Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1950/2 side 34
APROPOS emneregister
Det er mig en glæde herved at kunne meddele, at forsøget på i sidste nummer af KOSMOS at skaffe medarbejdere til udarbejdelsen af et emneregister, er lykkedes så godt, at der nu ikke er nogen risiko ved at påbegynde arbejdet.
Der har foreløbig meldt sig ialt 15 deltagere, og de har tegnet sig for ca. 1500 sider. Dette betyder, at registreringsarbejdet med "Logik" og de 3 første bind af "Livets Bog" er sikret inden august.
Jeg vil gerne takke deltagerne for den venlighed og tjenstvillighed, de har udvist ved at melde sig inden for den korte tidsfrist, der var afsat, en villighed, som på instituttet straks satte maskinerne i gang med at trykke vejledninger, skemaer og kartothekskort til hele arbejdet, – starten var gjort. Og nu idag, hvor dette nummer af KOSMOS udsendes, har alle deltagerne fået tilsendt arbejdsmaterialet, hvorefter det er mit håb, at de, efter grundigt at have studeret vejledningen, vil finde en virkelig glæde ved selve arbejdet.
Selvom starten er gjort, mangler vi imidlertid, som De ser, stadig nogle deltagere, og da der utvivlsomt findes nogle, som glemte at melde sig rettidigt, eller som måske slet ikke fik læst sidste nummer af KOSMOS inden fristens udløb, vil jeg gerne bede disse melde sig snarest til registreringen af 4. og 5. bind, og de vil da omgående få det nødvendige materiale tilsendt. De behøver blot at sende et brevkort eller ringe til instituttet og give oplysning om navn og adresse samt det antal sider, De vil påtage Dem at behandle (mindst 50).
Den gode start skal de deltagere, som allerede har meldt sig, naturligvis have takken for, men som bekendt er den kun den halve fuldendelse. Det er sikkert øjensynligt for alle, at det er af stor betydning, at så meget af registreringsarbejdet som muligt er afsluttet, inden koordineringsarbejdet påbegyndes. Derfor vil de deltagere, som melder sig efter denne sidste anmodning, være en medvirkende årsag til, at sidstnævnte arbejde kommer til at foregå på bedst mulige grundlag, samt at alle deltagerne får den tilfredsstillelse under arbejdet, at dets fuldførelse på forhånd er sikret.
Hakon Johannesen,
Civilingeniør, cand. polyt.