hele altet – og så gammel, at den gælder for fortid, nutid og fremtid. – Denne visdom har ligget i støvet her på jorden – det vil sige indhyllet i glemsel eller uvidenhed. Men Martinus har med sine analyser blæst al støv fra den, og den, der har evne til at forstå hans lære, finder i denne visdom fast grund til at bygge sit liv på.

Det har været mig en oplevelse at læse Martinus' analyser, som de er beskrevet i Livets Bog og Kosmos. Og da jeg fik at vide, at Martinus skulle komme til Reykjavik for at holde foredrag i september 1952, tog jeg min første flyvetur for at lytte til hans tale. Jeg var allerede på flyvepladsen i Reykjavik den 7. sept., da den flyvemaskine, som Martinus kom med, brummende nærmede sig gennem mørket. Kort tid efter at den var landet, tog jeg i hånden på forfatteren til Livets Bog, men modtagelseskomiteen førte ham skyndsomt bort i bil, for at han skulle hvile efter flyveturen. Morgenen efter fik jeg lov til at træde ind i Martinus' værelse på Sjafnar-göten, hvor jeg havde min første samtale med ham. Jeg var lidt usikker ved at sidde der foran denne vismand. Han kunne jo gennemskue al min ufuldkommenhed. Men da jeg sagde til ham, at der voksede noget ukrudt i min bevidsthed, svarede han blot: "Det er ikke mit at dømme om det". Gennem Martinus' lære har jeg fået den opfattelse, at menneskene må hver for sig selv komme til forståelse af sit private liv og sit forhold til omverdenen. Men Martinus' analyser hjælper menneskene til hurtigere at komme til forståelse af livsgåderne. Han forklarer livslovenes grundprincipper. Og det princip, der gælder overalt, er, at som man sår, så skal man høste. Hvis et menneske har besværligheder i sit nuværende liv, er det en følge af dets egen handlemåde i sit nuværende eller forrige liv. Den eneste måde at komme bort fra sine besværligheder er først at erkende, at man selv er deres årsag – og siden at sprede behageligheder om til sine omgivelser – til sine medmennesker. Men "alt ligger i Guds hånd, det er al lovens fylde", det vil sige, at alt det, der møder en på livets vej, er baseret på den årsag, som man selv har udløst – og når virkningen kommer, da er det evige love – Guds vilje – der sker fyldest.

De foredrag, som Martinus holdt her i Reykjavik, og de symboler, som han viste og forklarede, var i korthed sagt et mesterværk. Det eneste, som jeg er ked af er, at jeg ikke fik lejlighed nok til at være sammen med ham, da der var mange mennesker, der skulle tale med ham.

Hele hans fremtræden var som varmende solskin, hans tale visdom, og i hans nærhed kunne man mærke det kærlige sind, der tilhører det fuldkomne menneske.

Der er blevet sagt: Se Neapel og dø. – Men når man har læst Livets Bog, set og talt med Martinus, ja, så kan man begynde – at leve.