Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Der er et Problem, hvis Løsning taber sig i Hypotheser, og som kan stilles saaledes op: – Vi tænker os at staa overfor en lille almindelig kendt Plante f. Eks. en Vejbred. – Smuk og stor møder vi den paa en for den ideel Vokseplads. Den pranger med sine brede saftige Blade, som den løfter op mod det klare Lys, beskærmet og beskyttet som den er mod barske Vinde her paa Grøftens Side – den lever paa sin Vis i Overdaadighed og Lykke med let Adgang til de Goder, den higer efter. – Og vi tager og flytter den bort til en sandet, mager Jordbund tæt ved Havet, hvor den er udsat for skarpe Vinde og for Solens Straaler Dagen lang, der i Forening udsuger den Smule Fugtighed, den kan fravriste den karrige Jordbund – en kummerlig Tilværelse – og vil se den forvandles. Den oprette og frodige Plante forandres til en fortrykt sammenkrøben Skabning med usle smaa Blade, den indtager den Form og Stilling, der kan værne den mod for stærk Fordampning – værne den mod Ødelæggelse. – Men en Dag oprinder atter Storhed for den. – For en Dag flytter vi den tilbage paa den gamle Plads og inden længe vil den igen staa – omend ikke helt som før – saa dog atter i en kraftfuld Form præget af Omgivelsernes Frodighed og af den Beskyttelse, der hviler over Stedet.

Nu bliver Spørgsmaalet: Vilde denne Plantes Efterkommere, forudsat at den havde faaet Lov at blive staaende paa den udsatte Plads, faaet Lov til at sætte Frugt og dette havde gentaget sig Generation efter Generation – vilde der da engang – fordi den første i sin Tid var henflyttet til et nyt Miljø – af den Grund opstaa en ny Art Vejbred, som saaet paa en tilsvarende frodig Vokseplads som den vi gik ud fra, alligevel vilde bibeholde et helt andet Særpræg, end det oprindelige.

Hvis vi søger at løse Spørgsmaalet ved stadig kun at iagttage Formerne, bliver Svaret hverken Ja eller Nej. For der vil altid være et Væld af Eksempler, der benægter, og et Væld, der tilsyneladende bekræfter, der vil være saa mange Ting, der spiller ind og gør Udslag til enten den ene eller anden Side, at Løsningen taber sig i Sandsynlighed, Antagelser og Diskussioner – og Hovedaarsagen til det er, at man mangler et fast Holdepunkt – alting i Formernes Verden er flydende. Men givet er det, at Erfaringen fra denne Verden siger: Ligesaalidt som den første Vejbred forblev bestandig i sin Form, da den hensattes i et andet Milieu, ligesaalidt vil der kunne opstaa en ny Form – evig og uforanderlig – under forskelligartede Paavirkninger. Men Grundaarsagen til, at det er saaledes, giver Formernes Verden os intet direkte Svar paa – og det er jo derfor her, det virkelige Problem er, og dettes Løsning kan kun gives ved at trænge gennem Formerne – ved at finde Ophavet til Formerne. For hvad nytter det at sige, at det var det ny Millieu, der skabte Formen, at det var de ny Omgivelser, der satte sit Præg, at det var Bevægelse, der var Aarsag til ny Bevægelser, det Svar bliver dog aldrig udtømmende, for der vil altid blive tilbage: Hvorfra iscenesattes da disse Bevægelser? For hvad er Millieuet? Millieuet fremtræder for ethvert levende Væsen som en Kombination af Former med sine Bakker og Dale, sine Bjerge og Sletter, sine Have, Søer og Vandløb, med sin Himmel med Stjerner, Kloder, – med sin Jord og Klippe, Solskin, Regn og Blæst, med sin Frodighed og Ørken, med sine Ødemarker, sine Byer, med sine Organismer, sine Lyde, sin Temperatur og Farve viser det sig som et Kæmpevæsen med Organer, Celler, Atomer, Straaler og Bølger, der lever og aander, tager Næring, vokser, taler, tænker, smiler, græder, harmes, kærtegner og som i sit Skød tæller Myriader af samme Slags Væsener som det selv i en anden Maalestok i en anden Form, men kun naar denne Vurdering gaar ud fra Formens Verden, kun naar man bruger en eller anden Form som Sammenligningsgenstand, og ethvert objektivt indstillet Væsen vil se, at det, man bruger som Maal, forandrer sig under selve Maalingen, forandrer sig efter at Resultatet er gjort op – og hvor er man saa henne? Saa er man inde i Sandsynlighedens – Hypothesernes og Diskussionens Rige, her er faktisk Helvede, der kan passende staa over Indgangsportalen: Her lades alt Haab ude.

