Kosmos 1999/1 side 7
Ind i rådet – og ud igen
af Hans Wittendorff
Samarbejdets vanskelige kunst
De fleste læsere er sikkert klar over, at Martinus oprettede et såkaldt "råd", der skulle være sagens faste punkt, når han ikke mere selv befandt sig på det fysiske plan. Dette råd består normalt af fem medlemmer samt en eller to suppleanter. De rådsmedlemmer, som Martinus selv har valgt, bad han om at blive siddende i rådet, så længe de havde lyst og evne til det. Efterhånden som der bliver færre og færre af disse "livsvarige" rådsmedlemmer, skal der naturligvis vælges nogle nye. Disse nye medlemmer af rådet kan, ifølge de nugældende love, kun blive siddende i maksimum seks år. Rådet er i øvrigt selvsupplerende, det vil sige, at der ikke er nogen udenforstående, der bestemmer, hvem der skal i rådet, – det afgøres suverænt af de "gamle" rådsmedlemmer. Jeg er således den første i sagens historie, der er valgt på denne måde, – og følgelig også den første, der igen er gået ud af rådet efter seks års "tjenestetid".
Der er flere, der har kritiseret den omtalte ordning, idet de finder det ulogisk, at netop når man efter nogle års forløb er kommet godt og grundigt ind i Instituttets mange forskellige forhold, så skal man gå ud igen. Men set i et lidt større perspektiv tror jeg personligt, at der ligger en vældig livsvisdom bag denne ordning. Jeg opfatter det sådan, at de "gamle" rådsmedlemmer er en slags garanter for, at den ånd, der herskede i rådet på Martinus' tid, føres videre i fremtiden. Omvendt har Martinus ved et rådsmøde sagt, at man ikke kan lave bestemmelser, der gælder til evig tid, "for udviklingen laver jo alting om". Og denne nødvendige fornyelse, tror jeg, vil komme fra de nye rådsmedlemmer.
Lad mig samtidig benytte lejligheden til at aflive en myte: Der er nogle, der tror, at det er noget meget fornemt og næsten ophøjet at være medlem af rådet. Det kan jeg forsikre, at det ikke er – ! Hvis man virkelig brænder for sagen, er det et stort arbejde, man påtager sig, og en masse bekymringer, – fordi alle rådsmedlemmer nok altid vil bekymre sig for, om man ved alle afgørelser er i overensstemmelse med Guddommens vilje. Dét, der nok har gjort størst indtryk på mig personligt er, at jeg aldrig nogensinde har oplevet, at et medlem af rådet er blevet sur eller vred eller irriteret, når man ikke har kunnet få sin egen vilje gennemført. Det skyldes naturligvis ikke, at man altid er enige, tværtimod. Der er virkelig tale om, at fem-seks forskellige viljer skal bøje sig mod hinanden. Men midlet hertil har altid kun været klare, logiske argumenter.
Så hvis jeg skal give et godt råd til kommende mulige rådsmedlemmer, skal det være, at man ikke skal lade sig vælge ind i rådet, hvis man har tilbøjelighed til irritation, surhed og vrede, – for så ville ånden i rådet blive ødelagt.
Instituttets livsfunktioner i to fonde
Det er klart, at de enkelte rådsmedlemmer – foruden de mange fællessager – har hver sit særlige interesseområde. Og her har jeg beskæftige mig med noget, som af mange opfattes som "uartigt"! Jeg har nemlig i særlig grad arbejdet med sagens økonomi, og jeg véd, at mange af sagens venner betragter det som noget uartigt og næsten blasfemisk at tale om penge i forbindelse med Martinus' analyser. Men her må jeg sige, at virkeligheden jo er en ganske anden: Der er én eneste ting, der sætter grænsen for, hvad rådet kan sig JA eller NEJ til af alle de aktiviteter, man gerne vil sætte i gang, og det er: Hvor mange penge er der til rådighed.
Før i tiden har det virkelig været vanskeligt for rådet at "styre" økonomien på rette måde. Efter min personlige mening er man jo nemlig i dén vanskelige situation, at man skal balancere: Det ville være en katastrofe, hvis rådet brugte for mange penge, så der opstod et større underskud. Det vil nu aldrig ske, – dertil er man alt for forsigtige. Men jeg mener også, at det er kosmologisk forkert, hvis rådet bruger for få penge! For det ville jo betyde, at penge, som er givet til Martinus-sagens bevarelse og udbredelse, i stedet vil blive ophobet som kapital. Og efter mit skøn er der ingen grund til, at Instituttet skal have en væsentlig større egenkapital, end man har, – den passer nemlig vældig godt til det aktivitetsniveau, man har i øjeblikket.
For at gøre det lettere at styre økonomien har man opdelt Instituttets livsfunktioner i to fonde. Og da mange har stillet spørgsmål om dette, skal jeg ganske kort fortælle lidt om baggrunden. Lad os analysere, hvad Martinus-sagen egentlig er: Ved et rådsmøde sagde Martinus det selv på denne måde: "Vi er ikke en sekt eller en forening, – VI ER EN MORAL!" Er det ikke en pragtfuld beskrivelse af sagen? Denne moral, denne humanisme, er nu indeholdt i IDEAL-FONDEN, som er en rent idealistisk fond, – en ikke-erhvervsdrivende fond, som ejer copyrighten til alle Martinus' værker. Og det er denne fond, der modtager de penge, der i form af renter, arv og frivillige bidrag sendes til Instituttet.
Men så er der jo også en mere fysisk, en mere forretningsmæssig side af sagen: Vi skal nødvendigvis sende girokort ud til Kosmos-abonnenter, vi skal oversætte, trykke og sælge bøger på mange forskellige sprog, – og vi skal udleje ferieboliger i Klint. Alle disse forretningsmæssige ting er nu samlet i AKTIVITETSFONDEN, som er en erhvervsdrivende fond.
Og nu fungerer det: Året igennem følger rådet nøje udviklingen i de to fonde ved hjælp af revisorens budgetkontrolskemaer, og når man ved regnskabsårets slutning kan konstatere hvor stort et overskud, der er i IDEAL-FONDEN, kan man udlodde dette i nøje overensstemmelse med fondens almennyttige formål.
Det er virkelig dyrebart, – ja, det er selve grundlaget for sagens økonomiske eksistens, at sagens venner kan have 100% ubetinget tillid til, at hver eneste krone, der gives til Instituttet, bliver brugt, – ikke til at favorisere enkeltpersoner, – men til gavn for IDEAL-FONDENS formål: At bevare Martinus' værker uændret, og at oplyse om disse værker.
Derfor håber jeg meget – og jeg beder inderligt til Guddommen om – at både de gamle og de nye kommende rådsmedlemmer i fremtiden vil være meget opmærksomme på sagens økonomi, der jo så at sige er sagens fysiske "skelet".
I samme forbindelse har jeg et lille hjertesuk: Vi kan sikkert alle være enige om, at hvis man virkelig for alvor skal forstå og fatte Martinus' knivskarpe, logiske analyser, så skal man kunne læse samtlige bind af Livets Bog og Det Evige Verdensbillede. Og hvem kan så gå hen til boghandleren og købe disse livsvigtige bøger, eller låne dem på biblioteket? Jo, det kan såmænd kun mennesker, som bor i de nordiske lande! Hvis man taler engelsk-tysk-fransk-spansk-esperanto-russisk-kinesisk-osv. er man afskåret fra at sætte sig GRUNDIGT ind i dette samlede verdensbillede. Der skal i sandhed bruges mange penge i fremtiden på at oversætte og udgive...
Vokser Martinus-sagen ikke?
Mange vil nok indvende, at det er unødvendigt med disse oversættelser, for der er jo ikke just nogen overvældende interesse, selv ikke her i Norden, hvor bøgerne er tilgængelige. Et rådsmedlem har oven i købet, i forbindelse med en dagsorden, skrevet, at "sagen er i nølefasen", – altså i en fase, hvor der ikke rigtig sker noget. Her må jeg tilstå, at jeg er absolut uenig med de, der tænker sådan. For hvad var det, Martinus sagde? Jo, at sagen ikke er en sekt eller en forening, som jo tæller deres succes i, hvor mange MEDLEMMER, man har. Og vi har ikke ét eneste medlem! Nej, selve sagen, – den nye verdensimpuls – er en moral, en humanisme, som absolut ikke er i nølefasen.
Tværtimod, – hvis vi ser ud over jordkloden, så ser vi en kæmpemæssig omskabelsesproces af netop menneskets moral og humane evne. Vi ser et vældigt drama, en voldsom ragnarok-periode, der vil forstærkes yderligere i de kommende år. Tilsyneladende er der tale om grusomme tilfældigheder, om uretfærdigheder, om kaos. Men hvis man har haft lejlighed til at sætte sig grundigt ind i Martinus' logiske analyser, så véd man, at der ikke er tale om uretfærdigheder, om tilfældigheder, om kaos. Jeg ved godt, at det kræver mange års studium og en masse energi at sætte sig så grundigt ind i disse analyser, at man helt forstår formålet med mørket og lidelserne. Men det er ulejligheden værd!
Det er ganske fascinerende at tænke på, at den bagved liggende udviklingsplan er så nøje afmålt, at hvert eneste menneske på denne jord gennem mange, mange inkarnationer modtager nøjagtig så megen tilbagevendende mørk karma, så mange tilbagevendende lidelser, som er absolut nødvendig for at omskabe vedkommende fra at være et egoistisk, rovdyragtigt væsen, der dræber og lemlæster, – til at blive et færdigtudviklet menneske, med en menneskelig moral, en menneskelig humanisme. Eller sagt med én af Martinus' mesterlige sætninger: "Medfølelse med andres lidelser er ubevidst erindring om egne lidelser."
Læg mærke til, at det ikke er læsningen af Martinus' analyser, der skal foretage denne kæmpemæssige udvikling af menneskeheden. Man kan ikke LÆSE sig til en højere moral. Men når lidelserne har bragt os frem til dét punkt, hvor vi fortvivlede skriger til himlen efter en LOGISK FORKLARING PÅ LIDELSERNES FORMÅL, så er det, at Livets Bog og Det Evige Verdensbillede skal være tilgængelige så mange steder på jorden som muligt og på så mange sprog som muligt.
For når man ikke finder denne logiske forklaring hos naturvidenskaben, og når man heller ikke mere er tilfreds med blot og bart at tro blindt på religiøse dogmer, – så er det, at man har brug for Det Tredie Testamente, der ikke kun taler til følelserne, men også til den voksende intelligens hos mennesket.
Tilbage til artikelregister
Forrige