Nej, Millieuet viser ingen principiel Forskel fra Mikroindividerne, der som en Hærskare af "Planter" befolker og grundlægger Millieuets Eksistens, det er de samme Følelser, der faar Udløsning gennem en uendelig Variation af Organer, og kan det ikke være ligegyldigt, om man føler Salighed gennem den ene eller den anden Form, om denne Følelse fremtræder som Farver – Smil – Blink – Summen – Sitren eller Kravlen. Det er kun saa længe, vi hvirvles med i Formernes Dans, saa længe vi hildes i Illusionernes Slør, saa længe vi kun oplever sansemæssigt, at vi beruses af denne Glans, af dens dragende og lokkende Skær – at vi opfatter alt forskelligt.

Men hvordan komme ud deraf – hvordan løse vort Problem – er der noget Sted vi kan vende os hen, naar det er Illusion alt sammen, og finde et Holdepunkt? Hvorledes gennemtrænge det uopløselige Væv, som omgiver os til alle Sider? Griber vi fat et Sted og koncentrerer os paa en bestemt Ting, gaar det som ved Iagttagelsen af Vejbreden – vi bruger en Bevægelse til at maale en anden Bevægelse med, og vi ser, naar den ene Form forandrer sig, sker det under Paavirkning af andre Former, men herved opstaar Vekselvirkninger til alle Sider, fordi Millieuet, der jo er opbygget af alle de levende Væsener, som det selv paavirker, følgelig maa forandres netop af disse ny Paavirkninger, dets eget Smaavæsener nu udsender. Man kan blive ved at gaa rundt og rundt i dette Væv og kommer faktisk aldrig ud af Stedet, selv om ens Viden stiger indenfor disse Omraader, selv om man gaar rundt og er stopfuld af Navne – Tal – Størrelser – selv om man er Ekspert i Videnskaben om Alverdens Formers Levevis. De vises Sten har man ikke fundet, endnu kan man ikke svare paa Spørgsmaalet: Hvor er den første Aarsag, hvor er det faste Punkt, hvorfra alting kommer, hvad var Begyndelsen?

Ja, først sagde man, det var Gud, men indlod sig ellers ikke paa nærmere at forklare det, og da man ikke, efterhaanden som Videbegæret steg, kunde finde denne Gud nogen Steder, hverken gennem Sanserne eller Teleskopet eller Mikroskopet, saa gik man over til, at den første Aarsag var en Celle, men Nysgerrigheden steg, og nogle tillod sig at spørge om Cellens Hjemsted – saa blev det til et Atom, og oh Taabelighed – nu er det Bølger – Lystryk – Temperaturforskelle eller noget, som jo ligemeget, hvad man end kalder det, ligemeget hvor fine Beregninger, Maalinger, Eksperimenter, der skal til for at fremkalde det, ligegyldigt hvor langt det ligger fra direkte Sansning dog udtrykker en Form, da alt, hvad der kommer ind under Sansning enten direkte eller ad Omveje gennem Mikroskoper, Beregninger eller lignende, er Udtryk for en Form.

Men hvad er da en Form? Hvordan kan det være Illusion, Uvirkelighed, det er dog noget sansemæssigt haandgribeligt. Ja nok paa en Maade, men naar man leder efter Formens Ophav saa bliver Formerne i denne Forbindelse Illusion, og det er det Alverdens Mennesker tror, at Formerne er Ophav til Former. Er Kunstværket Kunstneren? Nej, Kunstværket er Formen, frembragt for at Kunstneren derigennem kunde finde Udløsning for sin Trang til at opleve – for sin Trang til at skabe – og da tog han "Leret", Stoffet – Stoffet, enten det nu var Marmor, Farver – eller Ord – Lyde eller Beregninger – tog det i de Former, det havde og dannede det efter sit individuelle Særpræg i den Form, som han nu attraaede at lade sin Skabertrang udlade sig gennem. Og her er vi ved Grundaarsagen, for vi kan ogsaa sige det paa en anden Maade: Da tog han den lille Plante – Vejbreden – og plantede den et andet Sted. Det var et levende Væsens Trang til Oplevelse, der var Aarsagen, og alle Vegne, hvor vi ser Bevægelser nok saa ejendommelige, er det Livet, der staar bag ved og iscenesætter disse Bevægelser.